Splintret og spaltet

Som engle mor oplever man sig revet itu. Man oplever sin personlighed splintret i tusinde stykker. Det er som om alt det man troede man var, er blevet kastet op i vinden og nu ligger spredt ud over marken. Man ser ser sig selv gå rundt på marken og samle stumperne op. Et puslespil med tusinde brikker og man har intet kendt billede at gå ud fra? Intet at spejle arbejdet i. Hvordan var det nu de sad sammen? Passer denne stump ind her? Mon det her er min stump eller er det en ny, jeg har fundet? Hvor er mon den specifikke stump, jeg plejede at have - er den forsvundet? Mon jeg får sat dem sammen på den rigtige måde eller finder jeg en måde, som giver et mere helt billede? Kan jeg overhovedet få enderne og kanterne til at nå helt sammen eller skal jeg for altid leve med huller i billedet? Mon jeg kan se på brikkerne på nye måder eller ender jeg op med slet ikke at kunne forstå deres relevans?

Kroppen går videre, mens det indre er splintret. Og det er måske her min personlighedsspaltning kommer i spil. Jeg har to eksempler. I sidste uge var jeg på kursus. Temaet var Action Learning Consulting og Ledelse med hjertet. Rigtigt spændende emner. Jeg oplevede mig selv kunne deltage på næsten vanlig vis - intellektualisere, reflektere og perspektivere. Jeg følte mig som en anden. Jeg følte mig spaltet ud og kunne ligesom se mig selv sidde der udenfor al min smerte og sorg - uden mit indre som følge – som om jeg var udvandret af mig selv. Det gav meget faglig viden - og in terms of tilbagevenden på arbejde, var det rigtig godt. Men det var en mærkelig oplevelse.

Det andet eksempel var igår aftes på mit arbejde, hvor jeg holdte personalemøde. Set så meget udefra som jeg kan lige nu, klarede jeg det vist som jeg plejer. Min arbejdsmiljørep. og jeg havde besluttet at skulle tale om vores sorg- og krisekultur. Og på mærkelig differentieret vis formåede jeg at være i det næsten uden at tænke på Malou. Selvom det var hende og mig det handlede om, så kunne jeg distancere mig fra hende og stille mig selv til rådighed til spørgsmål og afklaring på en ikke følelsesladet måde. Jeg mærkede min mere aggresive og udadfarende energi, men jeg fandt kun snert af anledning til at blive ked af det.

Jeg ved ikke om jeg skal glædes eller være bekymret over at jeg kan det. Det er trods alt kun knap to måneder siden jeg mistede Malou. Og det er en mærkelig oplevelse at kunne være til stede på den måde. Som om der eksisterer flere sider af mg og at jeg kan fjerne mig fra de andre sider. Jeg har lidt svært ved at forklare det, men følelsen er at jeg er spaltet – at jeg ikke er hel, når jeg står der. Jeg har ikke kontakt med hele mig. Jeg har ikke mig selv med, men har splittet mig op, så jeg kan være til stede.