Jeg sidder i Leas nye vuggestue... første dag ... og fortæller om Lea, hendes vaner og om mine tanker om opstarten. Jeg har god tid - 6 uger - men vil gerne at vi tager det som en almindelig indkøring. Jeg fortæller hvorfor... at jeg har brug for noget tid til mig selv, fordi vi har haft et par turbulente år. At vi mistede et barn under graviditeten for to år siden... Pædagogens spontane bemærkning var ... "ok, og det er I ikke kommet helt over endnu?" Mit svar var at nej, det tager lang tid... men det rammer ind i noget som fylder mig i tiden... Da vi rundede årsskiftet gik det op for mig at jeg ikke længere kunne sige "Sidste år mistede vi vores ufødte barn" eller "sidste år, da jeg havde barsel". Nu er det to år siden... og jeg hører mig selv sige: "For to år siden mistede vi et barn...", "Da jeg startede på arbejde igen... for to år siden"... Det lyder forkert. Det er så forkert. To år lyder af lang tid, men den lange tid afspejler slet ikke hvor jeg er i mit hoved og min krop efter at have mistet min datter. De "mange" år afspejler slet ikke hvordan jeg har det. Endnu engang var årsskiftet en smerte for nu er det endnu et år siden vi mistede... afstanden til min datter bliver større... men også afstanden til min traumatiske oplevelse... Men sådan føles den ikke. Den er jo lige her... Jeg kan jo nærmest smage den... Den føles slet ikke to år væk. Hvis jeg ser på mig selv oppefra, forstår jeg udemærket pædagogens reaktion. Nåh så det er I ikke kommet over endnu? Nej, det er vi egentlig ikke... Det er da også lide mærkeligt... Mon vi har dyrket den, sorgen? Ja det tænker jeg, set på mig selv udefra...
Men for helvede de to år har været et mareridt. Først at miste sin elskede og længe ventede datter og det kaos der fulgte. Så at blive gravid, som alle drømme og håb længtes efter... men at fornægte alt hvad der hed graviditet og levende baby. At gennemleve det første år med liv og død i en sammensurium. Så kom babyen - levende og mirakuløs med alle de følelser der væltede ind... så finde sig til rette i alt det... finde en vej med døden og livet, kærligheden og sorgen... Jeg føler mig fyldt op... og jeg har brug for tid til at få placeret alle de følelser og alle de oplevelser.... Jeg har brug for at fordybe mig... Og det er jo det vi har givet mig med de 6 uger...
Det sidste år har været nemmere end det første år. Livet er meget nemmere nu. Men der er stadig en vej at gå... det er stadig mange tårer at græde... der er stadig meget kamp at kæmpe... To år er lang tid... og de to år har væltet mit liv rundt... og det har et efterspil, der vil række mange år frem i tiden... Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig... Jeg ved ikke OM jeg bliver færdig... Årene skaber afstand, men savnet og smerten er jo lige her... lyslevende i mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar