Denne uge er vi begge sygemeldt. René er til fysioterapeut mandag morgen og til kontrol på sygehuset med skulderen om tirsdagen. Jeg er hjemme. Det er svært at komme op om morgenen og appetitten er ikke stor. René er rigtig god til at tage over og sørge for Elias og i disse første dage også at tage sig af mig. Det må være svært at være mand i en sådan situation – både at skulle deale med egen sorg og min sorg samtidig med at han er den der løfter læsset med Elias, mad, madpakker og børnehave. Jeg kan ikke komme op om morgenen, så René står op og får Elias i børnehave. Det er vigtigt at han får en så normal hverdag, som vi overhovedet kan give ham. Så han skal i børnehave hver dag, hvor han kan lege og komme væk fra det sorgfyldte hjem.
Mandag er en træls dag for mig. Jeg kan ikke være i tomheden. Jeg sidder og læser andres historier på nettet og føler mig drænet for energi. Jeg kan ikke mærke mig selv Jeg bliver overvældet af mine egne stemmer, der sætter tvivl ved min egen sorg. "Hold nu op. Lad nu være med at dyrke det. Nu skal du bare videre". Eftermiddagen med Elias er heller ikke god. Jeg er dvask og uden energi. Jeg har svært ved at rumme Elias. Hans fjol og glæde irriterer mig, fordi jeg selv er trist. Han udfordrer mig og tester mig helt vildt. Jeg kan ikke få hama itl noget som helst. Han argumenterer og laver overspringshandlinger – og skal lige... og jeg har ikke voerskud og tålmodighed til ham. Det er klart at han gør det, for jeg er der ikke som jeg plejer. Jeg græder, taler meget i telefon, taler og svarer ikke, er mere stille og glor ud i luften. Han ved ikke hvor han har mig og bliver nok nødt til at teste mig for at mærke mig. Men det er hårdt. Jeg har brug for at have ham og jeg savner ham, når han ikke er der, men jeg bliver irriteret på ham og kan ikke rumme ham. Det er en svær dobbelthed at være i, fordi han på én gang er det mest dyrebare jeg har og det vigtigste i mit liv og samtidig irriterer hen mig og jeg ville ønske at han ikke var her. Det gør ondt at tænke og ondt at sige højt. Fordi selvfølgelig vil jeg ikke af med ham. Mit liv ville slutte, hvis der skete ham noget. Men jeg har ikke overskud til hverken det glade barn eller det pylrede barn lige nu.
Mandag ringer René rundt for at få afklaring på om vi må begrave hende ved Vejlby kirke, hvor min far ligger. Min mormor ligger der også og både Elias og jeg er døbt der.. Det kræver noget overskud, for han taler med 4 forskellige inden har fat i den rigtige. 2 fra Mørke, som er ikke fungerende fordi der ingen præst er ansat lige nu, da kirke og præstegård skal renoveres. 1 fra Hornslet og én fra Vejlby kirke. Han taler med Peder Lundby, som er kirkegårdsleder ved Vejlby kirke. Han undersøger det og bekræfter at hun godt må begraves hos sin morfar. Hun vil da skulle ligge ovenpå ham, dvs i højre side af gravstedet, som er en dobbeltgrav. På den måde vil der også være plads til min mor, eller hvem af os, der skulle gå bort først. Han taler også med præsten Jens Ole Henriksen, med hvem har aftaler at vi komme ind til en snak onsdag kl. 11.
Tirsdag kommer jeg igang med at skrive forløbet ned. Og det føles rigtig rigtig godt. Det er hårdt og jeg græder mange tårer, men det er MIN historie. Det er på grund af den historie at jeg har det som jeg har det. Nu kan jeg mærke mig selv. Jeg sidder hele formiddagen og skriver. Telefonen ringer 5 gange og hver gang irriteres jeg. Lad mig nu bare være i dette. 3 af gangene afbryder jeg, fordi jeg kan se at det er længere opkald, som ikke lige er klaret på få minutter. René kommer hjem omkring middag. Mit humør er mærkbart bedre. Jeg skriver en stund mere og vi får frokost. Nu er det også nok skriveri. Jeg føler mig en smule lettere, hvilket er lidt paradoksalt, fordi jeg har tudet hele formiddagen. Men det har lettet og jeg kan nu mærke mig selv.
Jeg formår at ringe til bedemanden og bestille en lille kiste, som vi kan hente onsdag ved 10 tiden.
Efermiddagen med Elias bliver også lettere og det er rart at have overskud til ham og nyde at være sammen med ham.
Onsdag kører vi Elias ind til min mor for at de kan hygge sig lidt sammen som de plejer om onsdagen. Vi kører ind til bedemanden Keld Andersen og henter den lille hvide kiste. Vi får den i en sort plastiksæk, så vi kan bære den lidt diskret ud i bilen. Jeg kan mærke gråden i halsen, men det går nemmere end forventet. Bedemanden spørger heldigvis ikke ind til noget, så vi slipper både for at skulle forklare ham noget og for at afværge os fra salgstaler.
Vi kører forbi blomsterhandleren i Vejlby for at bestille på en blomst fra os til kisten. Vi ved endnu ikke hvornår hun kan begraves, men det er rart at have afklaret blomsterne, så vi bare kan ringe ind og sige hvad det skal være og hvornår. Vi beslutter os for et hjerte med hvide blomster og lidt lyserøde blomster med krans af let græs omkring. Efter lidt overvejelse beslutter vi også et lyserødt bånd med skriften Sov sødt lille skat – mor, far og storebror.
Kl er lidt i 11 og vi kører over mod kirken. Vi går et smut ned til min fars grav for at se det inden Malou skal ligge der. VI taler med præsten i 1½ time. Vi fortæller vores historie og vores smerte er selvfølgelig tydelig for os. Han snakker om at vi med begravelsen skal give slip og lade Gud passe på hende og at vi nu skal vende os mod de levende. Han anbefaler os at sige til Elias at Malou nu sover sammen med morfar, men at vi skal mødes igen til den store opstandelse, hvor vi alle igen skal være sammen. Og så skal der være fest. Jeg er ikke enig med ham i at vi skal sige at Malou sover. Vi vil ikke gøre ham bange for at falde i søvn, fordi han skal ikke blive bange for om han heller ikke vågner op igen. Men jeg bliver opmærksom på at vi ikke har fortalt Elias at Malou nu har det godt og at hun bliver passet på. Så det vil jeg gøre.
Vi vil satse på at kunne begrave hende fredag kl 11.30. Det vil jeg være rigtig glad for hvis, for så er det gjort i denne uge og jeg vile have hele næste uge til at få ro på og samle mig. Men det kræver selvfølgelig at vi når at få hende udleveret fra Randers.
Præsten synes ikke at vi skal tage venner med til begravelsen. Han spørger os ikke, men det er fint Det føles rigtigt at det kun er den nærmeste familie. Præsten fortæller endvidere at vi holder ceremonien ved graven, at han ikke vil kaste jord på, men han vil lyse velsignelsen over hende og graven. Han vil bede en bøn og læse et stykke fra biblen.
Vi snakker om sange. Jeg vil gerne at vi synger for Malou, men jeg er ikke sikker på at jeg selv kan synge. Jeg ves slet ikke om jeg kan sige noget, eller om jeg blot vil hulke. Jeg vil gerne synge "Nu går solen sin vej", fordi jeg hver aften sang den for Elias, da han var lille og stadig ind imellem gør det. Præsten kan ikke selv synge denne, så jeg skal vælge en anden hvis jeg ikke kan synge den. Vi får en cd med hjem med aftensange, som er indspillet i Vejlby kirke, så vi evt. Kan vælge en salme derfra. Jeg skal give ham besked i løbet af det næste døgn. Jeg vil gerne have skrevet et brev til hende og jeg vil rigtig gerne læse det op til hendes begravelse. Men igen ved jeg ikke om jeg kan, men jeg vil gerne give det en chance.
Jeg føler lidt præsten bestemmer, hvad han synes. Han glemmer lidt at spørge os. Jeg ville egentlig gerne holde ceremonien inde i kapellet, fordi det giver mere samling og er mindre koldt. Men jeg får ikke sagt det tydeligt nok. Nu håber jeg at vi når at hente hende i Randers torsdag, så vi kan køre hende til Vejlby, så hun allerede står i kapellet i Vejlby og vi ikke kommer med hende i bilen om fredagen. Så håber jeg at det lykkes mig at skrive et brev til hende, som jeg hvis jeg kan, kan læse op for hende i kapellet.
Efter samtalen med præsten kører vi hjem til min mor og får frokost. René ringer til sygehuset i Randers og beder dem meddele, så snart de har Malou, fordi vi selv skal hente hende tilbage til Vejlby. De har helt styr på hvem hun er. Det er betryggende at de ikke skal rode rundt i papirerne. Han ringer også blomsterhandleren og siger at vi arbejder henimod en begravelse på fredag kl. 11.30. Vi er hos min mor til hen på eftermiddagen. Randers ringer sidst på eftermiddagen og siger at hun er der nu.
Om aftenen skriver jeg et brev til Malou. Og jeg beslutter mig for at vi sammen skal synge "Du som har tændt millioner af stjerner". Jeg trykker også "nu går solen sin vej" på arket, hvis jeg nu er i stand til at synge den.
Torsdag er det mig, der står først op. Vil have Elias i bad, men det går helt i koks. Jeg kan ikke få ham til noget som helst og René må komme og overtage. Åh hvor er et hårdt. Jeg tager med op og afleverer ham, fordi Elias gerne vil have det. Men det skulle jeg ikke have gjort. Elias vil ikke slippe mig og han skal vristes vrælende af mig. Slår og sparker, hyler og vræler. Vi skynder os afsted. Det er hårdt at forlade sit barn sådan, når man selv er tyndslidt. Jeg ved han nok skal få det ok, og at han ikke ville have det bedre sammen med os, men dt er hårdt at vores liv er på den måde lige nu, at han skal have det sådan.
OM formidagen om torsdagen sætter jeg og skriver lidt mere på min historie. Jeg brænder efter at få ro til at skrive. Imens forsøger René at få vores printer til at virke, så vi kan printe ud til begravelsen. Uden held, så vi må ind forbi min mor og printe ud efter vi har været i kirken med Maolu. Ved 12 tiden kører vi mod Randers for at hente vores lille pige ved kapellet. Kapelassistenten lægger hende i kisten, mens vi ikke ser det, fordi han siger hun er lidt skrøbelig, nu hvor hun er blevet obduceret. Vi har to lyserøde klæder (stofbleer) med til at svøbe hende i.
Hun har fortsat sin lille lyserøde hue på. Det er jeg glad for. Jeg kan næsten ikke genkende hende nu. Hun er sunket meget ind. Vi ser ikke hendes krop, for vi vil ikke se såret fra obduktionen. Men hendes øjne og kinder er helt suget ind og hovedet er klart blevet mindre nu. Hun er der ikke mere. Det gør det nemmere at sige farvel. Hun har sagt farvel. Hun er blevet en engel. Min smukke engel, som jeg husker hende, da hun blev født.
Vi lægger billeder ned til hende af os alle 3 og hun får sin bamse med. Hun skal også have brevet med når vi har printet det ud. Det må vi give hende imorgen. René lægger låget på kisten og vi kører afsted med hende på bagsædet af den lille røde Yaris. Nu kører vi afsted med vores lille døde baby på bagsædet. Sikke mærkeligt og forkert.
Vi kører hende til kapellet ved Vejlby kirke. Derefter hjem til min mor og printe sange og brev ud. Ud og handle, hen i børnehaven og hjem igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar