Et af temaerne, når folk spørger ind til mig er hvordan Elias har det og hvordan han tager det. DET indeholder flere aspekter, fordi DET både handler om at have mistet sin kommende lillesøster, at have en mor – og en far, som er i sorg og at miste sin livsuskyld. Når jeg skriver kommende lillesøster, så er det, fordi jeg ikke tror at Elias havde nået at koble sig til Malou. Jeg ved at han følte at nu var han ved at skulle blive storebror. Han glædede sig meget, for han talte meget om hende og han har i over et år talt om at han gerne vil have en baby. Han savner at der er flere børn i vores hus. Han nævner det tit . "Jeg ville ønske at vi havde to børn". Jeg ville så gerne opfylde det ønske. Jeg ved hvad han mener og en baby ville selvfølgelig ikke løse det problem – og det ved han jo ikke. Han ved ikke at man ikke kan lege med en baby. Han ved jo ikke at en baby sover og spiser så meget. Når han snakker om at vi burde have to børn så snakker han jo om en legekammerat – et barn på minimum to år, tænker jeg. Men det ville Malou jo være blevet før eller siden, hvis hun havde fået lov at leve. Når folk skriver om at de står tilbage med en identitet i vakuum, fordi de har mistet deres første barn og ikke kan komme af med deres moderfølelser og moderbehov, så kan det måske sammenlignes med et barn, som frarøves den nye identitet at blive storebror. Elias er med sine 4 år ikke i stand til at forestille sig den nye identitet så abstrakt, men følelsen af at nu skal jeg være storebror var begyndt at vokse i ham. Han er meget opsat på at vi skal have en anden baby. Han har ingen fornemmelse af hvordan man får en anden baby eller hvor lang tid der går, inden en baby kommer. Vi taler om at nu er det forår og han spørger om vi så får en baby. "Nej, Elias, Malou kommer jo ikke. Hun er død". "Nej, nej", siger han så, "en anden baby – ikke Malou. Får vi en anden baby nu til foråret?" Ja, hvad svarer man så? Det ville jo være skønt hvis det fungerede sådan.
Elias største sorg, som jeg tolker det, tror jeg ikke er tabet af lillesøster, selvom ikke skal fornægte det tab. Han største sorg, er tabet af mor og far – mest af mor. Den afstand som vi særligt i starten blev nødt til at lægge til Elias, fordi det var så svært at rumme ham, gjorde ham meget usikker og sårbar. Hans virkelighed, som han kendte den, var revet i itu. Han kunne ikke regne med noget. Han kom i børnehave hver dag og det var godt, selvom det også var svært. Han var mere sårbar. Blev lettere revet ud af sig selv. Blev ked af det eller vred over meget små ting. Lukkede sig inde i sig selv eller reagerer mere voldsomt end havde plejede.
EN anden stor sorg, som Elias måtte opleve som 4 årig, var i den grad at miste en del af sin rene barneuskyld. Livet er også ondt. Livet er mørkt og barskt. Livet tager vores kære. Livet tager os selv. VI skal dø. Vi skal alle dø. En dag skal vi ikke gå i børnehave mere. En dag skal vi ikke bo i vores hus mere. Han blev bange for at være alene, når han skulle sove. Han var bange for at vi – særligt jeg skulle gå fra ham. Han klamrede sig til mig og hylede og skreg. Adskillelsen var så hård for ham. De barske realiteter, som kan være umulige at leve med for os voksne, blev hans virkelighed. Livet tager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar