Idag skal vores lille prinsesse Malou begraves. Idag bliver afslutningen på et par meget omtumlede uger, hvor vores liv er blevet væltet rundt og vi har skulle tage stilling til liv eller død for vores allerkæreste. Idag vidner om disse uger, hvor vi mistede vores andet barn, vores første datter og Elias lillesøster. Jeg håber sådan at dagen bliver smuk og værdig. Jeg ønsker sådan at jeg kan læse brevet op for Malou. Jeg vil så gerne give hende det med og derfor har jeg læst brevet højt for mig selv et gange.
Vi henter det lille blomsterhjerte hos blomsterhandleren og henter min mor. Den lille kiste står i kapellet. Foran står en bamse med tulipaner fra Dorthe, Ole og Rasmus. Min mor står med Elias udenfor mens vi åbner kisten og siger det sidste farvel til hende. Vi giver hende en lille lyserød rose med og lægger brevet og sangarket ned til hende. Min mor kommer ind og tager afsked. Hun har også skrevet et kort som hun lægger ned til hende. Vi lukker kisten igen. Tænder et lys for hende og lægger det fine hjerte på den lille kiste.
Vi åbner dørene. Min søster med hendes familie er kommet. Præsten kommer. Han hvisker mig i øret at hun alligevel synes vi holder ceremonien i kapellet,hvorefter vi vil gå til graven og han vil kaste jord på og velsigne stedet, morfar og Malou. Det er jeg glad for at han siger, fordi det er sådan jeg gerne vil have det. Snart kommer også Renés far og hans søster og mor. VI er 11 ialt og det er fint i det lille kapel. Familien lægger alle deres blomster på gulvet foran kisten.
Præsten byder velkommen og giver mig ordet. Jeg læser mit brev op. Jeg kan det. Og det er jeg så glad for. På et tidspunkt kan jeg ikke se ordene for tårer, men jeg kan det heldigvis meget udenad, så det gør ikke noget. Jeg trækker vejret dybt ind bagefter og synger med rystende stemme "nu går solen sin vej". Det føles rigtig godt at give hende det med. Sov sødt min lille prinsesse. Nu giver jeg slip. Du er min i hjertet.
Vi synger sammen 3 vers af "du som har tændt millioner af stjerner". Præsten læser en tekst og beder en bøn, lyser velsignelsen og vi synger de to sidste vers.
René bærer den lille kiste ned til graven og vi følger alle med. Elias holder sig tæt op af mig i hele forløbet. Jeg troede egentlig at han ville være hos Mikkel og Casper, men han kan godt fornemme dagens alvor. Han har brug for at være, hvor han er mest tryg. René sænker den lille kiste ned i jorden. Præsten foretager jordpåkastelse og velsigner stedet, morfar og Malou. Vi kaster alle en lyserød rose ned i hullet. Ja Elias vil ikke. Han har nu heller ikke villet tegne et tegning til hende eller noget andet. Det sårer mig lidt at han slet ikke vil give noget af sig selv, men det skubber ejg væk. Det må jeg ikke bebrejde ham for.
Vi samler kortene ind fra alle blomsterne (11 stk) og kører ned til min mor, hvor hun har forberedt frokost. Vi spiser sammen. Stemningen er afslappet. Vi kan snakke om andet og lidt om Malou.
Inden vi kører hjem, kører vi op forbi kirkegården, hvor hullet nu er lukket og blomsterne lagt på graven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar