Jeg talte med min leder idag og igår. Hun vil gerne have en plan for, hvornår jeg vender tilbage på fuld tid. Som hun siger, så skylder vi personalet og forældrene at give en mere klar besked. Så de ved hvad de kan rette sig efter. Jeg synes ikke jeg skylder nogen noget – kun mig selv Jeg skylder mig selv at give mig rum og ro til at finde en vej gennem dette. Det er så svært at give en plan for denne vej. Jeg kender den ikke. Jeg har aldrig gået den før. Jeg kender ikke dagen imorgen – jeg kan ikke være sikker på at den plan jeg lægger for dagen imorgen kan overholdes. Jeg ved ikke hvad jeg kan regne med – i mig selv – i verden. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente af mig selv og af verden lige nu. Jeg kan ikke tage noget for givet. Mit liv, min kunnen, min færden, som jeg kender ded, er splintret. Min vej gennem sorgen handler om at samle alle de stumper sammen igen og finde ud af hvilke jeg kan genbruge og hvilke jeg må udskifte.
Det handler selvfølgelig om at vi får lavet en plan, der er så fleksibel og rummelig at jeg kan være i det uden at føle mig slugt lige nu. Jeg har svært ved at forholde mig til hvad der er realistisk for jeg kender ikke min virkelighed.Min verden er ikke realstisk og hvordan kan jeg så lave en realistisk plan? Jeg har intet at måle virkeligheden op imod. Ingen parametre for realisme.
Jeg ved at det føles godt at jeg kan fastholde mim barsel. Jeg ved at det føles godt at overføre den ferieuge, jeg har til rest fra i år. Jeg ved at evigheden føles uoverskuelig og at en fuld arbejdsuge også virker uoverstigelig. Min leder fremhævede flere gange at jeg troede jeg ville være klar før og at jeg ikke havde brug for at bruge alle de 14 ugers barsel. Men det ser det jo ud til nu. Og det har hun ret i. Jeg har fået mere respekt og fornemmelse for det jeg står i, så jeg bedre kan se hvad jeg har brug for. Og jeg tænker at jeg skal passe på mig selv. Ingen vil takke mig om 5 år, fordi jeg kun holde 10 ugers fravær/barsel efter mit barns død.
Det er nu 7 uger siden og jeg har været igang på arbejdet i 3 uger. 1 dag den første uge – 2 dage den næste uge – 2 kursusdage den 3. uge med 2 halve hjemmearbejdsdage. Jeg er godt tilfreds med det. Jeg synes ikke det er for meget eller for lidt.
Jeg hører at min leder allermest efterlyser tydelighed, så mine omgivelser ikke bliver forvirrede. Det forstår jeg, men jeg er forvirret, så en ikke forvirret plan er ikke nem.
VI aftalte at jeg fastholder barslen indtil d. 23. maj, hvor de 14 uger er gået. At jeg arbejder som nu på gradvist forøger min arbejdstid i mit eget tempo. Jeg tager på ferie i 3 uger og får restferie overført til næste år. Som udgangspunkt starter jeg på fuldtid d. 23.5. I ugen efter ferien vurderer vi om jeg er klar eller om vi evt. skal tale om en deltidssygemelding.
torsdag den 31. marts 2011
onsdag den 30. marts 2011
På besøg i Malous have
Jeg er på besøg i din have – har nusset lidt – fjernet visne blade – flyttet nogle forårsblomster. Der er et smukt flor i din have – påskeliljer – vintergækket og et par morgenfruer. Der er ved at dukke hyasinter op – omkring ti stk spirer op af jorden. Påskeliljerne og nellikerne som vi satte i vase på min månedsdag d. 12. marts står så flotte endnu her d. 29.marts. Roserne er falmet lidt, men jeg lader dem stå endnu en stund. Jeg sidder på stenene som vi skal have lagt som kant på din del af haven. Jeg vil så gerne have en lille bænk eller en stub, jeg kan sidde på, når jeg besøger dig.
Solen skinner så skønt idag. Det er helt lunt og fuglende kvidrer begrejstret med. Det er rigtig blevet forår. Det forår, hvor du skulle have hvilet trygt i min mave – men i stedet hviler du nu dybt nede i jorden. Du er ikke og bliver aldrig synlig for mit øje. Jeg mærker ikke længere dine kærlige spark. Graviditetskvalmen er forlængst afløst af en tom kvalmende fornemmelse. Jeg var blottet for energi og overskud, da du lå i min mave. Det tog mange kræfter at være gravid med dig. Men det var med positiv forventning at jeg levede med det. Jeg vidste at jeg havde det sådan fordi du levede i mig og fordi du en dag ville komme ud til mig. Det kom du også – bare alt alt for tidligt. Og du fik ikke lov til at leve. Jeg fik ikke lov ti at nyde dig. Min stund med dig var så forkrampet og fuld af sorg. Jeg ser dig for mig der i mine hænder – lille fine pige. Nu ligger du kold og indskrumpet i din kiste. Jeg ville så gerne have beholdt dig. Jeg ville ønske jeg kunne have pustet liv i dig. Jeg ville ønske at jeg kunne have varmet dig.
Solen skinner så skønt idag. Det er helt lunt og fuglende kvidrer begrejstret med. Det er rigtig blevet forår. Det forår, hvor du skulle have hvilet trygt i min mave – men i stedet hviler du nu dybt nede i jorden. Du er ikke og bliver aldrig synlig for mit øje. Jeg mærker ikke længere dine kærlige spark. Graviditetskvalmen er forlængst afløst af en tom kvalmende fornemmelse. Jeg var blottet for energi og overskud, da du lå i min mave. Det tog mange kræfter at være gravid med dig. Men det var med positiv forventning at jeg levede med det. Jeg vidste at jeg havde det sådan fordi du levede i mig og fordi du en dag ville komme ud til mig. Det kom du også – bare alt alt for tidligt. Og du fik ikke lov til at leve. Jeg fik ikke lov ti at nyde dig. Min stund med dig var så forkrampet og fuld af sorg. Jeg ser dig for mig der i mine hænder – lille fine pige. Nu ligger du kold og indskrumpet i din kiste. Jeg ville så gerne have beholdt dig. Jeg ville ønske jeg kunne have pustet liv i dig. Jeg ville ønske at jeg kunne have varmet dig.
tirsdag den 29. marts 2011
Kan ikke synge!!
Ja jeg har så fået vished over noget. Jeg kan ikke synge - for tiden. Ikke fordi jeg synger specielt falsk, men fordi det går lige ind. I fredags til fest skulle vi synge en time - Vågner i natten. Jeg nåede kun at kaste et blik på teksten, inden tårerne stod ud af øjnene. Idag på kursus skulle vi slutte dagen af med at synge Århus Kommunes børne-sang "Et flig af liv" - og her behøvede jeg også kun at skimme teksten før tårerne meldte sig på. Jeg talte med kursuslederen og korlederen (som er den samme som i fredags), fordi jeg havde hørt hende sige noget om sang på kurset imorgen. Hun fortalte at vi skulle foretage en "musikalsk rejse gennem teori U" - med en Lis Sørensen kærlighedssang. Fokus vil være på musikken som facilitator til at få kontakt, slippe kontrol og "let go". Rent fagligt enormt spændende, men på den front kan jeg endnu ikke adskille det meget personlige og det fagligt-personlige. Det går simpelthen rent ind og jeg kan ikke slippe kontrollen i faglig sammenhæng lige nu. Så ved jeg ikke hvordan jeg bliver samlet op igen. Så jeg må gå over middag imorgen, når der skal synges. Sådan er det. Jeg er glad for at jeg kan få det andet med af kurset, selvom jeg ville ønske at jeg fik det hele. Men jeg kan ikke.
mandag den 28. marts 2011
At få lov at være i det, som er
Jeg føler mig alene med mine tanker i disse dage. Fordi det er så svært for andre at rumme det usigelige. De vil så gerne have mig til at se tingene fra flere perspektiver. Mit perspektiv er alt for sort og smertefuldt. Jeg har sider af mig selv, som er så uforståelige at de er meget vanskelige at rumme for andre. Jeg er forladt på en øde ø. Hver gang jeg melder ud, hvordan udsigten er fra mit perspektiv, bliver jeg irettesat og bedt om at kigge på en anden måde. Men det er min udsigt lige nu. Jeg føler jeg hver gang skal forklare min udsigt og trøste andre med at jeg godt ved at jeg en dag vil kunne se en anden udsigt. Det er så svært for andre at lade mig blive i det, jeg er. Det gør alt for ondt på dem. De forskrækkes over at mine farver er så dunkle. De vil så gerne have mig til at se lyset. Hvis de kunne tage noget af smerten, så ville de. Og det er det, de forsøger på. "Du har ikke fortjent den skyld". Nej, jeg har da vel på ingen måde fortjent noget af det her, men jeg er midt i det hele. Branden kan ikke slukkes. Ulykken kan ikke standes. Det ER sket. Der er ingen trøst. Forsøg på at trøste vil blot få mig endnu længere ud i ensomheden. Det vil aldrig holde op med at være en katastrofe at jeg mistede min datter. Fordi at et barn dør er en katastrofe.
Om jeg så havde 5 børn, ville det jo ikke være nemmere at miste det ene. Hvis man spurgte sig selv, hvem af dine børn,vil du ikke komme til at savne, hvad ville du så svare? Det kan aldrig være godt at et barn dø. Det kan aldrig blive det bedste. Det vil altid være kaotisk, uforståeligt, uretfærdigt.
Folk bliver forskrækket og overrumplet af det ærlige sorte svar, fordi tankerne er utænkelige og ømeget smertefulde at rumme. For andre. For mig er det jo sådan jeg har det. Så jeg SKAL rumme dem. Jeg kan ikke flygte fra dem. Mine følelser skal jeg leve med. Smerten er min nu, som den skadede, hvis ben er groet forkert sammen. Det er en kronisk smerte. Hvis ingen vil høre eller se dem, bliver jeg jo ladt alene tilbage.
Jeg har brug for hjælp og støtte til at holde ud at være i det mørke, som er min virkelighed nu. Hvis ingen tør står ved min side i mørket, er jeg jo helt alene. Hvis kun folk tør stå ude i lyset og kalde og iøvrigt siger jeg ikke må kigge ind i mørket, så kan jeg ikke finde vejen ud. Jeg må lære håbløsheden at kende, før jeg kan give håbet en chance. Jeg har brug for hjælp til at fokusere på sorgen – jeg skal ikke afledes eller have gode råd. Andre kan ikke mildne smerten, men de kan igennem deres tilstedeværelse mildne den ensomhed, som for altid følger sorgen. En skulder at græde ved. Et spørgsmål som leder dybere ind i sorgen. Det er ikke farligt, hvis jeg begynder at græde. Det er forløsende. Spørg til mine tanker. Og spørg igen- måske det har forandret sig lidt siden sidst. Hvis du gerne vil snakke med mig om min sorg – "så spørg ikke, hvordan går det?" Spørg i stedet: "Hvad optager dine tanker for tiden?"
Jeg forstår godt hvorfor folk reagerer sådan. Jeg forstår godt at de meget sorte tanker er overumplende. Hvis jeg skal tåle den forskrækkedes spontane svar, må de også kunne rumme mit genmæle. At jeg siger fra overfor misforstået trøst og bortforklaring af mine følelser. Og det er så svært for andre, at rumme at de har trådt over mine grænser. At de er skyld i at jeg bliver såret, vred eller ked af det. Og igen finder jeg med selv skulle forklare og forstå den andens reaktioner, så den anden ikke føler helt så meget smerte. "Åh jeg er så ked af at jeg sårede dig" – tak, kan jeg sige. Jeg tror jeg vil øve mig i at sige: "Tak fordi det betyder så meget for dig, hvordan du taler til mig. Tak fordi du øver dig i at rumme mig"
Om jeg så havde 5 børn, ville det jo ikke være nemmere at miste det ene. Hvis man spurgte sig selv, hvem af dine børn,vil du ikke komme til at savne, hvad ville du så svare? Det kan aldrig være godt at et barn dø. Det kan aldrig blive det bedste. Det vil altid være kaotisk, uforståeligt, uretfærdigt.
Folk bliver forskrækket og overrumplet af det ærlige sorte svar, fordi tankerne er utænkelige og ømeget smertefulde at rumme. For andre. For mig er det jo sådan jeg har det. Så jeg SKAL rumme dem. Jeg kan ikke flygte fra dem. Mine følelser skal jeg leve med. Smerten er min nu, som den skadede, hvis ben er groet forkert sammen. Det er en kronisk smerte. Hvis ingen vil høre eller se dem, bliver jeg jo ladt alene tilbage.
Jeg har brug for hjælp og støtte til at holde ud at være i det mørke, som er min virkelighed nu. Hvis ingen tør står ved min side i mørket, er jeg jo helt alene. Hvis kun folk tør stå ude i lyset og kalde og iøvrigt siger jeg ikke må kigge ind i mørket, så kan jeg ikke finde vejen ud. Jeg må lære håbløsheden at kende, før jeg kan give håbet en chance. Jeg har brug for hjælp til at fokusere på sorgen – jeg skal ikke afledes eller have gode råd. Andre kan ikke mildne smerten, men de kan igennem deres tilstedeværelse mildne den ensomhed, som for altid følger sorgen. En skulder at græde ved. Et spørgsmål som leder dybere ind i sorgen. Det er ikke farligt, hvis jeg begynder at græde. Det er forløsende. Spørg til mine tanker. Og spørg igen- måske det har forandret sig lidt siden sidst. Hvis du gerne vil snakke med mig om min sorg – "så spørg ikke, hvordan går det?" Spørg i stedet: "Hvad optager dine tanker for tiden?"
Jeg forstår godt hvorfor folk reagerer sådan. Jeg forstår godt at de meget sorte tanker er overumplende. Hvis jeg skal tåle den forskrækkedes spontane svar, må de også kunne rumme mit genmæle. At jeg siger fra overfor misforstået trøst og bortforklaring af mine følelser. Og det er så svært for andre, at rumme at de har trådt over mine grænser. At de er skyld i at jeg bliver såret, vred eller ked af det. Og igen finder jeg med selv skulle forklare og forstå den andens reaktioner, så den anden ikke føler helt så meget smerte. "Åh jeg er så ked af at jeg sårede dig" – tak, kan jeg sige. Jeg tror jeg vil øve mig i at sige: "Tak fordi det betyder så meget for dig, hvordan du taler til mig. Tak fordi du øver dig i at rumme mig"
8 års kærestedag
Jo der foregår også andet end alle disse tanker i det lille hoved. I dag er det René og Brittas 8 års kærestedag. Hip hip hurra. Jeg har givet René et dog-tag i sølv med vores to børns navne og fødselsdatoer på. Vi skal ikke fejre det som sådan idag, da René har vagt og kan risikere at skulle køre. Men vi skal da have lidt god mad. Nu må vi se om vi kommer ud og fejre det. Vi fik Elias passet i fredags, da jeg skulle til fest og René skulle arbejde, så vi må vist vente med en kæresteaften. Vi har jo også snart 2½ uges paradisferie. Om 3 uger tager vi afsted. Det blvier skønt med sol og varme.
søndag den 27. marts 2011
Forkerte tanker
Så stod jeg i den igen. Mit ærinde i en samtale min mor var at fortælle hende, hvor svært det er for nogen at rumme de tanker jeg har. Hvordan er kollega gerne ville have mig til at tro på at vi traf det rigtige valg med Malou, fordi hun mente selv at det var den rigtge beslutning. Jeg fortalte min mor hvordan jeg forsøgte at få min kollega til at se at jeg skal leve med den sorte samvittighed resten af mine dage, om at jeg har slået min egen datter ihjel.
"Det må du ikke sige", siger min mor promte. Nej, det er lige det ,som er problemet. Jeg må ikke sige mine følelser højt, fordi de støder min omverden alt for meget. De ville sådan ønske at det var andre tanker der fyldte. Men de er de tanker, der lige nu skaber sorg i mit hoved. Og det er ubærligt for andre. De ønsker at fjerne de tanker, men når de ikke accepterer de tanker, fortæller de mig også at jeg er forkert. De tanker kan jeg ikke dele. Den del af mig, må jeg holde for mig selv. Tankerne skal blive inde i min krop, fordi de er så svære at rumme for andre.
Som en anden englemor formulerede: "Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke at blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør. Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig". Jeg har det lige præcis sådan. Jeg skal forstå, mærke, tænke, sætte i relief, gøre tydeligere, tage ind. Det er den proces, som jeg oplever, virker helende. Jeg kan ikke fornægte, skubbe væk, stopppe tanker. Jeg skal anerkende dem - ikke bremse dem. jeg er ikke på vej til at blive sindsyg. Jeg er ikke på vej dybere ned i et sort hul. Folk bliver så forskrækket over de sorte tanker, at de meget alvorligt siger til mig at jeg skal søge hjælp. Vi skal have bearbejdet dette - også med professionel hjælp, men jeg ønsker ikke hjælpen, hvis jeg ikke kan få anerkendt de følelser jeg har lige nu. Selvom de er sorte. Når jeg bliver skubbet, mister jeg orienteringen Og jeg mister også troen på at jeg faktisk godt kan komme igennem det her. Jeg mister tilliden til mig selv og min evne til at fornemme mine følelser. Fordi jeg bliver bekræftet i at de er forkerte og ikke kan deles. Jeg bliver ikke helet ved at fornægte, hvordan jeg har det, fordi andre ikke kan rumme dem.
Jeg vil ikke være i fred. Jeg vil ikke klare mig selv. Jeg vil rigtig gerne dele. Jeg vil rigtig kommunikere om det. Og jeg vil gerne have folk, der involverer sig Men jeg vil ikke have at vide hvad jeg må og ikke må tænke. Jeg vil ikke overbevises, fordi det er ikke argumenter jeg føler. Jeg vil lyttes til ogikke laves om. Vær til stede uden at dømme. Vær hos mig.Jeg skal nok komme videre, men jeg skal vide hvor jeg er, for at jeg kan bevæge mig. Jeg kan ikke finde ud i lyset, hvis jeg ikke har fundet vej gennem mørket. Det er et faktum, at det er mørkt i mit liv lige nu – og mørket kan ikke fornægtes. Andre kan ikke lyse det op, selvom der var intet i verden de hellere ville. Jeg skal leve gennem mørket og lære det at kende, fordi mørket nu er en del af mit sind.
Jeg ved at min mor og ander ønsker mig det bedste. At folk så gerne vil rumme mig og forstå mig. Jeg forstår at det er svært for folk at jeg tænker så skyldbetonede sorte tanker. De vil så gerne at jeg kunne fokusere på det lyse og på det rigtige. Jeg ved, at jeg på sigt vil kunne fokusere mere på det lyse. Jeg ved at fornuften på et tidspunkt i højere grad vil kunne overmande samvittigheden. Men det er ikke lige nu. Jeg ved ikke hvornår jeg kan det, men det bekymrer mig ikke. Lige nu vil jeg lade de følelser, som er, fylde. Jeg tror ikke de kommer til at sidde fast, fordi jeg lader tanken flyde til ende eller fordi jeg igen og igen lader dem fylde. Jeg kan forstå folks bekymring, hvis jeg om flere år stadig sidder fast i den samme skyld og stadig spiller den samme plade uden at have udviklet mit forhold til det faktum, at vi valgte vores datter fra.
Jeg blev vred på min mor. Fordi mit ærinde netop var at forklare hende at jeg havde stået i den situation, hvor en kollega ikke kan rumme mig, og hun hopper lige i den samme reaktion. Man kunne jo tænke, at hun ville stå og være hyper-opmærksom på at rumme mig, så hun faktisk lyttede i stedet for at dømme. Men hun fik bekræftet mig i at den side af mig selv, kan jeg ikke dele. Den side af mig er forkert.
Jeg forsøgte at forklare hvorfor jeg må leve med skylden. At Malou først og fremmest var min datter. Hun var ikke først og fremmest misdannet. Derfor var det først og fremmest vores datter vi slog ihjel. Det var først og fremmest vores datter vi valgte fra. Og vi skal leve med at vi ikke kunne rumme hende som den hun var.
Jeg ved vi gjorde det af kærlighed. Jeg ved at vi gjorde det for at mindske hendes potentielle lidelser. Jeg ved vi gjorde det for at mindske vores og Elias potentielle lidelse. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg kan først og fremmest mærke at vi valgte vores datter fra. Vi ved vi gorde det bedste, men vi kan ikke mærke det. Det som vi ville ønske at folk kunne sige er:
"Åh, hvor må det være svært at være i de følelser. Åh hvor må det være hårdt at føle den skyld!"
Følelserne kan ikke forklares eller trøstes bort. De eksisterer og det er ok.
Og det gør mig så uendelig ked af det, at vores datter skulle være sådan én vi valgte fra.
Jeg sørger over at vi mistede vores datter - og det er ok
Jeg sørger over at vi skulle træffe den ubærlige ubærlige beslutning - og det er ok.
Jeg sørger over at vi skulle vælge vores dattter fra - og det er ok
Jeg sørger over at vi selv skulle slå hende ihjel - og det er ok
Jeg sørger over at vi ikke kunne rumme hende, som den hun var - og det er ok
Jeg sørger over at jeg føler at hendes liv er en fiasko - og det er ok
Jeg sørger over at jeg føler hun kun bragte os afmagt og smerte - og det er ok
Jeg sørger over at jeg ikke kan elske min datter uden at føle smerte - og det er ok.
Jeg sørger over at jeg skal tvivvle på om jeg elskede hende, når jeg ikke kunne rumme hende- og det er ok
"Det må du ikke sige", siger min mor promte. Nej, det er lige det ,som er problemet. Jeg må ikke sige mine følelser højt, fordi de støder min omverden alt for meget. De ville sådan ønske at det var andre tanker der fyldte. Men de er de tanker, der lige nu skaber sorg i mit hoved. Og det er ubærligt for andre. De ønsker at fjerne de tanker, men når de ikke accepterer de tanker, fortæller de mig også at jeg er forkert. De tanker kan jeg ikke dele. Den del af mig, må jeg holde for mig selv. Tankerne skal blive inde i min krop, fordi de er så svære at rumme for andre.
Som en anden englemor formulerede: "Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke at blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør. Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig". Jeg har det lige præcis sådan. Jeg skal forstå, mærke, tænke, sætte i relief, gøre tydeligere, tage ind. Det er den proces, som jeg oplever, virker helende. Jeg kan ikke fornægte, skubbe væk, stopppe tanker. Jeg skal anerkende dem - ikke bremse dem. jeg er ikke på vej til at blive sindsyg. Jeg er ikke på vej dybere ned i et sort hul. Folk bliver så forskrækket over de sorte tanker, at de meget alvorligt siger til mig at jeg skal søge hjælp. Vi skal have bearbejdet dette - også med professionel hjælp, men jeg ønsker ikke hjælpen, hvis jeg ikke kan få anerkendt de følelser jeg har lige nu. Selvom de er sorte. Når jeg bliver skubbet, mister jeg orienteringen Og jeg mister også troen på at jeg faktisk godt kan komme igennem det her. Jeg mister tilliden til mig selv og min evne til at fornemme mine følelser. Fordi jeg bliver bekræftet i at de er forkerte og ikke kan deles. Jeg bliver ikke helet ved at fornægte, hvordan jeg har det, fordi andre ikke kan rumme dem.
Jeg vil ikke være i fred. Jeg vil ikke klare mig selv. Jeg vil rigtig gerne dele. Jeg vil rigtig kommunikere om det. Og jeg vil gerne have folk, der involverer sig Men jeg vil ikke have at vide hvad jeg må og ikke må tænke. Jeg vil ikke overbevises, fordi det er ikke argumenter jeg føler. Jeg vil lyttes til ogikke laves om. Vær til stede uden at dømme. Vær hos mig.Jeg skal nok komme videre, men jeg skal vide hvor jeg er, for at jeg kan bevæge mig. Jeg kan ikke finde ud i lyset, hvis jeg ikke har fundet vej gennem mørket. Det er et faktum, at det er mørkt i mit liv lige nu – og mørket kan ikke fornægtes. Andre kan ikke lyse det op, selvom der var intet i verden de hellere ville. Jeg skal leve gennem mørket og lære det at kende, fordi mørket nu er en del af mit sind.
Jeg ved at min mor og ander ønsker mig det bedste. At folk så gerne vil rumme mig og forstå mig. Jeg forstår at det er svært for folk at jeg tænker så skyldbetonede sorte tanker. De vil så gerne at jeg kunne fokusere på det lyse og på det rigtige. Jeg ved, at jeg på sigt vil kunne fokusere mere på det lyse. Jeg ved at fornuften på et tidspunkt i højere grad vil kunne overmande samvittigheden. Men det er ikke lige nu. Jeg ved ikke hvornår jeg kan det, men det bekymrer mig ikke. Lige nu vil jeg lade de følelser, som er, fylde. Jeg tror ikke de kommer til at sidde fast, fordi jeg lader tanken flyde til ende eller fordi jeg igen og igen lader dem fylde. Jeg kan forstå folks bekymring, hvis jeg om flere år stadig sidder fast i den samme skyld og stadig spiller den samme plade uden at have udviklet mit forhold til det faktum, at vi valgte vores datter fra.
Jeg blev vred på min mor. Fordi mit ærinde netop var at forklare hende at jeg havde stået i den situation, hvor en kollega ikke kan rumme mig, og hun hopper lige i den samme reaktion. Man kunne jo tænke, at hun ville stå og være hyper-opmærksom på at rumme mig, så hun faktisk lyttede i stedet for at dømme. Men hun fik bekræftet mig i at den side af mig selv, kan jeg ikke dele. Den side af mig er forkert.
Jeg forsøgte at forklare hvorfor jeg må leve med skylden. At Malou først og fremmest var min datter. Hun var ikke først og fremmest misdannet. Derfor var det først og fremmest vores datter vi slog ihjel. Det var først og fremmest vores datter vi valgte fra. Og vi skal leve med at vi ikke kunne rumme hende som den hun var.
Jeg ved vi gjorde det af kærlighed. Jeg ved at vi gjorde det for at mindske hendes potentielle lidelser. Jeg ved vi gjorde det for at mindske vores og Elias potentielle lidelse. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg kan først og fremmest mærke at vi valgte vores datter fra. Vi ved vi gorde det bedste, men vi kan ikke mærke det. Det som vi ville ønske at folk kunne sige er:
"Åh, hvor må det være svært at være i de følelser. Åh hvor må det være hårdt at føle den skyld!"
Følelserne kan ikke forklares eller trøstes bort. De eksisterer og det er ok.
Og det gør mig så uendelig ked af det, at vores datter skulle være sådan én vi valgte fra.
Jeg sørger over at vi mistede vores datter - og det er ok
Jeg sørger over at vi skulle træffe den ubærlige ubærlige beslutning - og det er ok.
Jeg sørger over at vi skulle vælge vores dattter fra - og det er ok
Jeg sørger over at vi selv skulle slå hende ihjel - og det er ok
Jeg sørger over at vi ikke kunne rumme hende, som den hun var - og det er ok
Jeg sørger over at jeg føler at hendes liv er en fiasko - og det er ok
Jeg sørger over at jeg føler hun kun bragte os afmagt og smerte - og det er ok
Jeg sørger over at jeg ikke kan elske min datter uden at føle smerte - og det er ok.
Jeg sørger over at jeg skal tvivvle på om jeg elskede hende, når jeg ikke kunne rumme hende- og det er ok
lørdag den 26. marts 2011
Update på festen igår
Det gik bedre end forventet at forberede mig på festen igår. Den optog ikke som ventet, så meget af mine tanker i løbet af dagen. Hovedet var fuld af andre tanker, der fyldte meget mere (jf gårsdagens indlæg). Og så hentede vi vores nye bil og det var jo spændende.
Aftenen startede fint ud. En drik og en snack og snak ved bordene. Efter en stund skulle vi mødes midt i salen omkring en times sang med med en knaldgod sang-lærer, som jeg kender og har et fint forhold til. Det kunne jeg godt tænkte jeg. Lige indtil vi fik sangarket med dagens tekst. Vågner i natten af Dodo and the Dodos. Jeg kastede et blik ned på teksten og mærkede vandet stige op i øjnene. Jeg trak vejret dybt og kiggede op. Tænkte - kan jeg det her? Jeg kiggede ned i teksten igen og tårerne steg op igen. Det kan jeg ikke, det her. Der stod Malou over alt i den tekst. Jeg drejede rundt på hælene og forlod forsamlingen med tårerne trillende ned ad kinderne. den næste time tilbragte jeg på toilettet. Først med en kollega og siden med to kolleger. Jeg fik hylet og snakket. Og jeg fik samlet mig sammen til at gå tilbage i forsamlingen, da sangtimen var slut. Og jeg blev der resten af aftenen til festen sluttede. Og det gik uden problemer.
Men sangen var for meget. Den ramte ind og slog benene væk under mig - og sådan er det. Det kunne ikke være anderledes.
Ligger du alene nu
det håber jeg du gør
drømmer et par drømme - jeg kan li'
Glemmer jeg dig aldrig mer'
glemmer du mon mig
var vi fra de tider
og alt nu helt forbi
Du sidder på min sengekant
du sidder i min krop
mærker at du banker
banker i mit blod
mon du har det li'som mig
Vågner i natten
vågner af en drøm
savner dig at snakke med
dig at holde om
det har regnet på mit vindue
dryppet på min kind
uh jeg ville gøre alt
om igen - og om og om igen
Finder jeg dig aldrig mer'
finder du mon mig?
længes efter tider
hvor tiden gik i stå
mon du har det li'som mig?
Vågner i natten....
Hold mig til regnen holder op, du ved
det bedste her i verden sker med dig
og kun dig
Vågner i natten..
Aftenen startede fint ud. En drik og en snack og snak ved bordene. Efter en stund skulle vi mødes midt i salen omkring en times sang med med en knaldgod sang-lærer, som jeg kender og har et fint forhold til. Det kunne jeg godt tænkte jeg. Lige indtil vi fik sangarket med dagens tekst. Vågner i natten af Dodo and the Dodos. Jeg kastede et blik ned på teksten og mærkede vandet stige op i øjnene. Jeg trak vejret dybt og kiggede op. Tænkte - kan jeg det her? Jeg kiggede ned i teksten igen og tårerne steg op igen. Det kan jeg ikke, det her. Der stod Malou over alt i den tekst. Jeg drejede rundt på hælene og forlod forsamlingen med tårerne trillende ned ad kinderne. den næste time tilbragte jeg på toilettet. Først med en kollega og siden med to kolleger. Jeg fik hylet og snakket. Og jeg fik samlet mig sammen til at gå tilbage i forsamlingen, da sangtimen var slut. Og jeg blev der resten af aftenen til festen sluttede. Og det gik uden problemer.
Men sangen var for meget. Den ramte ind og slog benene væk under mig - og sådan er det. Det kunne ikke være anderledes.
Ligger du alene nu
det håber jeg du gør
drømmer et par drømme - jeg kan li'
Glemmer jeg dig aldrig mer'
glemmer du mon mig
var vi fra de tider
og alt nu helt forbi
Du sidder på min sengekant
du sidder i min krop
mærker at du banker
banker i mit blod
mon du har det li'som mig
Vågner i natten
vågner af en drøm
savner dig at snakke med
dig at holde om
det har regnet på mit vindue
dryppet på min kind
uh jeg ville gøre alt
om igen - og om og om igen
Finder jeg dig aldrig mer'
finder du mon mig?
længes efter tider
hvor tiden gik i stå
mon du har det li'som mig?
Vågner i natten....
Hold mig til regnen holder op, du ved
det bedste her i verden sker med dig
og kun dig
Vågner i natten..
fredag den 25. marts 2011
Del 1: At vælge kærlighed
Jeg gik igår igang med at læse Sarah Williams bog – udfordret af en ufødt. I bogen beskriver Williams sit liv, da hun efter misdannelsesscanning med sit 3. barn bliver konfronteret med at barnet er misdannet. Og de bliver sat i deres livs sværeste situation. Som jeg læste omtalen af bogen , kunne jeg se at bogen lignede vores historie meget. Andre bøger jeg har læst – Østergaards: At miste et barn er en livsproces og Raaschous: I kan altid få en ny – har omhandlet tab omkring termin. De har også skabt en masse resonans i mig – om det at miste, om afskeden, om sorgen som en del af identiteten, om sorgen som livsproces. Men Willams bog rammer ind i det paradoks man bliver stillet i, når man som forældre skal vurdere om ens barn er værdigt. Om det er livet værd. Det er med den indstiling jeg starter bogen op – at jeg skal læse om en familie, som står i det umenneskelige valg. Jeg når 5 sider ind i bogen. Den starter med beretningen om scanningen, der ændrede deres liv... Lægen ser på dem og siger:
"Fru Williams, jeg er nødt til at fortælle Dem, at deres barn ikke kan leve. Det lider af thanatoforik dværgvækst, en fatal misdannelse af skelettet, som med sikkerhed vil føre til døden kort efter fødslen."
Ti knive stak ind i min mave. Thanatoforisk dværgvækst – det er jo lige præcis den diagnose, som lægerne formodede at Malou fejlede. Denne familie har stået i præcis vores situation – at deres kære datter (viser det sig) er misdannet med nøjagtig den samme misdannelse som vores lille pige. Williams er en meget troende familie og de hidkalder til forbøn og spørger Gud til råds. Så at sige træffer de beslutningen om hvad de nu skal gøre med Guds hjælp. Guds svar til dem er "Her er et sygt og døende barn. Vil I elske det for mig og tage jer af det, indtil det dør?" Og de vælger at bære barnet igennem graviditeten. De vælge at beholde deres datter og give hende al den kærlighed, da kan i den tid de har hende. Nogle uger inden termin må de sætte fødslen igang (afbryde graviditeten?), fordi Williams kommer i overhængende fare for at miste sit eget liv.
Som Willams beskriver det blev deres beslutning på deres barns vegne ikke taget på baggrund af et abstrakt etisk princip om at lindre lidelse, men som konsekvens af en overstrømmende kærlighed til det misdannede og hjælpeløse barn. I tiden med deres datter i maven gør Williams sig mange tanker om kærlighed – om det værdige menneske – om normalitet - om styrke og svaghed og selvfølgelig også om tro og Guds nåde og kærlighed.
Da en læge på et tidspunkt spørger Williams om det er en stærk religiøs overbevisning, der har fået dem til at fravælge abort, svarer hun: Min datter "Cerian er ikke et stærkt religiøst princip eller en lov , der tvinger mig til at træffe hårde etiske valg. Hun er en vidunderlig person, som lærer mig at elske de sårbare, værne om de uønskede og se frygten i øjnene med værdighed og håb. Måske er graviditeten al den tid, jeg får sammen med hende og den tid vil jeg gerne bruge godt. Når hun dør, vil jeg så kunne trøste mig med, at jeg gjorde mit bedste og lod resten være op til Gud"
Det etiske princip fordrer at udføre medlidensdrab, når det liv som kan leves ikke vurderes værdigt at leve i vort samfund. William funderer over hvad normalitet er og hvordan hunsom menneske kan være i stand til at vurdere og beslutte ud fra om noget er normalt og værdigt. Da hendes ældste barn bliver akut indlagt og af lægerne får konstateret en kronisk og alvorlig autoimmun sygdom i tarmen, spekulerer hun over om fostre med denne sygdom vil være børn som kommende generationer i den stadig forbedrede forsterdiagnostik vil sortere fra, fordi den medfører stor smerte og lidelse for barnet. Hendes datter, som netop i skolen har vundet priset for "ukuelig munterhed", ville hun blive sorteret fra? Hvem giver forældre den ret til at vurdere hvem, der vil får den største livskvalitet og hvem der har mest ret til at leve på denne jord?
Hun funderer over om det er egoistisk af hende at beholde sin datter, fordi smerten ved kun at have fået den lille flig af hende er så stor. Når hun drømte om et liv, men fik en stund. Men hun har det omvendt. Det er egoistisk af hende at slå hende ihjel. Det er egoistisk, at vælge hende fra, fordi hun ikke passer ind. Hun føler at det at bære hende, er en ødelæggelse af alle hendes planer og drømme om det perfekte liv med mange børn, arbejde, hjem...
Efter verdens målestok var Cerian uendelig svad, men hendes skønhed og hendes fuldkomne væsen havde ophævet den værdiskala, jeg så længe havde rettet mig efter. ... Du behøvede ikke at gøre dig fortjent til min kærlighed. Jeg forlangte og forventede ingenting af dig – heller ikke fysisk normalitet – før jeg elskede dig. Jeg elskede dig simpelthed fordi du var min.
"Fru Williams, jeg er nødt til at fortælle Dem, at deres barn ikke kan leve. Det lider af thanatoforik dværgvækst, en fatal misdannelse af skelettet, som med sikkerhed vil føre til døden kort efter fødslen."
Ti knive stak ind i min mave. Thanatoforisk dværgvækst – det er jo lige præcis den diagnose, som lægerne formodede at Malou fejlede. Denne familie har stået i præcis vores situation – at deres kære datter (viser det sig) er misdannet med nøjagtig den samme misdannelse som vores lille pige. Williams er en meget troende familie og de hidkalder til forbøn og spørger Gud til råds. Så at sige træffer de beslutningen om hvad de nu skal gøre med Guds hjælp. Guds svar til dem er "Her er et sygt og døende barn. Vil I elske det for mig og tage jer af det, indtil det dør?" Og de vælger at bære barnet igennem graviditeten. De vælge at beholde deres datter og give hende al den kærlighed, da kan i den tid de har hende. Nogle uger inden termin må de sætte fødslen igang (afbryde graviditeten?), fordi Williams kommer i overhængende fare for at miste sit eget liv.
Som Willams beskriver det blev deres beslutning på deres barns vegne ikke taget på baggrund af et abstrakt etisk princip om at lindre lidelse, men som konsekvens af en overstrømmende kærlighed til det misdannede og hjælpeløse barn. I tiden med deres datter i maven gør Williams sig mange tanker om kærlighed – om det værdige menneske – om normalitet - om styrke og svaghed og selvfølgelig også om tro og Guds nåde og kærlighed.
Da en læge på et tidspunkt spørger Williams om det er en stærk religiøs overbevisning, der har fået dem til at fravælge abort, svarer hun: Min datter "Cerian er ikke et stærkt religiøst princip eller en lov , der tvinger mig til at træffe hårde etiske valg. Hun er en vidunderlig person, som lærer mig at elske de sårbare, værne om de uønskede og se frygten i øjnene med værdighed og håb. Måske er graviditeten al den tid, jeg får sammen med hende og den tid vil jeg gerne bruge godt. Når hun dør, vil jeg så kunne trøste mig med, at jeg gjorde mit bedste og lod resten være op til Gud"
Det etiske princip fordrer at udføre medlidensdrab, når det liv som kan leves ikke vurderes værdigt at leve i vort samfund. William funderer over hvad normalitet er og hvordan hunsom menneske kan være i stand til at vurdere og beslutte ud fra om noget er normalt og værdigt. Da hendes ældste barn bliver akut indlagt og af lægerne får konstateret en kronisk og alvorlig autoimmun sygdom i tarmen, spekulerer hun over om fostre med denne sygdom vil være børn som kommende generationer i den stadig forbedrede forsterdiagnostik vil sortere fra, fordi den medfører stor smerte og lidelse for barnet. Hendes datter, som netop i skolen har vundet priset for "ukuelig munterhed", ville hun blive sorteret fra? Hvem giver forældre den ret til at vurdere hvem, der vil får den største livskvalitet og hvem der har mest ret til at leve på denne jord?
Hun funderer over om det er egoistisk af hende at beholde sin datter, fordi smerten ved kun at have fået den lille flig af hende er så stor. Når hun drømte om et liv, men fik en stund. Men hun har det omvendt. Det er egoistisk af hende at slå hende ihjel. Det er egoistisk, at vælge hende fra, fordi hun ikke passer ind. Hun føler at det at bære hende, er en ødelæggelse af alle hendes planer og drømme om det perfekte liv med mange børn, arbejde, hjem...
Efter verdens målestok var Cerian uendelig svad, men hendes skønhed og hendes fuldkomne væsen havde ophævet den værdiskala, jeg så længe havde rettet mig efter. ... Du behøvede ikke at gøre dig fortjent til min kærlighed. Jeg forlangte og forventede ingenting af dig – heller ikke fysisk normalitet – før jeg elskede dig. Jeg elskede dig simpelthed fordi du var min.
Del 2: Licens til at dræbe
Jeg ved, at jeg resten af mit liv skal leve med den beslutning, at jeg har dræbt min datter. Jeg ved nogen vil sige at jeg ikke må sige det sådan – at jeg ikke må bruge ordene "dræbt", "slået ihjel", "taget livet" og at det er meget rarere for dem, hvis jeg siger "afbrød graviditeten", "tog afsked med min datter" eller andre omskrivninger, der kan blødgøe det faktum at vi selv traf beslutningen.
Jeg ved at nogen vil sige til mig at naturen, lægevidenskaben eller Gud allerede havde truffet beslutningen for os og de kan på sin vis have ret. Jeg ved at jeg på et tidspunkt vil opleve at fornuften tager mere over og overbeviser det kaotiske følelsesliv om at det var det rigtige vi gjorde. At vi udførte medlidenhedsdrab af kærlighed og af medfølelse for vores datter – og for vores søn.
Formuften vil mildne, men den vil aldrig kunne fjerne det faktum, at jeg har stået i den situation, at jeg skulle beslutte om min datters liv var værdigt nok til at fortsætte. Og hvem har givet mig den licens til at dræbe? Hvem har nogen sinde lært mig noget om hvordan jeg skulle takle den situation, at jeg engang skulle tage livet fra mit eget barn. Misdannelse eller ej er Malou mit barn. Hun var ikke først og fremmest en misdannelse. Hun var ikke først og fremmest handicappet. Hun var ikke først og fremmest uværdig.
Hun var først og fremmest mit barn, ønsket, elsket, savnet. Og derfor vil fornuften aldrig kunne overmande helt. Hun er mit barn – hun er ikke et vorte, man kunne fjerne. Som Williams skriver er hun ikke mindre værdig til min kærlighed fordi hun var misdannet. Hun var ikke mindre værdig til at være mit barn , fordi hun var misdannet. Men jeg valgte at hun var mindre værdig til at leve livet. Jeg valgte at afslutte hendes liv, fordi hun ikke var værdig til at være min datter i live. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg først og fremmest slået min datter ihjel – Og det skal jeg leve med resten af mine dage. Og kan jeg det? Kan jeg leve med at jeg ikke turde give hende livet. At jeg var bange for alt det jeg ville miste i mit liv. Alle de planer og drømme jeg havde stillet op, så jeg kunne få det perfekte liv. Hun var ikke uønsket, men det blev hun. Min elskede datter blev uønsket og jeg valgte hende fra.
Det bedste jeg kunne gøre med det mod og den rummelighed jeg kunne mønstre var at give hende døden. Når jeg mærker Williams historie mærker jeg også min tvivl om vi skulle have give hende mere af livet i min mave. Vi drømte om at give hende livet – men det liv hun måske kunne få lov at leve, var så langt fra det vi drømte om – og det var ikke værdigt for os. Og vi havde ikke mod til at hun skulle have lov til at leve et liv, der strittede bort fra vores forventninger. Det Malou kunne byde på, var ikke godt nok. Hvem har givet mig den myndighed til at vurdere, hvad der er godt nok?
Hvad er jeg for et menneske, når jeg kan mene at mit eget barn ikke er værdigt, at hun uønsket, som den hun er. Hvordan kan jeg leve med at hende, jeg elsker så højt, ikke får den betingelsesløse kærlighed, som det lille forsvarsløse barn fordrer? Hvordan kan jeg sige at det netop var af betingelsesløs kærlighed at jeg valgte hende fra? Det er jo en paradoksal modsætning – jeg valgte hende fra, fordi hun ikke levede op til mine betingelser. Jeg valgte hende fra, fordi jeg elskede hende så meget, at jeg ville beskytte hende mod lidelse. Men er det måske mig selv, jeg har beskyttet? Er det måske mig selv, der ikke er stærk nok til at rumme det mest sårbare og forsvarsløse?
Når jeg læser Williams historie, tænker jeg at ja de valgte at bære deres datter næsten til terminen. I 15 hårde barske og voldsomme uger mere end jeg bar Malou. 15 uger, som de ikke ville have været foruden og som fyldte dem med kærlighed til deres datter, til hinanden og til Gud. Da Williams liv kom i fare pga graviditetskomplikationer, blev fødslen sat igang og deres datter blev født uden liv. De har haft 15 uger mere end mig med deres datter. 15 uger som jeg ville have elsket at have haft, og som jeg er i tvivl om jeg skulle have givet os. Men det vælger at afslutte graviditeten ganske som min blev afbrudt. Det er ikke naturen eller deres datter, der træffer det valg. Det er dem selv. I sidste ende har de truffet valget, men de valgte at købe tid med hende.
Jeg ville ikke have byttet deres historie. Den lidelse Willams går igennem i de 15 uger, ville jeg ikke have givet mig selv. Jeg splintres indeni – fordi jeg ville ønske af hele mit hjerte at jeg stadig var gravid med Malou, men hvis hvis jeg bar hende endnu og hun skulle dø før terminen i juni, ville jeg ganske rigtig kunne nyde hende nu, men jeg ville også miste de måneder, hvor min krop kunne forberede sig på en ny baby. Malou ville være i vejen. Hun ville tage pladsen for at en ny levende baby kunne blive en del af mig. Hvor er det brutalt og egoistisk – men rigtigt. Hvis hun alligevel skulle dø, kunne hun ligeså godt gøre det med det samme.
Jeg mærker vreden indeni. Vreden over at jeg ikke kan mærke, at min elskede og ønskede datter bragte mig skønhed og glæde. Vreden over at jeg føler afmagt, mørke og sorg over for hende. Vrede over at jeg ønskede hende bort. Vrede over at hendes liv ikke var værdigt.
Jeg ved at nogen vil sige til mig at naturen, lægevidenskaben eller Gud allerede havde truffet beslutningen for os og de kan på sin vis have ret. Jeg ved at jeg på et tidspunkt vil opleve at fornuften tager mere over og overbeviser det kaotiske følelsesliv om at det var det rigtige vi gjorde. At vi udførte medlidenhedsdrab af kærlighed og af medfølelse for vores datter – og for vores søn.
Formuften vil mildne, men den vil aldrig kunne fjerne det faktum, at jeg har stået i den situation, at jeg skulle beslutte om min datters liv var værdigt nok til at fortsætte. Og hvem har givet mig den licens til at dræbe? Hvem har nogen sinde lært mig noget om hvordan jeg skulle takle den situation, at jeg engang skulle tage livet fra mit eget barn. Misdannelse eller ej er Malou mit barn. Hun var ikke først og fremmest en misdannelse. Hun var ikke først og fremmest handicappet. Hun var ikke først og fremmest uværdig.
Hun var først og fremmest mit barn, ønsket, elsket, savnet. Og derfor vil fornuften aldrig kunne overmande helt. Hun er mit barn – hun er ikke et vorte, man kunne fjerne. Som Williams skriver er hun ikke mindre værdig til min kærlighed fordi hun var misdannet. Hun var ikke mindre værdig til at være mit barn , fordi hun var misdannet. Men jeg valgte at hun var mindre værdig til at leve livet. Jeg valgte at afslutte hendes liv, fordi hun ikke var værdig til at være min datter i live. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg først og fremmest slået min datter ihjel – Og det skal jeg leve med resten af mine dage. Og kan jeg det? Kan jeg leve med at jeg ikke turde give hende livet. At jeg var bange for alt det jeg ville miste i mit liv. Alle de planer og drømme jeg havde stillet op, så jeg kunne få det perfekte liv. Hun var ikke uønsket, men det blev hun. Min elskede datter blev uønsket og jeg valgte hende fra.
Det bedste jeg kunne gøre med det mod og den rummelighed jeg kunne mønstre var at give hende døden. Når jeg mærker Williams historie mærker jeg også min tvivl om vi skulle have give hende mere af livet i min mave. Vi drømte om at give hende livet – men det liv hun måske kunne få lov at leve, var så langt fra det vi drømte om – og det var ikke værdigt for os. Og vi havde ikke mod til at hun skulle have lov til at leve et liv, der strittede bort fra vores forventninger. Det Malou kunne byde på, var ikke godt nok. Hvem har givet mig den myndighed til at vurdere, hvad der er godt nok?
Hvad er jeg for et menneske, når jeg kan mene at mit eget barn ikke er værdigt, at hun uønsket, som den hun er. Hvordan kan jeg leve med at hende, jeg elsker så højt, ikke får den betingelsesløse kærlighed, som det lille forsvarsløse barn fordrer? Hvordan kan jeg sige at det netop var af betingelsesløs kærlighed at jeg valgte hende fra? Det er jo en paradoksal modsætning – jeg valgte hende fra, fordi hun ikke levede op til mine betingelser. Jeg valgte hende fra, fordi jeg elskede hende så meget, at jeg ville beskytte hende mod lidelse. Men er det måske mig selv, jeg har beskyttet? Er det måske mig selv, der ikke er stærk nok til at rumme det mest sårbare og forsvarsløse?
Når jeg læser Williams historie, tænker jeg at ja de valgte at bære deres datter næsten til terminen. I 15 hårde barske og voldsomme uger mere end jeg bar Malou. 15 uger, som de ikke ville have været foruden og som fyldte dem med kærlighed til deres datter, til hinanden og til Gud. Da Williams liv kom i fare pga graviditetskomplikationer, blev fødslen sat igang og deres datter blev født uden liv. De har haft 15 uger mere end mig med deres datter. 15 uger som jeg ville have elsket at have haft, og som jeg er i tvivl om jeg skulle have givet os. Men det vælger at afslutte graviditeten ganske som min blev afbrudt. Det er ikke naturen eller deres datter, der træffer det valg. Det er dem selv. I sidste ende har de truffet valget, men de valgte at købe tid med hende.
Jeg ville ikke have byttet deres historie. Den lidelse Willams går igennem i de 15 uger, ville jeg ikke have givet mig selv. Jeg splintres indeni – fordi jeg ville ønske af hele mit hjerte at jeg stadig var gravid med Malou, men hvis hvis jeg bar hende endnu og hun skulle dø før terminen i juni, ville jeg ganske rigtig kunne nyde hende nu, men jeg ville også miste de måneder, hvor min krop kunne forberede sig på en ny baby. Malou ville være i vejen. Hun ville tage pladsen for at en ny levende baby kunne blive en del af mig. Hvor er det brutalt og egoistisk – men rigtigt. Hvis hun alligevel skulle dø, kunne hun ligeså godt gøre det med det samme.
Jeg mærker vreden indeni. Vreden over at jeg ikke kan mærke, at min elskede og ønskede datter bragte mig skønhed og glæde. Vreden over at jeg føler afmagt, mørke og sorg over for hende. Vrede over at jeg ønskede hende bort. Vrede over at hendes liv ikke var værdigt.
torsdag den 24. marts 2011
Del 1: Hvordan går det?
Hvordan går det? Det spørsmål møder jeg jævnligt. Bliver bedt om at give en status. En status som er svær at give, når man står midt i det. Tjo, hm... er det umiddelbare svar. Hvad er det, der er tegnene på, hvordan det går? Hvad er det, der viser mig, hvordan jeg har det? Hvad skal jeg vurdere på? Det er svært at svare på. Jeg bliver i tvivl om hvad folk forventer at høre. Jeg forventer, at de gerne vil have at jeg svarer at jeg har det bedre. Hvis jeg kan fortælle om en bedring, er jeg på rette vej – og det får dem til at føle sig bedre tilpas og de bliver beroliget.
Når nogen siger, at jeg ser bedre ud og at de mere og mere kan se glimtet og smilet i mine øjne, reagerer jeg dobbelt. Jeg vil jo rigtig gerne have det bedre. Jeg vil gerne kunne smile igen og mene det. Men det er enormt vigtigt at der er en kongruens mellem hvordan jeg har det og det jeg viser. Jeg vil have dem til at forstå at sorgen ligger lige under. Og det viser jeg ikke altid, for skal jeg fremad må jeg ind imellem skubbe Malou i baggrunden og bevæge mig ud. Det betyder ikke at jeg skal ignorere hende. Nej aldrig i livet. Jeg skal leve med Malou et eller andet sted i mig resten af mine dage. Og det er rigtig vigtigt for mig at få folk til at forstå. Jeg vil forsøge at acceptere, at jeg måske aldrig bliver den samme igen. Det føles rigtig lige nu at jeg måske aldrig vil kunne blive ligeså frigjort glad og let, som jeg kunne før.
Imorgen skal jeg til en fest på arbejdet. Det er i sig selv grænseoverskridende. Det er en fest med MANGE mennesker – allesammen kolleger. En fest hvor vi skal spise god mad, drikke rødvin, danse, grine og synge. Hvordan skal jeg være i stand til det? Hvordan skal jeg kunne grine og fjolle – være løssluppet, når jeg føler mig forkrampet og indesluttet. Jeg ved at et godt grin kan være helende i sig selv, men når jeg ser billedet af mig selv i løssluppet form, så føles det forkert – ikke sammenhængende med den jeg er lige nu. Ydermere skal vi tage en hat på, som afspejler vores personlighed.
MIN personlighed. Hm hvem er jeg? Jeg har lige nu ingen fornemmelse af hvordan min personlighed er. Det billede jeg kunne vælge at vise er splintret. Det eksisterer ikke lige nu. Jeg lever ikke – jeg overlever. Min personlighed er uvis, kaotisk og i oprør lige nu. Det accepterer jeg – men det kan jeg umuligt afbillede. Mit første indskud var en nissehue,. Det afspejler måske i bund og grund at der er en essens i mig som ikke er splintret,. Jeg ville nok have valgt en nissehus til at afbilled min personlighed, før mit liv blev forandret. Men jeg føler det upassende at sætte en nissehus på hovedet nu. En nissehue betyder det glade, lette liv. Det uhøjtidelige, det skøre. Jeg er også andet end det, bevares, men jeg ville have valgt en nissehus, hvis valget stod for 2 måneder siden. Men det stikker mig i hjertet nu – det glade, lette, skøre – sådan føler jeg mig ikke nu. Sådan er jeg ikke nu. Netop derfor var jeg i tvivl om jeg skulle med til festen, og netop derfor kan jeg vel ikke skildre min personlighed sådan, eller hvad?
Når nogen siger, at jeg ser bedre ud og at de mere og mere kan se glimtet og smilet i mine øjne, reagerer jeg dobbelt. Jeg vil jo rigtig gerne have det bedre. Jeg vil gerne kunne smile igen og mene det. Men det er enormt vigtigt at der er en kongruens mellem hvordan jeg har det og det jeg viser. Jeg vil have dem til at forstå at sorgen ligger lige under. Og det viser jeg ikke altid, for skal jeg fremad må jeg ind imellem skubbe Malou i baggrunden og bevæge mig ud. Det betyder ikke at jeg skal ignorere hende. Nej aldrig i livet. Jeg skal leve med Malou et eller andet sted i mig resten af mine dage. Og det er rigtig vigtigt for mig at få folk til at forstå. Jeg vil forsøge at acceptere, at jeg måske aldrig bliver den samme igen. Det føles rigtig lige nu at jeg måske aldrig vil kunne blive ligeså frigjort glad og let, som jeg kunne før.
Imorgen skal jeg til en fest på arbejdet. Det er i sig selv grænseoverskridende. Det er en fest med MANGE mennesker – allesammen kolleger. En fest hvor vi skal spise god mad, drikke rødvin, danse, grine og synge. Hvordan skal jeg være i stand til det? Hvordan skal jeg kunne grine og fjolle – være løssluppet, når jeg føler mig forkrampet og indesluttet. Jeg ved at et godt grin kan være helende i sig selv, men når jeg ser billedet af mig selv i løssluppet form, så føles det forkert – ikke sammenhængende med den jeg er lige nu. Ydermere skal vi tage en hat på, som afspejler vores personlighed.
MIN personlighed. Hm hvem er jeg? Jeg har lige nu ingen fornemmelse af hvordan min personlighed er. Det billede jeg kunne vælge at vise er splintret. Det eksisterer ikke lige nu. Jeg lever ikke – jeg overlever. Min personlighed er uvis, kaotisk og i oprør lige nu. Det accepterer jeg – men det kan jeg umuligt afbillede. Mit første indskud var en nissehue,. Det afspejler måske i bund og grund at der er en essens i mig som ikke er splintret,. Jeg ville nok have valgt en nissehus til at afbilled min personlighed, før mit liv blev forandret. Men jeg føler det upassende at sætte en nissehus på hovedet nu. En nissehue betyder det glade, lette liv. Det uhøjtidelige, det skøre. Jeg er også andet end det, bevares, men jeg ville have valgt en nissehus, hvis valget stod for 2 måneder siden. Men det stikker mig i hjertet nu – det glade, lette, skøre – sådan føler jeg mig ikke nu. Sådan er jeg ikke nu. Netop derfor var jeg i tvivl om jeg skulle med til festen, og netop derfor kan jeg vel ikke skildre min personlighed sådan, eller hvad?
Del 2: Og hvordan går det så?
Dagene svinger - dog bliver der færre dårlige dage, men de kommer. Og det bedste for mig er IKKE at ignorere de dage, men at hilse dem velkomne og tage dem med, fordi de lige nu er en del af mig og fordi de giver mig kontakt til min sorg med deraf forløsning til følge. Så tårerne er mine venner - de er ikke en nedtur. Så det går jo nk fremad, som det skal. Jeg finder i flig mening med mit arbejde. Det store perspektiv – den store planlægning – det store tidshorisont er stadig fuldstændig meningsløs. Jeg tænker at det nok skal komme tilbage. Jeg skal nok finde begejstringen (eller meget af den) igen – det kan jeg mærke nu – og det føles godt. Jeg har sat mig et par etaper at overskue – indtil påske = 3 ugers ferie – og igen indtil sommer = 2-3 ugers ferie. Derefter fra omkring 1.august kan jeg ikke forholde mig til, men måske jeg kan, når jeg har ædt mig vej dertil. Jeg forventer ikke at jeg skal indtage hele den store uoverskuelige elefant af arbejdsliv, men jeg må tage det bid for bid.
Og jeg har efter mine få dage på arbejde igen lært at jeg skal huske at dvæle ved de gode oplevelser ved at være på arbejde. Når jeg mærker en god følelese, skal jeg øve mig på at stoppe op og suge den ind – mærke hvad den gør ved mig. I tirsdag havde jeg en god fornemmelse for min formiddag på arbejdet. Jeg følte mig tilfreds med hvad jeg havde lavet og jeg følte jeg havde mere ro og overblik, end da jeg kom. Jeg skulle være ude af døren kl 12, fordi jeg skulle hente min veninde kl 12.30. Og jeg har rigtig svært ved at have travlt og skulle skynde mig. Jeg kan mærke det i hele kroppen. Kl var 11.40. Jeg havde aftalt at mødes med en kollega kl 11.45 og afklare om det kunne lade sig gøre at holde et møde næste dag. Jeg har 5 minutter. I stedet for at nyde den god og tilfredse følelse over et veludført arbejde til formiddag, griber jeg til (min gamle) strategi om at jeg lige kan nå.... og det jeg lige kunne nå, det var at gøre pengekassen op. Men nej det kunne jeg ikke lige nå. Måske fordi der var lidt flere penge end ventet, eller måske fordi min kollega kom 2 min før tid – det ved jeg ikke. Men faktum er at det næste kvarter for mig bliver dumt og forhastet. Den korte fortælling er at det kunne jeg have undgået, hvis jeg havde hvilet i det gode i stedet for at forhaste mig videre.
Tirsdag endte så med at blive en intens dag. Jeg nåede fint ud til min veninde i god tid og fik 5 mins ro inden hendes bus kom. Hun var der hele eftermiddagen til kl 19.30. Vi havde ikke snakket sammen efter vi har msitet Malou, fordi jeg har afvist hendes to opkald. Så det var rigtig godt at se hende. Men også intens, fordi vi jo var i snak hele tiden. Så da jeg fulgte hende op til bussen, kunne jeg næsten ikke formulere en sammenhængende sætning. Jeg gik træt og fyldt hjem igen,
Onsdag var jeg på arbejde i 6 timer. Det gik fint. Jeg nåede en masse godt, som gav energi at lave og som samtidig er meget vigtigt. Men jeg mærker samtidig en del ting, som jeg ikke kan nå, fordi jeg er der så kort. Enkelte af dem er vigtige for vuggestuens drift, så dem må jeg sørge for at give videre.
Idag torsdag har jeg fri og det er godt. Jeg mærker at mit hoved bobler af ideer til ting jeg kunne gøre, men måske jeg skal slå kold vand i blodet og tage dagen som den kommer. Jeg må ikke misbruge min energi. Jeg ved jo mit hoved er hurtigere end min krop – særligt lige nu. Jeg kunne gøre ind og købe voksduge til arbejdet. Jeg kunne køre på lossepladsen med affald og tage kompost med tilbage. Jeg kunne køre ind til min søster og hente noget arvetøj... men måske jeg bare skulle køle lidt ned!!! Jeg kunne også løbe en tur ned om søen – og det ville måske være det allerbedste.
Og jeg har efter mine få dage på arbejde igen lært at jeg skal huske at dvæle ved de gode oplevelser ved at være på arbejde. Når jeg mærker en god følelese, skal jeg øve mig på at stoppe op og suge den ind – mærke hvad den gør ved mig. I tirsdag havde jeg en god fornemmelse for min formiddag på arbejdet. Jeg følte mig tilfreds med hvad jeg havde lavet og jeg følte jeg havde mere ro og overblik, end da jeg kom. Jeg skulle være ude af døren kl 12, fordi jeg skulle hente min veninde kl 12.30. Og jeg har rigtig svært ved at have travlt og skulle skynde mig. Jeg kan mærke det i hele kroppen. Kl var 11.40. Jeg havde aftalt at mødes med en kollega kl 11.45 og afklare om det kunne lade sig gøre at holde et møde næste dag. Jeg har 5 minutter. I stedet for at nyde den god og tilfredse følelse over et veludført arbejde til formiddag, griber jeg til (min gamle) strategi om at jeg lige kan nå.... og det jeg lige kunne nå, det var at gøre pengekassen op. Men nej det kunne jeg ikke lige nå. Måske fordi der var lidt flere penge end ventet, eller måske fordi min kollega kom 2 min før tid – det ved jeg ikke. Men faktum er at det næste kvarter for mig bliver dumt og forhastet. Den korte fortælling er at det kunne jeg have undgået, hvis jeg havde hvilet i det gode i stedet for at forhaste mig videre.
Tirsdag endte så med at blive en intens dag. Jeg nåede fint ud til min veninde i god tid og fik 5 mins ro inden hendes bus kom. Hun var der hele eftermiddagen til kl 19.30. Vi havde ikke snakket sammen efter vi har msitet Malou, fordi jeg har afvist hendes to opkald. Så det var rigtig godt at se hende. Men også intens, fordi vi jo var i snak hele tiden. Så da jeg fulgte hende op til bussen, kunne jeg næsten ikke formulere en sammenhængende sætning. Jeg gik træt og fyldt hjem igen,
Onsdag var jeg på arbejde i 6 timer. Det gik fint. Jeg nåede en masse godt, som gav energi at lave og som samtidig er meget vigtigt. Men jeg mærker samtidig en del ting, som jeg ikke kan nå, fordi jeg er der så kort. Enkelte af dem er vigtige for vuggestuens drift, så dem må jeg sørge for at give videre.
Idag torsdag har jeg fri og det er godt. Jeg mærker at mit hoved bobler af ideer til ting jeg kunne gøre, men måske jeg skal slå kold vand i blodet og tage dagen som den kommer. Jeg må ikke misbruge min energi. Jeg ved jo mit hoved er hurtigere end min krop – særligt lige nu. Jeg kunne gøre ind og købe voksduge til arbejdet. Jeg kunne køre på lossepladsen med affald og tage kompost med tilbage. Jeg kunne køre ind til min søster og hente noget arvetøj... men måske jeg bare skulle køle lidt ned!!! Jeg kunne også løbe en tur ned om søen – og det ville måske være det allerbedste.
mandag den 21. marts 2011
Efterfødselsundersøgelse idag
Jeg skal til efterfødselsundersøgelse hos egen læge idag - nu godt 5 uger fra fødslen af Malou. Jeg forventer at alt ser normalt ud. Hvorfor skulle det ikke også det? Men hvor ville jeg ønske at denne undersøgelse havde været fordi jeg havde født min lille levende datter. Det er selvfølgelig rart at få tjekket om alt er som det skal være, men det kan jeg sagtens svare lægen på. Alt er IKKE som det skal være. Alt er helt forkert, fordi min lille Malou-pige ikke er derinde mere. Selvfølgelig skal jeg forholde mig til den situation, jeg nu er i, at hun ikke er derinde, men denne efterfødselsundersøgelse er et minde om det. Og netop derfor føles den så tung. De tunge skridt ind i venteværelset, hvor jeg sidst sad, mens jeg stadig bar min datter. Det meningsløse i at skulle undersøges efter en fødsel, når jeg kun har fået smerte og fortvivlelse ud af fødslen. Det skulle have været en glad tid efter jeg havde født min datter.
Og hvor ville jeg ønske at det var anderledes.
Det bliver selvfølgelig rart at få at vide om kroppen har eller er ved at stabilisere sig igen. Jeg stoppede med at bløde efter ca 14 dage. Jeg har endnu ikke fået min menstruation. Da jeg havde en lille blødning for knap 2 uger siden, tænkte jeg, nu kommer menstruationen og jeg blev ramt af en tristhed, fordi det var jo meningen jeg skulle være gravid med Malou. Det var jo ikke meningen jeg skulle have min menstruation. Nu tænker jeg at den gerne snart må komme, så min krop kan blive normal igen. Ja så vi kan forfølge drømmen om at få en lillesøster/bror. Lige nu er det i intethed, fordi jeg intet aner om hvornår jeg burde have min mens, så der er ikke noget at forholde sig til. Kun venten på at kroppen går igang. Men det kan lægen jo ikke sige noget om.
Og hvor ville jeg ønske at det var anderledes.
Det bliver selvfølgelig rart at få at vide om kroppen har eller er ved at stabilisere sig igen. Jeg stoppede med at bløde efter ca 14 dage. Jeg har endnu ikke fået min menstruation. Da jeg havde en lille blødning for knap 2 uger siden, tænkte jeg, nu kommer menstruationen og jeg blev ramt af en tristhed, fordi det var jo meningen jeg skulle være gravid med Malou. Det var jo ikke meningen jeg skulle have min menstruation. Nu tænker jeg at den gerne snart må komme, så min krop kan blive normal igen. Ja så vi kan forfølge drømmen om at få en lillesøster/bror. Lige nu er det i intethed, fordi jeg intet aner om hvornår jeg burde have min mens, så der er ikke noget at forholde sig til. Kun venten på at kroppen går igang. Men det kan lægen jo ikke sige noget om.
lørdag den 19. marts 2011
At miste som en livsproces
Kommer jeg igennem sorgen – kommer jeg over sorgen? Bliver jeg mig selv igen, som den jeg var før? Kan jeg regne med mig selv eller hvem er jeg nu? Lise Trap siger, "nej sorgen har ikke forandret sig, mit forhold til sorgen har forandret sig". Det er den måde vi ser på sorgen, der ændrer sig. Hvis jeg vil leve livet, skal jeg leve med min sorg – for altid. Sorgen skal leves – ikke kun nu, men altid resten af mit liv. Jeg vil aldrig kunne lægge sorgen bag mig, for den ligger indeni. Sorgen vil ikke blive en del af min forhistorie. Den er en del af den, jeg er her og nu – og den jeg vil blive. Sorgen former den man er.At leve med sorgen kræver læring. Lære mig selv at kende påny. Jeg skal acceptere mig selv, som den jeg nu er med det jeg nu kan.
Jeg har ikke lært det endnu. Det forventer jeg heller ikke af mig selv. Jeg kan ikke leve med sorgen endnu. Jeg har ikke accepteret at sorgen skal være en del af mit liv. Jeg har ikke accepteret at Malou skulle dø og derfor kan jeg ikke leve livet med alle dets farver. Mit liv er en skygge nu. Jeg har ikke taget Malou ind et kærligt sted. Det sted jeg holder hende er så fuld af smerte og afmagt. Jeg skal lære at finde et sted til hende, der er fredfyldt. Jeg tror ikke blot at tiden vil give mig freden. Jeg tror at jeg aktivt må vælge kærligheden og freden til. Det kan jeg ikke nu. Jeg vil ikke nu. Men jeg tror jeg kan lære det. Og det vil tiden hjælpe mig til, men jeg skal være parat. Jeg skal være lærevillig. At tage mit nye liv til mig - min nye identitet, min nye følgesvend – sorgen. På sigt forventer jeg at kunne tænke på Malou på en kærlig og øm måde, men jeg forventer også at smerten vil dukke op ind imellem - fortsat gennem resten af mit liv. Når man læser historierne i "at miste et barn er en livsproces", er det tydeligt at kvinderne fortsat sørger - selvom det er 40 år siden de mistede. Titlen på bogen siger også alt. At miste et barn er en livsproces - du kommer aldrig igennem det - du kommer aldrig over det.
Jeg mærker det lige nu ved at jeg ikke kan overskue det samme som jeg plejer. Hvor tilstanden "småstresset" er god for mig i mit gamle jeg, så kan jeg lige nu ikke være småstresset. Så begynder jeg at tabe tingene, hænderne ryster og hjertet banker. Jeg bliver hurtigere irriteret og kommer hurtigere til at snerre af andre. Jeg må holde fast i hvordan jeg fungerer bedst lige nu. Jeg har bug for åndehuller. Feks foran computeren, hvor jeg skriver og læser. Det er som om jeg først mærker mine følelser, når jeg siger dem højt. Som om der skal ord på. Da jeg igår var på kirkegården og sætte Malous sten på, kunne jeg mærke tristhed, men jeg havde ikke rigtig kontakt til følelserne og jeg kunne ikke græde. Da jeg til aften satte mig ved computeren og skrev ordene kom tårerne. Så fik jeg forløsning. Jeg kan få et helt fysisk behov for at få ro omkring mig og få tid til at skrive. Så har jeg det meget svært med forstyrrelser. Kan ikke have tv tændt eller popradio og slet ikke mennesker omkring mig.
Når jeg kommer mere igang med hverdagen, skal jeg huske de åndehuller. For jeg skal give plads til tankerne og følelserne. Jo mere plads jeg giver de følelser, som er, des bedre får jeg det. Når jeg har for meget om ørerne og ikke giver det plads, ligger de som en underliggende dyne af grå tristhed.
Jeg har ikke lært det endnu. Det forventer jeg heller ikke af mig selv. Jeg kan ikke leve med sorgen endnu. Jeg har ikke accepteret at sorgen skal være en del af mit liv. Jeg har ikke accepteret at Malou skulle dø og derfor kan jeg ikke leve livet med alle dets farver. Mit liv er en skygge nu. Jeg har ikke taget Malou ind et kærligt sted. Det sted jeg holder hende er så fuld af smerte og afmagt. Jeg skal lære at finde et sted til hende, der er fredfyldt. Jeg tror ikke blot at tiden vil give mig freden. Jeg tror at jeg aktivt må vælge kærligheden og freden til. Det kan jeg ikke nu. Jeg vil ikke nu. Men jeg tror jeg kan lære det. Og det vil tiden hjælpe mig til, men jeg skal være parat. Jeg skal være lærevillig. At tage mit nye liv til mig - min nye identitet, min nye følgesvend – sorgen. På sigt forventer jeg at kunne tænke på Malou på en kærlig og øm måde, men jeg forventer også at smerten vil dukke op ind imellem - fortsat gennem resten af mit liv. Når man læser historierne i "at miste et barn er en livsproces", er det tydeligt at kvinderne fortsat sørger - selvom det er 40 år siden de mistede. Titlen på bogen siger også alt. At miste et barn er en livsproces - du kommer aldrig igennem det - du kommer aldrig over det.
Jeg mærker det lige nu ved at jeg ikke kan overskue det samme som jeg plejer. Hvor tilstanden "småstresset" er god for mig i mit gamle jeg, så kan jeg lige nu ikke være småstresset. Så begynder jeg at tabe tingene, hænderne ryster og hjertet banker. Jeg bliver hurtigere irriteret og kommer hurtigere til at snerre af andre. Jeg må holde fast i hvordan jeg fungerer bedst lige nu. Jeg har bug for åndehuller. Feks foran computeren, hvor jeg skriver og læser. Det er som om jeg først mærker mine følelser, når jeg siger dem højt. Som om der skal ord på. Da jeg igår var på kirkegården og sætte Malous sten på, kunne jeg mærke tristhed, men jeg havde ikke rigtig kontakt til følelserne og jeg kunne ikke græde. Da jeg til aften satte mig ved computeren og skrev ordene kom tårerne. Så fik jeg forløsning. Jeg kan få et helt fysisk behov for at få ro omkring mig og få tid til at skrive. Så har jeg det meget svært med forstyrrelser. Kan ikke have tv tændt eller popradio og slet ikke mennesker omkring mig.
Når jeg kommer mere igang med hverdagen, skal jeg huske de åndehuller. For jeg skal give plads til tankerne og følelserne. Jo mere plads jeg giver de følelser, som er, des bedre får jeg det. Når jeg har for meget om ørerne og ikke giver det plads, ligger de som en underliggende dyne af grå tristhed.
fredag den 18. marts 2011
Sten på Malous grav
Idag har vi været på kirkegården og sætte sten på Malous grav. Jeg var bange for om den var lidt for stor, fordi den er noget større end min fars lille sten. Men det ser fint ud. Vi gravede den lidt ned og tippede den lidt bagud. Det er rigtig fint. Så det er jeg tilfreds med. Jeg fjernede grannet. Jeg synes det så gråt og rodet ud. Jeg ved godt at graven ikke har sat sig endnu, men så må vi rette til senere. Jeg plantede nogle af påskeliljerne foran stenen og de andre i en kreds omkring de to små stedmoderblomster. Det ser ud hyggeligt ud og kan fint gå i en rum tid indtil vi får fundet ud af hvilke planter, vi gerne vil have i hendes have.
Det var ikke så hårdt at være der idag som ventet. Det føltes godt at gøre haven fin. De sidste gange har jeg været lidt frustretet over at den så rodet ud med bunken af jord med grå gran over. Jeg havde rigtig meget lyst til at gøre den mere hel og det er blevet bedre nu. Haven er ikke færdig, men det har hjulpet. Det er en hyggelig have nu.
Når jeg nu lader følelserne bundfælde sig, kan jeg mærke det triste og paradoksale i at det er en grav, jeg nu får lov at indrette. Det var min datters værelse jeg skulle have indrettet, ikke hendes grav. Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle indrette hendes værelse. Jeg var i fuld sving med at overveje hvillke farver hendes værelse skulle have. Hvilke møbler vi skulle stille der. Nu står værelset der og glor med sine hvide vægge. Det bliver aldrig Malous værelse. Hun har sin have nu.
Det var ikke så hårdt at være der idag som ventet. Det føltes godt at gøre haven fin. De sidste gange har jeg været lidt frustretet over at den så rodet ud med bunken af jord med grå gran over. Jeg havde rigtig meget lyst til at gøre den mere hel og det er blevet bedre nu. Haven er ikke færdig, men det har hjulpet. Det er en hyggelig have nu.
Når jeg nu lader følelserne bundfælde sig, kan jeg mærke det triste og paradoksale i at det er en grav, jeg nu får lov at indrette. Det var min datters værelse jeg skulle have indrettet, ikke hendes grav. Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle indrette hendes værelse. Jeg var i fuld sving med at overveje hvillke farver hendes værelse skulle have. Hvilke møbler vi skulle stille der. Nu står værelset der og glor med sine hvide vægge. Det bliver aldrig Malous værelse. Hun har sin have nu.
Om at anerkende sin sorg
Jeg bruger og har brugt rigtig meget energi på at anerkende mit tab og min sorg.I de første dage inden vi skulle træffe den skæbnesvangre beslutning, læste vi rigtig mange historier. Historier som genspejlede vores egen. Og som gav os en spejling af de følelser og det rod, som væltede rundt i os. Og det hjalp os igang med at anerkende.
Jeg oplever at anerkendelsen mest har været overfor mig selv – overfor min egen indre dommer. I takt med at jeg anerkender sorgen, er jeg blevet tydeligere i forhold til min omverden. Dermed har jeg modtaget mere anerkendelse fra dem – mere forståelse – mere accept.
Jeg har fået de dumme bemærkninger, når nogen forfejlet har forsøgt at trøste, men jo mere tydeligt jeg har givet gensvar og har kunnet fortælle hvordan jeg har det, jo færre er der kommet. Sorgen kan ikke tages ved gennem trøst. Jo mere jeg lukker ind, fortæller, forklarer – jo mere er jeg blevet forstået.
Jeg har lagt billeder af Maolu på vores offentlige blog og opfordret folk til at gå ind og se dem. Og mange har været inde og se og mange har sagt at nu forstår de bedre hvad jeg har mistet. Mange havde ikke forstået at Malou var et barn. De troede det ikke, men de forstod hvad vi har mistet, når de ser det. De forstår hvad vi har mistet, når jeg fortæller det.. Det kræver rigtig meget af mig at skulle lukke ind og være åben, men jeg oplever at det hjælper.
Min største hjælp i at kunne anerkende min sorg er nettet. I de første dage var det min-mave og forskellige blogs og sidenhen er det små-engle, forum for forældre, der har mistet deres spædbarn. Det at kunne føle sig rummet uanset hvilke tanker man lukker ud, betyder meget. Og når nogen studser over en vending eller giver feedback, skaber det genklang i mig og jeg bliver klogere på mig selv og mit liv lige nu.
Jeg oplever at anerkendelsen mest har været overfor mig selv – overfor min egen indre dommer. I takt med at jeg anerkender sorgen, er jeg blevet tydeligere i forhold til min omverden. Dermed har jeg modtaget mere anerkendelse fra dem – mere forståelse – mere accept.
Jeg har lagt billeder af Maolu på vores offentlige blog og opfordret folk til at gå ind og se dem. Og mange har været inde og se og mange har sagt at nu forstår de bedre hvad jeg har mistet. Mange havde ikke forstået at Malou var et barn. De troede det ikke, men de forstod hvad vi har mistet, når de ser det. De forstår hvad vi har mistet, når jeg fortæller det.. Det kræver rigtig meget af mig at skulle lukke ind og være åben, men jeg oplever at det hjælper.
Min største hjælp i at kunne anerkende min sorg er nettet. I de første dage var det min-mave og forskellige blogs og sidenhen er det små-engle, forum for forældre, der har mistet deres spædbarn. Det at kunne føle sig rummet uanset hvilke tanker man lukker ud, betyder meget. Og når nogen studser over en vending eller giver feedback, skaber det genklang i mig og jeg bliver klogere på mig selv og mit liv lige nu.
torsdag den 17. marts 2011
Min engel som kærlighedens budbringer
Jeg søgte på englefigurer den anden dag, fordi jeg gerne vil finde en fin engel til minde om Malou. Og jeg faldte over denne passage:
"Ordet engel stammer fra det græske ángelos, som betyder budbringer”. Englene bringer bud til os mennesker om det, som er vigtigt for os i vores liv lige her og nu. Engle kan være et svært begreb at definere, de består af æterisk energi, som de lægger som vingesus (energi) omkring vores fysiske krop, imens de sender lys og kærlighed til krop og sjæl. Engle fremtræder ikke i en fast fysisk skikkelse, men er af ”flydende” æterisk energi, som kan være svær at fastholde med det blotte øje. De kan changere lige fra den lyseste purpur til den mørkeste koboltblå farve, til den dybeste røde til den sarteste lyserøde farve. Mange mennesker oplever kontakt med engle, men tør ikke erkende kontakten. Nogle af frygt for at blive gjort til grin, andre af deres egen tvivl på deres oplevelser. Åben dit hjerte op for englene, og de kommer til dig med lys og kærlighed til din inderste hjerteflamme hver dag".
Åh det lyder smukt. Citatet rammer ind i hvordan jeg tror på gud. Gud er for mig "en flydende æterisk energi, der bringer lys og kærlighed fra en altrummende, altfavnende flamme af kærlighed til menneskets inderste". Det er en kraft, som man skal turde erkende og turde åbne sig overfor. Som efterlader os i vores allermest sårbare og samtidigt allermest styrkede. Jeg ville så gerne at jeg kan opnå den følelse om min egen engel. At hun blev sat til verden, for at bringe bud om hvad der er det vigtigste i mit liv her og nu. At hun for altid vil bringe guddommelig lys og kærlighed ind i mit liv. Hvad er det vigtigste? Det vigtigste i mit liv lige nu er min sorg og min familie. Hvor hurtigt mon jeg lader det slippe? Hvor hurtigt mon jeg lader arbejde, tid, stress, mål, planlægning.. overtage?
Jeg kan ikke mærke hende som lys og kærlighed. Jeg kan mærke afmagt og fortvivlelse. Men måske en dag hun vil vise sig for mig i et purpurrødt skær og fylde mig med ro og kærlighed.
"Ordet engel stammer fra det græske ángelos, som betyder budbringer”. Englene bringer bud til os mennesker om det, som er vigtigt for os i vores liv lige her og nu. Engle kan være et svært begreb at definere, de består af æterisk energi, som de lægger som vingesus (energi) omkring vores fysiske krop, imens de sender lys og kærlighed til krop og sjæl. Engle fremtræder ikke i en fast fysisk skikkelse, men er af ”flydende” æterisk energi, som kan være svær at fastholde med det blotte øje. De kan changere lige fra den lyseste purpur til den mørkeste koboltblå farve, til den dybeste røde til den sarteste lyserøde farve. Mange mennesker oplever kontakt med engle, men tør ikke erkende kontakten. Nogle af frygt for at blive gjort til grin, andre af deres egen tvivl på deres oplevelser. Åben dit hjerte op for englene, og de kommer til dig med lys og kærlighed til din inderste hjerteflamme hver dag".
Åh det lyder smukt. Citatet rammer ind i hvordan jeg tror på gud. Gud er for mig "en flydende æterisk energi, der bringer lys og kærlighed fra en altrummende, altfavnende flamme af kærlighed til menneskets inderste". Det er en kraft, som man skal turde erkende og turde åbne sig overfor. Som efterlader os i vores allermest sårbare og samtidigt allermest styrkede. Jeg ville så gerne at jeg kan opnå den følelse om min egen engel. At hun blev sat til verden, for at bringe bud om hvad der er det vigtigste i mit liv her og nu. At hun for altid vil bringe guddommelig lys og kærlighed ind i mit liv. Hvad er det vigtigste? Det vigtigste i mit liv lige nu er min sorg og min familie. Hvor hurtigt mon jeg lader det slippe? Hvor hurtigt mon jeg lader arbejde, tid, stress, mål, planlægning.. overtage?
Jeg kan ikke mærke hende som lys og kærlighed. Jeg kan mærke afmagt og fortvivlelse. Men måske en dag hun vil vise sig for mig i et purpurrødt skær og fylde mig med ro og kærlighed.
På arbejde og hente gravsten igår
Jeg var på arbejde igår fra 9-14. Jeg havde ikke glædet mig. Det var ligesom en af de der grå dage, man kan have, hvor man tænker, nej ikke idag. Men jeg kom afsted. Med en del stress ud af døren og en sårbarhed, der lå lige nedenunder. Selvom jeg jo ikke skulle være der til noget bestemt tidspunkt. Jeg brugte kræfter på det og jeg skulle trække vejret godt ned i maven. Det gik fint at være derinde. Kunne godt få lavet noget, men mistede også hurtigt overblikket. Blev rystende i hænderne og tabte tingene (godt jeg ikke er kirurg!). Der skulle ikke meget til at presse mig. Jeg brugte mere end første time på at sige hej og den næste time på at få oplysninger og status. Herefter skabte jeg et overblik over hvad der er af opgaver jeg kan gribe om. Jeg har læst og sorteret mails her hjemmefra, så det var blot at printe ud og sætte i system. Det tog selvfølgelig lidt tid, for der var mange. Så fik jeg løst et par akutte opgaver og allers nåede jeg vist ikke mere. Jeg satte mig ind til personalet, da der var pause, fordi jeg vil gerne vise mig. De spurgte ikke til mig, men der var sak om alt muligt andet og det var fint. På min godmorgen-runde spurgte et par stykker ind til mig. Jg fik også mødt den gravide, som har termin en uge efter jeg ville have. Og det gik ok med at give hende et knus. Hun havde taget en løs bluse på for min skyld, så det var ok. Hun sagde ikke noget til mig. Jeg kunne se at det var svært for hende. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.
Jeg tog derfra kl 14. Skulle til stenhuggeren og hente Malous sten. Den er ikke helt som jeg gerne ville have den. Stenen er lidtfor stor ift den anden lille sten, som ligger på min fars grav. Men jeg ville ikke kommentere det. Jeg kunne måske have været mere tydelig i min beskrivelse af den. Men jeg tror at det går. Måske jeg kan grave den lidt ned i jorden, så man ikke kan se at den er det større end den anden. Der står Malou *12.02.2011+. Det ser fint ud. Vi har ikke valgt nogen efterskrift. Jeg har set at man kan bestille nogen på nettet og det vil jeg måske gøre på et tidspunkt.
Jeg kørte op på kirkegården bagefter og satte mig lidt. Jeg vil gerne have en lille bænk eller en stub derop jeg kan sidde på. Det skal jeg se om jeg kan finde et sted. For første gang talte jeg højt med hende. Tårerne trillede let. Jeg sagde at jeg savner hende og at jeg ville ønske at hun var i min mave. Og jeg undskyldte for at jeg allerede er optaget af at en ny spire skal flytte ind. Men at jeg ikke elsker hende mindre af den grund og at jeg ville ønske at det var hende, der skulle være indeni mig.
Jeg var igår i tvivl om jeg skulle tage på arbejde igen idag. Jeg havde ikke lyst. Blev trist af tanken. Og imorges var det helt rigtig at jeg skulle give mig lov til at være hjemme. Det føltes rigtig. Mine tanker er at jeg tager derind tirsdag og onsdag i næste uge.
Jeg tog derfra kl 14. Skulle til stenhuggeren og hente Malous sten. Den er ikke helt som jeg gerne ville have den. Stenen er lidtfor stor ift den anden lille sten, som ligger på min fars grav. Men jeg ville ikke kommentere det. Jeg kunne måske have været mere tydelig i min beskrivelse af den. Men jeg tror at det går. Måske jeg kan grave den lidt ned i jorden, så man ikke kan se at den er det større end den anden. Der står Malou *12.02.2011+. Det ser fint ud. Vi har ikke valgt nogen efterskrift. Jeg har set at man kan bestille nogen på nettet og det vil jeg måske gøre på et tidspunkt.
Jeg kørte op på kirkegården bagefter og satte mig lidt. Jeg vil gerne have en lille bænk eller en stub derop jeg kan sidde på. Det skal jeg se om jeg kan finde et sted. For første gang talte jeg højt med hende. Tårerne trillede let. Jeg sagde at jeg savner hende og at jeg ville ønske at hun var i min mave. Og jeg undskyldte for at jeg allerede er optaget af at en ny spire skal flytte ind. Men at jeg ikke elsker hende mindre af den grund og at jeg ville ønske at det var hende, der skulle være indeni mig.
Jeg var igår i tvivl om jeg skulle tage på arbejde igen idag. Jeg havde ikke lyst. Blev trist af tanken. Og imorges var det helt rigtig at jeg skulle give mig lov til at være hjemme. Det føltes rigtig. Mine tanker er at jeg tager derind tirsdag og onsdag i næste uge.
tirsdag den 15. marts 2011
Malou - succes eller fiasko?
Jeg læser om mange som idag noget tid efter de har mistet deres barn er fyldt af en taknemmelighed over den tid de fik med barnet – om det var tiden i maven eller om de fik minutter, timer, dage, uger eller måneder med deres barn udenfor maven. Dette på trods af de måske sammen med barnet har kæmpet for dets overlevelse koblet til alverdens slanger og apparater og på trods af at de i mange tilfælde vidste at risikoen for at barnet ville dø var høj. Nogle har også formuleret at deres barns kommen var en gave til dem – at alle børn er gaver – også selvom de er døde. At den kærlighed, som barnet har bragt ind i deres liv, er en gave til dem. At de ikke ville være denne kærlighed foruden, fordi selvom barnet er dødt er kærligheden smuk og livgivende. Mange oplever en taknemmelighed over at få lov at føle den kærlighed. At få lov at have sit barn kærligt og fredfyldt i sit hjerte. Og at det at få et barn, der dør, har bragt dem nye dimensioner i deres liv, som har styrket dem og lært dem en stærk lektion om den selv og om livet.
Jeg er delt i hvad jeg selv føler lige nu. Jeg er meget taknemmelig over at livet viste os en lille flig af sig ved at Malous hjerte slog. Jeg er taknemmelig over at have set hende og været sammen med hende i timerne efter fødslen. Jeg er taknemmelig over at vi kunne samle den styrke til at tage den afsked med hende, som vi har gjort. Jeg er bevidst om at Malous kommen og gåen har bragt en masse nyt i mit liv. Jeg er bevidst om at det har ændret mig (men ikke hvordan) og at det har ændret flere af mine relationer. Jeg er bevidst om at flere af mine relationer har fået en dybde, som ikke var til stede før. En intimitet og en nærhed, som er opstået, fordi vi sammen står i det værste der kan hænde os. Det er jeg taknemmelig for.
Men hvis jeg skal måle Malous kommen og gåen som en succes eller en fiasko, så hælder jeg til at sige at hendes liv er en fiasko. Jeg kan ikke mærkelig kærligheden til hende som smuk og livgivende. Jeg kan mærke den som afmægtig og meningsløs. Hvorfor skal jeg elske mit barn, når det at elske hende forårsager så meget smerte? Som jeg tænker det nu, ville jeg ønske at hun aldrig var blevet til. At jeg ikke skulle have båret hende de 5 måneder i min mave. For hvad er meningen med at bære et barn, at elske et barn, når det alligevel skal dø. Jeg ved at der ingen højere mening er. Men så ville jeg hellere være hende foruden. Det er så svært at tage Malou kærligt ind, for hvad har hun bragt mig af godt? Uh det føles ondt at spørge om. ,Jeg går i stykker indeni ved at sige det højt, for hun er mit elskede barn, som jeg jo ønskede...ønskede... ønskede. Så misforstå mig nu ikke, når jeg nu lyder så ond. Men det at elske hende er lige nu kun forbundet med smerte. Jeg kan se, men endnu ikke mærke det hun har bragt mig i livsfornyende indhold. Det er ubærlige tanker at jeg ville være hende foruden, men det er sådan jeg har det.
Jeg håber at jeg en dag når til at tage hende ind et kærligt og fredfyldt sted, hvor jeg med ømhed kan sige at hun er min datter. Jeg håber jeg en dag til kunne sige at hendes liv var en succes og at jeg ikke ville have undværet de 5 måneder med hende i min mave. Men nu er den følelse langt væk – Ingen fred – kun kaos.
Jeg er ikke misundelig på dem som har haft minutter eller timer med deres levende børn, men jeg ville ønske det var mig. Jeg under andre engelmødre at have haft den tid med deres børn. Jeg vil ikke tage noget fra dem. Men jeg ville ønske at jeg havde oplevet hende noget mere, mere levende, i længere tid – set hendes øjne, hørt hende græde, mærket at hun mærkede os. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at hun skulle lide. Jeg er ind imellem i tvivl om vi skulle have ladet hende leve, så længe hun kunne, men vi kunne jo risikere at hun ville være levedygtig, når hun kom ud og ville leve et lang liv som multihandicappet. Det ved vi ikke. Måske obduktionssamtalen vil give os mere svar.
Malou fylder ikke alle mine tanker længere og jeg kan godt tænke på hende og tale om hende uden at græde. Men når jeg rigtig tænker på hende, er mine tanker endnu ikke fredfyldte og kærlige, men fulde af smerte og sorg. Og selvfølgelig er de det. Fordi jeg kan tænke på og tale om hende uden at græde, kan jeg komme til at gå rundt i en grå suppedas af meningsløshed, hvor det som sådan går meget godt, men det er bare trist. Jeg har brug for åndehuller, hvor jeg lader mig fylde af det som er og hvor jeg får kontakt med mine følelser bag tristheden. Og det får jeg ved at dykke ned og turde sige det tragiske, sorte og traumatiske Som for eksempel at jeg ville ønske Malou aldrig havde været til. Det gør så ondt at sige det, for jeg ønskede hende jo mere end noget andet. Men det giver mig luft at sige det højt. Jeg får grædt. Jeg får kontakt. Og det er godt. Bagefter er jeg lettere og kan lettere få øje på det lyse i mit liv.
Jeg er delt i hvad jeg selv føler lige nu. Jeg er meget taknemmelig over at livet viste os en lille flig af sig ved at Malous hjerte slog. Jeg er taknemmelig over at have set hende og været sammen med hende i timerne efter fødslen. Jeg er taknemmelig over at vi kunne samle den styrke til at tage den afsked med hende, som vi har gjort. Jeg er bevidst om at Malous kommen og gåen har bragt en masse nyt i mit liv. Jeg er bevidst om at det har ændret mig (men ikke hvordan) og at det har ændret flere af mine relationer. Jeg er bevidst om at flere af mine relationer har fået en dybde, som ikke var til stede før. En intimitet og en nærhed, som er opstået, fordi vi sammen står i det værste der kan hænde os. Det er jeg taknemmelig for.
Men hvis jeg skal måle Malous kommen og gåen som en succes eller en fiasko, så hælder jeg til at sige at hendes liv er en fiasko. Jeg kan ikke mærkelig kærligheden til hende som smuk og livgivende. Jeg kan mærke den som afmægtig og meningsløs. Hvorfor skal jeg elske mit barn, når det at elske hende forårsager så meget smerte? Som jeg tænker det nu, ville jeg ønske at hun aldrig var blevet til. At jeg ikke skulle have båret hende de 5 måneder i min mave. For hvad er meningen med at bære et barn, at elske et barn, når det alligevel skal dø. Jeg ved at der ingen højere mening er. Men så ville jeg hellere være hende foruden. Det er så svært at tage Malou kærligt ind, for hvad har hun bragt mig af godt? Uh det føles ondt at spørge om. ,Jeg går i stykker indeni ved at sige det højt, for hun er mit elskede barn, som jeg jo ønskede...ønskede... ønskede. Så misforstå mig nu ikke, når jeg nu lyder så ond. Men det at elske hende er lige nu kun forbundet med smerte. Jeg kan se, men endnu ikke mærke det hun har bragt mig i livsfornyende indhold. Det er ubærlige tanker at jeg ville være hende foruden, men det er sådan jeg har det.
Jeg håber at jeg en dag når til at tage hende ind et kærligt og fredfyldt sted, hvor jeg med ømhed kan sige at hun er min datter. Jeg håber jeg en dag til kunne sige at hendes liv var en succes og at jeg ikke ville have undværet de 5 måneder med hende i min mave. Men nu er den følelse langt væk – Ingen fred – kun kaos.
Jeg er ikke misundelig på dem som har haft minutter eller timer med deres levende børn, men jeg ville ønske det var mig. Jeg under andre engelmødre at have haft den tid med deres børn. Jeg vil ikke tage noget fra dem. Men jeg ville ønske at jeg havde oplevet hende noget mere, mere levende, i længere tid – set hendes øjne, hørt hende græde, mærket at hun mærkede os. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at hun skulle lide. Jeg er ind imellem i tvivl om vi skulle have ladet hende leve, så længe hun kunne, men vi kunne jo risikere at hun ville være levedygtig, når hun kom ud og ville leve et lang liv som multihandicappet. Det ved vi ikke. Måske obduktionssamtalen vil give os mere svar.
Malou fylder ikke alle mine tanker længere og jeg kan godt tænke på hende og tale om hende uden at græde. Men når jeg rigtig tænker på hende, er mine tanker endnu ikke fredfyldte og kærlige, men fulde af smerte og sorg. Og selvfølgelig er de det. Fordi jeg kan tænke på og tale om hende uden at græde, kan jeg komme til at gå rundt i en grå suppedas af meningsløshed, hvor det som sådan går meget godt, men det er bare trist. Jeg har brug for åndehuller, hvor jeg lader mig fylde af det som er og hvor jeg får kontakt med mine følelser bag tristheden. Og det får jeg ved at dykke ned og turde sige det tragiske, sorte og traumatiske Som for eksempel at jeg ville ønske Malou aldrig havde været til. Det gør så ondt at sige det, for jeg ønskede hende jo mere end noget andet. Men det giver mig luft at sige det højt. Jeg får grædt. Jeg får kontakt. Og det er godt. Bagefter er jeg lettere og kan lettere få øje på det lyse i mit liv.
mandag den 14. marts 2011
Dato for obduktionssamtale + begravelseshjælp
Jeg fik ringet til Randers idag for at bestille en ny tid til obduktionssamtalen. Jeg havde aflyst en tid d. 29.3, fordi jeg denne dag har en kursus, jeg gerne vil på. De havde på det tidspunkt ikke nye tider for april, men ville sætte mig på en huskeliste. Jeg fik at vide at havde jeg ikke hørt noget inden 1.4., skulle jeg ringe til dem. Da vi skal på ferie i 3 uger fra midt i april, ville vi gerne have en tid inden og jeg ville ikke risikere at vi først fik en tid efter påske, fordi der så ville gå en måned mere. Jeg ringede derfor til dem idag. Jeg kunne få en tid d. 14.4. Det var den eneste tid de havde før påske. Og så er det lige jeg siger: Hvorfor er det lige at de ikke har sørget for at jeg har fået en tid, når nu jeg står på deres huskeliste. Men det var godt at jeg ringede idag, fordi havde jeg ventet et par dage kunne vi risikere at den tid også var væk. Men nu ser det ud til at vi kan nå det inden ferien, med mindre de ikke har fået papirerne.
Jeg blev ringet op af Syddjurs kommune (igen), som nu kunne se i systemet at Malou var registreret som død. Men det er desværre ikke nok for dem. Det havde hun ellers sagt. Så jeg fik ringet til kirkekontoret for at bede dem sende en kopi af dødsattesten, som jeg kan sende videre til kommunen. Hun undskyldte mange gange at hun forstyrrede mig igen.
Jeg blev ringet op af Syddjurs kommune (igen), som nu kunne se i systemet at Malou var registreret som død. Men det er desværre ikke nok for dem. Det havde hun ellers sagt. Så jeg fik ringet til kirkekontoret for at bede dem sende en kopi af dødsattesten, som jeg kan sende videre til kommunen. Hun undskyldte mange gange at hun forstyrrede mig igen.
lørdag den 12. marts 2011
Kl 20.18 er passeret
Klokken har passeret 20.18 her denne lørdag aften. For en måned siden sad jeg med dig i mine hænder. Jeg rystede, jeg hulkede. Så meget at jeg slet ikke så at dit lille hjerte slog. Du viste os livet, men du skulle ikke leve. Du var født for at dø. Og vi skulle være sammen med dig i den sparsomme tid, du viste os livstegn. Du skulle være hos os i tryghed og varme til dit sidste hjerteslag. Jeg havde sådan lyst til at puste liv i din lille krop. Jeg ville ønske at din brystkasse hævede og sænkede sig. Du blev hurtigt koldere. Dit blod blev ikke holdt varmt. Åh jeg ville varme dig lille skat. Jeg forsøgte at indprinte mig alle dine små træk. Vi kunne se Elias, din storebror i dig. Det var så kort jeg fik lov at se på dig. Det var så dejligt, men også så hårdt at sidde at se på dig – du var så smuk og dejlig, men du skulle dø. Jeg havde født dig, så du kunne dø. Det var så svært at rumme. Jeg havde lyst til at lukke øjnene. Give dig fra mig og forsvinde. Det var så svært at være i. Din far fik dig og sad og studerede dig. Jeg forsøgte at samle kræfter for at være der til stede. Dette var alt hvad vi kunne få, så det var nu, at det gjaldt. Om lidt ville det være slut og jeg ville skulle sige farvel til dig for altid. Jeg måtte samle mig igen, så jeg kunne være der for dig. Denne stund var uerstattelig. Denne stund var hvad vi kunne få med vores datter. Det burde have været et liv, men det blev en stund. En stund som skulle leves, selvom den var ubærlig hård. Ubærlig uretfærdig. Men jeg måtte bære den. Jeg måtte være i den. Jeg måtte komme tilbage til det nu, der bød sig. Til det vi kunne få. Til det vi måtte sige farvel til. Jeg vendte mig imod dig igen og tog hvad jeg kunne få og forsøgte at give alt hvad jeg havde. Udmattet. Uforstående. Usikker. Min kærlighed. Jeg gjorde mit bedste. Jeg ville det bedste. Jeg må leve med at kærligheden bød mig at føde dig for at du kunne dø. For en måned siden da jeg sad med dig føltes det forkert at kærlighed kan slå ihjel. Det kunne ikke passe, at det virkelig var det bedste, jeg kunne give dig – jeg forsøgte. Undskyld skat.
Mit hjerte er revet itu
Mit hjerte er revet itu
Abonner på:
Opslag (Atom)