På kanten af sorgseminaret

Weekendens intense fokus var sat på et forældreseminar om sorg på Hotel Trinity i Fredericia. Seminaret var arrangeret af Landsforeningen Spædbørnsdød og to rådgivere herfra styrede forløbet. Vi var 14 deltagere – 8 kvinder og 6 mænd. 6 familier havde mistet deres barn mellem 18. og 22. uge – flere have måtte træffe det ubærlige valg selv og 2 familier havde mistet omkring 34. uge. Nogen havde født levende børn, andre dødsfødte. For 3 af familierne var det mellem 10 og 16 måneder siden de mistede. For vi andre var det 2-4 måneder siden, hvilket gjorde at vi var forskellige steder i sorgprocessen.

Vi mødtes lørdag kl. 9.30 og sluttede søndag kl. 15.30. Vi startede med lørdag formiddag at præsentere vores historie hver især og herefter var dagene opdelt med tid i plenum og tid i både kønsopdelte og kønsblandede grupper – Vi var ikke i gruppe med vores partner. Temaerne som vi delte var, som jeg husker det:

• Sorgen og forskellige sorgreaktioner og udtryksformer – Hvordan dealer vi med sorgen, hvordan adskiller vi forskellige sorgelementer? Hvordan rummer vi sorgen som tiden går?Hvordan håndterer vi op og nedture i sorgen? Hvordan rummer vi os selv som sørgende?
• Ændret identitet. Hvordan forholder vi os til at vi ikke kan og ikke vil det samme som før? Hvor er det vi tidligere kunne og får vi det nogensinde igen?
• Parforholdet i sorgen i starten og som tiden går. Hvilke konsekvenser har det at miste et barn haft på parforholdet og hvordan har forholdet dealet med sorgen. Hvordan er det at rumme hinandens måder at sørge? Måder at være der for hinanden. Hvordan kan vi overhovedet være der for hinanden? Hvordan får man kommunikeret?
• Seksualitet. Kan man tidlade sig hengivenhed igen? Har man overhovedet lyst? Hvad er kvindens forhold til sin krop efter at have mistet et barn – den krop som bar hendes barn – og den krop som fortsat bærer præg af det barn, vi aldrig fik med hjem. Hvordan dealer man med at sex er forbundet med ønsket om at blive gravid igen?  
• Gravid igen, Kan vi? Vil vi? Tør vi overhovedet? Hvordan dealer vi med det brændende ønske om at blive gravid igen? Usikkerhed om alder og fertilitet. Hvordan kan man tro på at det til lykkes? Kan man være glad og knytte sig til sit barn i maven? Vil man miste igen? Man kan ikke erstatte det døde barn, men kan man udfylde tomrummet og føle sig lidt mere fikset?
• Omgivelsernes reaktioner. Hvad har været rigtig gode reaktioner? Hvilke rammer os? Hvordan dealer vi med de reaktioner, der rammer os? De kiksede bemærkninger – den isnende tavshed? Hvem har ansvar for kommunikationen? Hvordan finder vi overskuddeet til at melde ud, når vi kun lige hænger i med neglene? Hvordan dealer vi med hvis vi som par har forskellige behov fra omgivelserne? Er der faldet nogle fra i svinget? Kommet nye til?
• Tilbage på arbejde. Hvordan dealer vi med at energien, drivet, engagementet, lysten, skarpheden, overblikket og overskuddet er i bund? Hvordan dealer vi med at resten af arbejdspladsen kører i det sædvanlige høje gear, men vi kun kan køre i det halve gear? Hvordan takler vi stress? Hvilken plads er der til os på vores arbejdspladser? Hvordan prioriterer vi de ressourcer vi har? Er vi overhovedet i det rigtige arbejde – det rigtige fag?

Mange tanker, mange snakke, meget materiale at tænke på og deale med den næste tid – alene og sammen med René. Vi er fyldte begge to, men på en god måde. Seminariet var hårdt og intens, men også bekræftende og givende – styrkende for os som mennesker og som par. Jeg tror det vil bringe en masse brugbart med sig, når vi skal deale med at det svære og det tunge, som er og som vil vise sig, som tiden går.

Det var nogle dejlige mennesker at være sammen med. Det var befriende at være sammen med mennesker, som lige præcis ved hvad vi går igennem og for hvem det ikke handler om at vi skal få det bedre, men at vi får lov til at være i det, som er. Vi hyggede os lørdag aften og kunne snakke både om vores tab, om alt muligt andet. Vi kunne grine og græde sammen. I dette forum var vi ikke i tvivl om hvor meget vi måtte tale om vores døde børn. Det føltes helt tomt at tage afsked med nogle mennesker som var fremmede lørdag formiddag, men som vi i to dage havde delt vores allermest dyrebare og allermest sårbare med.