Kom roligt igennem dagen igår uden smerte og tårer. De forrige månedsdage har været svære, men denne dag kom som ventet ikke til at betyde noget specifikt for mig og det er fint. Jeg vil ikke gå så langt at tro at nu er smerten ved månedsdagene overstået, fordi det kan jeg ikke forudsige. Jeg tror blot at juni er anderledes i sig selv, fordi det er Malous måned. Smerten ved at hun skulle have været her nu fylder lige nu mere end smerten ved de måneder, der er gået uden hende.
Jeg var på kirkegården, inden jeg kørte på camping med mine to ældste veninder. Det føltes som enhver anden dag, jeg er hos Malou, så heller ikke her bragte dagen noget frem.
Jeg mødte min mor på kirkegården. Jeg er glad for at hun også kommer og besøger Malou. Det betyder meget at hun vil det. Jeg tror ikke der er andre, der kommer - udover René. Jeg tror ikke det giver mening for andre at komme - og så skal de jo heller ikke. Jeg er glad for at vi valgte at få hende begravet. Det betyder noget at have et sted at gå hen, når jeg har brug for det. Som ventet bruger jeg ikke hendes sted hver dag, men at vide at jeg kan søge hende der, betyder meget.
Resten af dagen gik også fint med dejligt samvær med mine gode veninder. Der var plads til mig og min fortælling- og ingen trykket stemning, når jeg talte om mit liv lige nu. Det var en dejlig tur med dem og de smukke omgivelser ved Silkeborgsøerne og -skovene gjorde turen endnu bedre:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar