Imorgen er det to år siden jeg fødte min lille prinsesse, Malou... alt alt for tidligt... og hvordan har jeg det???? Meget bedre end sidste år, da jeg skule gennemleve dagene første gang, kunne være et svar. Sidste år var jeg hudløs slidt på dette tidspunkt. Sidste år stod dagene med alle valgene og den umenneskelige beslutning lysende klar i hele min krop. Sidste år var et rod af liv og død. Sorgen over Malou... smerten ved at hun ikke er her... erindringen om traumet... og Lea sparkende i maven... den forestående fødsel... og ville jeg også denne gang skulle forlade fødegangen med tomme arme? I år er kaos-ugen rodet sammen med Leas opstart i institution. Det er svært, men det er ikke ødelæggende. Det trækker tårer, men det er ikke ødelæggende. Hvis bare det vil fortsætte sådan, så har jeg et håb om en dag at kunne være på fode igen. Men jeg tror aldrig februar vil blive det samme igen. Februar vil nok altid være en smertens måned, for den vil minde mig om de traumatiske dage, hvor mit liv blev vendt rundt.
Man går ikke ubemærket gennem et traume... og jeg tror jeg vil være mærket resten af mit liv. Jeg vil ikke blot altid savne mit barn. Jeg vil ikke blot altid mangle mit barn. Jeg vil også for altid være ændret. Jeg har fået en ny sårbarhed. Jeg har mistet min hidtidige naive ubekymrethed, hvor jeg kunne vende mig bort fra døden og lade som om den ikke kunne ramme her. Jeg har altid været bevidst om at jeg og vi skal dø... og at det kunne ske "før tid"... men jeg har tidligere kunnet fjerne mig fra den tanke at det kunne ske lige nu. Jeg har tidligere kunne forholde mig til det mere kognitivt... og har kunne bladre væk, hvis tragedien kom for tæt på. Det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke bladre væk. Jeg kan ikke bare tro på at det nok skal gå... at det rammer nogen andre... For det usandsynlige ramte mig. Det som ingen forældre kan og vil forholde sig til, det SKAL jeg forholde mig til. MIT BARN ER DØDT. Jeg har måtte tage afsked med mit barn... og hvordan f..... gør man det?
Samtidig med afskeden har jeg skullet finde en vej fremad... For livet går fremad... og det skal leves... På de to år, der er gået har jeg fundet mig en vej igennem den akutte sorg. En vej, som syntes helt umulig at forestille sig. Det føltes som om alt skulle læres påny. Samtidig skulle jeg finde en vej med smerten og det almindelige liv, som jo fortsatte ufortrødent. Jeg kunne ikke gå i hi. Jeg kunne ikke grave mig ned, selvom jeg måske allermest havde lyst. Jeg kunne sørge på deltid, fordi hverdagen skulle fortsætte. Det var ingen dans på roser at have et barn i forvejen... Det var min lykke... og det var min frustration.
Jeg skulle finde min vej med sorgen og det nye liv i maven. Hvis det var svært at have et barn i forvejen, så var det intet imod at bære et nyt. Det var en knivskarp kamp om at klare hver enkelt dag med angsten i kort kort snor, samtidig med at arbejdslivet krævede mere og mere af mig. Det var et efterår i kaos, men også et efterår med perspektiv og håb... Jeg ved slet ikke hvordan jeg havde klaret det efterår uden det spirende liv i maven... Det var min lykke... og det var min sønderrivende angst.
Jeg fik min levende baby... og mine arme blev fyldte... Men hullet i hjertet er der endnu. Kan det fyldes nogensinde hele? Jeg blev mor til mit 3. barn... og skulle finde en vej med sorgen og glæden... De to levende børn tager deres plads. De beder selv om min opmærksomhed. De tager deres stunder af min udelte opmærksomhed... men mit døde barn skal gives pladsen. Hun råber ikke så højt, at jeg ikke kan ignorere hende. Hun viser sig i min krop... Hun sætter sig som smerten i brystet, hvis jeg ikke lytter. Hun bor i stilheden og i eftertanken. Hun kan kun nås i et isoleret rum, som kun kan nås, når jeg er alene. Der er ikke plads til nærværet med hende, når der er andre. Min kontakt til hende er så sårbar og fintfølende, at jeg skal have ro, tid og plads til eftertanke... Men konsekvenserne af at ignorere hende rækker ind over hele mit liv. Smerten i brystet forplanter sig til mit overskud, mit humør, min lyst til livet... Kun ved at tage hende alvorligt og give hende rummet, kan jeg bevæge mig ud i livet. Jeg er ikke god til det... at give hende pladsen, men jeg bliver nødt til at lære det.
To år er gået... to levende børn er jeg velsignet med. Og jeg er ikke glad... Jeg hader det at faktum at min livslyst er væk. Jeg kan grine og fest... men jeg elsker ikke livet. Jeg føler mig mere deprimeret end lykkelig... og jeg hader det. Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg ville ønske jeg igen kunne sprudle og nyde. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke gejst og energi igen... mere end i stjålne øjeblikke...
Mit liv er blevet lysere på de to år... Men mørket fylder stadig (for) meget... Jeg håber jeg en dag kan tage solen helt ind... Livet er alt for kort... jeg vil så gerne være en anden mor og en anden kæreste. Jeg vil så gerne være glad igen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar