Om 14 dage starter Lea i Vuggestue. Hun har fået plads i den lokale private vuggestue - Hulahop - ja hun har faktisk allerede plads nu pr. 1.1. Vi havde søgt pr. 1.3., da jeg skal starte på arbejde d. 14.3., men der havde de ikke plads. De havde én d. 1.4., og vi kunne godt få det til at hænge sammen, da det kun drejer sig om 7 dage i marts, da der er påske og opstarten i april. Men vi tænkte os om og mærkede efter og besluttede os for pladsen d. 1.1.
Vi er i en livssituation, hvor vi ikke skal presse os selv for meget. Vi skal passe på hvad vi byder os selv. René blev sidst i september raskmeldt efter 5-6 måneder hel- og deltidssygemelding og kort efter drog han på to måneders barsel. Han har derfor selvsagt ikke reelt fornemmelse af hvordan han klarer arbejdslivet og hverdagen. Den har været så anderledes hen over efterår og jul
Og jeg havde det sådan i sommers - hvor jeg ramte et hul - at hvis jeg bare kunne blive stress-sygemeldt i et halvt år, så ville det bare være perfekt. Det mente jeg selvfølgelig ikke, men det afspejlede hvordan jeg havde det. Hvor let jeg følte mig presset. Hvor træt og slidt jeg følte mig. Hvordan jeg bare havde brug for en pause.
Jeg er blevet opmærksom på at jeg nok startede for tidligt på arbejde i min sidste barsel i foråret 2011 - Men det var hvad jeg kunne og skulle på det tidspunkt. Som med alting i mit liv og arbejdsliv tænker jeg fremad fremad hele tiden og jeg kunne ikke være i ro. At starte på arbejde igen - i mit eget tempo i barslen var en måde at komme videre for mig... at tage det nødvendige skridt fremad. Jeg tillod mig ikke at stå stille. Når jeg hører om andre sørgende mødre fortælle om hvordan de gik i hi, tænker jeg, puh det er det jeg har brug for. Jeg har brug for at gå i hi... men vil jeg nogensinde kunne det... Jeg kunne det ikke, da jeg mistede min datter. Kan jeg det nu?
Jeg er stadig træt... Jeg er stadig slidt. Jeg har stadig brug for at gå i hi...
Det har været to hårde og intense år. Vi står nu på kanten af vores andet år uden Malou. Det første år overlevede vi den akutte sorg, tilbage på arbejde, at blive gravid igen. Det andet år blev indviet med Leas kommen og en forestilling om at nu ville roen indfinde sig. Men at få barn igen efter at have mistet var for mig ikke bare en dans. Det er benhårdt... og fantastisk dejligt. Ulideligt sårbart ... og begyndende lykkeligt. Der har været så meget på spil for os de sidste to år. Så meget liv, så meget død, så meget smerte, så meget glæde... at der er nok til et helt liv. Der er så meget at rumme. Det tager tid. Det tager kræfter. Det kalder på ro. Det kalder på pause.
Jeg tror på den anden side ikke at det idag vil gøre mig noget godt at få lov til at sidde i sofaen dagen lang og se en aller anden serie. Jeg tror jeg har brug for at gøre mig selv godt på en anden måde. Forkæle mig selv måske med massage, ansigtsbehandling, healingsmassage, måske besøg hos en clairvoyant, cafébesøg, shoppetur... Jeg ved ihvertfald at jeg skal passe på med ikke at endevende huset. Jeg er så god til at få ting gjort og jeg vil hurtigt kunne finde steder der trænger til en kærlig hånd og en oprydning. Det giver selvfølgelig også ro i hverdagen at få gjort, men det er bare skruen uden ende... og er ikke noget der er godt for min trætte sjæl.
Jeg tror jeg skal lade mig stoppe op. Måske dale ned i sofaen og mærke efter. En kop kaffe og et blad. Ro på... og så et skridt af gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar