Så oprinder torsdagens scanning. En scanning som vil afgøre vores lille piges skæbne. Overlægen fra mandag, Vibeke tager imod os igen og påbegynder scanningen. En anden overlæge Carsten Henrique kommer ind sammen med en pige, der ikke bliver præsenteret (studerende?). De to læger taler sammen om det de ser, mens de scanner hende på kryds og tværs. De kigger længe på hjertet og måler det flere gange. De finder de små hænder og fødder og måler dem. De kigger på nyrerne og på flow i nyrekarene. Måler fostervandsmængden. Den er steget, så det ser ud til at nyrerne virker. Flowet i nyrekarene ser også fint ud. De trykker talene ind i computeren og de viser selvfølgelig ingen bedring. Tværtimod ser hovedet ikke ud til at være vokset, hvorfor det nu er for lille ift alderen. Det bekymrer lægerne og gør dem temmelig sikre på at hun vil få hjerneskade, fordi hjernen ikke vil kunne udvikle sig normalt. Brystkassens snævre omkreds gør det også svært for lungerne at udvikle sig normalt. Umiddelbart kan de udelukke den almindelige form for dværgvækst – den hvor man kan leve et mere eller mindre almindeligt liv, fordi de har store hoveder og det har vores prinsesse ikke.
Vi kommer igen over på hvilestuen. Vi græder begge to. Vi ved vi bliver nødt at beslutte det allermest smertefulde. Vi bliver nødt til at tage afsked med vores lille pige. Alt alt for tidligt.
Vi taler om at vi gerne vil have det gjort her i weekenden. Der er ingen grund til at udskyde det. Det er en del der desværre skal overstås og det kan ligeså godt blive i weekenden i stedet for mandag. Det er helt fint - Vi kan få det som vi ønsker. Skejby anbefaler at vi skal føde hende i Randers. Vi vil egentlig gerne Skejby, men det er af praktiske årsager. Lægen argumenterer for at skulle vi blive gravide igen, hører vi jo til Randers og så kan det være godt at de kender sagen indefra. Og fint med os, vi skulle jo alligevel have fundet en løsning med Elias, hvis vi som planlagt skulle have født i Randers til sommer.
Jeg skriver under på ansøgningen til abortsamrådet. Suk. Det er ikke sjovt at skulle skrive under på.
De sender den til Randers og når de har svar i løbet af dagen eller måske fredag, vil de kontakte os for at aftale nærmere.
Vi taler lidt om fødslen. Vibeke gennemgår det som det vanligt er, men fortæller at der er lidt forskel i hvordan fødeafdelingerne specifikt gør det. Vi fortæller at vi gerne vil have at de taler om vores lille datter med respekt. Hun er et barn og ikke et foster og det er en fødsel og ikke en abort, vi skal igennem. Det er Vibeke helt med på. Hun siger det er vigtigt at vi siger det, fordi der kan være forskel på hvordan folk gerne vil have det. Vi fortæller også at vi gerne vil se hende og være sammen med hende. Vibeke fortæller at vi skal være opmærksomme på at det kan være at hun viser livstegn, når hun bliver født. Jeg svarer at jeg faktisk håber at hun gør det. Det vil betyde noget for mig, fordi jeg ville ønske at vi skulle have hende i live og ethvert livstegn vil være en snert af dette.
Vi ved endnu ikke om hun skal obduceret eller om hun skal begraves.
Vi tager hjem igen – fulde af sorg over at skulle sige farvel til vores lille skat. Vores lillesøster. Det var slet ikke meningen hun skulle ende sit liv på denne måde før det overhovedet blev startet. Jeg går i stykker ved tanken om at hun ikke vil få et liv. At vi ikke vil få hende i vores liv. Hun er VORES barn. Hun skulle være født til sommer. Jeg skulle have holdt hende i live. Set hendes øjne. Hørt hende græde. Trøstet hende. Ammet hende. Set hende vokse op. Nydt tiden hjemme sammen med hende. Set hende og Elias sammen. Nyde ham som storebror.
Når nogen siger at det var godt at vi ikke nåede at opleve hende og holde hende er det helt forkert, for i bund og grund er det lige præcis det, som smerter. At vi ikke får lov at opleve hende, at jeg ikke får lov at se hendes øjne, amme hende, kysse hende, trøste hende, nyde hende. At vi kun lige har fået hende i vores liv, og at hun bliver taget fra os igen. At jeg mærker hende og føler hende, men jeg ved at jeg skal af med hende.
Vi bliver ringet op torsdag aften lige inden spisetid fra Randers. De har modtaget tilladelse til sen abort. Vi må gerne komme ind og få pillen allerede i aften og føde hende imorgen. Uh det bliver al for forjaget. Vi skal lige til at spise og hvad med Elias og al ting. Nej det kan jeg ikke, om det kan blive imorgen i stedet. Vi får en tid til kl. 16.30 fredag eftermiddag, hvor vi skal møde ind og snakke fødslen igennem og jeg skal have en pille som skal stoppe graviditeten. Jeg ringer til min mor og får arrangeret at hun kommer herud fredag kl 15 og bliver til lørdag, hvor vi skal møde til
fødslen.
Senere torsdag aften ringer de igen fra Randers. De har ringet fra Skejby at de gerne vil have en fostervandsprøve, om jeg skulle til Århus imorgen? (med Elias). Vi aftaler at vi i stedet kommer til Randers fredag formiddag og får prøven og efterfølgende får pillen og en snak om fødslen, så vi ikke skal derop fredag eftermiddag. De vil ringe fredag morgen for at fortælle hvornår vi kan komme til. Skejby vil gerne have fostervandsprøven, så de kan teste på denne prøve også, så de kan blive så kloge som muligt, hvis jeg skulle blive gravid igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar