Her på tærsklen af vores rejse til Bali sniger små strøg af positive forventninger frem. Jeg har ellers ingen forventninger til ferien. Den skal noget ikke noget bestemt. Den SKAL ikke lindre – Den skal ikke redde – Den skal ikke gøre underværker – og den kommer forhåbentlig heller ikke til at gøre noget værre. 3 uger hjemme ville ikke skabe nogen forvandling. Det vil ikke være efter 3 uger at vi vil kunne se tilbage og registrere en ændring i vores liv og sorg over at have mistet Malou. Jeg tror at ændringer skal ses over meget længere perioder. Det er ok for mig. Jeg har pt tålmodighed med mig selv. Jeg mener lige nu ikke at jeg skal være noget andet sted end der hvor jeg er nu. Jeg ved at jeg skal bære denne sorg med mig gennem resten af mit liv. Som talemåden så rigtigt siger, så tror jeg på at det at miste et barn er en livsproces. Det giver ingen mening at forsøge at haste sig frem. Dette er mit liv nu.
SÅ rejsen hverken kan eller skal udrette mirakler. Den skal VÆRE – og vi skal være i den, så godt vi kan. Jeg tror faktisk at rejsen har allermest mulighed for at lykkes, hvis vi tillader den at være som den er – og ikke ligger (andres) forventninger ind i den. Vores omverdens forventninger til rejsen. Det er tydeligt at de så meget ønskerat rejsen bliver en succes. Selvfølgelig ønsker de det, kan man sige. Man ville jo være et mærkeligt menneske, hvis man ikke ønsker andre mennesker den allerbedste ferie. Ingen ønsker hinanden en dårlig ferie. Men jeg bliver dog alligevel ramt af det succeskriterie, som hedder god/dårlig. En faktor er at min rejse skal evalueres – Hvis er standarden og hvordan kan jeg præstere, så rejsen bliver god?
Intet i mit liv er længere entydigt godt eller dårligt. Intet er længere sort eller hvidt. I det gode findes det dårlige og i det dårlige findes det gode. Det lyder måske som noget sydøst-asiatisk braller – og ja vi er på vej til Bali – gudernes ø, hvor de tilbeder både det onde og det gode- men mit liv er nu sådan at jeg mærker denne flertydighed i det onde og det gode.
Jeg oplever at i hvad der tidligere var indbegrebet af en god dag med min familie idag er splittet imellem noget godt og noget skidt. Jeg er splttet i mit nærvær – med sorgen og med min familie. Jeg kan endnu ikke rumme begge dele - men jeg må opdele mi nærvær. Allersværest er det at være Elias nærværende, fordi sorgen fylder så meget at den afbryder koncentrationen med Elias. Jeg bliver bedre og bedre til at distancere fra sorgen, men jeg er stadig ikke nærværende som jeg tidligere har kendt det. Det er som om at det er påtaget nærvær. Et skuespil, hvor jeg må parkere dele af mig selv og derfor ikke er autentisk nærværende. Jeg er ikke i lyset og jeg er ikke i mørket. Jeg befinder mig i et gråt mellemniveau. Et ingenmandsland, hvor det grå dominerer. Hverken lys eller mørke. Hverken glæde eller sorg. Ingen følelser – bare grå masse. Der er ingen forventninger. Intet at se frem til. Ingen glæde. Ingen forventninger.
Det er "seje-Britta", der kan det der. SejeBritta, der kan klare en weekend med familien, en dag på arbejde, et personalemøde, en ferie til Bali? Men SejeBritta må ikke være på for længe, fordi hun har ikke hele mig med. Hun er distanceret fra glæden, fra mørket, fra livet. Hun klarer sig på overfladen og skaber en indre knude af mere og mere utilnærmelig grå masse, som vokser jo længere tid, jeg er i det grå. Det umiddelbare gode indeholder altså forhold, som er dårlige for min heling. Når det lyse – det gode blandes sammen med de mørke bliver alt gråt og udefinerbart. Alt fremstår uskarpt uden konturer. Set gennem lyset bliver mørket gråt. Og det er ikke godt nok.
Hvis den grå masse tilgengæld ses fra det mørke bliver den afsæt for ngot godt. I mørket ligger afsættet til forløsning – til opløsning af det grå - til nærvær med sorgen – til nærvær med mig – til forsoning og forståelse. Jo mere jeg søger forløsning og forståelse, des mere er jeg i stand til at se glimt af glæde. Mørket er en nødvendig del af mit liv nu. En del jeg skal acceptere. Jo mere jeg accepterer af mørket og får det accepteret hos andre, des mere lys kan jeg se. Mørket er mit åndehul – min trøst. Når jeg siger til andre at dagen igår var træls, så er det kun for at give dem indtryk af at sorgen dominerede. En mere fyldestgørende beskrivelse vil måske være at kalde den god, FORDI sorgen var dominerende. Måske jeg skal øve mig på det.
Jeg bør altså ikke gennemleve en weekend eller en ferie uden at få kontakt til mørket – ordenligt. Jeg skal mærke smerten – forløsningen og lettelsen. Min krop fortæller mig det. I en travl weekend kan jeg fornæge signalerne, men det hævner sig – med en masse gråt og trist. Så for at få en "god" ferie, skal jeg altså give plads til mørket. Det bliver ikke den lyse lette ferie, men også den mørke – som det forholder sig med resten af mit liv.
I starten provokerede det mig meget, når folk sagde hav en god weekend. Fordi weekenderne faktisk var de værste. Det mest uoverskuelige, fordi nærværet til sorgen var så stor. Det at skulle være mor var det sidste jeg havde brug for, for jeg kunne knap nok rummet mine egne behov. Hvordan skulle jeg kunne være der for andre? Jeg hadede at jeg ikke så frem til weekenderne, fordi det plejede jo at være det bedste at have tiden til familien. Jeg har efterhånden fundet mig en strategi for at kunne være i nærværet. Jeg kan ikke mærke følelsen og behovet for nærværet – det er en strategi, som jeg tager på mig, for at kunne komme igennem hverdagen.
1.Nærvær i afgrænset tid
2.Tid til mig-pauser – til sorgarbejde – også i weekender
3.Distaktion med praktiske gøremål
1. Fokuseret nærvær handler om at vi gør noget sammen som familie i en afgrænset periode, f.eks tager i Kattegatcentret eller går en tur i Mols Bjerge. Vi har svært ved fokuseret nærvær derhjemme, fordi det umiddelbare er at gribe til distraktion (ramasjang, computer, praktisk arbejde) Når vi skal ud tager vi os sammen og tager al vor postitive styrke med. Det koster kræfter, men det giver også noget godt at investere de kræfter. En tur til Mols Bjerge på 3 timer gør os stolte over at vi kunne klare det. En Balirejse kræver 3 ugers samvær???
2. Tid til mig og til sorgen er mellemtiden, hvor jeg giver mig selv lov ti at dykke lidt ned. Det er en del, der er sværest fordi sorgarbejdet kræver så meget koncentration og nærvær. Og det er svært at fastholde, når der er forstyrrelser omkring. Men pausen kan være lynaflederen, der kan gøre at jeg kan holde til førstkommende egentid. Men en Balitur kan betyde at jeg kun sporadisk berører mørket i 3 uger – og hvad er konsekvensen af det?
3. Distraktion med praktisk arbejde holder mig igang og fjerner fokus fra det grå, som hober sig op. Jo mere jeg er igang jo mere hober sig op og jo mindre kan jeg mærke. Stilheden uden gøremål er svær at rumme, fordi den skaber et vakuum, hvor jeg kan mærke mine følelser, men ikke har muligheden for at håndtere dem, fordi familien er til stede. Det praktiske arbejde dræber det tavse rum – opvasken, rengøringen, havearbejde... En ferie på Bali kan netop synes som et paradis, fordi vi ikke skal forholde os til alt det praktiske. Vi skal bare finde en restaurant og sætte os til bordet. Der er ingen madlavning, ingen opvask og ingen tøjvask. Men altså heller ingen distraktion, som kan skabe afstand til det belastende nærvær. SÅ det ikke at have rutinerne er en bekymring.
Også det ikke at have rutinen i hverdagen er bekymrende. Mit liv – mit nærvær- mine færdigheder og mine styrker er kastet op i luften – Min hverdag som jeg kendte den er fragmenteret og ugenkendelig. I de sidste måneder har vi lært de første skridt at kende i vores nye virkelighed og vi er igang med at stykke en hverdag sammen som så småt er ved at være rutine, hvor vi har skabt stunder af tryghed og ro i alt det kaos. Men hvordan kommer hverdagen på Bali til at være? Hvad kan vi regne med? Hvem er vi nu som rejsende? Hvad kan vi og hvad skal vi?
Rejsen til Bali er ikke en drømmerejse. Når andre har ytret misundelse over vores rejse, stikker det dybt i vores hjerter. Det er ikke en drømmerejse. Vi ville til enhver tid i tifold bytte den væk, hvis vi kunne få Malou.
Men når alt det nu er sagt, så håber vi selvfølgelig at vi får en god og dejlig rejse. Når vi tager alle bekymringerne i forbehold og accepterer at de må inddrages for at ferien kan lykkes. Jeg håber at rejsen kan bidrage som en del af et samlet hele blandt alt det som vi forsøger at gøre for at bringe voes liv sammen igen – for at kunne udholde livet igen – og ja måske endda begynde at leve det. Rejsen laver ikke mirakler i sig selv, men i det samlede hele bliver det forhåbenlig et strækt kort.
Jeg håber at kunne finde styrken i skønheden, i varmen, i roen, i de gode oplevelser, i stilheden, i udsigter, i bølgernes skvulp, i de kolde shakes, i massagen på stranden. Naturen kommer først, som base for at kunne være familie. Naturen må give mig styrke til at håndtere nærværet. Jeg tror at jeg kan. Jeg håber jeg kan uden SejeBritta. Med lyset og mørket i Bali.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar