Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




torsdag den 21. april 2011

På vej

En lille status på den rejse, som mange sikkert venter spændt på status fra. Egentlig er det ikke nemt at skulle give, men jeg ved at jeg vil blive spurgt. Og så hellere have tænkt over det end at komme med et ureflekteret svar. Dette er nu 3. aften i Bali, men fra vi tog hjemmefra er det 6. aften. De første 2 aftener gik i Kbh, med besøg hos et par gode venner med 2 børn. Børnene var selvfølgelig meget i fokus, men om aftenen havde vi tid til at snakke vi voksne og formåede også at snakke om vores sorg. Søndag var vi på besøg hos min familie. Der snakkede vi ikke meget om det. Jeg ved ikke om det er svært fordi de ikke er vant til at snakke om følelser med mig eller om det er fordi deres datter er gravid med en problematisk diabetiker-graviditet. De spurgte kort til os – om vi er begyndt at få det bedre – og responsen på mit vævende svar var at hun lige havde været til et foredrag med en økonom, som ytrede at vi altid fokuserer på de 5 % vi ikke kan få og ikke de 95 % vi allerede har. Hm jeg synes så ikke man kan sammenligne det at miste sit barn med det at miste nogle penge. Og ens levende børn kan jo aldrig kompensere for det døde barn. Men jeg kunne godt fornemme at det ikke tjente noget formål at snakke videre, så jeg kunne ligeså godt skåne mig selv for at blive sur eller ked af det. Men alt i alt gik weekenden fint. Der var intet alenetid – og det kombineret med dårlig nattesøvn, gjorde tiden intens. På vej ned i flyveren mandag fik jeg skrevet mine tanker ned ift det at skulle på ferie – og siden har jeg faktisk ikke givet mig tid eller ro til hverken at tænke eller skrive. Så det var ikke det jeg havde sat mig selv i hovedet.


Taget det i betragtning – at jeg ikke har givet mig selv ro – så går det meget godt. Det er nemmere at være nærværende her i den anderledes kontekst. Det at jeg ikke har alt mulig andet jeg kan eller skal nå, gør det nemmere at være til stede på Elias' præmisser. Der er ingen gøremål, der kan distrahere. Indtil videre har de første 2½ dag af ferien været rigtig meget på Elias præmisser med god tid i den skønne have ved poolen med udsigt over stranden og havet. Det eneste andet vi har foretaget os, er at finde restauranter til aftensmad, gået et par ture op og ned ad strandpromenaden og turistgaden og at arrangere resten af vores rejse her ud fra Sanur. Vi har ganske enkelt besluttet hele rejsen. Booket transfer fra by til by og booket hoteller i byerne, og færgeafgang til og fra Gili. Alt sammen igennem den danske agent Nick Tour, som udgør Jysk rejsebureaus servivekontor på Bali. Det gør at vores rejse er klappet og klar som en pakkerejse. Det bliver en dyrere model end hvis vi havde booket transfer på gaden og hvis vi var gået ind fra gaden for at finde hotel. Men det føles godt at slippe for den del, fordi det kan man bruge rigtig meget krudt på og blive godt frustreret – og uvenner over. Vi mister noget kreativitet og spontanitet, men det er vist ikke det vi har mest brug for lige nu. Vi har brug for ro og overskud til at nyde og til at blive tanket op. Så vi skal lappe i os af alt den energi som Bali kan tilbyde os og undgå alle de ting, der kan tage energi – så vidt muligt.

Så imorgen rejser til kunstnerbyen Ubud, Balis holistiske centrum. Det bliver en heldagstur, hvor vi ser sølvværksteder, kongegrav, vulkaner og meget andet. I Ubud skal vi være i 4 nætter. Her skal vi slentre rundt i byen, ud i landsbyer langs rismarker, glo på små værksteder, shoppe, plaske i pool, i abeskov og måske i safaripark. Herefter går turen fordi søer, vandfald og varne bade til Lovina på nordkysten, hvor vi i 4 nætter skal bo i en lille paradisisk oase. Igen slappe af, slentre langs den sorte lavastrand, på morgendelfintur og måske ud og se vandfald. Herefter går turen nedover øen igen til en by, hvorfra vi sejler til den paradisiske ø Gili travangan, hvor der ikke er meget andet at lave end at bade og snorkle. Her skal vi være i 3 nætter inden vi sejler tilbage til Sanur for en enkelt overnatning. Den sidste dag skal vi ud og svømme med delfiner inden turen går til lufthavnen.

Ingen kommentarer: