Det gør så ondt i mig, når folk siger at jeg har gjort det rigtige ved at slå Malou ihjel. Alt stritter i mig, fordi det på ingen måde kan være rigtigt at en mor skal slå sit barn ihjel. En mor slår ikke sit barn ihjel. Hvis det skulle være rigtigt at gøre af mig at slå mit barn ihjel, så må jeg da virkelig være et monster. Så må jeg virkelig være vanvittig. Jeg slog hende ihjel, fordi jeg måtte vælge. Jeg måtte vælge i en umulig situation, hvor der ingen lykkelig slutning var. Det er én af disse dobbelbind-situationer, hvor den indbyggede modsatrettethed gør den paradoksal. Der var intet rigtigt valg. Begge muligheder var forkerte. Havde hun levet var det forkert og var hun blevet slået ihjel var det forkert. Jeg kunne ikke gøre det rigtige, men jeg skulle handle. Jeg kunne ikke lade min datter leve med livet med lidelse og jeg kunne ikke slå hende ihjel. Men jeg skulle vælge. Jeg kunne ikke lade stå til. Jeg kunne ikke have handlet anderledes - og det ved jeg (næsten - men den sidste tvivl vil obduktionssamtalen imorgen forhåbentlig mindske).
Det er så smertefuldt at rumme at jeg ikke kunne gøre det rigtige for min datter. For det rigtige var jo at hun skulle leve. Smerten gør den ubærlig for andre at rumme og de afviser dem promte. De vil mig det så meget bedre. Jeg har ikke fortjent at tænke sådan omkring mig selv, siger de. Men jeg tænker, at det jeg ikke havde fortjent, er som mor at skulle stå i det valg. Men det gjorde jeg. Og det gør ondt. Og den smerte bliver ikke mindre af at andre siger at jeg ikke har fortjent den. For havde jeg fortjent det bliver det endnu mere absurd at tænke på.
I stedet for at dømme mig og sige at jeg ikke må tænke sådan, vil jeg så gerne have hjælp til at undersøge, hvorfor det er så vigtigt for mig at min handling med at tage Malous liv aldrig kan blive rigtig. Jeg er blevet klogere på hvorfor. Ingen tvivl. Jeg kan nu meget bedre forstå, hvorfor det gør så indt, når folk siger at jeg har gjort det rigtige. Men jeg ved at jeg kan blive klogere. Og jeg tror at jo klogere jeg bliver på, hvorfor det er vigtigt, jo mere kan jeg finde fred med det. Jeg ved at jeg ad den vej kan finde ind til min kærlighed til Malou. Jeg er ikke et monster, der gjorde det rigtige ved at slå mit barn ihjel. Jeg er en mor, som af kærlighed til sin datter, er gået i stykker indeni over at jeg ikke kunne give hende livet, men måtte give hende døden. Det er kærligheden til hende, der gør min smerte så dyb. Det er kærligheden, der gør at jeg ikke er et monster, men en fortvivlet mor, der ikke havde en lykkelig slutning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar