Første dag i vuggestue

Så oprandt dagen... Leas første dag i vuggestue... Vi kom derhen idag efter samling kl 9.30. Lea rakte straks ud efter Lone, som er hende der skal køre hende ind... og der sad hun på skødet og hyggede sig, mens samlingen blev færdig. Vi satte os på gulvet og Lea var dybt optaget af alt det spændende legetøj. De andre børn og voksne gik ind i motorik-rummet, så der var kun os 3. Ind imellem kom nogle af børnene ind og det nød Lea. Hun ænsede mig nærmest ikke - var kun lige henne ved mig én gang... ellers var hun omkring Lone eller kravlede rundt og udforskede de spændende sager. Imens snakkede Lone og jeg... og jeg fortalte om Leas vaner og vi aftalte for de næste dage. Imorgen har vi aftalt at vi skal komme lidt i 9 inden samling og så skal jeg gå en time eller to - efter Leas trivsel. Det er helt fint, for så kan jeg gå over i børnehaven og være med til deres fastelavnsfest.
Jeg havde madpakke med og Lea slugte den hurtigt og var bare i super humør. Vi tog hjem igen lidt i 12, så var det tid til at hitte barnevognen.

Tanken om Lea i vuggestue er ok... hvis jeg kun tænker kort frem... og det har jeg lært at jeg skal. Én dag af gangen. Grunden til at det føles ok er at jeg har knap 6 uger inden jeg skal starte på arbejde... og jeg glæder mig virkelig til den tid. Jeg ved at tiden vil flyve hurtigt, men jeg håber at nå at få en fornemmelse af at have gjort noget godt for mig selv. Jeg er ikke afklaret med hvordan jeg skal bruge tiden... jeg ved at jeg skal passe på ikke at lade det drukne i praktiske gøremål og projekter herhjemme. Det vil nemlig meget hurtigt kunne overtage tiden. Men noget med tid til at glo ud i luften - i sofaen med et blad og en kop kaffe. Tænker på at finde en god meditationsCD og så give mig selv en stund med den her dag. Jeg vil gerne finde noget mere fred... finde ind til mig selv igen... Det er dog noget af et projekt på 1½ måned. Jeg kan nok ikke forvente helt at finde fred...Måske jeg altid skal leve med et hul og en smerte indeni... men jeg har brug for ro. Det har været et par turbulente år. Jeg føler stadig at følelserne sidder udenpå. Og så især i denne tid... hvor vi nærmer os Malous to-årsdag... hvor Lea skal starte i insitution og det længe ventede barselsliv nu er slut... hvor hverdagen og arbejdslivet... stress og jag... truer. Jeg håber virkelig at den næste tid kan give mig et åndehul, hvor jeg får taget den knugende smerte i brystet alvorligt... Får trukket vejret dybt ned i maven... Jeg overvejer om jeg skal prøve noget healingsmassage... jeg føler mig stadig ikke koblet ordentligt til min krop... jeg har brug for noget mere balance, noget mere sammenhæng. Jeg mistede tiltroen til min krop, da jeg mistede Malou... og jeg tror at jeg kunne få mere balance i mit liv ved at blive mere funderet i kroppen.... Jeg overvejere også en clairvoyant... igen handler det om balance... om at få sjæl, krop, intellekt og følelser mere i ro... Jeg går stadig til psykolog... men det er så mentalt fokuseret... jeg vil gerne noget andet også... Jeg kender ingen healere eller clairvoyanter og det er lidt en jungle... men jeg må spørge mig lidt omkring om nogen har erfaringer...

På et andet plan har jeg fået bestilt tid til frisør. Jeg har ikke været afsted siden marts sidste år, så jeg er gået fra en korthårs til en langhårs frisure... Igen det handler om at gøre noget godt for mig... Tid hvor jeg ikke skal tilfredsstille andre, men hvor det er mig, der er i fokus. Her kommer der nok også et cafébesøg og et par shoppingture ind... Måske en ansigtsbehandling... en gåtur i skoven... tid til dagbogsskrivning, en god bog???

Men nu er den epoke ihvertfald påbegyndt. Jeg hader at hverdagen er på vej, men jeg ser frem til de næste uger.. jeg kan jo bare hente Lea, hvis jeg mangler hende. Det er mig der bestemmer tiden og det vil jeg nyde for en stund... så må jeg overskue den epoke, som venter herefter, når vi kommer nærmere.