Jeg har ringet til Randers sygehus for at tale med en læge, fordi det fyldte meget for mig at vi har fået en nedgravningsattest, hvor der står at Malou ikke viste livstegn, for hendes hjerte slog jo i 1½ time. Det er da ikke blot en kropslig refleks efter fødslen, som jordemoderen elelrs havde sagt. Lige efter fødslen havde jeg ikke overskud til at forstå ordentligt, hvad jordemoderen mente, da hun sagde at det ikke var livstegn, men blot en kropslig refleks. Jeg er helt med på at hjerteslag er en kropslig respons og ikke en bevidst handling, men det er det da ikke for nogen mennesker. Der er da ingen der bevidst bestemmer at nu skal hjertet slå og nu skal det ikke. Det er en kropslig refleks.
Lægen jeg talte med, forklarede at det var en svær vurdering. Når de kontrolerer apgarscore ved almindelige fødsler, får babyerne kun point, hvis der er min. 60 hjerteslag i minuttet, så 20 hjerteslag pointgives ikke. Men nu er vurderingen af livstegn ikke en vurdering af levedygtighed, men af tegn på liv, så der er frekvensen som jeg forstår det uvæsenlig.
Lægen afsluttede samtalen med at love at undersøge det. Senere på dagen ringede hun og fortalte at hun havde ordnet papirne og ville sende et nyt dokument til kirkekontoret. Hun beskrev dog ikke præcist hvilket dokument, hun mente, og jeg fik ikke spurgt direkte. Så jeg ved ikke om hun har anerkendt hjerteslagene som livstegn. Men jeg formoder det, for hvad er det ellers hun snakker om. Jeg kan mærke at det betyder noget for mig at få anerkendt at min lille datter var et barn. Jeg ved godt at det er noget juridisk tovtrækkeri, men rent følelsesmæssigt betyder det noget at de 1½ time, vi sad med smukke Malou, men hendes hjerte slog er anerkendt som det rigtige.
Jeg ringer torsdag til kirkekontoret i Vejlby, som ikke har hørt noget. De siger at hun skal registreres i eget sogn med fødsel/dødsanmeldelse og derfor ringer jeg og hører kirkekontoret i Hornslet om de skulle have hørt noget. De har modtaget en fødselsanmeldelse men ikke en dødsanmeldelse. De sender faderskabspapirer, så René kan blive registreret far til hende.
Rent juridisk står vi også anderledes, fordi jeg så har ret til 14 ugers barsel og René har ret til 14 dages barsel. Og det betyder noget for mig om det hedder sygemelding eller barsel. Ved en sygemelding kan jeg ikke slippe mit arbejde. Jeg føler jeg hver dag skal vurdere hvornår jeg er klar til arbejde. Mange folk omkring mig siger at jeg skal lade det tage den tid, det tager, men det er jeg ikke god til at vurdere. Det fylder alt for meget for mig. Dels er jeg pligtopfyldende og tænker at jeg bør komme på arbejde. Og dels er jeg i tvivl om hvornår det er det rigtige at tage på arbejde – det rigtige i min sorgproces. Jeg må ikke grave mig dybere ned i et sort hul, men jeg skal være på vej op.
Helt ærligt har jeg ingen begejstring for at komme tilbage på arbejde. En del af det jeg nu skal deale med er at jeg nu skal noget andet end det jeg forventede. Jeg var ikke længere end karriere-arbejdende kvinde. Jeg var en mor på vej på barsel. Al min arbejdstid handlede om at afvikle, gøre klar, forberede og gøre pænt til at jeg skulle afløses. Det var først præget af bekymring at skulle give slip, men det var nået at blive en lettelse af skulle slippe. En del af min bekymring handlede om at jeg mærkede hvilken fysisk og psykisk betydning den indsats jeg har gjort i vuggestuen, har betydet for mig. Jeg trængte til fri. Jeg trængte til en periode, hvor jeg nu skulle noget andet. Og jeg glædede mig helt vildt til det. Så nu at tænke arbejdsliv i en uendelighed er fuldstændig meningsløst. Jeg har tabt meningen med mit hverdagsliv. Jeg kan ikke mærke begejstringen for mit arbejde og jeg kan ikke se hvordan den skal komme tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar