Jeg VIL have et barn!!!

Da jeg havde det skidt den anden dag og en kollega spurgte hvad der fyldte, svarede jeg grådkvalt at jeg savner mit barn. Hun forstod ikke hvad jeg mente med det og bad mig uddybe. Jeg spurgte ikke, men jeg forestiller mig at det hun ikke forstod var hvordan jeg kan savne noget, jeg ikke har haft og ikke har kendt. Den holdning har jeg mødt før. Det er så svært at forstå hvordan man kan elske noget og savne noget som skulle være blevet, men som ikke blev. Det er faktisk også noget af det jeg selv bøvler med. At Malou jo "bare" er noget, der skulle have været, men som ikke kom. Det er den ene del at forstå – at man kan savne noget, man nærmest ikke har haft, men faktisk er det endnu sværere både for mig selv og for andre at forstå, at hun jo faktisk ER kommet. At jeg jo faktisk har siddet med min døende datter i hænderne. At jeg blot havde at vente på at hendes hjerte slog det sidste slag. At der var intet, jeg kunne gøre for hende. Jeg fødte hende for at hun skulle dø. Jeg valgte selv, men jeg havde ikke noget valg. Og det gør ikke savnet mindre. Når jeg fortæller det sådan, så forstår folk bedre – og det gør jeg også selv. Jeg har fået en datter – hun fik blot ikke lov at blive her sammen med os.

Når jeg siger at min krop og mit hjerte skriger på et barn, så er det selvfølgelig Malou, der skulle være kommet. Lige nu her, hvornår det skulle være. Men jeg ved jo godt at hun ikke kommer. Jeg ved ikke om en del af min smerte er at jeg ikke har accepteret det, men det tror jeg at jeg har. Jeg bøvler med tanker om jeg græder over at jeg har mistet Malou eller over at jeg ikke skal have et barn. Der er en forskel. Fordi én ting er at slippe Malou og at acceptere at hun ikke fik lov at leve med os. Noget andet er at slippe tanken om at skulle have et andet barn. Jeg ved godt at det barn ikke kan erstatte Malou. Et barn kan aldrig blive erstattet. Men bliver jeg gravid, er jeg da i det mindste igen på vej til at få det barn, jeg så inderligt mangler. Ikke Malou, men et barn. Jeg kan overleve at jeg ikke skal have et barn NU. Det ved jeg jo at jeg ikke skal. Det gør ondt, men livet går videre. Men jeg har så svært ved at tage hvert et skridt ind i den fremtid som er uden barnet. Uvidenheden om hvornår barnet kommer til mig er det sværeste lige nu at bære. Der er jo ingen garantier for om eller hvornår det sker. Og det gør fremtiden så fortvivlet og uoverskuelig.

Jeg ved at det bedste for mig – og den måde jeg ønsker at leve mit liv – er at genfinde glæden ved det jeg har. Lykken skal ikke være betinget af noget, der skal ske. En graviditet må ikke være en forudsætning for fremtid og håb. Men det er den. Jeg ved det er sådan og et eller andet sted har jeg ikke lyst til at slippe den. Jeg har lyst til at drømmen om et barn skal være så nærværende at jeg sikrer at vi handler på det. Jeg vil gøre noget. Jeg vil ikke lade stå til og lade tiden gå. Jeg vil ikke sløse med mere tid og lade tiden komme. Jeg har ikke overskud til at sløse med tiden.

Jeg ved at mine chancer for at lykken står os bi bliver mindre, når jeg vil det så inderligt. Men jeg vil give det nogle måneder, hvor jeg giver det lov til at fylde. Det betyder så også at jeg ikke kan hoppe med på Renés tanker om Thailand til september. Det her er meget vigtigere for mig. Og det er det jeg vil bruge min energi på. Jeg ved at hvis jeg lægger det til side, så kan den ene måned tage den næste og pludselig er der igen gået 1½ år – og det VIL jeg ikke vente igen, hvis jeg kan undgå det.

Jeg ved at risikoen er en masse skuffelser. En lille sorg hver måned, når mens igen kommer. Jeg ved at det vil hindre at jeg kobler mig ordentligt til mit arbejde. Jeg ved at jeg så vil leve mit liv på at lykken er derude og ikke lige her. Men det må være det valg jeg træffer lige nu – og de konsekvenser jeg tager med. Jeg VIL gøre mit til det.