vi rejste fra Lovina og Rumah Cantik igår morges kl. 7 med Gili T som destination. Made, kvindelig ansat og jeg tog afsked. Jeg takkede for deres gæstfrihed og vi faldt i snak om den balinesiske imødekommenhed og den positive livsindtilling som vi til fulde har oplevet på Rumah Cantik. Jeg sætter stor pris på at møde et folkefærd – og at høre hvordan selv elefantføreren behandler elefanterne med positiv feedback i stedet for skæld ud, når elefanterne er på nippet til at gøre noget uhensigtsmæssigt. "bagus" betyder når man gør noget godt. Du gør det gode. Dette i stedet for at sige "hold op med at..." det gennemsyrere ganske enkelt folket i deres måde at leve på, at det gode de gør ved andre kommer godt tilbage til dem selv igen og omvendt med det onde. Det er inspirerende, sagde jeg til Made – og svært altid selv at huske/have overskud til overfor Elias. Jo da, siger hun så. Elias er da så glad og social. Han stråler da af selvværd. "Er han jeres eneste?", spørger hun så. (kan du se andre? Tænkte jeg, men det kunne jeg selvfølgelig ikke svare) ja, svarede jeg – som jeg flere gange har gjort det her nede, når folk har spurgt. Og hver gang har jeg græmmet mig en smule, fordi er han virkelig vores eneste?, men historien har ikke været passende at fortælle tilfældigt forbipasserende.
"i må have en til", siger hun så – en smuk lille pige. Og denne gang tænker jeg ikke kun – ja det skulle vi. Lige om lidt skulle vi have haft en dejlig lille pige. Jeg svarer det også – med grådkvalt stemme og tårerne helt yderst i øjnene. "vi skulle have haft en pige til sommer. For to måneder siden var jeg gravid, men vi mistede hende desværre. Jeg har gentagne gange kunne fortælle folk om mit tab uden at græde, men det kunne jeg ikke nu. Puh jeg bare lyst til at være mig selv og få lov at græde, men det kunne jeg jo ikke. Vi stod for at skulle køre i bil i 3½ time og sejle i 1½ time før jeg kunne være alene. Det var svært den første tid af køreturen, hvor gråden sad helt oppe i halsen.
Jeg har flere gange hørt mig selv fortælle om mit tab på den måde at jeg siger at jeg skulle have haft en datter til sommer, men at jeg mistede hende for x tid siden. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt at jeg siger sådan.. Mon det gør mit tab mildere at jeg fokuserer på at jeg skulle have haft, men ikke har fået. Eller mon det gør det vanskeligere for mig at forstå og acceptere mit tab ved ikke at fokusere på hvad jg rent faktisk har fået. Hvor skuffet kan jeg være, når det blot er noget ude i fremtiden, som jeg ikke har fået. Når jeg nu ikke fokuserer på hvad jeg står i lige nu. Og hvordan mon det så bliver at stå der i den sommer jeg hele tiden kan skubbe foran mig. Det er noget til sommer – det er slet ikke nu.
Til overlægen til obduktionssamtalen sagde jeg også at Malou jo var min datter – hvorefter hun rettede mig og sagde at Malou er min datter. Og da Christina min kontaktperson spurgte mig om jeg var blevet mor kunne jeg ikke svare. For hvordan kan jeg blive mor – eller være mor for et barn, der ikke er her – for et dødt barn? Hvordan kan jeg være mor, når jeg aldrig har haft min datter levende i mine arme? Hvordan kan jeg være mor til et barn, som jeg nærmest ikke kender, som jeg nærmest ingen minder har med og som jeg aldrig vil lære at kende, som jeg aldrig vil få nogle minder med?
Jeg tror det vil få stor betydning for mig, hvis jeg bliver i stand til at fortælle den fortælling om at jeg er mor til min datter Malou. Hun er min datter og er ikke blot noget som skulle have været. Hun er blevet til – jeg har født hende – holdt hende i mine hænder – set hendes hjerte slå sine sidste slag – lagt hende i kisten og begravet hende.
Det er så svært at beskrive hende som kommet, for hun er her jo ikke. Når jeg beskriver hende som kommet, beskriver jeg hende som død. Når noget er kommet, er det vel ikke bare for at forsvinde igen. Jeg føler så sandelig at hun har bidraget med meget med sin kommen og gåen. Men det er så fuld af smerte og afmagt, det hun har bragt. Jeg er ikke taknemmelig over det, hun har bragt. Jeg er ikke taknemmelig for hende. Jeg ville hellere have undværet hende!!!
Det gør så usigeligt ondt at jeg må sige det om min egen datter. Jeg er på ingen måde sur på hende. Det er ikke hendes skyld at hun kom og gik og bragte så meget smerte. Jo mindre jeg tænker på hende som min datter, des bedre kan jeg leve med at jeg tænker så grumme tanker om hende. Jeg bliver nødt til at distancere mig fra hende for at være i at jeg tænker så ondt om hende. For hvis jeg skal tænke at hun ER min datter, hvilken mor er jeg så at tænke sådan om hende? Og hvis jeg ER hendes mor, hvordan kan jeg så leve med så lidt "bagus" overfor min datter? Hun har ikke bragt noget godt. Jeg kan ikke se det. Det stritter i mig og gør ondt, når jeg skal fokusere på, hvad hun har bragt os af godt. Det er som om at hvis jeg fokuserer på at hun har bragt os noget godt, så begynder jeg at acceptere at hun skulle væk. Og det har jeg ikke accepteret og lige nu VIL jeg ikke acceptere at hun skulle dø. Det er SÅ forkert og uacceptabelt.
Nogen oplever at kunne beskrive hvordan deres barn har givet dem større vidder og bredder af kærlighed. Jeg kan kun mærke større vidder og bredder af sorg og smerte. Jeg ved at under smerten ligger en dyb længsel efter hende og kærlighed til hende. Det er derfor at smerten er så stor og ubærlig, men jeg kan ikke mærke kærligheden for smerten. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få adgang til den. Jeg håber at jeg med tiden vil få kontakt med kærligheden og kunne finde vej til og med kærligheden – men endnu ved jeg ikke hvilke skridt jeg skal tage.
Jeg tror dog at det vil betyde noget at jeg højt og åbent kan fortælle at jeg har to børn – en underskøn søn, som jeg er velsignet med at have hos mig og en smuk datter, som desværre ikke fik lov at være hos os. Elias og Malou. Mine smukke børn. Måske jeg skulle starte med at skrive det hundrede gange. Jeg er mor til to – Elias og Malou. Jeg har to børn – Elias og Malou. Jeg skulle ikke have haft – jeg har fået – en datter. Jeg er blevet mor – igen.
Det hjælper mig når folk minder mig om at fortælle den fortælling, når jeg igen og igen vil dumpe i og fortælle den anden. Jeg vil ikke gemme Malou væk og jeg oplever at jeg må gøre hende synlig for at komme ind til kærligheden til hende – og mere væk fra smerten. Jeg har vist brug for hjælp fra folk omkring mig, for det er ikke helt nemt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar