Den næste uge kommer til at blive relateret til tabet af Malou. Tirsdag skal jeg til læge til status på deltidssygemelding. René skal til "stress"-samtale med chefen og en HR. Torsdag skal vi til psykolog om eftermiddagen og om aftenen skal vi til åben hus i landsforeningen omkring temaet "omgivelsernes reaktioner". Fredag skal vi til samtale med genetiker og ultralydsspecialisten.
En kollega spurgte den anden dag til mig - om jeg var kommet mere på afstand af mit tab. Når man ser på en uge som i næste uge giver det måske omverdenen et billede af at jeg ikke er kommet på afstand - jeg står midt i det. Jeg står midt i alt muligt, der relaterer sig til min datter. Desværre fordi jeg ikke fik lov at beholde hende. Desværre fordi jeg har mistet hende.
Jeg er kommet på afstand af den første akutte tilstand, men afstand til tabet har jeg endnu ikke. Mit tab er så nærværende for mig. Så altfortærende og endegyldigt. Jeg har ikke afstand til det. Egentlig ønsker jeg ikke afstand til det. Jo, gerne til smerten og den traumatiske oplevelse, men ikke til min datter. Jeg vil og jeg skal leve med hende resten af mine dage. Jeg vil og skal have hende med i mit liv. Det kan jeg endnu ikke uden smerten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar