Fertilitetsklinik på onsdag

Så runder vi snart d. 22. juni, hvor vi skal til første samtale på fertilitetsklinikken Maigaard. Denne samtale vil markere første skridt ind i den ukendte verden, der hedder fertilitetsbehandling. Når jeg står på denne side af dette nye, føler jeg en ydmyghed, en kende naivitet og en smule bekymring for hvad det bringer med sig at tage dette skridt. Vi tager skridtet, fordi vi vil handle. Vi vil ikke vente 1½ år igen på at blive gravid og slet ikke hvis vi skal risikere at miste igen. Jeg mangler mit barn og føler mig tom. Jeg får ikke det barn hos mig som jeg skulle have haft, men jeg drømmer om at få et andet. Det andet barn kan og skal ikke erstatte Malou, men jeg føler mig ambuteret uden det barn. Jeg føler mit liv og min fremtid først kan gå fremad igen, når jeg er på vej mod det levende barn. Jeg håber at dete levende barn kan udfylde noget af den tomhed, jeg føler, selvom jeg forestiller mig at jeg altid vil føle et tomt sted i mig, fordi mit barn ikke fik lov at leve.

Jeg registerer en ændret ydmyghed overfor det, vi står overfor. Vi er overbeviste om at grunden til at vi skulle vente på Malou, blot er at timingen manglede og at det er den vi skal have hjælp til, således at jeg blot skal insemineres – hormonstimuleret eller naturel. Men jeg forsøger at forberede mig på at det måske ikke er så enkelt. Mange kæmper jo overlange kampe gennem fertilitetsbehandling. Vi har dog vist at vi kunne få et barn hurtigt – at vi er fertile – men hvem siger ikke at det kan have ændret sig på de 5 år, der er gået siden jeg var gravid med Elias. Det har vi også set eksempler på. Så er vi er måske lidt naive, når vi tænker at det må kunne lykkes med et par inseminationer. Men vi må tro på det og ændre vores strategi, hvis vi må rykke på de optimistiske forhåbninger.

Jeg er blevet opmærksom på at det er et stort skridt vi tager ved at træde ind i fertilitetsbehandlingsverdenen. Det er en verden af kontrollerede cykluser, skemalagte inseminationer, testhelvede, ulidelig ventetid, forhåbninger, overtolkning af kropslige reaktioner, afmægtighed, bekymringer og skuffelser. Det er den verden, vi træder ind i. Det er ikke rosenrødt. Det er ikke bare så nemt, som vi måske naivt kan tænke. Der følger noget med.

Dte koster selvfølgelig også – men det er det mindste. Det værste er den psykiske følelsesmæssige belastning og den belastning som kroppen og parforholdet udsættes for. Vi m være opmærksomme på at passe på hinanden og os selv. Og måske sætte bremsen i, hvis omkostningerne bliver for høje.

Men drømmen om det levende barn er så stor at vi tør tage skridtet. Tænk sig hvis det kunne hjælpe os til at udleve den drøm. Så er det hele indsatsen værd – om ikke andet, så føler jeg at vi handler i stedet for at lade stå til og blot lade naturen og heldet råde. Og det føles godt.