De to faktorer, der fylder allermest i min sorg pt er det faktum at vi blev sat i den umenneskelige situation, at vi skulle vælge vores datter fra og det faktum at jeg ikke føler at Malou har bragt noget godt i mit liv.
Jeg vil rigtig gerne blive tydeligere med at forstå og forklare min smerte ved det valg vi har stået i, da vi skulle beslutte Malous liv eller død. Jeg har forsøgt at forklare betydningen af det faktum at Malou først og fremmest er vores datter – og ikke først og fremmest et misfoster. Vores datter er ikke noget, man burde kunne vælge fra. Hun er vores datter og hun skulle have levet. Det at skulle tage afsked med et barn berører dybe lag af et menneskes eksistens. Vores beslutning kan ikke vurderes ud fra moralske kriterier for rigtigt/forkert. Vi har ikke på nogen, som helst måde, gjort det rigtige, fordi det kan på ingen måde være det rigtige at slå sit barn ihjel. På alle måder må det være forkert at skulle slå sit barn ihjel. Det kan aldrig blive rigtigt at gøre. At træffe et sådan valg sætter sig spor. Man kan ikke træffe et valg om at slå sit barn ihjel og leve livet videre uden skyld. Vores valg befinder sig imellem to etiske værdi kriterier – mellem pligten til at respektere og værne om alt liv og pligten til at begrænse enhver lidelse. Hvilken af disse to kriterier vejer tungest? Det er et etisk valg, som vi resten af livet skal bære med os videre som et eksistensiel grundvilkår. Derfor tror vi ikke at obduktionssamtalen i næste uge kan fjerne den smerte ved valget. Samtalen vil kunne få os til at stole på at vi gjorde det mindst smertefulde ved at følge pligten til at reducere al lidelse. Men samtalen kan ikke fjerne den skyld vi oplever.
Sygehuspræst Christian Juul Busch skelner i artiklen "skyld og skyldfølelse" mellem reel skyld og irrationel skyld. På sin vis befinder vores beslutning sig imellem reel og irrationel skyld. Det er et faktum at vi slog vores datter ihjel. Det er en reel skyld. Det er VORES valg. Vi kunne have valgt anderledes. Det er (formentlig) ikke vores skyld at hun blev misdannet. Mod det føler vi heller ikke skyld. Derfor læner vores beslutning sig op af den irrationelle skyld, fordi vi fravalgte hende pga faktorer, som vi var uden skyld for, og derfor er skylden ikke reel. Det er ikke vores skyld.
Men vores skyld kan ikke afmonteres – men det er muligt at spørge ind til de følelser, der ligger bag ved skylden. Skylden skal heller ikke afmonteres, fordi bag ved den ligger en dyb kærlighed til vores datter. Det er jo derfor at det er smertefuldt at skulle vælge hende fra. Hvis I beder os fjerne skylden – hvis I bagataliserer skylden bagataliserer I også vores kærlighed til Malou.
Bent Falk skriver i "kærlighedens pris" at "sorgen er en hjemløs kærlighed", så at være i sorgen er en fuldstændig relevant måde at være i virkeligheden, fordi vores virkelighed er at Malou er død og borte. Og smerten ved valget er min sorg pt. Bent Falk skriver de kloge ord: "Det er trøsterigt, at jeg har turdet gribe så fast i dig, at tabet af dig føles som om jeg er blevet revet midt over". Sorgen giver kærligheden ære – som Lise Tarps bog siger. Bag min smerte over det valg jeg skulle træffe ligger min kærlighed til Malou. Når jeg leder efter hvordan jeg skal elske hende skal jeg lede der.
Så i stedet for at forsøge at fjerne min skyld, har jeg brug for hjælp til at undersøge den kærlighed, der ligger bag. Den kærlighed, som kan hjælpe mig til at få Malou placeret på et ømt og kærligt sted. Et sted, hvorfra jeg en dag vil kunne sige: Malou, jeg ville ikke have været dig foruden. Du er en gave i mit liv. Den dag ser jeg frem til med stor længsel. Den dag hvor smerten suppleres med ømhed og afmagt suppleres med stolthed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar