Jeg havde egentlig en forestilling om at vi ikke skulle vente flere år, men formentligt 6-9 måneder på et svar. Jeg havde en formodning om at de var rimelig sikre på deres gisninger, men at de blot skulle have dem bekræftet. Jeg troede at vi ville komme til obduktionssamtalen og så havde de svar på hvad Malou fejlede. Jeg var naiv og jeg blev skuffet og overrasket da det fortsat var gisninger, de kom med -dog nu mere specifikke gisninger, men stadig intet egentligt svar. Jeg formodede så at jeg kunne få genetikerens vurdering af om det var patologens formodede diagnose eller ej, da vi igår skulle til genetiker-samtalen. Men svaret er stadig gisninger - nu måske endnu mere specifikke. Hvis alt går rosenrødt i deres undersøgelse, har vi måske et svar om et par måneder, men jeg ser det ikke særligt sandsynligt. Genetikeren virkede nu ok optimistisk på at de ledte i den rigtige retning. Men jeg forbereder mig på at denne retning ikke giver svar og de vil skulle vurdere undersøgelsen påny og dermed øge undersøgelsestiden.
Jeg vil forsøge at indstille mig på at vi ikke får svar. Jeg var ellers ret sikker på et tidspunkt om at de nok skulle finde et svar, men jeg tror at jeg vil beskytte mig selv og forberede mig på at vi ikke gør... og at vi måske aldrig finder ud af om det er genetisk, med mindre vi er så uheldige igen at få et misdannet barn. Vi har fortsat et lille håb om at Malous misdannelse hørte Malou til og at vi derfor ikke har forhøjet risiko for at miste igen...
Jeg er som sådan ikke vred på sygehusvæsnet over at de ikke kan give svar. Jeg havde troet det, men jeg er blevet klogere på hvor komplekst DNAet er og hvor omstændigt det er at udrede arvematerialet. René sagde til mig idag at en del af ham sagde at det var nemmere hvis vi bare droppede hele denne udredning, fordi det giver så mange bekymringer og så meget at forholde os til som vi umuligt kan forstå. Ikke intellektuelt og i særdeleshed ikke følelsesmæssigt. Han har ret. Vi kunne spare os for nogle bekymringer... men tænk nu hvis de fandt et svar i løbet af måneder... Det kunne jo gøre en forskel for os ift en kommende graviditet.
Det er en umulig situation at være i for os... for der er ikke noget ubetinget godt valg. Leve uden flere børn... Det valg vil være SÅ svært for mig efter at have haft Malou. Det er min lykke nu - jeg kan nok få den vendt igen... men jeg har virkelig ikke lyst til at vende den. Tage chancen... Det er jo det valg vi har truffet, fordi vi higer efter at blive gravid igen. Men jeg ved slet ikke om vi kan forberede os på at miste igen. Jeg ved slet ikke om jeg har det som skal til for at miste igen. Vente på svar... det kan vi ikke. Jeg er snart 36 og Elias er 4½. Hvis vi skal have et barn mere, så skal det ikke være om 2-3 år - ikke hvis vi kan gøre en forskel på det.... Og vi har jo vores raske barn til at vise os at det kan lade sig gøre. Hvis det ikke var for ham, ved jeg ikke om jeg var sprunget ud i det, med håb og tro på at det kan lykkes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar