torsdag den 21. februar 2013
fredag den 15. februar 2013
Så kom reaktionen....
Så kom reaktionen på at aflevere Lea i vuggestue. Igår var skod for moren... og idag stadig ligedan... Tårerne triller hver gang jeg tænker på hende... Jeg føler min sårbarhed antændt... eller også er jeg bare almindelig pyllermor. Jeg ved det ikke. Jeg havde det ok med at aflevere hende indtil igår og har kun grædt nogle få tårer en enkelt gang efter at have afleveret hende... Men nu hyler jeg hele tiden. Lea har det fint derovre. Hun er glad og så nysgerrig på alt det nye. Hun græder ikke - heller ikke ved afsked. Så hun har taget det meget flottere end jeg. Jeg er blevet tricket på at jeg igår afleverede en begyndende træt pige kl 9. Hun var vågnet kl 7 og var begyndt at gnide øjne kl 8.30. Men i vuggestuen må man kun sove ml 8-9 og efter 12, så hun skulle være vågen 3 timer mere... Det i sig selv skulle hun nok kunne klare, selvom det ikke er det bedste for hende... men jeg vidste at hun ikke ville kunne spise, når de spiser madpakker kl 11. Og ganske rigtigt... da jeg hentede hende kl 14.40 havde hun intet spist... hverken kl 11 eller da de tilbød hende kl 14. En hel dag uden mad... er mere end hvad mit moderhjerte kan klare... Hun er et lille bitte myr... for lille for sin alder... og så at vide at hun har måtte undvære mad en hel dag, fordi hun har været for træt. Jeg ved ikke om det udelukkende handler om at hendes behov ikke tilgodeses... og at vuggestuen prioriterer systemet før mennesket... og min lille pige er offer i det... Eller om det er min sårbarhed og sorg, der bliver tricket... Jeg er ihvertfald lidt overrasket over min reaktion. Men jeg er sikker på at jeg bedre kunne være i at aflevere hende, hvis jeg vidste at de tog udgangspunkt i hende i stedet for i strukturen.
EDIT fredag eftermiddag
Jeg tog en hylende snak med pædagogen i vuggestuen imorges og hun forstod mig og mødte mig med hjertet. Hun lovede at snakke menneskesyn med de andre og afklare om de virkelig mener at systemet kommer før mennesket... eller hvordan de skal forholde sig til de små børn som undtagelser fra reglen. Jeg afleverede Lea sovende (hun var vågnet 6.20 og blev puttet herhjemme kl 8 og sov 8.07;) De vækkede hende ikke til formiddag. Hun vågnede efter 1.40 og var med til formiddag. Og spiste både græskarsuppe og hele madpakken... juble... Blev puttet da hun viste tegn og faldte i søvn efter 5-10 min kl 12.50 (under deres pause) og sov i 2 timer... og var i strålende humør, da jeg hentede hende lige efter... Og jeg blev i strålende humør... så det endte som en god god dag:-)
EDIT fredag eftermiddag
Jeg tog en hylende snak med pædagogen i vuggestuen imorges og hun forstod mig og mødte mig med hjertet. Hun lovede at snakke menneskesyn med de andre og afklare om de virkelig mener at systemet kommer før mennesket... eller hvordan de skal forholde sig til de små børn som undtagelser fra reglen. Jeg afleverede Lea sovende (hun var vågnet 6.20 og blev puttet herhjemme kl 8 og sov 8.07;) De vækkede hende ikke til formiddag. Hun vågnede efter 1.40 og var med til formiddag. Og spiste både græskarsuppe og hele madpakken... juble... Blev puttet da hun viste tegn og faldte i søvn efter 5-10 min kl 12.50 (under deres pause) og sov i 2 timer... og var i strålende humør, da jeg hentede hende lige efter... Og jeg blev i strålende humør... så det endte som en god god dag:-)
mandag den 11. februar 2013
2 år - Kaos og kærlighed
Imorgen er det to år siden jeg fødte min lille prinsesse, Malou... alt alt for tidligt... og hvordan har jeg det???? Meget bedre end sidste år, da jeg skule gennemleve dagene første gang, kunne være et svar. Sidste år var jeg hudløs slidt på dette tidspunkt. Sidste år stod dagene med alle valgene og den umenneskelige beslutning lysende klar i hele min krop. Sidste år var et rod af liv og død. Sorgen over Malou... smerten ved at hun ikke er her... erindringen om traumet... og Lea sparkende i maven... den forestående fødsel... og ville jeg også denne gang skulle forlade fødegangen med tomme arme? I år er kaos-ugen rodet sammen med Leas opstart i institution. Det er svært, men det er ikke ødelæggende. Det trækker tårer, men det er ikke ødelæggende. Hvis bare det vil fortsætte sådan, så har jeg et håb om en dag at kunne være på fode igen. Men jeg tror aldrig februar vil blive det samme igen. Februar vil nok altid være en smertens måned, for den vil minde mig om de traumatiske dage, hvor mit liv blev vendt rundt.
Man går ikke ubemærket gennem et traume... og jeg tror jeg vil være mærket resten af mit liv. Jeg vil ikke blot altid savne mit barn. Jeg vil ikke blot altid mangle mit barn. Jeg vil også for altid være ændret. Jeg har fået en ny sårbarhed. Jeg har mistet min hidtidige naive ubekymrethed, hvor jeg kunne vende mig bort fra døden og lade som om den ikke kunne ramme her. Jeg har altid været bevidst om at jeg og vi skal dø... og at det kunne ske "før tid"... men jeg har tidligere kunnet fjerne mig fra den tanke at det kunne ske lige nu. Jeg har tidligere kunne forholde mig til det mere kognitivt... og har kunne bladre væk, hvis tragedien kom for tæt på. Det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke bladre væk. Jeg kan ikke bare tro på at det nok skal gå... at det rammer nogen andre... For det usandsynlige ramte mig. Det som ingen forældre kan og vil forholde sig til, det SKAL jeg forholde mig til. MIT BARN ER DØDT. Jeg har måtte tage afsked med mit barn... og hvordan f..... gør man det?
Samtidig med afskeden har jeg skullet finde en vej fremad... For livet går fremad... og det skal leves... På de to år, der er gået har jeg fundet mig en vej igennem den akutte sorg. En vej, som syntes helt umulig at forestille sig. Det føltes som om alt skulle læres påny. Samtidig skulle jeg finde en vej med smerten og det almindelige liv, som jo fortsatte ufortrødent. Jeg kunne ikke gå i hi. Jeg kunne ikke grave mig ned, selvom jeg måske allermest havde lyst. Jeg kunne sørge på deltid, fordi hverdagen skulle fortsætte. Det var ingen dans på roser at have et barn i forvejen... Det var min lykke... og det var min frustration.
Jeg skulle finde min vej med sorgen og det nye liv i maven. Hvis det var svært at have et barn i forvejen, så var det intet imod at bære et nyt. Det var en knivskarp kamp om at klare hver enkelt dag med angsten i kort kort snor, samtidig med at arbejdslivet krævede mere og mere af mig. Det var et efterår i kaos, men også et efterår med perspektiv og håb... Jeg ved slet ikke hvordan jeg havde klaret det efterår uden det spirende liv i maven... Det var min lykke... og det var min sønderrivende angst.
Jeg fik min levende baby... og mine arme blev fyldte... Men hullet i hjertet er der endnu. Kan det fyldes nogensinde hele? Jeg blev mor til mit 3. barn... og skulle finde en vej med sorgen og glæden... De to levende børn tager deres plads. De beder selv om min opmærksomhed. De tager deres stunder af min udelte opmærksomhed... men mit døde barn skal gives pladsen. Hun råber ikke så højt, at jeg ikke kan ignorere hende. Hun viser sig i min krop... Hun sætter sig som smerten i brystet, hvis jeg ikke lytter. Hun bor i stilheden og i eftertanken. Hun kan kun nås i et isoleret rum, som kun kan nås, når jeg er alene. Der er ikke plads til nærværet med hende, når der er andre. Min kontakt til hende er så sårbar og fintfølende, at jeg skal have ro, tid og plads til eftertanke... Men konsekvenserne af at ignorere hende rækker ind over hele mit liv. Smerten i brystet forplanter sig til mit overskud, mit humør, min lyst til livet... Kun ved at tage hende alvorligt og give hende rummet, kan jeg bevæge mig ud i livet. Jeg er ikke god til det... at give hende pladsen, men jeg bliver nødt til at lære det.
To år er gået... to levende børn er jeg velsignet med. Og jeg er ikke glad... Jeg hader det at faktum at min livslyst er væk. Jeg kan grine og fest... men jeg elsker ikke livet. Jeg føler mig mere deprimeret end lykkelig... og jeg hader det. Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg ville ønske jeg igen kunne sprudle og nyde. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke gejst og energi igen... mere end i stjålne øjeblikke...
Mit liv er blevet lysere på de to år... Men mørket fylder stadig (for) meget... Jeg håber jeg en dag kan tage solen helt ind... Livet er alt for kort... jeg vil så gerne være en anden mor og en anden kæreste. Jeg vil så gerne være glad igen...
Man går ikke ubemærket gennem et traume... og jeg tror jeg vil være mærket resten af mit liv. Jeg vil ikke blot altid savne mit barn. Jeg vil ikke blot altid mangle mit barn. Jeg vil også for altid være ændret. Jeg har fået en ny sårbarhed. Jeg har mistet min hidtidige naive ubekymrethed, hvor jeg kunne vende mig bort fra døden og lade som om den ikke kunne ramme her. Jeg har altid været bevidst om at jeg og vi skal dø... og at det kunne ske "før tid"... men jeg har tidligere kunnet fjerne mig fra den tanke at det kunne ske lige nu. Jeg har tidligere kunne forholde mig til det mere kognitivt... og har kunne bladre væk, hvis tragedien kom for tæt på. Det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke bladre væk. Jeg kan ikke bare tro på at det nok skal gå... at det rammer nogen andre... For det usandsynlige ramte mig. Det som ingen forældre kan og vil forholde sig til, det SKAL jeg forholde mig til. MIT BARN ER DØDT. Jeg har måtte tage afsked med mit barn... og hvordan f..... gør man det?
Samtidig med afskeden har jeg skullet finde en vej fremad... For livet går fremad... og det skal leves... På de to år, der er gået har jeg fundet mig en vej igennem den akutte sorg. En vej, som syntes helt umulig at forestille sig. Det føltes som om alt skulle læres påny. Samtidig skulle jeg finde en vej med smerten og det almindelige liv, som jo fortsatte ufortrødent. Jeg kunne ikke gå i hi. Jeg kunne ikke grave mig ned, selvom jeg måske allermest havde lyst. Jeg kunne sørge på deltid, fordi hverdagen skulle fortsætte. Det var ingen dans på roser at have et barn i forvejen... Det var min lykke... og det var min frustration.
Jeg skulle finde min vej med sorgen og det nye liv i maven. Hvis det var svært at have et barn i forvejen, så var det intet imod at bære et nyt. Det var en knivskarp kamp om at klare hver enkelt dag med angsten i kort kort snor, samtidig med at arbejdslivet krævede mere og mere af mig. Det var et efterår i kaos, men også et efterår med perspektiv og håb... Jeg ved slet ikke hvordan jeg havde klaret det efterår uden det spirende liv i maven... Det var min lykke... og det var min sønderrivende angst.
Jeg fik min levende baby... og mine arme blev fyldte... Men hullet i hjertet er der endnu. Kan det fyldes nogensinde hele? Jeg blev mor til mit 3. barn... og skulle finde en vej med sorgen og glæden... De to levende børn tager deres plads. De beder selv om min opmærksomhed. De tager deres stunder af min udelte opmærksomhed... men mit døde barn skal gives pladsen. Hun råber ikke så højt, at jeg ikke kan ignorere hende. Hun viser sig i min krop... Hun sætter sig som smerten i brystet, hvis jeg ikke lytter. Hun bor i stilheden og i eftertanken. Hun kan kun nås i et isoleret rum, som kun kan nås, når jeg er alene. Der er ikke plads til nærværet med hende, når der er andre. Min kontakt til hende er så sårbar og fintfølende, at jeg skal have ro, tid og plads til eftertanke... Men konsekvenserne af at ignorere hende rækker ind over hele mit liv. Smerten i brystet forplanter sig til mit overskud, mit humør, min lyst til livet... Kun ved at tage hende alvorligt og give hende rummet, kan jeg bevæge mig ud i livet. Jeg er ikke god til det... at give hende pladsen, men jeg bliver nødt til at lære det.
To år er gået... to levende børn er jeg velsignet med. Og jeg er ikke glad... Jeg hader det at faktum at min livslyst er væk. Jeg kan grine og fest... men jeg elsker ikke livet. Jeg føler mig mere deprimeret end lykkelig... og jeg hader det. Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg ville ønske jeg igen kunne sprudle og nyde. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke gejst og energi igen... mere end i stjålne øjeblikke...
Mit liv er blevet lysere på de to år... Men mørket fylder stadig (for) meget... Jeg håber jeg en dag kan tage solen helt ind... Livet er alt for kort... jeg vil så gerne være en anden mor og en anden kæreste. Jeg vil så gerne være glad igen...
torsdag den 7. februar 2013
Første uge i vuggestue
Lea har nu været i vuggestue i en uge...
Den første dag.. torsdag var vi der sammen i 2timer. Fredag var jeg der en stund og gik fra hende i knap 1½ time og kom tilbage og spiste med hende. Det var gået rigtig fint. Hun havde vist ikke opdaget at jeg ikke var der. Imens var jeg i Elias' børnehave til fastelavnsfest. Så det var en god måde at bruge tiden godt på. Mandag var hun der alene i 2 timer og spiste sammen med de andre og blev puttet af mig. Tirsdag var hun der i godt to timer... onsdag havde hun fri, fordi vi går til rytmik... og Mormor skulle komme... og idag torsdag afleverede jeg hende sovende kl 9... hun blev vækket 9.30 og spiste med kl 11. Blev puttet til middag og sov i fem kvarter... Vågnede kl 14, hvorefter jeg hentede hende... Og det var gået rigtig fint. Ingen gråd eller savn. Hun havde vrælet, da hun blev puttet, men det gør hun også herhjemme... Hun synes det er en fest at være der... og hun suger til sig.
Så alt i alt går det rigtig fint... Jeg har det også ok... selvom det fylder noget at det er rodet sammen med Malous årsdage...
Den første dag.. torsdag var vi der sammen i 2timer. Fredag var jeg der en stund og gik fra hende i knap 1½ time og kom tilbage og spiste med hende. Det var gået rigtig fint. Hun havde vist ikke opdaget at jeg ikke var der. Imens var jeg i Elias' børnehave til fastelavnsfest. Så det var en god måde at bruge tiden godt på. Mandag var hun der alene i 2 timer og spiste sammen med de andre og blev puttet af mig. Tirsdag var hun der i godt to timer... onsdag havde hun fri, fordi vi går til rytmik... og Mormor skulle komme... og idag torsdag afleverede jeg hende sovende kl 9... hun blev vækket 9.30 og spiste med kl 11. Blev puttet til middag og sov i fem kvarter... Vågnede kl 14, hvorefter jeg hentede hende... Og det var gået rigtig fint. Ingen gråd eller savn. Hun havde vrælet, da hun blev puttet, men det gør hun også herhjemme... Hun synes det er en fest at være der... og hun suger til sig.
Så alt i alt går det rigtig fint... Jeg har det også ok... selvom det fylder noget at det er rodet sammen med Malous årsdage...
torsdag den 31. januar 2013
Er to år lang tid?
Jeg sidder i Leas nye vuggestue... første dag ... og fortæller om Lea, hendes vaner og om mine tanker om opstarten. Jeg har god tid - 6 uger - men vil gerne at vi tager det som en almindelig indkøring. Jeg fortæller hvorfor... at jeg har brug for noget tid til mig selv, fordi vi har haft et par turbulente år. At vi mistede et barn under graviditeten for to år siden... Pædagogens spontane bemærkning var ... "ok, og det er I ikke kommet helt over endnu?" Mit svar var at nej, det tager lang tid... men det rammer ind i noget som fylder mig i tiden... Da vi rundede årsskiftet gik det op for mig at jeg ikke længere kunne sige "Sidste år mistede vi vores ufødte barn" eller "sidste år, da jeg havde barsel". Nu er det to år siden... og jeg hører mig selv sige: "For to år siden mistede vi et barn...", "Da jeg startede på arbejde igen... for to år siden"... Det lyder forkert. Det er så forkert. To år lyder af lang tid, men den lange tid afspejler slet ikke hvor jeg er i mit hoved og min krop efter at have mistet min datter. De "mange" år afspejler slet ikke hvordan jeg har det. Endnu engang var årsskiftet en smerte for nu er det endnu et år siden vi mistede... afstanden til min datter bliver større... men også afstanden til min traumatiske oplevelse... Men sådan føles den ikke. Den er jo lige her... Jeg kan jo nærmest smage den... Den føles slet ikke to år væk. Hvis jeg ser på mig selv oppefra, forstår jeg udemærket pædagogens reaktion. Nåh så det er I ikke kommet over endnu? Nej, det er vi egentlig ikke... Det er da også lide mærkeligt... Mon vi har dyrket den, sorgen? Ja det tænker jeg, set på mig selv udefra...
Men for helvede de to år har været et mareridt. Først at miste sin elskede og længe ventede datter og det kaos der fulgte. Så at blive gravid, som alle drømme og håb længtes efter... men at fornægte alt hvad der hed graviditet og levende baby. At gennemleve det første år med liv og død i en sammensurium. Så kom babyen - levende og mirakuløs med alle de følelser der væltede ind... så finde sig til rette i alt det... finde en vej med døden og livet, kærligheden og sorgen... Jeg føler mig fyldt op... og jeg har brug for tid til at få placeret alle de følelser og alle de oplevelser.... Jeg har brug for at fordybe mig... Og det er jo det vi har givet mig med de 6 uger...
Det sidste år har været nemmere end det første år. Livet er meget nemmere nu. Men der er stadig en vej at gå... det er stadig mange tårer at græde... der er stadig meget kamp at kæmpe... To år er lang tid... og de to år har væltet mit liv rundt... og det har et efterspil, der vil række mange år frem i tiden... Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig... Jeg ved ikke OM jeg bliver færdig... Årene skaber afstand, men savnet og smerten er jo lige her... lyslevende i mig.
Men for helvede de to år har været et mareridt. Først at miste sin elskede og længe ventede datter og det kaos der fulgte. Så at blive gravid, som alle drømme og håb længtes efter... men at fornægte alt hvad der hed graviditet og levende baby. At gennemleve det første år med liv og død i en sammensurium. Så kom babyen - levende og mirakuløs med alle de følelser der væltede ind... så finde sig til rette i alt det... finde en vej med døden og livet, kærligheden og sorgen... Jeg føler mig fyldt op... og jeg har brug for tid til at få placeret alle de følelser og alle de oplevelser.... Jeg har brug for at fordybe mig... Og det er jo det vi har givet mig med de 6 uger...
Det sidste år har været nemmere end det første år. Livet er meget nemmere nu. Men der er stadig en vej at gå... det er stadig mange tårer at græde... der er stadig meget kamp at kæmpe... To år er lang tid... og de to år har væltet mit liv rundt... og det har et efterspil, der vil række mange år frem i tiden... Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig... Jeg ved ikke OM jeg bliver færdig... Årene skaber afstand, men savnet og smerten er jo lige her... lyslevende i mig.
Første dag i vuggestue
Så oprandt dagen... Leas første dag i vuggestue... Vi kom derhen idag efter samling kl 9.30. Lea rakte straks ud efter Lone, som er hende der skal køre hende ind... og der sad hun på skødet og hyggede sig, mens samlingen blev færdig. Vi satte os på gulvet og Lea var dybt optaget af alt det spændende legetøj. De andre børn og voksne gik ind i motorik-rummet, så der var kun os 3. Ind imellem kom nogle af børnene ind og det nød Lea. Hun ænsede mig nærmest ikke - var kun lige henne ved mig én gang... ellers var hun omkring Lone eller kravlede rundt og udforskede de spændende sager. Imens snakkede Lone og jeg... og jeg fortalte om Leas vaner og vi aftalte for de næste dage. Imorgen har vi aftalt at vi skal komme lidt i 9 inden samling og så skal jeg gå en time eller to - efter Leas trivsel. Det er helt fint, for så kan jeg gå over i børnehaven og være med til deres fastelavnsfest.
Jeg havde madpakke med og Lea slugte den hurtigt og var bare i super humør. Vi tog hjem igen lidt i 12, så var det tid til at hitte barnevognen.
Tanken om Lea i vuggestue er ok... hvis jeg kun tænker kort frem... og det har jeg lært at jeg skal. Én dag af gangen. Grunden til at det føles ok er at jeg har knap 6 uger inden jeg skal starte på arbejde... og jeg glæder mig virkelig til den tid. Jeg ved at tiden vil flyve hurtigt, men jeg håber at nå at få en fornemmelse af at have gjort noget godt for mig selv. Jeg er ikke afklaret med hvordan jeg skal bruge tiden... jeg ved at jeg skal passe på ikke at lade det drukne i praktiske gøremål og projekter herhjemme. Det vil nemlig meget hurtigt kunne overtage tiden. Men noget med tid til at glo ud i luften - i sofaen med et blad og en kop kaffe. Tænker på at finde en god meditationsCD og så give mig selv en stund med den her dag. Jeg vil gerne finde noget mere fred... finde ind til mig selv igen... Det er dog noget af et projekt på 1½ måned. Jeg kan nok ikke forvente helt at finde fred...Måske jeg altid skal leve med et hul og en smerte indeni... men jeg har brug for ro. Det har været et par turbulente år. Jeg føler stadig at følelserne sidder udenpå. Og så især i denne tid... hvor vi nærmer os Malous to-årsdag... hvor Lea skal starte i insitution og det længe ventede barselsliv nu er slut... hvor hverdagen og arbejdslivet... stress og jag... truer. Jeg håber virkelig at den næste tid kan give mig et åndehul, hvor jeg får taget den knugende smerte i brystet alvorligt... Får trukket vejret dybt ned i maven... Jeg overvejer om jeg skal prøve noget healingsmassage... jeg føler mig stadig ikke koblet ordentligt til min krop... jeg har brug for noget mere balance, noget mere sammenhæng. Jeg mistede tiltroen til min krop, da jeg mistede Malou... og jeg tror at jeg kunne få mere balance i mit liv ved at blive mere funderet i kroppen.... Jeg overvejere også en clairvoyant... igen handler det om balance... om at få sjæl, krop, intellekt og følelser mere i ro... Jeg går stadig til psykolog... men det er så mentalt fokuseret... jeg vil gerne noget andet også... Jeg kender ingen healere eller clairvoyanter og det er lidt en jungle... men jeg må spørge mig lidt omkring om nogen har erfaringer...
På et andet plan har jeg fået bestilt tid til frisør. Jeg har ikke været afsted siden marts sidste år, så jeg er gået fra en korthårs til en langhårs frisure... Igen det handler om at gøre noget godt for mig... Tid hvor jeg ikke skal tilfredsstille andre, men hvor det er mig, der er i fokus. Her kommer der nok også et cafébesøg og et par shoppingture ind... Måske en ansigtsbehandling... en gåtur i skoven... tid til dagbogsskrivning, en god bog???
Men nu er den epoke ihvertfald påbegyndt. Jeg hader at hverdagen er på vej, men jeg ser frem til de næste uger.. jeg kan jo bare hente Lea, hvis jeg mangler hende. Det er mig der bestemmer tiden og det vil jeg nyde for en stund... så må jeg overskue den epoke, som venter herefter, når vi kommer nærmere.
Jeg havde madpakke med og Lea slugte den hurtigt og var bare i super humør. Vi tog hjem igen lidt i 12, så var det tid til at hitte barnevognen.
Tanken om Lea i vuggestue er ok... hvis jeg kun tænker kort frem... og det har jeg lært at jeg skal. Én dag af gangen. Grunden til at det føles ok er at jeg har knap 6 uger inden jeg skal starte på arbejde... og jeg glæder mig virkelig til den tid. Jeg ved at tiden vil flyve hurtigt, men jeg håber at nå at få en fornemmelse af at have gjort noget godt for mig selv. Jeg er ikke afklaret med hvordan jeg skal bruge tiden... jeg ved at jeg skal passe på ikke at lade det drukne i praktiske gøremål og projekter herhjemme. Det vil nemlig meget hurtigt kunne overtage tiden. Men noget med tid til at glo ud i luften - i sofaen med et blad og en kop kaffe. Tænker på at finde en god meditationsCD og så give mig selv en stund med den her dag. Jeg vil gerne finde noget mere fred... finde ind til mig selv igen... Det er dog noget af et projekt på 1½ måned. Jeg kan nok ikke forvente helt at finde fred...Måske jeg altid skal leve med et hul og en smerte indeni... men jeg har brug for ro. Det har været et par turbulente år. Jeg føler stadig at følelserne sidder udenpå. Og så især i denne tid... hvor vi nærmer os Malous to-årsdag... hvor Lea skal starte i insitution og det længe ventede barselsliv nu er slut... hvor hverdagen og arbejdslivet... stress og jag... truer. Jeg håber virkelig at den næste tid kan give mig et åndehul, hvor jeg får taget den knugende smerte i brystet alvorligt... Får trukket vejret dybt ned i maven... Jeg overvejer om jeg skal prøve noget healingsmassage... jeg føler mig stadig ikke koblet ordentligt til min krop... jeg har brug for noget mere balance, noget mere sammenhæng. Jeg mistede tiltroen til min krop, da jeg mistede Malou... og jeg tror at jeg kunne få mere balance i mit liv ved at blive mere funderet i kroppen.... Jeg overvejere også en clairvoyant... igen handler det om balance... om at få sjæl, krop, intellekt og følelser mere i ro... Jeg går stadig til psykolog... men det er så mentalt fokuseret... jeg vil gerne noget andet også... Jeg kender ingen healere eller clairvoyanter og det er lidt en jungle... men jeg må spørge mig lidt omkring om nogen har erfaringer...
På et andet plan har jeg fået bestilt tid til frisør. Jeg har ikke været afsted siden marts sidste år, så jeg er gået fra en korthårs til en langhårs frisure... Igen det handler om at gøre noget godt for mig... Tid hvor jeg ikke skal tilfredsstille andre, men hvor det er mig, der er i fokus. Her kommer der nok også et cafébesøg og et par shoppingture ind... Måske en ansigtsbehandling... en gåtur i skoven... tid til dagbogsskrivning, en god bog???
Men nu er den epoke ihvertfald påbegyndt. Jeg hader at hverdagen er på vej, men jeg ser frem til de næste uger.. jeg kan jo bare hente Lea, hvis jeg mangler hende. Det er mig der bestemmer tiden og det vil jeg nyde for en stund... så må jeg overskue den epoke, som venter herefter, når vi kommer nærmere.
onsdag den 16. januar 2013
Hverdagen banker på døren
Om 14 dage starter Lea i Vuggestue. Hun har fået plads i den lokale private vuggestue - Hulahop - ja hun har faktisk allerede plads nu pr. 1.1. Vi havde søgt pr. 1.3., da jeg skal starte på arbejde d. 14.3., men der havde de ikke plads. De havde én d. 1.4., og vi kunne godt få det til at hænge sammen, da det kun drejer sig om 7 dage i marts, da der er påske og opstarten i april. Men vi tænkte os om og mærkede efter og besluttede os for pladsen d. 1.1.
Vi er i en livssituation, hvor vi ikke skal presse os selv for meget. Vi skal passe på hvad vi byder os selv. René blev sidst i september raskmeldt efter 5-6 måneder hel- og deltidssygemelding og kort efter drog han på to måneders barsel. Han har derfor selvsagt ikke reelt fornemmelse af hvordan han klarer arbejdslivet og hverdagen. Den har været så anderledes hen over efterår og jul
Og jeg havde det sådan i sommers - hvor jeg ramte et hul - at hvis jeg bare kunne blive stress-sygemeldt i et halvt år, så ville det bare være perfekt. Det mente jeg selvfølgelig ikke, men det afspejlede hvordan jeg havde det. Hvor let jeg følte mig presset. Hvor træt og slidt jeg følte mig. Hvordan jeg bare havde brug for en pause.
Jeg er blevet opmærksom på at jeg nok startede for tidligt på arbejde i min sidste barsel i foråret 2011 - Men det var hvad jeg kunne og skulle på det tidspunkt. Som med alting i mit liv og arbejdsliv tænker jeg fremad fremad hele tiden og jeg kunne ikke være i ro. At starte på arbejde igen - i mit eget tempo i barslen var en måde at komme videre for mig... at tage det nødvendige skridt fremad. Jeg tillod mig ikke at stå stille. Når jeg hører om andre sørgende mødre fortælle om hvordan de gik i hi, tænker jeg, puh det er det jeg har brug for. Jeg har brug for at gå i hi... men vil jeg nogensinde kunne det... Jeg kunne det ikke, da jeg mistede min datter. Kan jeg det nu?
Jeg er stadig træt... Jeg er stadig slidt. Jeg har stadig brug for at gå i hi...
Det har været to hårde og intense år. Vi står nu på kanten af vores andet år uden Malou. Det første år overlevede vi den akutte sorg, tilbage på arbejde, at blive gravid igen. Det andet år blev indviet med Leas kommen og en forestilling om at nu ville roen indfinde sig. Men at få barn igen efter at have mistet var for mig ikke bare en dans. Det er benhårdt... og fantastisk dejligt. Ulideligt sårbart ... og begyndende lykkeligt. Der har været så meget på spil for os de sidste to år. Så meget liv, så meget død, så meget smerte, så meget glæde... at der er nok til et helt liv. Der er så meget at rumme. Det tager tid. Det tager kræfter. Det kalder på ro. Det kalder på pause.
Jeg tror på den anden side ikke at det idag vil gøre mig noget godt at få lov til at sidde i sofaen dagen lang og se en aller anden serie. Jeg tror jeg har brug for at gøre mig selv godt på en anden måde. Forkæle mig selv måske med massage, ansigtsbehandling, healingsmassage, måske besøg hos en clairvoyant, cafébesøg, shoppetur... Jeg ved ihvertfald at jeg skal passe på med ikke at endevende huset. Jeg er så god til at få ting gjort og jeg vil hurtigt kunne finde steder der trænger til en kærlig hånd og en oprydning. Det giver selvfølgelig også ro i hverdagen at få gjort, men det er bare skruen uden ende... og er ikke noget der er godt for min trætte sjæl.
Jeg tror jeg skal lade mig stoppe op. Måske dale ned i sofaen og mærke efter. En kop kaffe og et blad. Ro på... og så et skridt af gangen.
Vi er i en livssituation, hvor vi ikke skal presse os selv for meget. Vi skal passe på hvad vi byder os selv. René blev sidst i september raskmeldt efter 5-6 måneder hel- og deltidssygemelding og kort efter drog han på to måneders barsel. Han har derfor selvsagt ikke reelt fornemmelse af hvordan han klarer arbejdslivet og hverdagen. Den har været så anderledes hen over efterår og jul
Og jeg havde det sådan i sommers - hvor jeg ramte et hul - at hvis jeg bare kunne blive stress-sygemeldt i et halvt år, så ville det bare være perfekt. Det mente jeg selvfølgelig ikke, men det afspejlede hvordan jeg havde det. Hvor let jeg følte mig presset. Hvor træt og slidt jeg følte mig. Hvordan jeg bare havde brug for en pause.
Jeg er blevet opmærksom på at jeg nok startede for tidligt på arbejde i min sidste barsel i foråret 2011 - Men det var hvad jeg kunne og skulle på det tidspunkt. Som med alting i mit liv og arbejdsliv tænker jeg fremad fremad hele tiden og jeg kunne ikke være i ro. At starte på arbejde igen - i mit eget tempo i barslen var en måde at komme videre for mig... at tage det nødvendige skridt fremad. Jeg tillod mig ikke at stå stille. Når jeg hører om andre sørgende mødre fortælle om hvordan de gik i hi, tænker jeg, puh det er det jeg har brug for. Jeg har brug for at gå i hi... men vil jeg nogensinde kunne det... Jeg kunne det ikke, da jeg mistede min datter. Kan jeg det nu?
Jeg er stadig træt... Jeg er stadig slidt. Jeg har stadig brug for at gå i hi...
Det har været to hårde og intense år. Vi står nu på kanten af vores andet år uden Malou. Det første år overlevede vi den akutte sorg, tilbage på arbejde, at blive gravid igen. Det andet år blev indviet med Leas kommen og en forestilling om at nu ville roen indfinde sig. Men at få barn igen efter at have mistet var for mig ikke bare en dans. Det er benhårdt... og fantastisk dejligt. Ulideligt sårbart ... og begyndende lykkeligt. Der har været så meget på spil for os de sidste to år. Så meget liv, så meget død, så meget smerte, så meget glæde... at der er nok til et helt liv. Der er så meget at rumme. Det tager tid. Det tager kræfter. Det kalder på ro. Det kalder på pause.
Jeg tror på den anden side ikke at det idag vil gøre mig noget godt at få lov til at sidde i sofaen dagen lang og se en aller anden serie. Jeg tror jeg har brug for at gøre mig selv godt på en anden måde. Forkæle mig selv måske med massage, ansigtsbehandling, healingsmassage, måske besøg hos en clairvoyant, cafébesøg, shoppetur... Jeg ved ihvertfald at jeg skal passe på med ikke at endevende huset. Jeg er så god til at få ting gjort og jeg vil hurtigt kunne finde steder der trænger til en kærlig hånd og en oprydning. Det giver selvfølgelig også ro i hverdagen at få gjort, men det er bare skruen uden ende... og er ikke noget der er godt for min trætte sjæl.
Jeg tror jeg skal lade mig stoppe op. Måske dale ned i sofaen og mærke efter. En kop kaffe og et blad. Ro på... og så et skridt af gangen.
tirsdag den 15. januar 2013
Hjemkomst - jul og nytår
Nu er det efterhånden en måned siden vi igen havde dansk jord under fødderne. Flyveturen hjem gik voer al forventning. PÅ den 13,5 time lange rejse fra Hongkong til London sov Lea først 6 timer - hvor hun blev holdt sovende - med brystet i munden det meste af tiden. Så var hun vågen 1 time, så sov hun 3 timer. Var vågen 1½ og sov 1 time. Så det er helt perfekt. Brittas rumpe var dog helt ødelagt. Den sov i flere dage efter, da Lea kun ville være hos sin mor. Men hvad gør man ikke for husfredens skyld. Vi kom hjem d. 13. december til sne og kulde - hvilket antiklimaks efter 2 måneder i varme og sol. Værst var mørket og særligt om morgenen, hvor det aldrig synes at blive morgen. Godt nok svært at komme op af sengen.
Elias skulle i børnehave allerede næste dag - fredag. Han havde savnet sin børnehave så meget, så det var der ingen tvivl om at han skulle. Og han (og Britta og Lea) havde sovet en god nat - René døjer noget mere med jetlag. Der var Lucia i børnehaven. Hans gruppe - græshopperne skulle gå, dog ikke Elias, da han jo ikke havde øvet. Børnehaven inviterer til rundstykker og vi tog derfor alle derop. Britta og Lea fortsatte i mødregruppe - dem havde vi savnet.
Lørdag fik vi vasket, pakket ud og købt juletræ. Søndag kom Mormor og vi julehyggede med at pynte op og lave konfekt. Så blev det jul også i det lille hjem i Mørke.
René startede på arbejde igen tirsdag og så blev det jo hurtigt jul, så Britta havde travlt med gave- og madindkøb til jul og juledage. Om fredagen var Britta og Lea til julefrokost på hendes arbejde. Britta kunne endnu ikke undvære sin mor om aftenen - efter to måneder liggende i hendes armhule, så hun fik en sen aftenlur og kom med. Som vanligt en skør og sjov abefest... dejligt at se dem alle sammen igen. Lidt træls at skulle gå kl 23, men Lea havde holdt flot ud indtil da.
Lørdagen d. 22. fyldte Olde 85 år og vi hyggede os med familien hos hende. Søndag lavede Britta dekorationer til Malous have og vi spiste risegrød, som det hører sig til Lillejuleaften.
Juleaften tilbragte vi hos Brittas søster i Lystrup - en hyggelig aften med masser af gaver til børnene. Igen fik Lea en lur over aftensmaden og holdte indtil vi kørte hjem ved 22.30 tiden. Elias lige så. Han havde en rigtig god aften og nød samværet med sine fætre.
Første juledag var en hyggedag hjemme med tid til at lege med gaverne og gøre klar til julefrokosten for Renés familie og Brittas mor anden juledag.
De to hverdage inden nytår var René på arbejde og Britta hjemme. To rolige dage blandt med indkøb til nytår. Nytårsaften holdte vi hjemme og havde besøg af Daniel og Natasja og Silas. Yasmine var hos Farmor og farfar. En rigtig hyggelig aften, som gik fint. Drengene hyggede sig rigtig meget og det forløb også godt og roligt med Lea. Og de voksne hyggede sig med god mad... og ikke så meget alkohol i år. Det er nu også 3. nytårsaften hvor Britta ikke kan drikke... hun må komme efter det næste år...
D. 1.1. var René på sygehuset for at tage afsked med sin Mormor, som desværre blev indlagt nytårsaftens dag og ikke ville have langt igen. Hun døde om natten til d. 2., så det var godt at han kom derind. Han mistede desværre sin Morfar i oktober ligesom vi var kommet til Australien. Nu er de sammen og har det forhåbenligt godt. De var begge meget syge med lungerne til sidst.
D. 2. var det hverdag igen og Mormors 66 års fødselsdag, så der tog Lea og Britta ind til brunch og var der hele dagen. Lea sov i barnevognen - det er hun blev super sej til. Britta tog kampen op efter nogle dage hjemme. Den første uge gik Britta med hende, når hun skulle sove, men efter nogle dage lod hun hende stå. Hun skælder ud og skriger op i 5-15 min inden hun sover, men det fleste dage sover hun 2-3 timer i barnevognen. Så der er en sejr. Nu kan andre også putte hende,
D. 2. blev også dagen hvor Lea skulle øve falde i søvn om aftenen uden mors bryst. Dette både fordi andre skal kunne passe hende og fordi hun ammer alt for meget om natten, fordi hun kun kan falde i søvn ved brystet. Vi forventer en hård kamp og kan næsten ikke overskue det. Men den skal jo tages... Lige pludselig starter Britta på arbejde og så er det nødvendigt at få en nattesøvn og hun har jo også mange aftenmøder, hvor René skal putte. Så det er over i egen seng nu. Første skridt må være at falde i søvn - næste må være ikke at skulle amme så meget om natten, men blive tilbudt vand i stedet.
D.6. januar blev skønne Elias 6 år og hele familien var inviteret til brunch og lagkage. En rigtig god dag, hvor Elias fik alt det han lige han ønsket sig. Da familien var gået, gjorde vi klar til endnu en fødselsdag. Om mandagen kom børnehaven på visit. Også en rigtig dejlig formiddag. Mormor var her og hjælpe og Far havde også fri fra arbejde.
Tirsdag tog vi afsted med Oldemor til hendes bisættelse i Helligåndskirken.
Ondag begyndte Lea og Britta til Baby-rytmik... Det var fedt, synes Lea. Hun elsker sang og synger med, så snart hun hører en melodi. Onsdag bød også på møde på skolen vedrørende skolestart. Ja Elias er nu så stor at han skal starte i skole til sommer og i tidlig SFO allerede d. 1.4. Så han har kun 2½ måned tilbage i børnehave. Store dreng. Lea var med til mødet og Farfar puttede Elias.
Torsdag var mødregruppen her og om eftermiddagen kom Mormor, som skulle passe begge børn, men Mor og Far var til Åbent hus i Landsforeningen. Britta skulle holde oplæg. Lea fik en sen lur. Da vi kom hjem havde mormor puttet hende. Hun havde skreget en halv time og var faldet i søvn kl 21.30. Kl var 22.30 og Lea vågnede selvfølgelig da Britta ik i seng og var helt umulig at få til at falde til ro. Den blev vist 1 inden hun sov.
Fredag skulle vi igen drive rovdrift på Lea, for René havde vagt og Britta skulle til den årlige tema-fest på Skibet. Elias skulle ind til Mormor og blev nu passet for 3. aften i træk. Nej det er ikke nemt at få tid til at være børnefamilie. Lea fik en sen lur og opførte sig eksemplarisk til festen. Faldte i søvn på vej hjem ved 23 tiden, men var utrøstelig da vi kom i seng. Hun fandt først ro kl 2.30 - stakkels pige.
På trods af de dage hvor vi har måtte drive rovdrift på vores datters udholdenhed, så skrider det lige så stille frem med hendes soven i egen seng. Det er hårdt - særligt fordi hun skriger sig selv i søvn. Hun skriger så snart vi lægger hende - holder når vi tager hende op og skriger igen, når vi lægger hende. Det hjælper ikke at være der, lægge hånd på, synge, nusse - tvært imod - er vi der uden at tage hende op, bliver hun endnu mere hidsig. Det er hårdt for vi skal jo ikke beholde hende oppe og det ville være nemmere bare at amme hende i søvn... men det dur ikke mere. Så hun skriger sig i søvn. Op mod 45 min i starten, men nu tager det 10-20 min -igår var det kun få minutter. Hun har haft for vane at vågne igen efer 25 min ( det er nogle dagen siden) og igen kan vi ikke hjælpe hende, så det bedste er ikke at forstyrre hende. Og så skriger hun sig i søvn igen. Det gør ondt i vores hjerter... men vi kan ikke se anden vej end at holde det ud sammen med hende. Så må hun få lidt flere knusere, når hun er vågen... For hvad fanden skal vi gøre???
Det ene har løst det andet for det at hun sover i egen seng, gør at hun kun vågner op og piver én gang hver nat - som regel mellem 2 og 4. Og så kommer hun over til Britta og ammer og sover resten af natten. Enkelte dage har hun sovet til 5 og 6.30 uden mad siden før kl 20. SÅ hun er godt på vej... hvis hun bare ikke skreg sådan..
Nåh efter en hård uge i sidste uge var det godt med en weekend med ro. Godt nok havde René vagt, men han var ikke så meget ude at køre. Mandag kom Mormor igen og tog med Britta og børnene til svømning. Lea skal svømme kl 18-18.30 og Elias kl 18.30-19, så vi skal være to til at spise og klæde om med dem. Det gik over al forventning med logistikken, svømningen og maden. Elias var i vandet selv, mens mormor sad på kanten og Britta spiste med Lea og så på gennem ruden.
Ja det har været travlt at komme hjem. Der er sgu meget at se til.
Elias skulle i børnehave allerede næste dag - fredag. Han havde savnet sin børnehave så meget, så det var der ingen tvivl om at han skulle. Og han (og Britta og Lea) havde sovet en god nat - René døjer noget mere med jetlag. Der var Lucia i børnehaven. Hans gruppe - græshopperne skulle gå, dog ikke Elias, da han jo ikke havde øvet. Børnehaven inviterer til rundstykker og vi tog derfor alle derop. Britta og Lea fortsatte i mødregruppe - dem havde vi savnet.
Lørdag fik vi vasket, pakket ud og købt juletræ. Søndag kom Mormor og vi julehyggede med at pynte op og lave konfekt. Så blev det jul også i det lille hjem i Mørke.
René startede på arbejde igen tirsdag og så blev det jo hurtigt jul, så Britta havde travlt med gave- og madindkøb til jul og juledage. Om fredagen var Britta og Lea til julefrokost på hendes arbejde. Britta kunne endnu ikke undvære sin mor om aftenen - efter to måneder liggende i hendes armhule, så hun fik en sen aftenlur og kom med. Som vanligt en skør og sjov abefest... dejligt at se dem alle sammen igen. Lidt træls at skulle gå kl 23, men Lea havde holdt flot ud indtil da.
Lørdagen d. 22. fyldte Olde 85 år og vi hyggede os med familien hos hende. Søndag lavede Britta dekorationer til Malous have og vi spiste risegrød, som det hører sig til Lillejuleaften.
Juleaften tilbragte vi hos Brittas søster i Lystrup - en hyggelig aften med masser af gaver til børnene. Igen fik Lea en lur over aftensmaden og holdte indtil vi kørte hjem ved 22.30 tiden. Elias lige så. Han havde en rigtig god aften og nød samværet med sine fætre.
Første juledag var en hyggedag hjemme med tid til at lege med gaverne og gøre klar til julefrokosten for Renés familie og Brittas mor anden juledag.
De to hverdage inden nytår var René på arbejde og Britta hjemme. To rolige dage blandt med indkøb til nytår. Nytårsaften holdte vi hjemme og havde besøg af Daniel og Natasja og Silas. Yasmine var hos Farmor og farfar. En rigtig hyggelig aften, som gik fint. Drengene hyggede sig rigtig meget og det forløb også godt og roligt med Lea. Og de voksne hyggede sig med god mad... og ikke så meget alkohol i år. Det er nu også 3. nytårsaften hvor Britta ikke kan drikke... hun må komme efter det næste år...
D. 1.1. var René på sygehuset for at tage afsked med sin Mormor, som desværre blev indlagt nytårsaftens dag og ikke ville have langt igen. Hun døde om natten til d. 2., så det var godt at han kom derind. Han mistede desværre sin Morfar i oktober ligesom vi var kommet til Australien. Nu er de sammen og har det forhåbenligt godt. De var begge meget syge med lungerne til sidst.
D. 2. var det hverdag igen og Mormors 66 års fødselsdag, så der tog Lea og Britta ind til brunch og var der hele dagen. Lea sov i barnevognen - det er hun blev super sej til. Britta tog kampen op efter nogle dage hjemme. Den første uge gik Britta med hende, når hun skulle sove, men efter nogle dage lod hun hende stå. Hun skælder ud og skriger op i 5-15 min inden hun sover, men det fleste dage sover hun 2-3 timer i barnevognen. Så der er en sejr. Nu kan andre også putte hende,
D. 2. blev også dagen hvor Lea skulle øve falde i søvn om aftenen uden mors bryst. Dette både fordi andre skal kunne passe hende og fordi hun ammer alt for meget om natten, fordi hun kun kan falde i søvn ved brystet. Vi forventer en hård kamp og kan næsten ikke overskue det. Men den skal jo tages... Lige pludselig starter Britta på arbejde og så er det nødvendigt at få en nattesøvn og hun har jo også mange aftenmøder, hvor René skal putte. Så det er over i egen seng nu. Første skridt må være at falde i søvn - næste må være ikke at skulle amme så meget om natten, men blive tilbudt vand i stedet.
D.6. januar blev skønne Elias 6 år og hele familien var inviteret til brunch og lagkage. En rigtig god dag, hvor Elias fik alt det han lige han ønsket sig. Da familien var gået, gjorde vi klar til endnu en fødselsdag. Om mandagen kom børnehaven på visit. Også en rigtig dejlig formiddag. Mormor var her og hjælpe og Far havde også fri fra arbejde.
Tirsdag tog vi afsted med Oldemor til hendes bisættelse i Helligåndskirken.
Ondag begyndte Lea og Britta til Baby-rytmik... Det var fedt, synes Lea. Hun elsker sang og synger med, så snart hun hører en melodi. Onsdag bød også på møde på skolen vedrørende skolestart. Ja Elias er nu så stor at han skal starte i skole til sommer og i tidlig SFO allerede d. 1.4. Så han har kun 2½ måned tilbage i børnehave. Store dreng. Lea var med til mødet og Farfar puttede Elias.
Torsdag var mødregruppen her og om eftermiddagen kom Mormor, som skulle passe begge børn, men Mor og Far var til Åbent hus i Landsforeningen. Britta skulle holde oplæg. Lea fik en sen lur. Da vi kom hjem havde mormor puttet hende. Hun havde skreget en halv time og var faldet i søvn kl 21.30. Kl var 22.30 og Lea vågnede selvfølgelig da Britta ik i seng og var helt umulig at få til at falde til ro. Den blev vist 1 inden hun sov.
Fredag skulle vi igen drive rovdrift på Lea, for René havde vagt og Britta skulle til den årlige tema-fest på Skibet. Elias skulle ind til Mormor og blev nu passet for 3. aften i træk. Nej det er ikke nemt at få tid til at være børnefamilie. Lea fik en sen lur og opførte sig eksemplarisk til festen. Faldte i søvn på vej hjem ved 23 tiden, men var utrøstelig da vi kom i seng. Hun fandt først ro kl 2.30 - stakkels pige.
På trods af de dage hvor vi har måtte drive rovdrift på vores datters udholdenhed, så skrider det lige så stille frem med hendes soven i egen seng. Det er hårdt - særligt fordi hun skriger sig selv i søvn. Hun skriger så snart vi lægger hende - holder når vi tager hende op og skriger igen, når vi lægger hende. Det hjælper ikke at være der, lægge hånd på, synge, nusse - tvært imod - er vi der uden at tage hende op, bliver hun endnu mere hidsig. Det er hårdt for vi skal jo ikke beholde hende oppe og det ville være nemmere bare at amme hende i søvn... men det dur ikke mere. Så hun skriger sig i søvn. Op mod 45 min i starten, men nu tager det 10-20 min -igår var det kun få minutter. Hun har haft for vane at vågne igen efer 25 min ( det er nogle dagen siden) og igen kan vi ikke hjælpe hende, så det bedste er ikke at forstyrre hende. Og så skriger hun sig i søvn igen. Det gør ondt i vores hjerter... men vi kan ikke se anden vej end at holde det ud sammen med hende. Så må hun få lidt flere knusere, når hun er vågen... For hvad fanden skal vi gøre???
Det ene har løst det andet for det at hun sover i egen seng, gør at hun kun vågner op og piver én gang hver nat - som regel mellem 2 og 4. Og så kommer hun over til Britta og ammer og sover resten af natten. Enkelte dage har hun sovet til 5 og 6.30 uden mad siden før kl 20. SÅ hun er godt på vej... hvis hun bare ikke skreg sådan..
Nåh efter en hård uge i sidste uge var det godt med en weekend med ro. Godt nok havde René vagt, men han var ikke så meget ude at køre. Mandag kom Mormor igen og tog med Britta og børnene til svømning. Lea skal svømme kl 18-18.30 og Elias kl 18.30-19, så vi skal være to til at spise og klæde om med dem. Det gik over al forventning med logistikken, svømningen og maden. Elias var i vandet selv, mens mormor sad på kanten og Britta spiste med Lea og så på gennem ruden.
Ja det har været travlt at komme hjem. Der er sgu meget at se til.
torsdag den 10. januar 2013
Oplæg til Åbent hus
Så er oplægget overstået. For første gang i 11 måneder var jeg tilbage til åbent hus i Landsforeningen. Jeg havde været meget spændt. For hvordan det ville være at være der igen - hvor svært det ville være, når jeg nu ikke har været der så længe og jeg ikke længere så tit har fokus på min sorg og min historie. Og det ikke mindst fordi jeg skulle holde aftenens oplæg - med netop vores historie i fokus en hel aften.
Det gik meget bedre end frygtet. Det havde mere samling på mig selv end jeg frygtede. Jeg læste et indlæg op som jeg havde skrevet på årsdagen for Malous fødsel og det var det som var sværest. Jeg kan også se at det rørte deltagerne mest. René sagde: Ja det ramte hårdt. Måske også fordi jeg selv ikke kunne holde tårerne tilbage, mens jeg læste det. Men det var ok - og det gav god mening at der også var plads til mine følelser.
Jeg følte mig i flow med oplægget og deltagerne og det gik rigtig fint. Jeg blev dog noget overvældet af hvor hurtigt aftenen gik og jeg ville gerne lige have haft 10 min mere til at runde af og sikre at folk havde fået sagt det det sad inde med. Men flere sagde til mig, at deltagerne var fyldt op og at oplægget skulle bundfælde sig i dem. Til næste åbent hus vil der blive mere taletid til alle. Jeg håber virkelig at folk fik noget med sig. Det er jo sårbart at stå deroppe i front - og så omkring et så betydningsfuldt fælles tredje. Jeg vil jo så gerne at folk følte sig mødt og at der var plads til dem... og det er jeg i tvivl om.
Aftenen blev ledet af 2 sprit-nye regionsrepræsentanter... som for iøvrigt gjorde det helt perfekt. Fordi de var nye, bad de om vores mailadresse, så sekretariatet kan udsende en evaluering af aftenen. Jeg overvejer om jeg må høre hovedtrækkene fra den evaluering, hvis der er noget respons om oplægget.
Jeg havde selv en rigtig god oplevelse og synes selv at oplægget gav mening... men det er jo også min historie;-) Det må jeg holde fast i indtil jeg hører andet. Jeg kan sagtens forestille mig holde oplæg igen. Jeg vil så gerne give noget af det tilbage, som jeg har fået. Og det vil jeg jo gerne gøre så godt som jeg kan. Så kritik er ikke negativt. Det kan være lærerigt.
Men nu er det overstået og jeg er lettet over at det gik godt.
Det gik meget bedre end frygtet. Det havde mere samling på mig selv end jeg frygtede. Jeg læste et indlæg op som jeg havde skrevet på årsdagen for Malous fødsel og det var det som var sværest. Jeg kan også se at det rørte deltagerne mest. René sagde: Ja det ramte hårdt. Måske også fordi jeg selv ikke kunne holde tårerne tilbage, mens jeg læste det. Men det var ok - og det gav god mening at der også var plads til mine følelser.
Jeg følte mig i flow med oplægget og deltagerne og det gik rigtig fint. Jeg blev dog noget overvældet af hvor hurtigt aftenen gik og jeg ville gerne lige have haft 10 min mere til at runde af og sikre at folk havde fået sagt det det sad inde med. Men flere sagde til mig, at deltagerne var fyldt op og at oplægget skulle bundfælde sig i dem. Til næste åbent hus vil der blive mere taletid til alle. Jeg håber virkelig at folk fik noget med sig. Det er jo sårbart at stå deroppe i front - og så omkring et så betydningsfuldt fælles tredje. Jeg vil jo så gerne at folk følte sig mødt og at der var plads til dem... og det er jeg i tvivl om.
Aftenen blev ledet af 2 sprit-nye regionsrepræsentanter... som for iøvrigt gjorde det helt perfekt. Fordi de var nye, bad de om vores mailadresse, så sekretariatet kan udsende en evaluering af aftenen. Jeg overvejer om jeg må høre hovedtrækkene fra den evaluering, hvis der er noget respons om oplægget.
Jeg havde selv en rigtig god oplevelse og synes selv at oplægget gav mening... men det er jo også min historie;-) Det må jeg holde fast i indtil jeg hører andet. Jeg kan sagtens forestille mig holde oplæg igen. Jeg vil så gerne give noget af det tilbage, som jeg har fået. Og det vil jeg jo gerne gøre så godt som jeg kan. Så kritik er ikke negativt. Det kan være lærerigt.
Men nu er det overstået og jeg er lettet over at det gik godt.
søndag den 23. december 2012
Kæreste Malou
Idag er det juleaften... og du er her ikke. Langt de fleste dage har jeg fundet fred med at du ikke er her. Det er som om det er en umulig for mig at tænke både du og Lea til stede levende i mit liv. I udelukker hinanden. Hvis du havde levet hos os, havde vi ikke fået Lea. Og Lea er her, fordi du ikke kunne være her. Hun er ikke dig. Det er jeg helt med på, men det er som om at hun har erstattet dig. Hun har ihvert fald erstattet det uendelige tomrum, som du efterlod. Jeg har svært ved at sætte ord på det og som jeg skriver det nu, virker det så hjerteløst, men i min fortælling om dig de sidste månederne har jeg ikke manglet dig her. Det er en umulighed for mig at tænke både dig og din søster her. Der skulle ikke rende en 1½ årig datter rundt, for så ville der jo ikke kravle en 9 måneders datter rundt.
Men de sidste dage har jeg mærket en tristhed. Tårerne har været på lur lige bag ved øjenlågene meget af tiden og nu triller de. Igår da jeg skulle lave de dekorationer, som vi idag skal op med i din have, blev det igen helt helt meningsløst. Hvad er det for en verden, når jeg må lave dekorationer til min datter i stedet for med min datter? Hvad er det for en verden, hvor det jeg kan give min datter, er noget pynt på hendes grav? Min lille baby ligger i den frosne jord i stedet for at være i mine varme arme. Jeg forstår simpelthen ikke at du skulle dø. Det er så ondt ondt ondt.
Så ja fucking, fandme, for helvede... jeg mangler dig, min kære Malou. Du skulle være her sammen med os. DU skulle have trisset rundt om juletræet inde i stuen, pillet ved kugler, sunget med os, grinet med os. Nu er det anden jul uden dig... og det gør så forbandet ondt. Det giver ingen mening. Du skulle have været her.
Jeg sender dig al min kærlighed. Lige nu er kun du. Jeg savner dig og er så ked af at du skulle dø. Jeg håber du mærker mig, min kære pige. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne mærke dig endnu engang. Det var så kort så kort tid, vi fik sammen.
Jeg elsker dig, MOR
Men de sidste dage har jeg mærket en tristhed. Tårerne har været på lur lige bag ved øjenlågene meget af tiden og nu triller de. Igår da jeg skulle lave de dekorationer, som vi idag skal op med i din have, blev det igen helt helt meningsløst. Hvad er det for en verden, når jeg må lave dekorationer til min datter i stedet for med min datter? Hvad er det for en verden, hvor det jeg kan give min datter, er noget pynt på hendes grav? Min lille baby ligger i den frosne jord i stedet for at være i mine varme arme. Jeg forstår simpelthen ikke at du skulle dø. Det er så ondt ondt ondt.
Så ja fucking, fandme, for helvede... jeg mangler dig, min kære Malou. Du skulle være her sammen med os. DU skulle have trisset rundt om juletræet inde i stuen, pillet ved kugler, sunget med os, grinet med os. Nu er det anden jul uden dig... og det gør så forbandet ondt. Det giver ingen mening. Du skulle have været her.
Jeg sender dig al min kærlighed. Lige nu er kun du. Jeg savner dig og er så ked af at du skulle dø. Jeg håber du mærker mig, min kære pige. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne mærke dig endnu engang. Det var så kort så kort tid, vi fik sammen.
Jeg elsker dig, MOR
tirsdag den 27. november 2012
I bjergene
En måned til juleaften og vi forlader
den varme kyst og de brede hvide strande for en stund for at drage
til bjergene og et par temperaturer lavere. Der er noget med bjerge
som drager – på mange måder mere end de lange sandstrande. Efter
at have fået disse strande i overflod hernede er det blevet tydeligt
at jeg sætter pris på små tætte strande med palmer, der hænger
ud over vandkanten. Der er mere idyl og intimitet i den lille
strand. Den store indbyder til udsyn og storladenhed, hvilket jo er
flot og betagende, men den tætte strand drager mig endnu mere. Ja
bjergene har jeg altid vist havde en særlig plads i mit hjerte.
Snebjerge særligt, men også takkede klippebjerge og som disse mere
bølgende og skovklædte som vi møder idag. Noget andet specielt ved
dagens oplevelser er udsigt. Som vi slipper Guldkysten og snor os op
over passet belønnes vi med storladen udsigt ned mod Guldkystens
skyline til den ene side og bløde dalstrøg til den anden side.
Destinationen er Mount Tamburine og den nationalpark som omgiver
byen. Lea sover, så vi kører lidt rundt i i de snoede gader som
flere gange afslører den formidable udsigt, som også områdets
beboer har forstået at udnytte.
Vi kører ved 9 tiden ind til vandfaldene Ceder Falls og spiser vores morgenmad der på parkeringspladsen, da vi har valgt at køre afsted lidt tidligere (ca. Kl 7.45) Vi går den 1½ km rundtur gennem regnskoven med udsyn til de blide fald. Der er ikke noget storslået over de vandfald, men de er små og hyggelige. Vi kører fra vandfaldet igen ved 10 tiden og kører til Rainforest Skywalk, hvor man har bygget en gangbro oppe i toppen af træerne, så man kan få en oplevelse af regnskoven fra en anden vinkel. Denne rundtur er også 1½ km.
Vi kører ved 9 tiden ind til vandfaldene Ceder Falls og spiser vores morgenmad der på parkeringspladsen, da vi har valgt at køre afsted lidt tidligere (ca. Kl 7.45) Vi går den 1½ km rundtur gennem regnskoven med udsyn til de blide fald. Der er ikke noget storslået over de vandfald, men de er små og hyggelige. Vi kører fra vandfaldet igen ved 10 tiden og kører til Rainforest Skywalk, hvor man har bygget en gangbro oppe i toppen af træerne, så man kan få en oplevelse af regnskoven fra en anden vinkel. Denne rundtur er også 1½ km.
Et par km længere nede af vejen drejer
vi ind til vandfladet XXXX hvor vi går en lille rundtur igen. På
vej op af de små 100 trapper stopper vi ved et hult træ. Britta er
lige ved at bede Elias stige ind i træet, da jeg opdager en lille
slange, som er på vej ind gennem en sprække i bunden af træet. Hm,
hvad kan man ikke få lokket sine børn ud i. Der kommer nogle andre
turister (Australiere) forbi. Manden advarer at det er den meget
giftig og dødelig brun slange. Ja hvad ved jeg. Han ved det åbenbart
heller ikke, for en anden australier kommer forbi og retter. Det er
blot en python – og den er ikke farlig. Under alle omstændigheder
skal vi vist ikke spøge med den.
Så idag har vi set 1½ slange. Den
halve slange var blevet spist af et dyr. Vi ser ellers ikke så mange
kryb, som frygtet. Ift biller har vi max set 5 kakkelakker. Vi har
set 3 havslanger i vandkanten (det samme sted), 1 slange i grenene af
et træ (anvist af en guide), en slange, der blev fanget af en
rovfugl, et par slanger på landevejen og en slange i et hult træ.
Vi har kun små edderkopper. Dog har vi set en af de giftigste anvist
af en guide – få cm fra den sti vi gik på. Krokodiller har vi kun
set i zoo.
Efter dette vandfald får vi en bid mad
og Lea en tår. Hun falder i søvn og sover 40 min i Brittas arme.
Stoppet herefter ( kl 13.30) er ved Clow Worm Caves, hvor man kan se
de specielle lys-orme. Man har indrettet et "hjem" til dem
i en menneskeskabt grotte, hvor man kan se dem under mere beskyttede
former. Problemet med lysormene er at deres leveforhold skades af de
mange mennesker, som vil se dem i nationalparkerne. De lyser i mørket
for at tiltrække sig føde, men generes de af andet lys dom f.eks.
Fra lommelygter og kamera-blitzer holder de op med at lyse eller
begynder at blinke, og så bliver det sværre at fange føden. Derfor
kommer vi efter en kort intro-dvd ind i Glow Worm Alley, hvor der er
helt mørkt. Guiden lyser på dem med en rød lygte, mens hun
fortæller om dem. Det forstyrrer dem ikke. Når nu grotten er
menneskeskabt er det svært at tro på at den lysende stjernehimmel
over os ikke er kunstig. Det ligner en mælkevej af små stjerner.
Guiden lyser på væggen og viser et par af den små orme, der hænger
i små silketråde, de har etableret omkring sig. Larven er i proces
fra æg til insekt og tiltrækker med sit lys insekter (som guiderne
har fanget i sommerfuglenet ude i haven). Lyset er noget af det
reneste der findes. 99 % lys og 1 % varme udsender de. Så de er
meget energi-effektive. Til sammenligning udsender en gml.dags.
Glødepære ca 10 % lys og 90% varme og en energi pære omkring 60 %
lys. Derfor inspirerer lysormene forskningen i alternativ
energi-udnyttelse ligesom lysorme-teknikkens selvlysende partikler
også anvendes i kræfthelbredelse.
Lys-ormegrotten ligger på en af
områdets vingårde... og vi skal lige igennem prøvesmagelokalet. Vi
smager på en chokolade-portvin, en macademia-nødde-portvin og en
rødvins-baileys og det smager os. 46$ fattigere og to flasker rigere
kører vi mod syd. En flot tur snoet igennem bjergene langs
nationalparkerne Springbrook, Lamington og Natural Brigde. Vi har
desværre ikke tid til at stoppe, da vi har to timers kørsel inden
målet, Nimbin. Vi når dertil lidt i 17 og har på vejen krydset fra
staten Queensland til New South Wales og dermed også får lagt en
time på, da NSW er på sommertid, så klokken er reelt 18. Vi må
derfor hoppe direkte i kødgryderne og laver en hurtig gang burgere.
fredag den 23. november 2012
Gold Coast
Fra Australia zoo fortsatte vi ned af
Steve Irving Way på jagt efter en campingplads mod syd af vejen. Vi
mødte to men ingen af dem var åbne for turister. Kun permanent stay
var responsen i receptionen. Mærkeligt at tænke på at folk
virkelig bor i disse campingvogne permanent. Det er altså et
specielt folkefærd, der gør og kan det.
Sådan blev det. Vi blev på Big4 endnu en nat og brugte dagen på campingpladsen. Børnene sov til ved 7.30 tiden. Ved 8 tiden gik Britta og Elias op til hoppepuden og kl 8.30 startede første punkt i børneprogrammet... Smykkeværksted. Elias deltog i de to timer programmet varede og lavede en flot halskæde og øreringe til Britta og en flot uro til Lea. Han nød det vist meget. Så var der tid til hop på hoppepuden, en lille stund med Ipaden og en tur i poolen og en bid frokost, inden næste program bød på fremstilling af chokolade-kiks kl 13.30.
Vi endte med at køre på M1-highway
igen og tage den første campingladsvi kunne finde i vores guidebog.
Det var også et typisk fastboer-sted, men det var lige af
motorvejen. De havde kun en anden autocamper, men heller ikke plads
til så mange flere. Mange af pladserne var luksuspladser med eget
toiletvogn, men det er vel også rart at have, når man bor der fast.
Vi gav 35 $, så der var jo også billigere end de større steder vi
har boet. René var lidt sløj, så vi slappede lidt af på et tæppe
og delte en pose chips inden Britta lavede mad. Rester af speghetti
og kødsovs fra dagen før.
Næste dag kørte vi afsted mod The
Gold Coast. Vi skulle passere Brisbane og valgte ikke at tage derind.
Det var ikke lige storby, vi havde lyst til lige nu. Vi fulgte M1 og
måtte over en toldbro, der som erstatning havde udsigt ind over
Brisbane. Toldvejene fungerer ikke med boder til betaling – i stedet skal man gå ind på nettet og betale på en hjemmeside, så
det må vi lige få gjort.
Efter 1½ time nåede vi guldkysten og
drejede ind forbi en BIG4-campingplads, for at booke plads til senere
idag. Det er schoolies week i denne uge. Ugen hvor unge mennesker,
der er færdig i skolen flokkes, for at feste. Det skulle være helt
tosset og gå noget vildt for sig. Men derfor var det ikke til at
vide om også campingpladserne ville være fyldte. Vi kørte dog
direkte videre til Surfers Paradise – centrum af Guldkysten. Vi
kørte lidt op af gaden omgivet af høje hoteller og ned af strand
Esplanaden, hvor vi parkerede bilen. Vi gik tilbage langs Esplanaden
med udsigt til stranden og allerede her var det tydeligt at de unge
mennesker dominerede gadebilledet. De blev dog endnu mere tydeligt,
da vi kom op på hoved-strøget. Australierne selv synes det er
pinligt og forfærdeligt med de skøre unge mennesker i gadebilledet,
men vi synes nu det var meget underholdende med alt deres hvin og
pjat og visen sig frem med alt for lidt tøj på. Og René fik også
stillet sit behov for at se de yndige "Meter-maids", som nu
mere virkede som om de viste sig frem på strøget end at proppe
penge i parkerings-metrene, sådan som deres formål vist er. De
solgte MeterMaids Kalendre og flaskekølere og samlede penge ind. Ja
og så kostede det 5 $ at tage et billede af dem. Men heldigt for
René kunne han tage alle de billeder han ville på afstand. Så det
gjorde han.
Vi fik en Kebab og en soda på et af
gadens billige spisesteder inden vi gik ned af Esplanaden og retur
til bilen. Lea var faldet i søvn, men det lykkedes at flytte hende.
Dog havde vi kun 10 min til campingpladsen og det lykkedes ikke at
flytte hende anden gang. Britta og børnene gik op til poolen og René
kørte over og handlede... og han var så sød ved Britta at han
købte en liter kagecreme til hendes morgenmad i stedet for Yoghurt.
Ikke sådan, når man skal handle på egen færd. Elias blev nu meget
begejstret og ville rigtig gerne have kagecreme på sin morgenmad...
men mon ikke vi må finde noget frugt at hælde det over...
Britta lavede mad - vi spiste og
Britta og børnene gik op på hoppepuden, mens René vaskede op.
Næste dags program var egentlig at
tilbringe dagen i Movie World, men da det gik op for os at det ville
koste os 200$ - over 1200 kr faldte begejstringen for den idé. Det
er fandme mange penge at skyde af på en park... Og hvor meget kan vi
egentlig få ud af det, når vi har lille Lea med. Spørgsmålet er
så bare om vi skulle blive og tage en overligger-dag eller om vi
skulle farte videre i programmet. Vi skal aflevere autocamperen om 14
dage og har stadig 1000 km at klare. Det er selvfølgelig ikke så
meget, men der er mange stop vi gerne vil – Nationalpark ved
Guldkysten, Nimbin, Byron Bay, Coffs Harbour, Dorrigo, Port
Macquarie, Blue Mountains og så selvfølgelig transporten imellem
stederne og de nødvendige pitstops, så køreturene ikke bliver for
lange. Men Elias tiggede og bad, fordi campingpladsen har så meget
at byde på. 4 swimming pools, hoppeborg, flere legepladser,
minigolf, børneprogram... Den er godt nok også dyr, Vi betaler 58 $
pr nat, hvilket er 13-20 $ mere end andre steder vi har boet. Men
hva, vi har lige sparet 200 $ ved at droppe Movie World, så måske
vi bare skal gøre det.
Sådan blev det. Vi blev på Big4 endnu en nat og brugte dagen på campingpladsen. Børnene sov til ved 7.30 tiden. Ved 8 tiden gik Britta og Elias op til hoppepuden og kl 8.30 startede første punkt i børneprogrammet... Smykkeværksted. Elias deltog i de to timer programmet varede og lavede en flot halskæde og øreringe til Britta og en flot uro til Lea. Han nød det vist meget. Så var der tid til hop på hoppepuden, en lille stund med Ipaden og en tur i poolen og en bid frokost, inden næste program bød på fremstilling af chokolade-kiks kl 13.30.
I løbet af dagen fik Britta også
researchet lidt på national-parkerne omkring Guldkysten og
beslutningen landede vist på en dag i Tamburine National park en
lille time herfra.
Derefter går turen videre ind i Staten
New South Wales til byerne Nimbin og Byron Bay. Sidste dag i staten
Queensland.
onsdag den 21. november 2012
Australia Zoo
Dagens begivenhed er Australia Zoo –
skabt og udviklet af den legendariske krokodillejæger Steve Irving
og nu efter hans død drevet videre af hans kone og to børn, som
spiller en væsentlig rolle i markedsføringen af den zoologiske
have. F.eks. bliver børnenes fødselsdage hvert år markeret i
parken. D. 1. december er det Bobs 8 års fødselsdag og derfor er
der gratis adgang for alle børn. Og Bindi har markedsført sine egne
bøger, blogs, dvder og fjernsynsprogrammer.
Steve døde for 6 år efter en
nærkontakt med en Pilerokke, der ramte ham i hjertet. Men han lever
uden tvivl videre i og gennem parken. Flere steder er der store
statuer og papfigurer med han i interaktion med de vilde dyr... og ha
har vist nærmest egenhændigt fanget alle de mange krokodiller i
parken.
Vi camperer 5-7 km fra parken og er der
kl 9 lige som de åbner. Straks vi har betalt de 150$ for indgangen
får vi nærkontakt med de første dyr. En tasmansk djævel er ude og
gå i snor i græsset med en dyrepasser og på gangstierne løber
flere drageskæggede øgler rundt. Og ikke mindst en lille øgle og
en lille krokodille bliver vist frem.
Parken er lidt forvirrende at finde
rundt i. Der er fodring af landskildpadder kl 10, så vi ser på de
mange krokodillebassiner indtil da. Dernæst haster vi igennem en
masse indhegninger, da man kan håndfodre elefanterne kl 10.30.
Elias vil ikke selv give elefanten sin banan, men han er med henne
ved den, da Britta giver den bananen i snablen.
Morgenmaden er slut og elefanterne får
et bad. Vi ser tigrene går tilbage mod koalaerne som man kan røre
og kænguruerne som man kan fodre (men som ikke sultne). Vi ser også
wombat, dingo, emu, hulepindsvin, papegøjer, slanger og en masse
andet.
Kl. 12 er der show i Crocoseum – det
store arena i parken. Man kunne kalde showet ret amerikansk, da det
er noget overgearet og hypet, men tonen er hele tiden humoristisk –
ironisk, grænsende til sarkastisk og derfor må man nok konkludere
at showet er ret australsk. De er simpelthen skøre de australiere.
Der er forskellige fugle – Lorikeets, kakaduer, en kæmpe
sydamerikansk kondor og en lille krokodille, som bliver kaldt frem
som det store farlige monster, der vil angribe – og som finale en
kæmpe stor krokodille, som de håndfodrede i ren Steve Irving stil.
Kl. 14.30 var der fodring i to
forskellige krokodille-bassiner. Først en saltvandskrokodille, der
konstant lagde an til angreb mens den blev håndfodret med kylling og
fisk og i det andet bassin – ti lynhurtige ferskvandskrokodiller,
der blev fodret med små fisk.
Efter lidt leg på en hoppeborg og et
par ture med en karrusel, men mor og far snakkede lidt med en dansk
kvinde var dagen slut og vi kørte mod syd for at finde en
campingplads. Vi havde dog ikke så meget held med os, da de første
to vi mødte kun var til fastboere.
mandag den 19. november 2012
Rainbow beach - Tin can - Noosa
Vi forlader Hervey Bay efter en tur i
Coles for at fylde det helt tomme køleskab. Vi spiser en hurtig gang
morgenmad på parkeringspladsen. Kl er 9.15. Vi kører i knap 2 timer
og er i Rainbow Beach ved 11 tiden. Vi finder straks stranden og går
en tur derned. Elias hopper i bølgerne og vi sætter os kort.
Rainbow Beach er ligesom Hervey Bay adgangsby for Fraser Island. Det
er dog en langt mere low key udgave. Meget hyggelig med en lille
butiksgade, hvor Britta også får købt et par billige solbriller
efter at billigudgaven fra Thailand er kapituleret for et par uger
siden. Byens andre attraktioner er den lange strand og et par km
henne af stranden prydes stranden af høje klitter med sand i mange
farver – heraf navnet Rainbow Beach. Vi går en tur derhen af, men
det er endnu højvande, så projektet med at gå med klapvognen henad
stranden er ikke mulig. Lea er ikke tilfreds med at sidde i
klapvognen, så Britta finder lidt skygge og ammer hende, mens Elias
bader i bølgerne og René går lidt frem og tilbage. Da det ser ud
til at Lea tager en af de længere lure i Brittas arme, går René og
Elias forbi klipperne de 500 m hen til de regnbuefarvede klipper. Da
de kommer retur har Lea sovet i 1½ time og vi prøver at flytte
hende over i klapvognen... det lykkes ikke. Vi går retur til byen og
får en sen frokost. Britta forsøger at hæve i en ATM, men kan
stadig ikke bruge sit visakort.
Elias giver en af delfinerne en fisk... som en af de sidste og da er fuglene omkring blevet lidt for modige. Én af dem når at hapse fisken lige ud af hånden på Elias, som han er på vej til give til delfinen. Men han får et nyt forsøg og denne gang bliver delfinen den heldige vinder.
Vi kører de 40 km tilbage mod byen Tin
can Bay, hvor vi har planlagt at overnatte. Vi lander på én af de
billige og mere low-key campingpladser til 25 $. Laver aftensmad og
hopper i kanen.
Næste morgen venter der sig en
overraskelse til Elias. Vi har ikke fortalt ham hvad vi skal. Det
finder han først ud af næste morgen, da vi står overfor det. Kl.
Lidt over 7 forlader vi campingpladsen for at køre den lille km ned
til molen, hvor en af de helt specielle oplevelser venter os. På
molen i denne lille miniatureby fodrer de hver morgen delfinerne, der
lokket til af maden kommer ind fra bugten. Vi ser dem straks som vi
nærmer os vandet. Nogle ranger passer på at delfinerne ikke lider
overlast og man kan betale 5 $ for at give dem en fisk. De bliver
fodret kl. 8. Hvis man ikke vil fodre dem, forlader man bare vandet
kl 8. Indtil da kan man stå med fødderne i vandkanten og se på
delfinerne og hvis man er heldig og rækker hånden ud, kommer de
helt hen og hilser. Denne morgen var flokkens han der med to af hans
hunner og den enes lille legesyge unge. Det er en sjov og finurlig
oplevelse at få lov at være så tæt på vilde delfiner. Rangerne
har tilladelse til at fodre hver fisk med 3 kg fisk. De spiser ca 20
kg fisk om dagen, så fodringen er kun en mindre procentdel af
delfinernes daglige føde, så de er ikke afhængige af det.
Elias giver en af delfinerne en fisk... som en af de sidste og da er fuglene omkring blevet lidt for modige. Én af dem når at hapse fisken lige ud af hånden på Elias, som han er på vej til give til delfinen. Men han får et nyt forsøg og denne gang bliver delfinen den heldige vinder.
Efter denne finurlige oplevelse kører
vi ved 9 tiden mod Noosa Heads – de riges ferieparadis Nord for
Brisbane. Turen tager ca 1½ time, så vi er der før frokost. Byen
er tydeligvis en hyggelig på, hvor vi på trods af de fancy dyre
butikker godt kunne have blevet en nat. Vi parkere bilen i Noosa
woods og går ned til stranden. Elias vil gerne lege der hvor der er
mange mennesker, så vi går hen ad stranden til det område, hvor
der er livreddere. Her hopper Elias i bølgerne og Britta får efter
en stund øje på en dansk familie, som er afsted med to små børn.
Dem har vi ikke mødt mange af. Vi snakker lidt. De kommer fra Sydney
og bevæger sig mod Cairns – altså den samme rejse i modsat
retning end os, så vi udveksler lidt erfaringer.
Vi går op på butiksgaden – får en
is og kigger lidt i butikker inden vi fanger bilen igen. Vi kører 1
lille time. Målet er Steve Irving zoo eller Australia Zoo, som vi
skal i dagen efter.
søndag den 18. november 2012
Fraser part 2
Dagen efter hyggede vi os om
formiddagen i huset. Det var rart at have god tid og ikke skulle ud
af døren. Lidt senere gik vi ned til poolen og badede resten af
eftermiddagen. Vi gik tilbage, så vi kunne spise tidlig aftensmad –
sen frokost, så vi kunne nå ned på stranden og se solnedgang ved
17.30 tiden. Vi fik rester af pølser fra i går og lavede dem til
sandwich. Lidt i 17 var vi allerede ved stranden, så vi havde tid
til at gå lidt hen af stranden, hvor der stod et træ, der kunne
skabe kontrast på Renés billeder. Det var lørdag og der skulle
være både bryllup og flere store fester på resortet. Brudeparret
var på vej ned på molen for at få taget billeder og vi fulgtes med
dem.
Vi nåede stedet på stranden og René tog billeder – Lea fik lidt mere mad og vi andre fik lækker Mudcake. Vi havde stranden og solnedgangen for os selv. Vi havde planer om også at skulle have en pizza fra strandbaren, men vi kunne intet spise efter den sene frokost og kagen på stranden, så vi hoppede retur til huset og gjorde klar til sengetid.
Vi nåede stedet på stranden og René tog billeder – Lea fik lidt mere mad og vi andre fik lækker Mudcake. Vi havde stranden og solnedgangen for os selv. Vi havde planer om også at skulle have en pizza fra strandbaren, men vi kunne intet spise efter den sene frokost og kagen på stranden, så vi hoppede retur til huset og gjorde klar til sengetid.
Næste dag var der tjek ud kl 10. Lea
nåede lige en lur inden vi gik i receptionen og betalte en halv
milliard = 605 $. 125 for færgeoverfarten, 415 for heldagsturen, 13
for aftenturen og 2x22 for pommesfriter og fish'n'chips til frokost
snack.
Vi havde bestilt overfart kl 14, men
var tæt på at spørge om der var plads kl 10.30, for der var lidt
overskyet. Men Elias ville helst blive, så Elias hoppede i poolen,
mens vi andre hyggede os på solsengene. Tiden fløj afsted og snart
skulle vi ned til båden. Færgeoverfarten tog små 45 min. Vi blev
fragtet fra færgen til vores campingplads i Hervay Bay, hvor
camperen ventede os. Her var vi lidt i 16. Vi gad ikke til at bakke
bilen sammen for at tage ud og handle og køleskabet var jo helt
tomt, så vi gik på grillbaren ved siden af og købte burgere og
fish and chips til tidlig aftensmad. Så var det tid til at skype
Mormor, som blev rigtig glad for at se og snakke med os... Tror det
er rigtig fedt for hende at vi denne gang har fået web-kameraet til
at virke. Tror det er mere vigtigt at se og høre børnene, så alle
historierne om hvad vi laver kan hun jo læse her...:-)
Fraser Island part 1
Næste store oplevelse, der ventede var
3 nætter – 4 dage på Fraser Island fra d. 15. - 18. november. Vi
havde hjemmefra booket 3 nætter på Kingfisher Bay resort – et 4
stjernet eco-certificeret resort på Frasers vestkyst – en lille
pause fra autocamperlivet med tid til at nyde livet med poolen på
hotellet og at opleve øen.
Fraser Island er verdens største
sand-ø – 123 km lang og 22 km på det bredeste punkt med
sandbanker på op til 240 m. Boringer i undergrunden har påvist 100
meter sand under øen. Sandet er fint lyst silica-sand og
firhjulstrukne køretøjer er de eneste, der kan færdes på øen.
Der er asfaltveje omkring de to resorts på øen, ellers er alt andet
veje med løs sand og så selvfølgelig den 75 mil lange
"strand-motorvej" på østkysten. Det er ikke muligt at
bade i havet på vestsiden, da strømmen er stærk og at forekomsten
af hajer er ret stor. Til gengæld har øen flere ferskvandssøer,
med det smukkeste klare vand og ligeså små floder med klart og helt
rent vand.
Vi blev hentet fra campingpladsen d.
15. november kl. 7.30. Vi havde betalt 20 $ for at have vores camper
stående på campingpladsen på samme spot, som vi havde boet de
sidste par nætter - og med strøm på. Vi turede lidt rundt til et
par andre hoteller og campingpladser inden vi nåede bureauet, hvor
vi skulle hete vores boardingpas til færgen. Vi endte med at vente
der ved et lille butiksstrøg i næsten en time, fordi færgen var
forsinket. Overfarten tog en lille time og vi måtte punge 125 $ for
3 mand.
Da vi ankom til Fraser hoppede vi
straks i poolen. Vores værelse ville først være færdig kl 14, så
vi havde små 4 timer. Vi fik endelig vores nøgler, men det viste
sig at være et forkert værelse vi havde ventet på. En anden
Møller/Muller havde booket et dobbelt værelse. Vi fik dog hurtigt
det ordnet, så vi fik det rigtige. Vi havde nemlig booket en
lejlighed med eget køkken, så vi selv kunne lave mad. Det viste sig
at være et helt hus, med to soveværelser og stort køkken med
opvaskevaskine og stort køleskab... og spa på badeværelset. Jo jo
luksus. Lea fik en god lur i soveværelset. Britta lavede mad. Elias
så børnetv og René tømte kamera. Da Lea vågnede gik vi ned i
receptionen for at afklare hvordan vi skulle opleve øens
herligheder. Leje en 4hjulstrækker og selv køre rundt eller tage på
en organiseret tur. Gutten i receptionen så dog ingen vanskeligheder
ved at vi tog turen med lille Lea. Det gjorde "de" hele
tiden, så før vi havde set os om, havde han booket os ind til
heldagstur rundt på øen dagen efter... Og vi takkede ja og slugte
at det ville koste os 415 $ (dog inkl frokost og morningtea). At leje
en bil selv ville koste 360$ plus benzin og mad.
Vi bookede os også ind på en lille
aftentur i lokalområdet. En times tid rundt ofr at se på dyreliv
ved nattetide kl. 7.30 samme aften. Vi gik tilbage til værelset og
lavede mad og gjorde os klar til gåturen. Vi mødte op i receptionen
sammen med 20 andre, der også havde tilmeldt sig turen. Lidt for
mange til at man kunne få det fulde udbytte. Vi gik i mørket ad
gangbroer omkring resortet.og lyste ind i krattet og i lagunerne i
jagt på små frøer (rocketfrog) og giftige edderkopper i huler i
jorden. Britta havde Lea i bæreselen, men det var ikke nok til at få
hende til at falde til ro i og i søvn, så det blev til en gående
amning med bæreselen i funktion som slynge. Vi fortsatte ned på
stranden, hvor guiden havde lovet os kig efter rokker og andre
havdyr, men jeg tror tiden løb fra ham, for han satte tempoet op og
forlod hurtigt stranden igen og gik retur. Men ok en fin lille tur
langs lagunerne blev det til.
Lea vågnede op som vi kom tilbage på
værelset og kunne selvfølgelig ikke falde i søvn igen. Så den
blev 22.30 inden det hed nat for hende. Elias sov ved 21 tiden.
Fraser dag 2.
Idag bød på den store rundtur rundt
på øen. Vi var godt nok ved at fortryde valget af guidet tur, da vi
så antallet af mennesker ved mødestedet. Men vi blev fordelt i to
busser og tog ruten rundt lidt forskudt, så vi var kun ca 30 samlet.
Vi var ikke kommet mange meter ud af resortet før de bløde sandveje
startede. Bussen er en ombygget lastbil med firhjulstræk, så den
kunne med den erfarne chauffør manøvrere rundt i det løse sand. Vi
gled nu lidt rundt på den smalle ensporede vej. Heldigvis har
busserne forkørselsret, så det var bilerne der skulle holde tilbage
og bakke, hvis to køretøjer skulle krydse hinanden.Lea faldt i søvn
med det samme og måtte vækkes, da vi nåede første stop - Lake
McKenzie. Søen med sit klare blå vand og hvide sandstrand. Elias
hoppede straks ud i vandet og Britta og Lea efter. Da René kom
tilbage fra sin foto-runde, tog Britta sig en bodu-scrub i det bløde
sand. Det føltes lækkert og man blev ganske som guiden sagde 10 år
yngre af vandet i Lake McKenzie. Vi havde en god time ved søen, så
der blev også tid til at give Lea noget mad og at nyde en kop kaffe
med lækre chokolade-cokkies til.
Vi kørte videre. Lea peb lidt men
holdt hurtigt op igen.Næste stop var central Station, hvor der i
over 100 år indtil 1991 har været drevet skovhuggeri af de store
ligesstammede Kauri-træer og andre nåletræer og hård-træer.
Den smukke klare flod Wanggoolba Creek
gled stille gennem Pile Valley og vi fik mulighed for at gå et par
km langs den i den stille regnskov. En dejlig gåtur, hvor Elias og
Britta gik hånd i hånd med Lea sovende i bæreselen.
På bussen igen og lidt piberi kørte
vi mod Eurong resort, hvor en buffet-frokost ventede os. Lea spiste
en stor portion suppe og ris og appelsin til dessert. Vi havde en times tid til frokost. René og Elias nåede lidt omkring. På stranden - den store brede 75 miles beach var der godt gang i den med 4WD biler, busser og crossere. En motorcykel var netop væltet og der holdte politi og ambulance, for at tage sig af ham.
Snart blev et vores tur til at cruise stranden. Her gælder de almindelige færdelsregler - max 80 km i timen, sikkerhedssele og venstrekørsel. Men ellers er der ikke noget normalt over at ræse afsted på den store strand. Efter en stund stoppede vi op foran et lille 7 personers fly. Piloten trådte ind: Hvem vil med ud og flyve over Fraser, spurgte han. Det koster kun 75 $ og giver jer et kvarter i luften. René vendte sig om mod Britta og spurgte: Hvad kostede det?75 $ svarede hun og tilføjede: Vil du have det i fødselsdagsgave? Ja tak, René rejste sig fluks og som den første og rev i sin beslutsomhed 5 andre med på flyveturen.
Snart blev et vores tur til at cruise stranden. Her gælder de almindelige færdelsregler - max 80 km i timen, sikkerhedssele og venstrekørsel. Men ellers er der ikke noget normalt over at ræse afsted på den store strand. Efter en stund stoppede vi op foran et lille 7 personers fly. Piloten trådte ind: Hvem vil med ud og flyve over Fraser, spurgte han. Det koster kun 75 $ og giver jer et kvarter i luften. René vendte sig om mod Britta og spurgte: Hvad kostede det?75 $ svarede hun og tilføjede: Vil du have det i fødselsdagsgave? Ja tak, René rejste sig fluks og som den første og rev i sin beslutsomhed 5 andre med på flyveturen.
onsdag den 14. november 2012
Vores rejserute 2012 update
REJSEPLAN AUSTRALIEN
| Dato | Rute/sted | Tid | Bemærkninger | |||||
| 16-10-12 |
Mørke -CPH -Lon-Singapore
|
Afg. Mørke 9.07 - Ank. CPH 13.30 Afg. 16.30 London 18.25 afg. 21.30 |
||||||
| 17-10-12 |
Singapore
|
Hotel i Geylang | ||||||
| 18-10-12 |
Singapore
|
ZOO og Night Zoo | ||||||
| 19-10-12 |
Singapore Afg. Kl?
|
Marina Bay, Singapore Flyer, Singapore River, Merlion, Chinatown | ||||||
| 20-10-12 | Cairns kl. 12.15 3 nætter | Hotel Rygdes Plaza |
||||||
| 21-10-12 | Cairns + lagune | |||||||
| 22-10-12 | Kuranda tog + skyrail | |||||||
| 23-10-12 | Fitzroy Island 3 nætter | |||||||
| 24-10-12 | Fitzroy Island | |||||||
| 25-10-12 | Fitzroy Island | René på outer reef - dyk/snorkle | ||||||
| 26-10-12 | Fitzroy-autocamper-port D 2næ | 1,10 | Afhente camper- proviantere | |||||
| 27-10-12 | Port Douglas – Big4 port D | 0,15 | ||||||
| 28-10-12 | Port D – Ravenshoe | 2,30 | Atherton Tableland - Vandfald | |||||
| 29-10-12 | Ravenshoe – Undara 2 nætter | 2,30 | Sunset-tour til grotter | |||||
| 30-10-12 | Undara | Tur til Lavagrotter | ||||||
| 31-10-12 | Undara – Charters towers 2 na | 6 | ||||||
| 01-11-12 | Charters towers | Rundt i byen | ||||||
| 02-11-12 | Charters – Townsville 1na | 1+1,35 | Via Ravenswood | |||||
| 03-11-12 | Reef Aquarium – Billabong 1na | 0.20 | ||||||
| 04-11-12 | Billabong - Bowen 1 na | 2,36 | Billabong Sanctury | |||||
| 05-11-12 | Bowen – Airlie Beach 2næ | 1,09 | Lagune | |||||
| 06-11-12 | Whitsundays | Heldagstur | ||||||
| 07-11-12 | Airlie - Cape Hillsborough 2næ | 1,45 | lagune | |||||
| 08-11-12 | Cape Hillsborough | Bush-walk og pool | ||||||
| 09-11-12 | Cape – Capricorn caves 1 na | 4,15 | 7 timers kørsel | |||||
| 10-11-12 | Capricorn – Rockhampton 1 na | 0,3 | Grotter - shoppingcenter | |||||
| 11-11-12 | Rockhampton – Anges Water 1na | 2,45 | Surf strand | |||||
| 12-11-12 | Agnes Water – 1770 - Bundaberg | 2 | Strand, lidt by | |||||
| 13-11-12 | Bundaberg – Hervey 2 na | 1,38 | ||||||
| 14-11-12 | Hervey | |||||||
| 15-11-12 | Fraser 3 næ | Kingfisher bay resort | ||||||
| 16-11-12 | Fraser | |||||||
| 17-11-12 | Fraser | |||||||
| 18-11-12 | Fraser - Hervey - Noosa | 2,35 | ||||||
| 19-11-12 | Noosa eller en park v Brisbane? | EKSTRA DAG | ||||||
| 20-11-12 | Noosa – Steve Irving - Brisbane | 1+1 | ||||||
| 21-11-12 | Brisbane eller Surfers paradise? | EKSTRA DAG | ||||||
| 22-11-12 | Sea world - surfers | 1 | Evt en time videre til Byron | |||||
| 23-11-12 | Surfers – Byron | 1,12 | ||||||
| 24-11-12 | Byron - Yamba | 1,48 | ||||||
| 25-11-12 | Yamba – coffs Harbour/dorrigo? |
1,53/2,45
|
||||||
| 26-11-12 | EKSTRA DAG | |||||||
| 27-11-12 | Dorr/Coffs harbour – Port Mac | 2,15- 2½ | ||||||
| 28-11-12 | Port Mac – newcasttle | 3,08 | ||||||
| 29-11-12 | EKSTRA DAG | |||||||
| 30-11-12 | Newcasttle - bluemountain | 2,54 | ||||||
| 01-12-12 | Blue Mountains | |||||||
| 02-12-12 | Blue Mountains | EKSTRA DAG | ||||||
| 03-12-12 | Blue Mountains - Bondi | 1,3 | ||||||
| 04-12-12 | Sydney | |||||||
| 05-12-12 | Sydney | |||||||
| 06-12-12 | Aflevere camper | Inden kl 11 FIND HOTEL 4 nætter | ||||||
| 07-12-12 | Sydney | |||||||
| 08-12-12 | Sydney | |||||||
| 09-12-12 | Sydney | |||||||
| 10-12-12 | Afrejse Sydney kl ? | |||||||
| 11-12-12 | Hong kong | |||||||
| 12-12-12 | Hong Kong | |||||||
| 13-12-12 | ||||||||
| Dato | Rute/sted | Tid | Bemærkninger |
16-10-12
|
Mørke -CPH -Lon-Singa
|
Afg. Mørke 9.07 - Ank. CPH 13.30 Afg. 16.30 London 18.25 afg. 21.30 |
|
17-10-12
|
Singapore kl 17.30 2 nætter
|
hotel i Geylang
|
|
18-10-12
|
ZOO og Night Zoo |
||
19-10-12
|
Singapore Afg. kl. 21.30?
|
Marina Bay, Singapore Flyer, Singapore River, Merlion, Chinatown | |
| 20-10-12 | Cairns kl. 12.15 3 nætter | Hotel Rygdes Plaza |
|
| 21-10-12 | Cairns + lagune | ||
| 22-10-12 | Kuranda tog + gondol | ||
| 23-10-12 | Fitzroy Island 3 nætter | Hotel |
|
| 24-10-12 | Fitzroy Island | ||
| 25-10-12 | Fitzroy Island | ||
| 26-10-12 | Fitzroy-autocamper-port D 2næ | 1,10 | Afhente camper- proviantere evt. krokodillefarm |
| 27-10-12 | Port D | ||
| 28-10-12 | Port D – Ravenshoe (vandfald) | 2,30 | |
| 29-10-12 | Ravenshoe – Undara 2 nætter | 2,30 | |
| 30-10-12 | Undara | ||
| 31-10-12 | Undara – Greenvale 1 na | 2,55 | |
| 01-11-12 | Greenvale – Charters towers 1 na | 2,53 | |
| 02-11-12 | Charters – Townsville 2næ | 1+1,35 | Via Ravenswood |
| 03-11-12 | Magnetic Island | Endagstur? Bookes? | |
| 04-11-12 | Townsville - Bowen 1 na | 2,36 | |
| 05-11-12 | Bowen – Airlie Beach 3næ | 1,09 | |
| 06-11-12 | Whitsundays | 1-2 dage??? Bookes? | |
| 07-11-12 | Whitsundays/airlie | EKSTRA DAG | |
| 08-11-12 | Airlie – Cape Hillsborough 1 na | 1,45 | |
| 09-11-12 | Cape – Carmila 1 na | 2,00 | |
| 10-11-12 | Carmila – Rockhampton 2 na | 2,35 | |
| 11-11-12 | Rockhampton | EKSTRA DAG | |
| 12-11-12 | Rockhampton - 1770 1 na | 2,45 | |
| 13-11-12 | 1770 – Bundaberg 1 na | 2,00 | |
| 14-11-12 | Bundaberg – Hervey 1 na | 1,38 | |
| 15-11-12 | Fraser 3 næ | Kingfisher bay Hotel | |
| 16-11-12 | Fraser | ||
| 17-11-12 | Fraser | ||
| 18-11-12 | Fraser - Hervey - Noosa | 2,35 | |
| 19-11-12 | Noosa eller en park v Brisbane? | EKSTRA DAG | |
| 20-11-12 | Noosa – Steve Irving - Brisbane | 1+1 | |
| 21-11-12 | Brisbane eller Surfers paradise? | EKSTRA DAG | |
| 22-11-12 | Sea world - surfers | 1 | Evt en time videre til Byron |
| 23-11-12 | Surfers – Byron | 1,12 | |
| 24-11-12 | Byron - Yamba | 1,48 | |
| 25-11-12 | Yamba – coffs Harbour/dorrigo? |
1,53/2,45
|
|
| 26-11-12 | EKSTRA DAG | ||
| 27-11-12 | Dorr/Coffs harbour – Port Mac | 2,15- 2½ | |
| 28-11-12 | Port Mac – newcasttle | 3,08 | |
| 29-11-12 | EKSTRA DAG | ||
| 30-11-12 | Newcasttle - bluemountain | 2,54 | |
| 01-12-12 | Blue Mountains | ||
| 02-12-12 | Blue Mountains | EKSTRA DAG | |
| 03-12-12 | Blue Mountains - Bondi | 1,3 | |
| 04-12-12 | Sydney | ||
| 05-12-12 | Sydney | ||
| 06-12-12 | Aflevere camper | Inden kl 11 FIND HOTEL 4 nætter | |
| 07-12-12 | Sydney | ||
| 08-12-12 | Sydney | ||
| 09-12-12 | Sydney | ||
| 10-12-12 | Afrejse Sydney kl ? | ||
| 11-12-12 | Hong kong | FIND HOTEL | |
| 12-12-12 | Hong Kong | ||
| 13-12-12 | |||
fredag den 9. november 2012
Caprivorn caves
Caprivorn Caves
Fra Cape Hillsborough kendte vi ikke
dagens mål, men det endte med at være ved Caprivorn caves 362 km og
7 timers kørsel (pauser med indkøb, tankning, amning, frokost). Lea
opførte sig mere roligt en vanligt og sov 3 gange... første gang i
40 min inden vi handlede, anden gang i 40 min og så sandelig om hun
ikke faldt i søvn igen efter 5 min og sov 35 min mere. Dygtig baby.
Hun vrælede stadig, men ikke i flere timer. En halv time måske og
et kvarter lidt senere. Håber det er ny stil:-)
Dagen viste sig at vi kunne tage et
ordentligt stræk i bilen. Britta havde fundet campingpladser langs
vejen i tilfælde af at vi ikke skulle køre længere og det endte
med dette sted ca 25 km nord for Rockhampton. Vi er dermed næsten en
dag forud for planen og kan derfor fint bruge formiddagen på at
opleve limstensgrotterne ved Caprivorn.
onsdag den 7. november 2012
Cape Hillsborough
Cape Hillsborough National park
Vi fandt vej til en dejlig natur park
med en campingplads lige ned til vandet. Den ligger midt i
nationalparken Cape Hillsborough. Her skulle vi være i 2 nætter. Vi
gik straks ned på på den brede og lange strand og dyppede tæerne.
Elias var tæt på at hoppe i med alt tøjet på. Men Britta var lidt
bekymret for den der stinger-season, så hun lod ham ikke gøre det.
Vi gik en runde på pladsen og mødte 4 wallabys (små kænguruer),
der græssede i det nyvandede græs.
Det var tid til at lave aftensmad. Vi
skulle have vores australske burgere, som er færdigformede bøffer,
bacon og groft toastbrød med grønt til. Vi lavede maden i køkkenet
og spiste også der. Der er lidt bedre plads og lidt mere stabile
borde i køkkenet og så møder man jo også de andre rejsende, der
bliver tiltrukket dertil. Køkkenerne er åbne rum – altid udstyret
med en gasBBQ og som regel også med mikroovn.
Som mørket faldt på, kom possums
frem. De puslede omkring træerne men var ret modige og kom helt ind
i køkkenet. Hvad kan jagten på mad ikke få dyr til. Da vi sad og
studerede én, der hoppede rundt blev vi skudt efter med
possum-prutter... Hvad søren kunne de det – skyde flere meter? Men
med et syn opad med lommelygten blev det klart for os at synderne
hoppede rundt i grenene i et stort træ over os.
Natten faldt på, som den gør tidligt
for os. Britta går i seng med børnene, da Lea stadig sover ustabilt
om aftenen og natten. På gode dage ammer hun 2-3 gange plus
godnat-amningen, men der er altså også nætter hvor hun ammer 10
gange eller bare konstant skal have brystet i munden. Rigtig rigtig
dumt, når man er 8 måneder, men det er altså ikke nemt at gøre
noget ved, når man bor 4 mennesker på 5 kvm og har en baby i
armhulen. Så det bliver en kamp at tage når vi kommer hjem.
Dagen efter i Cape Hillsborough stod
Britta op kl 5 for at se kænguruer og wallabys komme ned på
stranden ved solopgang. Det var hyggeligt og sjovt at se, men lidt af
romantikken gik af det, da det gik op for hende at de blev fodret med
korn, der var lagt i småbunker på stranden. Så var det jo ikke
spor naturligt at de var på stranden. Men ok... det gav en rolig
start og så er man da oppe og igang. Efter måltidet hoppede de op
på campingpladsen og i krattet omkring og Britta gik med og stod en
stund og gloede på de søde dyr.
Efter morgenmad og morgenhygge var
resten af familien klar til dåd og vi gik en af ruterne i
nationalparken. Den gik igennem krat og regnskov og fortalte
historien om hvordan Yumi folket havde levet i og af skoven. Det var
en varm tur, men heldigvis var en del af den i skygge fra træerne i
skoven. Vi havde taget klavognen med efter anbefaling fra
receptionen. Det var dog en lidt bumlet tur med rødder og rullesten,
men det gik...
Tilbage efter de ca 4 km fik vi et
stykke brød (Vores frokost består af groft toastbrød med
kyllingebryst, skinke eller salami) og Lea blev puttet og sov knap to
timer (med hjælp). Imens kiggede Elias Lillenørd på Ipad'en og
René sov i campingstolen. Elias, Lea og Britta hoppede i poolen,
mens René gik en tur hen af stranden for at tage billeder og i
lavvande at gå over på naboøen. Han var dog lige ved at blive
fanget i højvandet, som med uventet fart kom retur, så han fik
travlt med at komme tilbage. Det var godt det samme, for hjemme var
badeturen endt i kaos for Britta, fordi Lea havde skidt i badebleen
og lidt ud på håndklædet, så der var lort alle steder, da de
hoppede under bruseren for at få styr på sagerne. Øv... og så
skulle Elias selvfølgelig tisse. Hm... hvorfor sker det bare, når
man er alene med børnene.
Men situationen blev reddet. René
lavede aftensmad i camping-køkkenet, mens Lea fik eftermiddagsmad.
Vi spiste, hilste på possums og på de andre campister i køkkenet.
Næste morgen stod også René op til
solopgang og kænguruer kl 5. Vi pakkede sammen og kørte ved 8 tiden
videre sydpå. Hvorhen vidste vi ikke... men det ville dagen vise.
Abonner på:
Opslag (Atom)