Idag har vi travet Ubuds turistgader tynde. Elias og jeg startede dagen ud med en tur i poolen, mens René fosøgte at indhente noget skønhedssøvn. Nogen vil sige at det løb vist er kørt for ham. Vi bor på værelset lige ved siden af poolen. Når vi slår skodderne fra vinduet, kigger vi direkte ud i poolen. Den ligger i grønne omgivelser med træer og blomster – og selvfølgelig de obligatoriske hinduistiske figurer og små templer.
Da vi alle var kommet op af sengen, spiste vi den inkluderede morgenmad på hotellets restaurant. Herefter begav vi os ud i byen. Vi passerede abeskoven, som vi betalte os adgang til. Abeskoven er en åben skov med flere indgange, hvor turister lukkes ind til mødet med de vilde? (markakes) aber. De er ikke i bur, men det har det vist for godt til at flygte fra skoven, for de modtager bjerge af bananer fra turisterne. Ja, man bliver faktisk angrebet hvis man har bananer. Jeg satte mig ned i knæ på i tidspunkt og vupti – så sad der en abe på mit knæ. Den hyggede sig rigtigt. Stak sin hånd ned i min kavalergang og nulrede en banan ud i min bluse. Da jeg råbte op efter den, væsede den af mig. Men det gik nu ikke værre for sig. Jeg kunne roligt bede den gå ned på jorden igen. Kort efter blev Elias jagtet af en, fordi den troede at hans gule lommestof var en banan. Derefter syntes han slet ikke at det var så spændende at være i abeskoven og ville egentligt helst ud. Ikke stå stille. På et tidspunkt sad jeg stille på et trin og pludselig sad der er abe på min skulder. Mange lokkede aberne op på deres skuldre ved at række en banan højt op i luften. Det var noget af et show. Skoven var også smuk – særligt omkring den lille flod, som løber igennem den.
Vi fik en forfriskning på en restaurant i turistgaden – puh sikke priser. De var lige skruet en tand op. Elias spiser simpelhen så langsomt – det har han alle dage gjort. Men når der er underholdning i nærheden – mennesker, dyr, anything – glemmer han ganske enkelt at spise. Så han får i den grad testet vores tålmodighed – som ikke er for god. Det er det mest irriterende på rejsen so fare. At vi hele tiden skal holde ham til og at vi kommer til at snerre af ham hele tiden. Det går fint med at falde i søvn. De to værelser vi har boet på har begge haft aircon – vi sætter den på omkring 26 grader – så er deet til at holde ud. Det er heller ikke sådan at det er umuligt så at holde til at åbne døren. Men her er varmt. Jeg ved ikke hvor varmt. Vi skal have termometeret med ud på et tidspunkt. Men vi er alle tre klamme af sved over hele kroppen pånær i poolen:-)
Jeg har ikke fået købet noget hos gadesælgerne. Jeg orker næsten ikke at brugr krudtet på det. Jeg har købt to saronger i et supermarked til fixed price. De var billige og jeg har ikke set deres mage siden.
Vi købte billetter til dans i aften. Kecak-dans som er en af Balis traditionelle danse. Vi nåede hjem til et dyk i poolen (Britta og Elias) inden vi ved 17tiden gik ud til aftensmad. Vi havde udset os et billigt sted, og som så mange steder havde de gratis internet, så det var lige noget for René og hans PDA. Kecak-dansen var kl 19 og var en noget særpræget oplevelse, men 60 mænd, der messede en sang om Jack (jack-jack.jack-jack-jack), mens kvinder og mænd udgjorde dansende figurer i en af deres fortællinger om kampen mellem det onde og det gode.
Imorgen vil vi se om vi kan komme et smut ud i rismarkerne som omgiver byen. Og så lidt mere souvenirkig – og selvfølgelig en tur eller to i poolen.
Vi har endnu ikke besluttet om vi vil tage i Safariparken i overmorgen. Det er lidt dyrt – 35 $ pr. Person - godt nok incl shuttle fra turistkontoret i byen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar