En intens uge

Denne uge bliver en uge med flere store begivenheder i Malous tegn.


Idag er det Malous 2 måneders dag. Det fylder i sig selv en del i mig.

På torsdag skal vi kl 11 til anden gang hos psykologen. Hun har forberedt os på at vi skal tale om vores familiehistorier - vores erfaringer hver især med at være en del af en familie - vores billeder af en mor og en far - vores forhold til kommunikation og følelser. Det tror jeg er rigtig godt fr vores fælles sorgarbejde og vores fortsatte liv sammen som kærester og forældre. Jeg er ihvertfald optimistisk mht det. Jeg er så glad for at René vil med. Jeg synes ikke jeg skal gøre det alene. Jeg gør så meget af mit sorgarbejde alene og René har så få veje ind i sit sorgarbejde. Og de reagerer hans krop på nu. Jeg tror det er godt for ham at fokusere på sit tab og ikke skubbe det bort. Smerten forsvinder ikke af sig selv, selvom det kunne være dejligt. Jeg tror det er godt for ham at få en vej ind i sorgen. Selvom det er hårdt.

Torsdag kl. 13 skal vi til obduktionssamtale på Randers sygehus. Jeg ved ikke hvad jeg føler for samtalen. Jeg tror ikke den kan få mig til at føle mig anderledes end idag. Hvad forskel skal den gøre? Den kan måske fortælle os, hvor misdannet hun var og hvor stor risikoen var for at hun kunne leve. Det vil måske give lidt ro ift til det umenneskelige valg vi har stået i, men den kan ikke tage smerten væk. Vi vil for altid have slået vores datter ihjel, og uanset hvad obduktionen fortæller os, så kan intet faktum ændre på at vi har skulle stå med den absurde beslutning, hvor er ingen god løsning var. Det VAR pest eller kolera - og det er det stadig - og det vil det være for altid. Jeg ved at hvis de har fundet en konkret diagnose, så vil den udløse et behov for at finde information. Så vil jeg søge på nettet om videnskabelige forklaringer og personlige beretninger om diagnosen. Jeg håber også at få svar på om det var en genfejl, som vi kan være bærere af eller om det er en mutation - tilfældig eller provokeret af ydre forhold.

Torsdag kl. 19 skal vi til Åbent hus i Landsforeningen for spædbørnsdød. Temaet er: Gravid igen. Olav Bjørn fra Skejby holder oplæg. Det skal nok blive godt, men også megetintenst. Sidste gang - for en måned siden lå jeg brak hele fredag. Jeg var helt smadret og kunne ingenting. Så jeg forventer at efter sådan en heftig torsdag skal jeg hellige fredag til ro ro ro.

Fredag er også dagen hvor jeg skulle have gået fra på barsel. Det var en dag jeg havde glædet mig rigtig meget til og som jeg var begyndt at tælle ned til dengang i februar. Jeg havde glædet mig til den pause fra mit arbejdsliv, som de første par måneder ville give mig. Den ro jeg kunne få til at gøre ting herhjemme. Gøre klar til Malou, nusse i haven i foråret, ordne ting og sager, der halter herhjemme. Jeg havde glædet mig til det år - 14 måneder med en anden identitet. Ikke som arbejdende kvinde, men som mor til to børn. Jeg havde glædet mig til at skulle gå tur med barnevognen og jeg var igang med at udtænke ruter jeg kunne vandre ad. Jeg havde glædet mig til babysvømning efter sommerferien og jeg havde afsøgt muligheder for baby-salmesang, babyrytmik og efterfødselsgymnastik. Men mest af alt havde jeg glædet mig til min lille baby. Min lille varme skildpaddebaby. Min lille skat, som da var en del af mig og som til juni ville blive adskilt fra mig og som jeg nu skulle lære at kende udenfor maven. Min lille Malou. Men nu har jeg udsigt til arbejdsliv i en uendelighed. Arbejdsidentiteten skal på igen og det giver ingen mening. Kalenderen er tom og det nød jeg, mn nu skal den fyldes op med møder og aftaler, som er af en hel anden kaliber inden mine drømme. Det gør ondt - det gør forbandet ondt.

På lørdag drager vi på ferie. Først til Kbh og siden til Bali. Vi kommer hjem efter 2½ uge d. 5. maj. Jeg kan ikke mærke rejsen endnu. Jeg glæder mig ikke. Det bliver da helst sikkert dejligt, men ikke glædeligt. Jeg må tage afsted og tage hver dag som den kommer. Jeg forventer ingenting - jeg føler ingen begejstring.

Jeg ved dog at jeg vil skulle finde mig rum til sorgarbejdet. Jeg vil ikke gå rundt i den udefinerebare grå dyne som fylder mig, når det lyse og mørke blandes sammen. Når jeg hverken kan mærke glæden eller sorgen, men blot er grå og trist. Det er for utydeligt. Det er for dominerende. Når jeg finder mig mine åndehuller af Malou tid kan jeg bedre være i det lyse. Jeg kan bedre klare mig. Jeg kan bedre være mor og kæreste. Og det skal jeg jo være fuldtid på Bali. Mor og kæreste. Men jeg skal finde mig en måde også at være mor for Malou på, mens vi rejser. En måde hvor jeg får tid til mig og min sorg. Så det grå ikke overtager og så tankerne bliver mere håndgribelige for mig. Og hvis jeg også bliver velsignet med internetforbindelse ind imellem, så slipper I ikke for mig herinde. Jeg kommer til at mangle at skrive her og at skrive på det forum for englemødre, hvor jeg bruger meget tid og hvor jeg finder så megen lindring. 3 uger er langtid uden den livline, som dette forum giver mig.