Mit hoved er ved at springe i luften. Det dundrer løs. Jeg mærker vist effekten af den intense dag igår. Men jeg kom igennem den. Og jeg klarede alle tre ting jeg skulle. Min mor har sovet her i nat, fordi hun skulle passe Elias i aftes, mens vi var til åbent hus i Landsforeningen. René kørte Elias i børnehave i morges og jeg har lige kørt min mor til toget. René spiller computer og endelig er der ro til at jeg kan skrive. Puh ha jeg føler mig fuldstændig udmattet. Jeg har bare lyst til at sove. Men jeg har også brug for at skrive – og jeg skal have alt dette ud af hovedet idag. Der går nu mange dage hvor jeg ikke kan skrive fordi jeg først får lidt ro på igen på onsdag, når vi har overstået besøgene i Kbh i weekenden og flyveturen til Bali mandag og tirsdag. Så jeg vil gerne føle at jeg har rent bord mht til at få mine tanker struktureret ud på skrift. Så det og at pakke færdig til rejsen, er dagens projekt. Ja og så skal jeg vist også have en lur – og måske også noget mad.
Tiden hos psykologen gik rigtig godt. Og hun var efter min anmodning super sharp til at holde kl 12, så vi havde en time og dermed masser af tid til at køre til Randers sygehus. Vi talte om vores erfaringer som par med nærhed og fortrolighed. Hvordan vi før har oplevet det og hvordan vi har oplevet det efter Malou – i den første tid og nu et par måneder efter. Vi talte om vores oplevelser med at kunne rumme hinandens forskellige (sorg)udtryk og ikke mindst om at kunne rumme egen sorg. Det var rigtig godt og jeg kan se det pege i en rigtig god retning, hvor vi får talt om og forhåbentlig rykket ved vores forskellige uhensigtsmæssige mønstre – min sårbarhed og Renés lukkethed. Det gav os god inspiration til at fortsætte snakken de næste uger. Vi fik en tid igen til d. 6.maj – dagen efter vi er kommet retur fra Bali.
Og så kunne vi køre stille og roligt til Randers, hvor vi var et kvarter før tid. Så vi havde både tid til at runde de umiddelbare tanker efter psykologen, men også til at indstille hjernen mod næste etape i dagen – obduktionssamtalen. Og selve samtalen gik meget bedre end forventet. Jeg havde været lidt betænkelig ved den overlæge vi skulle tale med. Jeg kendte hende ikke rigtigt, men hun var kort inde ved mig under min fødsel af Malou for at få godkendelsen til obduktionen. Og der gjorde hun ikke så heldig en entre. Hun virkede meget befippet over situationen og faldte over ordene og møblerne. Så jeg var nervøs fr om hun ville være en af de der distancerede læger, som ville tale til en plet på væggen. Men det var hun ikke. Vi oplevede hende som nærværende og imødekommende og med en god accept af vores tab og vores oplevelse. Hun bragte selv det uheldige op med at Malous livstegn ikke var blevet anerkendt og hun tog skylden på sig selv, selvom det var jordemoderens vurdering. Men hun ville bringe budskabet videre til jordemoderen, at vi var meget taknemmelig over hendes medlevelse i vores fødsel og at vi ville have følt os 100 % taget om, hvis hun havde vurderet mere præcist mht Malous livstegn. Men jeg føler ingen nag. Det er jo gået i orden uden større kamp. Jeg er glad for at overlægen selv bragte det på banen, fordi det var noget jeg gerne selv ville have talt om.
Selve svaret på obduktionen fik jeg ikke så meget ud af, men det skal vi så tale med en genetiker om. Men den del om et forhøjede Hcg betød at jeg bedre kan forstå og rumme min egen krops reaktioner. At mit forhøjede Hcg er et symptom i det samlede sygdomsbillede. Et tegn på at Malou var syg.
Vi talte også noget om det svære valg. Både det med at skulle slå sit barn ihjel og den vi står i nu, om vi tør få flere børn. Hun anerkendte meget fint at vi har stået i et eksistentielt valg, hvor der ingen rigtig løsning er, fordi de begge er onde. Og hun sammenlignede det ganske rigtigt med pårørende, der må slukke for en repirator eller på anden måde yde aktiv dødshjælp. Eksistentielt kommer man aldrig over at skulle gøre sådan noget. Fordi det er så forkert at et menneske standser et andet menneskes liv – særligt når det er ens barn. Det er fundamentalt forkert.
Vi var hjemme kl 16 efter at have hentet Elias i børnehaven og mormor ved toget. Vi skulle spise kl 17.30 og i de 1½ time lykkedes det ikke at finde nok ro. Jeg havde lige et kvarter, men jeg kom til at sætte mig i stuen. Jeg skulle have gået ovenpå. Kl 18.15 kørte vi mod Århus, hvor vi skulle til Åbent hus i Landforeningen. Temaet var "gravid igen", med deltagelse af Olav Bjørn Petersen, overlæge på Skejby og leder af afd. for føtal medicin og ultralyd. Efter runden hvor vi alle fortalte vores historie, fortalte Olav om hvordan Skejby kan støtte og hjælpe, når man bliver gravid igen efter at have mistet. Og det er jo så aktuelt som det kan være for os, når vi netop i dag har fået en prognose, der antyder at vi har 25% risiko for at videregive samme misdannelse igen. Tør vi overhovedet og hvis vi gør, hvilken støtte fra sygehusvæsnet kan vi så forvente? Og han Olav er sådan et behageligt mennesker. Det har jeg hørt før – fra mange. Han er nærmest et levende ikon, og nu fik jeg fornøjelsen af at opleve ham. Jeg ville være helt tryg ved at lægge min graviditet i hans hænder med forvisning om at han vil kunne rumme alle de irrationelle tanker og bekymringer, der måtte komme og at han ville tage vare på én på bedste vis. Han gav også en åbning for at han kunne hjælpe med at få en tid til genetikeren, fordi han har tæt kontakt med hende. Og måske han skulle deltage i samtalen også, nævnte han, fordi så kunne vi få et bredere billede, der også rakte fremad til hvis vi skal have flere børn.
Det var igen en god, men hård aften. Det var rigtig svær t at skulle fortælle vores historie, med det perspektiv, der hed Gravid igen – når vi faktisk lige var trådt ud af døren fra obduktionssamtalen med ny forvirrende viden. Samtidig var dagens følelser også hobet sig godt og grundigt op, så det var noget grådkvalt at jeg fik vores historie fortalt. Og i pausen havde jeg bare lyst til at tudbrøle, men jeg klarede nu anden session fint nok.
Alt i alt en hård dag som ventet – men også en god dag. Men en dag som sætter sig spor ind i den næste tid. Der er mange informationer og mange indtryk, der skal lagres og bearbejdes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar