Elias og jeg startede igen dagen med et par spring eller 100 i poolen. Da vi endelig fik lokket far op, gik vi op og spise morgenmad. Da familien endelig var klar til at gå ud var klokken blevet næsten 10.30 – og os der havde aftalt at rismarksturen skulle klares tidligt på dagen og ikke i middagsheden. Men sådan blev det ikke – gåturen blev i den hedeste middagshede. Og resultatet blev blæner på mine røde skuldre. Turen passerede på en scooter-sti på siden af abe-skoven, så vi fik igen hilst på de skøre aber. Dernæst ned af en mere rolig gade med spredte Warungs (små restauranter), små lokale kiosker og souvenirbutikker. Vi vidste ikke helt hvor vi skulle hen. Vi havde ikke guidebogen eller kort med. Vi kom ud på en lidt større vej og var ved at vende om, da vi havde gået et stykke langs en endeløs række lokale butikker og huse. Vi prøvede at gå op af en vej/sti og kunne i bunen af denne fortsætte ud på rismarkerne. Vi så os lidt omkring og balancerede lidt rundt mellem de modne rismarker. Heden var ret krum og landskabet ikke så smukt grønt, fordi risen var moden og derfor vissen korn-farvet. Vi vendte derfor om igen. Havde ventet at tage den første og bedste taxi, der bød sig, men det lykkes os ikke at fange én. I stedet gik vi den hede vej retur igen. Vi valgte en anden rute hjem – ikke den bedste, fordi det var ad den store vej med mange biler og scootere. Men den endte ved et supermarked, hvor vi kunne blive kølet ned af deres air-con og en kold is. (to magnum, 1 børneis, 2 cola/sprite, en drikkeyogurt, en pose chips, 1½ l vand = 28 kroner) Man bliver ikke ruineret her!
Da vi nåede hotellet igen hoppede vi direkte i poolen, så kunne få afkølet vores hede kroppe. Det var dejligt. Vi havde forsøgt at drikke meget, men jeg fik det alligevel skidt. Så det var meget belejliget at der trak nogle skyer ind over så solen forsvandt. Resten af eftermiddagen blev brugt med afslapning i dobbeltsengen med en film på computeren. Ved 18 tiden gik vi ud på den restaurant, som vi også spiste på igår. Vi fik forårsruller med jordnødde-dip, kyllingesatay (spyd) med ris, mie goreng (stegte nudler med grønt og kylling) og speghetti Bolognaise. Dertil 1½ liter vand, 1 cola og 1 sprite og en kakao-milkshake – pris 96 kr for tre mennesker.
Idag har tanker om arbejde dukket op hos os begge. Vi har ingen fornemmelse for hvad vi kan eller hvad vi skal når vi kommer hjem. Inden ferien havde René ingen energi til at arbejde. Det var meget svært at se meningen med det for ham. Ikke at arbejdet er utilfredsstillende eller uinteressant. Energien er der bare ikke. Og det er ikke fordi at han talte ned til at vi skulle på ferie, for ganske som jeg, havde han ingen forventninger eller følelser for ferien.
Jeg selv ved heller ikke hvordan det bliver at komme hjem igen. Hvilken forskel denne ferie reelt kommer til at gøre. Malou fylder ikke så meget hernede. Det er godt – men også mærkeligt. Jeg har ikke lyst til at have den afstand til hende, men jeg har heller ikke lyst til at være ked af det. Som hver dag går mister jeg hende mere og mere. Det er som om jeg har kunnet holde hende lidt i live ved at skrive. Som om hendes liv kunne blive til igennem det jeg skriver. Som om folk kunne lære hende at kende, igennem min beskrivelse af det som hun har betydet for mit liv. Ingen kender hende – end ikke os – og alligevel har hun sat så dybe spor i vores sjæle – men tanken om at hun aldrig – som vores fantastiske søn Elias – kommer til at sætte aftryk i andre folk indre er pinefuld. Elias som på restauranten til aften – og alle andre dage – fiser rundt fra bord til bord og forsøger at komme i kontakt med folk. Folk som smiler og bliver glade ved mødet med vores dreng. Og jeg tænker – ja det går vi glip af med Malou. Hun kommer aldrig til at gå ind i folks hjerter som Elias gør. Hun kommer aldrig til at spille en rolle for nogen. Hun har kun fået en plads i meget få hjerter og hun vil dø lidt mere hver dag i endnu fleres hukommelse. Hun kommer kun til at leve for få mennesker og vil aldrig kunne bringe den glæde og varme som Elias bringer andre i verden. Hun er vores lille usynlige barn. Som vi bærer med os, men som ingen kan se. Ingen som vi møder, kan se smerten i os. En kvinde som vi kom i kontakt med sagde at det var dejligt at se sådan en glad familie på rejse med sådan en vidunderlig dreng. De skulle bare vide. Jeg har lyst til at skrige det ud. Skrige hvordan jeg føler min familie ambuteret – skrige at vi ikke er den lykkelige familie – for Malou vil altid mangle. Skrige at vi har to børn, men desværre kun et hos os.
Og ja han er vidunderlig – og han skulle have været storebror lige om lidt. En vidunderlig storebror. Jeg iagttog ham igår til danse-showet, mens han legede med en pige på vel omkring et halvt år. Han var så sød og hyggede sig rigtig med hende. Og jeg kunne næsten ikke at bære at se det. Det skulle have været det billede vi skulle have til jul. Elias, der legede med sin egen lillesøster på ½ år. Sin egen levende, grinende og hvinende lillesøster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar