Det første møde – mødet med min leder bød på en opfølgning på min deltidssygemelding, som jeg har haft den sidste måned. Jeg fortalte hende at jeg på 3 uger har bevæget mig fra 20 timer til 24 timer. Og at jeg for et par uger siden blev overvældet af mit eget drive efter fremskridt. At konkurrence- eller fremdrifts-Britta havde fået for meget råderum ift hvad jeg kan overskue. Det er et positivt drive, men jeg kan ikke overskue det tempo, jeg kommer til at lægge for dagen. Jeg har talt med min læge om det og hendes kommentar er at jeg skal slippe fokus på timetallet, for der er ingen andre end mig selv, der presser mig til at skulle mere. Min leder har end ikke spurgt mig til om jeg overhovedet var gået op i tid og egentlig havde vi aftalt at jeg ikke bare skulle gå op i tid uden at konsultere med hende. Jeg fik sagt til min leder at jeg har et behov for at skabe ro om det timetal jeg er på nu og først gå op i tid, når det føles rigtigt. Vi aftalte dog at jeg går på 25 timer inden ferien om 3½ uge. Det kan jeg sagtens. Det er jo nærmest det samme timetal som nu – og måske er det sådan jeg skal tænke det. Lige en time mere – ikke større spring. For en time vil jeg godt kunne overskue.
Vi aftalte at jeg efter mine 3 ugers ferie skal starte på det timetal den første uge, som jeg slutter på inden ferien. Og så måske tage et større ryk efter en uge. Men vi var vist enige om at kommunens ideal om at normaltid skal være nået inden 3 måneder blot er en sigtelinie og ikke en uoverskridelig deadline – og hvis jeg overskrider den er det ok – blot jeg oplever en positiv progression.
Jeg fortalte hende at vi skulle til forsamtale på fertilitetsklinik idag. Hendes kommentar var "spændende". Hun ved godt at jeg ønsker at blive gravid igen – og jeg forsøgte at forklare hende at det for mig og for de fleste andre englemødre er det højeste og mest brændende ønske.
Jeg fortalte hende hvordan jeg føler mig i et dilemma fordi jeg frustreres over ikke at have hjertet med på arbejdet, fordi jeg ikke ønsker at være en leder uden hjerte og engagement, men at jeg hverken kan eller vil give hele mig, som jeg gjorde før. Jeg har ikke energien og jeg har ikke lysten. Jeg forklarede at jeg godt i stunder kan opleve noget af mit gamle drive, men at hvis jeg blot i et splitsekund ser ned på mig selv udefra, snører min hals sig sammen og jeg mærker et stik i hjertet. En kollega sagde begejstret efter et møde, som jeg styrede med det meste af min sædvanlige skarphed (men uden hjerte) at hvor var det godt at jeg var der. Tja, det kan man diskutere var mit svar – og det mente jeg (hvilket fik min kollega til at tale til os alle om en kollega, der er gravid. Hvor jeg så måtte forlade rummet, for det gad jeg ikke høre på). Når min kollega mener at det er godt jeg er det, føles det som et stik i hjertet – for det er overhovedet ikke godt. Jeg skulle være sammen med min datter. Det ville være godt. At være på arbejde er ren overlevelse og overhovedet ikke godt. Det ER. Jeg havde svært ved at forklare min leder det og måske jeg selv har svært ved helt at forstå hvorfor det føles sådan. For jeg er jo enig med hende om at gå på arbejde er bedre end at være fuldtidssygemeldt – og det jo er de to muligheder jeg har lige nu. Men det er to onder, hvor arbejdet blot er lidt bedre og er den bedste bej for at komme fremad – som jeg jo skal. Men det er ikke godt. Det er så dårligt – så forkert – så meningsløst.
Min leder synes det er ok at jeg har det sådan. Hun siger at de alle er taknemmelig for at jeg er der og at jeg blot min tilstedeværelse bidrager med meget og gør en forskel for mange. Jeg skal ikke give mere end jeg kan og jeg må mærke efter hvor jeg holder igen – og særligt vurdere hvad der er værd at satse på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar