Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




torsdag den 16. juni 2011

Om at give navn til sit døde barn

En mor skriver om det at vælge navn til sit døde barn- OM man skal vælge det navn man havde tiltænkt sit levende barn eller om det vil være at navnet går til spilde, når man ikke kan give det til et barn man har levende hos sig.

Min historie om Malous navn er lidt pudsig - og jeg har lyst til at dele den, nu hvor talen var på navne til døde og levende børn. Da jeg fik foretaget en moderkagebiopsi efter NF valgte vi at få babys køn at vide. Da jeg fortalte Elias - vores søn - at vi skulle have en lillesøster, blev han jublende glad og begyndte straks at fundere over navne. "Hvad med Julius (dreng fra børnehaven)?", sagde han. Jamen lillesøster er en pige, sagde jeg. "Jamen jeg VIL have en dreng" og lidt senere "hvad så med Malou?" Ja deet var en mulighed, sagde jeg, men det skal vi gå og snakke om den næste tid. Det behøver vi slet ikke afgøre endnu.

Tiden gik og vi var endnu ikke begyndt at snakke navne - min kæreste og jeg. Men for Elias hed lillesøster Malou. Hvis vi blot talte om en baby, spurgte han altid om det var Malou-baby vi mente. Jeg vidste ikke rigtig med navnet Malou - det troede jeg ikke hun skulle hedde. Navnet Malou mindede mig om et strippernavn, eller et ungemødre navn. Ikke positive associationer. Men jeg blev mere vant til det, som Elias talte om det.
Da vi fødte vores baby uventet og alt for tidligt, var det vigtigt for mig at hun fik et navn. Vi kunne ikke kalde hende for lillesøster til evig tid - tænk sig hvis der kom en anden lillesøster på et tidspunkt. Vi blev enige om Malou - det gav ingen mening at vi skulle opfinde et andet navn når hun i 1½ måned havde heddet Malou for Elias og i hans samtaler med os.

Og idag er jeg vild med navnet. Jeg er så glad for at hun hedder Malou. Samtidig er jeg ked af at jeg ikke har en levende baby at kalde Malou. Jeg ville ønske at jeg havde mulighed for at kalde mit levende barn Malou. Men samtidig kan jeg ikke forestille mig at give mit døde barn et navn jeg ikke har kært. Et navn som gør mig varm og øm om hjertet. Og det gør Malous navn - fordi det er hendes - og fordi hun er min datter. Så det kan ikke være anderledes end at hun hedder Malou.

Jeg ved ikke hvordan jeg vil have det hvis jeg bliver gravid igen. Om det bliver nødvendigt for mig at opdele i død og levende, således at mine ynglingsnavne ikke går til spilde. Det vil tiden vise.

2 kommentarer:

Spritt sagde ...

Jeg tænker også at Saga er meget rigtigt, det gør mig bare så ondt aldrig at skulle kalde på hende. At navnet kun bliver i omtale, aldrig direkte.
Noget i mig kan ikke rigtig forstå jeg aldrig får en levende Saga. Det er som om jeg lidt venter på at min datter Saga kommer, at min levende Saga skal være hos mig. At hendes navn vil blive brugt aktivt, til min levende lille pige. Men det vil det jo ikke.
Selvom jeg mener at jeg har accepteret hendes død nu, er der nok alligevel en del af mig der aldrig kommer til at forstå det.
Men navnet - jeg kunne ikke forestille mig at hun hed andet, det er hendes navn nu.
Jeg føler ikke jeg har "spildt" navnet, men jeg føler skæbnen har spildt min datter. At det navn skulle leve, ikke dø.

René, Britta og Elias sagde ...

Jeg er helt enig med dig, Selene. Skæbnen har spildt vores børn - og hvilken skam. Og hvordan skal vi nogensinde komme til at forstå det ubegribelige spild. Det er smertefuldt at vi aldrig får mulighed for at kalde på vores børn og få svar tilbage. Vi kan kalde i mørket, men alt vi får tilbage er stilhed - tomhed. Vores børn er væk. Og det er ufatteligt. Jeg drømmer også ind imellem om at hun pludselig kommer til mig - gående som en lille baby og siger- her er jeg, mor - din datter Malou. En fantasi - en drøm.
Vores børn skulle have levet - og navnene er ønskede til levende børn.