Fredag morgen ringer de fra Randers kl 8.30 at vi gerne må komme med det samme, fordi testen skal sendes til Skejby med deres bil kl.10. Vi er netop på vej op i børnehaven, så vi kører direkte og er på sygehuset kl. 9.10. Vi bliver kaldt ind ligesom vi ankommer. Det er den jordemoder, som scannede os til nakkefoldscanningen og moderkageprøven. Vi får lov at se vores lille prinsesse igen. Det er sidste gang vi ser hende i live. Hun ligger der og sutter og spræller med arme og ben. Lille søde pige. Jeg græder som pisket. Jeg bliver sprittet af på kryds og tværs og lægen som skal tage prøven kommer ind. Nålerøret bliver stukket ind. Jeg ligger med lukkede øjne og forsøger at trække vejret igennem gråden. Hun stikker nålen ind, men kan ikke få noget op. Hun lyder lidt panisk i stemmen. Det gør ret ondt som hun prøver på at få nålen rundt. Det jager ned gennem kroppen. Hun bliver nødt til at opgive og prøve igen. Anden gang lykkes det og hun får taget sin prøve. Vi får et knus af dem begge og går op på fødegangen, hvor de venter os.
På fødegangen bliver vi taget imod af en jordemoder, som fører os ind på en stue, hvor billeder af små nyfødte babyer pryder væggene. Øv. Tilladelsen til at af bryde graviditeten ligger på bordet. Fantastisk at vi har fået lov til det – NEJ. Vi snakker om fødslen. Om at jeg få lagt stikpiller op hver 3. time og tidligt vil få lagt en epidural. Vi fortæller om vores smerte og vores sorg over ikke at må få en levende baby med os hjem. Hun roser os for at turde sætte ord på alle følelserne og tankerne og fortæller at se skal vi fortsætte med, fordi det er det som vil hjælpe os i længden. At vi tør sige alle tankerne højt.
Jeg får pillen – eller rettere René giver mig pillen. Han synes det er mest rigtigt at han også udfører noget aktivt, så det ikke bare er mig, der slår vores barn ihjel. Det er en fælles opgave, vi udfører. Han giver mig pillen og vandet og jeg sluger den, mens jeg grædende spørger René... det er rigtigt det vi gør, er det ikke? Det føles ikke rigtigt at skulle slå sit barn ihjel. Det kan godt være at det på længere sigt er rigtigt, men lige nu er det absurdt at skulle gøre.
Vi går derfra med en aftale om at møde kl 9 igen imorgen. Vi ser den stue, vi vil skulle være på hele dagen imorgen
Fredag over frokost sidder vi og drøfter begravelse. Vi er i tvivl om hun skal begraves, men vi tror det. Jeg vil gerne have hende begravet ved min fars gravsted, så de kan ligge der sammen. Så jeg ved hvor hun hører til. Vi ved ikke om vi skal holde en ceremoni – vi vil nok ikke have en præst. Vi vil ikke have en sten, men blot vide at hun ligger der.
Midt i denne snak mærker jeg hende sparke og jeg bryder sammen. Hvad er det for noget? Vi sidder her og snakker om hvordan vores lille datter skal begraves og så sparker hun mig? Hun viser mig sit liv og vi snakker om hendes død. Hvad er det for noget? Der er da ingen mening i det. Hvorfor skal vi overhovedet snakke om død, når det er vores lille levende barn vi snakker om.
Min mor kommer kl 15. René henter hende og Elias for jeg er faldet i søvn på sofaen og har svært ved at vågne. Vi får eftermiddagskage, som René har købet i Hornslet, da han skulle over og kigge efter nogle lærreder, som vi kan trykke hendes fod og håndaftryk på. Min mor har købt en legobil til Elias. Det skaber lidt adspredelse at René og Elias sidder ved bordet og samler den.
Vi tilbyder min mor at komme til Randers på søndag for at se Lillepigen, hvis hun har lyst. Det vil hun rigtig gerne, men vi beder hende selv arrangere det, fordi det har vi ikke overskud til. Vi foreslår hende forskellige muligheder, der involverer min søster, hendes ven med bil, eller legeaftaler her i byen. Efter Elias går i seng, går hun igang med at arrangere. Hun kan desværre ikke lade være med at søge råd hos os og involvere os i hendes koordinering. Jeg kan slet ikke overskue det og jeg fortryder at jeg gav hende muligheden. Til sidst bryder jeg helt sammen og flipper ud på hende. Hun blvier overvældet og selvfølgelig såret og hun trækker sig i en stund. Jeg ryster over hele kroppen og hulker. Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig under så stort et pres, fordi jeg imorgen skal føde vores lille prinsesse. Jeg kan ikke have nogen modstand. Jeg har bare lyst til at ligge som jeg gør foran kuk-kassen og forsøge at skubbe tankerne væk.
Hun opgiver projektet og beslutter kun at holde fast i at tage ind til min søster om lørdagen, så der sker noget andet for Elias. Der ærger mig at hun ikke kommer til at se hende og gøre mig ked af det, men jeg har ikke overskud til at arrangere det.
Jeg får bedt hende sætte sig, for jeg kan ikke slappe af når hun lister rundt over i køkkenet. Jeg har brug for ro. Ikke for at føle at jeg bør gøre noget. Jeg sumper foran fjernsynet indtil den aften også er gået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar