Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




mandag den 4. april 2011

Første besøg hos psykolog

Vi har idag været til psykolog for første gang. Hun virkede god – og det tyder på at hun både vil kunne spejle og udfordre os. Men det er lidt svært at vurdere på denne første gang, fordi vi jo mest talte om forløbet med scanninger, beslutninger, fødsel og begravelse. Det var ikke for hårdt at være afsted. Godt nok er det ved at være længe siden vi har fortalt historien, men jeg følte ikke det rippede op noget, der ikke lå øverst i mig.


Vi har valgt at tage sammen afsted, frodi vi har brug for at gøre det her sammen. Nu hvor hverdagen kører, har vi ikke meget tid og overskud til at få talt meget sammen om vores tanker og følelser. Jeg oplever at hvor vi i starten fulgtes ad og var meget tætte i sorgen, har vi bevæget os længere væk fra hinanden og er mere forskellige steder. Vi viser og bearbejder sorgen på forskellige måder. Det er ok at det er sådan, men rummet hos psykologen kan være det rum, hvor vi mødes i sorgen og hvor vi lytter til hvad, der fylder i os hver især. Samtidig vil vi gerne at den fortrolighed og rummelige måde vi oplevede at leve sammen i starten spreder sig ud i vores hverdag. Vi vil gerne lære noget at det vi har oplevet, og hvis vi kan komme styrket igennem det her, vil det være dejligt at tænke på. Måske vi på et tidspunkt vil opleve det godt at komme hver for sig, men nu starter vi op sammen.

Vi har fået en tid næste torsdag (d.14.), hvor vi i øvrigt også skal til obduktionssamtalen.

Ingen kommentarer: