Må altså lige dele med jer... noget dejligt og positivt i vores liv midt i alt det svære og tunge.
Vi har booket 19 dages rejse til Thailand - øparadis med afrejse lige om lidt. Vi har flybilletten på plads og er på nippet til at have afklaret hoteller. Vi skal være 5 nætter på Koh Chang, 6 nætter på Koh Kood, 3 nætter på Koh Mak og 3 nætter i Bangkok. Det bliver SÅ godt. Modsat sidste rejse - i april-maj - kan jeg denne gang sige at jeg glæder mig. Glæder mig til sol, varme, tid, ro, hygge med familien, sand, strand, lækker thai-mad... Det bliver så godt. Vi trænger til den pause. Særligt René, der er kørt træt i sit arbejde og i sit liv generelt.
Hvor er det godt at have noget godt at se frem til. Noget nyt - samtidig med at vi ikke behøver meget. Hvis vi vil ligge på stranden hver dag, lege og bade, så gør vi det. Glæder mig - glæder mig - glæder mig
lørdag den 8. oktober 2011
fredag den 7. oktober 2011
Misdannelsesscanning idag
Så er det overstået... og jeg er træt træt træt...
Det startede lidt dumt ud med at vores overlæge Olav måtte melde afbud og overlade scanningen til sin kollega Vibeke, som jo også er sød og dygtig. Men da hun skulle overtage alle Olavs patienter var hun 70 min forsinket. En træls ventetid, når man sidder og er så nervøs.
Heldigvis gik det igen rigtig fint. Den lille spire er som den skal være... ingen tegn på at den er syg som Malou. Overlægen var ikke bekymret for noget af det hun så. Desværre lå den lille og skyggede for sig selv med ryggen til, så hun kunne ikke scanne hjertet. Vi skal derfor komme igen næste fredag og få resten af misdannelsesscannningen. Hun er ikke bekymret, men hun skal jo scanne den lille ordentligt. Så sådan må det være. Men det er ikke fordi vi bare glider igennem de scanninger. Til nakkefold fik vi jo heller ikke det samlede svar, fordi min doubletest var blevet væk! Vi må forsøge at bevare tålmodigheden og leve med at svaret bliver udsat.
Vi spurgte om vi kunne være sikker på at Malous misdannelse nu var ødelukket eller om vi kunne risikere at den viser sig senere. Det mente hun ikke at den ville/kunne. Håber sådan hun har ret.
Vi spurgte til køn, Hun mente at det er en lille pige... igen... men hun ville ikke garantere noget. Det var svært at se.
Vi havde planer om at hvis vi havde energi så skulle vi ned og se rainbows på Aros i Århus bagefter, men pga forsinkelsen havde vi ikke nok tid til det. Så vi gik en tur i skoven bagefter med en glad og hoppende Elias og spist mad på en café på Trøjborg. Det var hyggeligt, men nu er jeg udmattet og har lyst til at gå i seng.
Det startede lidt dumt ud med at vores overlæge Olav måtte melde afbud og overlade scanningen til sin kollega Vibeke, som jo også er sød og dygtig. Men da hun skulle overtage alle Olavs patienter var hun 70 min forsinket. En træls ventetid, når man sidder og er så nervøs.
Heldigvis gik det igen rigtig fint. Den lille spire er som den skal være... ingen tegn på at den er syg som Malou. Overlægen var ikke bekymret for noget af det hun så. Desværre lå den lille og skyggede for sig selv med ryggen til, så hun kunne ikke scanne hjertet. Vi skal derfor komme igen næste fredag og få resten af misdannelsesscannningen. Hun er ikke bekymret, men hun skal jo scanne den lille ordentligt. Så sådan må det være. Men det er ikke fordi vi bare glider igennem de scanninger. Til nakkefold fik vi jo heller ikke det samlede svar, fordi min doubletest var blevet væk! Vi må forsøge at bevare tålmodigheden og leve med at svaret bliver udsat.
Vi spurgte om vi kunne være sikker på at Malous misdannelse nu var ødelukket eller om vi kunne risikere at den viser sig senere. Det mente hun ikke at den ville/kunne. Håber sådan hun har ret.
Vi spurgte til køn, Hun mente at det er en lille pige... igen... men hun ville ikke garantere noget. Det var svært at se.
Vi havde planer om at hvis vi havde energi så skulle vi ned og se rainbows på Aros i Århus bagefter, men pga forsinkelsen havde vi ikke nok tid til det. Så vi gik en tur i skoven bagefter med en glad og hoppende Elias og spist mad på en café på Trøjborg. Det var hyggeligt, men nu er jeg udmattet og har lyst til at gå i seng.
lørdag den 17. september 2011
Tidlig misdannelses igår
Så er den stopprøve overstået og vi kom heldigvis igennem den stadig med spiren i maven. Alt hvad de kunne tjekke, så normalt ud. De undersøgte igen længe hjertet, og fandt alt vel. Overarme og lår har den rette længde og det samme med mave- og hovedomkreds. Lillehjerne havde den rette størrelse. Nyrer, binyrer, væske i mavesæk og i blære.
Det var en sygeplejerske der scannede mig. Hun smilede og fortalte de gode nyheder mens hun scannede, men det var som om ordene ikke ville nå mig. Overlægen (OLav) kom - så tallene og billederne på computeren. Og han bifaldt hendes vurderinger og satte lidt flere ord på. Det hjalp lidt på at tage ordene ind, men stadig var det som om de ikke kunne nå mig. Lettelsen udeblev.
Jeg synes det virkede som om der var lidt fostervand. Spiren var svær at scanne, fordi den lå forkert og min navle skyggede. Det gjorde mig bange, for Malou var også svær at scanne. Fordi der var for lidt fostervand. Men sygeplejersken afkræftede min bekymring. Den ligger og putter sig i et hjørne (?), og kan svømme et andet sted hen, hvis den vil. Der er fint med fostervand. Jeg tror at jeg tror hende, men jeg undrer mig over at man kan finde et hjørne i en rund livmoder... men det kan den åbenbart.
Olav sagde at det var meget usandsynligt at et barn som er af normal størrelse til tidlig misdannelse, vil være for lille af vækst ved misdannelsesscanning. Hvis den havde været lidt for lille nu, var der en risiko for abort ved næste scanning. Tror det var sådan han sagde det.
Jeg undrede mig over at lettelsen ikke indfandt sig... Jeg mærkede en lettelse over at det lille hjerte slog, for det er et faktum, der er til at aflæse. Lever den eller er den død? Jeg havde for en måned siden gået og glædet mig til at mine symptomer med småkvalme og træthed ville forsvinde, for så ville jeg ikke have symptomer på at være gravid.. og så ville jeg ikke blive mindet om at jeg er gravid. Og så ville det blive nemmere. Men da symptomerne så forsvandt, blev jeg bange for at spiren var død. Nej det er ikke nemt. Men den lever... og det var skønt at se.
Jeg tog på kirkegården til Malou efter scanningen... og jeg græd og græd. Jeg havde undret mig over at jeg ikke havde reageret meget inden scanningen. Jeg havde følt mig ved siden af mig selv, kunne ikke huske noget, havde intet overblik. Skulle bare havde tiden til at gå. Men før NF var jeg konstant på grådens rand... men ikke denne gang. Meget få tårer. NF havde lettet noget, men så meget? Det var skræmmende. Men jeg ved nu at jeg først havde mod på at reagere efter scanningen. Lettelsen efter scanningen gav plads til alle de voldsomme følelser, som var alt for farlige at give plads, mens jeg endnu var i usikkerheden. Jeg tænker nu at jeg har beskyttet mig selv, Hvis jeg havde givet plads til følelserne før scanningen, ved jeg ikke hvordan jeg havde reageret. Er bange for at blive ædt op af angsten. At jeg ville havde brudt helt sammen. Så jeg har skubbet den væk - holdt spændingen inde. Da jeg kunne give slip, skulle/skal spændingen have tid til at slippe.
Så eftermiddagen igår som jeg håbede skulle være en dans på roser med glade lette forældre, var en tung, træt, sløv eftermiddag. Udmattede, ugidelige, kede af det. Begge to. Vi sov begge to og kunne næsten ikke komme igang. Idag tyder heller ikke let og legende. Jeg tror der går et par dage før vi forstår... før kroppen tager det ind. Der er ingen eufori at spore her... men det laver ikke om på at scanningen gik lige som den skulle... Vi er bare overraskede over vores reaktioner. Men som med alt andet i denne proces må vi tage det med, og acceptere at det at miste et barn gør én uforudsigelig og skaber et efterspil som har vidtrækkende konsekvenser.
Vi håber og beder til at de gode scanninger fortsætter. Særligt til den afgørende om 4 uger. Vi håber at vi derefter kan begynde at tro lidt mere på spiren i maven og at vi får lov at få den levende og levedygtig ud til os til næste år.
Det var en sygeplejerske der scannede mig. Hun smilede og fortalte de gode nyheder mens hun scannede, men det var som om ordene ikke ville nå mig. Overlægen (OLav) kom - så tallene og billederne på computeren. Og han bifaldt hendes vurderinger og satte lidt flere ord på. Det hjalp lidt på at tage ordene ind, men stadig var det som om de ikke kunne nå mig. Lettelsen udeblev.
Jeg synes det virkede som om der var lidt fostervand. Spiren var svær at scanne, fordi den lå forkert og min navle skyggede. Det gjorde mig bange, for Malou var også svær at scanne. Fordi der var for lidt fostervand. Men sygeplejersken afkræftede min bekymring. Den ligger og putter sig i et hjørne (?), og kan svømme et andet sted hen, hvis den vil. Der er fint med fostervand. Jeg tror at jeg tror hende, men jeg undrer mig over at man kan finde et hjørne i en rund livmoder... men det kan den åbenbart.
Olav sagde at det var meget usandsynligt at et barn som er af normal størrelse til tidlig misdannelse, vil være for lille af vækst ved misdannelsesscanning. Hvis den havde været lidt for lille nu, var der en risiko for abort ved næste scanning. Tror det var sådan han sagde det.
Jeg undrede mig over at lettelsen ikke indfandt sig... Jeg mærkede en lettelse over at det lille hjerte slog, for det er et faktum, der er til at aflæse. Lever den eller er den død? Jeg havde for en måned siden gået og glædet mig til at mine symptomer med småkvalme og træthed ville forsvinde, for så ville jeg ikke have symptomer på at være gravid.. og så ville jeg ikke blive mindet om at jeg er gravid. Og så ville det blive nemmere. Men da symptomerne så forsvandt, blev jeg bange for at spiren var død. Nej det er ikke nemt. Men den lever... og det var skønt at se.
Jeg tog på kirkegården til Malou efter scanningen... og jeg græd og græd. Jeg havde undret mig over at jeg ikke havde reageret meget inden scanningen. Jeg havde følt mig ved siden af mig selv, kunne ikke huske noget, havde intet overblik. Skulle bare havde tiden til at gå. Men før NF var jeg konstant på grådens rand... men ikke denne gang. Meget få tårer. NF havde lettet noget, men så meget? Det var skræmmende. Men jeg ved nu at jeg først havde mod på at reagere efter scanningen. Lettelsen efter scanningen gav plads til alle de voldsomme følelser, som var alt for farlige at give plads, mens jeg endnu var i usikkerheden. Jeg tænker nu at jeg har beskyttet mig selv, Hvis jeg havde givet plads til følelserne før scanningen, ved jeg ikke hvordan jeg havde reageret. Er bange for at blive ædt op af angsten. At jeg ville havde brudt helt sammen. Så jeg har skubbet den væk - holdt spændingen inde. Da jeg kunne give slip, skulle/skal spændingen have tid til at slippe.
Så eftermiddagen igår som jeg håbede skulle være en dans på roser med glade lette forældre, var en tung, træt, sløv eftermiddag. Udmattede, ugidelige, kede af det. Begge to. Vi sov begge to og kunne næsten ikke komme igang. Idag tyder heller ikke let og legende. Jeg tror der går et par dage før vi forstår... før kroppen tager det ind. Der er ingen eufori at spore her... men det laver ikke om på at scanningen gik lige som den skulle... Vi er bare overraskede over vores reaktioner. Men som med alt andet i denne proces må vi tage det med, og acceptere at det at miste et barn gør én uforudsigelig og skaber et efterspil som har vidtrækkende konsekvenser.
Vi håber og beder til at de gode scanninger fortsætter. Særligt til den afgørende om 4 uger. Vi håber at vi derefter kan begynde at tro lidt mere på spiren i maven og at vi får lov at få den levende og levedygtig ud til os til næste år.
fredag den 19. august 2011
Nakkefoldsscanning på onsdag
Så nærmer nakkfefoldscanningen... og det mærker krop og sjæl. Min taktik med at skubbe tanker om graviditeten væk er så svær at opretholde nu. Tårerne har trillet ned af kinderne flere gange om dagen de seneste dage. Ved den mindste tanke om min graviditet og om Malou. Særligt når jeg kører til og fra arbejde og der får en lille stund for mig selv. Det er sådan et pres og jeg kæmper for at holde mig kørende og ovenvande.
Jeg talte med min psykolog om det, da vi var afsted igår. Hun sagde at det jo er ren overlevelse at jeg beskytter mig fra tanker om graviditeten. Men at det var tydeligt at noget banker på og må ud, fordi jeg er så grådlabil. Det ligger lige inde bag ved øjnene. Venter kun på at springe ud. Som hun sagde så er angsten i denne graviditet jo blandet sammen med sorgen over at have mistet Malou... og derfor må jeg ikke udelukkende skubbe tankerne væk og ignorere dem. Og hun har ret. Det er jo det jeg oplever. Den barske virkelig kan ikke holdes borte længere. Jeg må forholde mig til det jeg står overfor. Jeg er også bange for at tilbageholdelsen fra betyde at jeg en dag vil skumme over og bryde sammen i et angstanfald. Jeg bliver nødt til at forholde mig i brydstykker til angsten uden at den får overtaget.
De næste 8 uger bliver skæbnesvangre. Jeg håber at jeg kan koble mig til graviditeten og begynde at nyde den lidt, når de 8 uger er gået. De 8 uger som først skal føre os igennem NF og dernæst forhåbentlig tidlig MD og så til sidst den mest smertelige (i mindet om Malou) den ordinære MD. Men Nakkefold er første skæring. Jeg kan slet ikke forestille hvordan jeg vil reagere vil at skulle lægge mig der på briksen. Jeg ved ikke om jeg tør se og høre. Hvordan kan man forberede sig på at skulle høre dommen? Og hvis tallene ser dårlige ud, som efter NF med Malou, hvordan skal jeg så kunne udholde at vente på moderkageprøve? og herefter på svaret... Tankerne og ordene er fattige. De kan ikke beskrive den kropslige fornemmelse, som reagerer, når tanker stikker en lille flig frem.
Når tankerne kommer, er det som om kroppen tager over. Kroppens hukommelse af at ligge på briksen og få den hårde dom og de følgende dages mareridt med at skulle tage beslutningen om at slå min datter ihjel står mejslet ind i min krop. Og de bliver aktiveret bare ved tanken om briksen. Jeg ved slet ikke hvad der skal til for at deaktivere den kropslige hukommelse. Kan det nogensinde blive anderledes end at briksen vil fremkalde den hukommelse? Kommer jeg nogensinde over den smerte at min datter var syg og skulle dø? Vil jeg nogensinde komme til at vænne mig til den tanke og kunne påhæfte mere neutrale følelser til det faktum at hun var syg og skulle dø? Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt forestille mig at jeg kan føle anderledes om det.
Tiden vil vise det... Jeg håber på forståelse fra min omverden og hjælp til at finde styrke til at komme igennem tiden og smerten. Styrke til at leve med angsten og sorgen.
Jeg talte med min psykolog om det, da vi var afsted igår. Hun sagde at det jo er ren overlevelse at jeg beskytter mig fra tanker om graviditeten. Men at det var tydeligt at noget banker på og må ud, fordi jeg er så grådlabil. Det ligger lige inde bag ved øjnene. Venter kun på at springe ud. Som hun sagde så er angsten i denne graviditet jo blandet sammen med sorgen over at have mistet Malou... og derfor må jeg ikke udelukkende skubbe tankerne væk og ignorere dem. Og hun har ret. Det er jo det jeg oplever. Den barske virkelig kan ikke holdes borte længere. Jeg må forholde mig til det jeg står overfor. Jeg er også bange for at tilbageholdelsen fra betyde at jeg en dag vil skumme over og bryde sammen i et angstanfald. Jeg bliver nødt til at forholde mig i brydstykker til angsten uden at den får overtaget.
De næste 8 uger bliver skæbnesvangre. Jeg håber at jeg kan koble mig til graviditeten og begynde at nyde den lidt, når de 8 uger er gået. De 8 uger som først skal føre os igennem NF og dernæst forhåbentlig tidlig MD og så til sidst den mest smertelige (i mindet om Malou) den ordinære MD. Men Nakkefold er første skæring. Jeg kan slet ikke forestille hvordan jeg vil reagere vil at skulle lægge mig der på briksen. Jeg ved ikke om jeg tør se og høre. Hvordan kan man forberede sig på at skulle høre dommen? Og hvis tallene ser dårlige ud, som efter NF med Malou, hvordan skal jeg så kunne udholde at vente på moderkageprøve? og herefter på svaret... Tankerne og ordene er fattige. De kan ikke beskrive den kropslige fornemmelse, som reagerer, når tanker stikker en lille flig frem.
Når tankerne kommer, er det som om kroppen tager over. Kroppens hukommelse af at ligge på briksen og få den hårde dom og de følgende dages mareridt med at skulle tage beslutningen om at slå min datter ihjel står mejslet ind i min krop. Og de bliver aktiveret bare ved tanken om briksen. Jeg ved slet ikke hvad der skal til for at deaktivere den kropslige hukommelse. Kan det nogensinde blive anderledes end at briksen vil fremkalde den hukommelse? Kommer jeg nogensinde over den smerte at min datter var syg og skulle dø? Vil jeg nogensinde komme til at vænne mig til den tanke og kunne påhæfte mere neutrale følelser til det faktum at hun var syg og skulle dø? Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt forestille mig at jeg kan føle anderledes om det.
Tiden vil vise det... Jeg håber på forståelse fra min omverden og hjælp til at finde styrke til at komme igennem tiden og smerten. Styrke til at leve med angsten og sorgen.
mandag den 8. august 2011
Tre ugers ferie er slut
Tre ugers ferie er slut. Vi skulle ingen steder, fordi René kun havde to uger og skulle bygge skur/carport til vores nye hus. VI har været hjemme og har haft god tid... og det har været rigtig dejligt. Når man spørger Elias, hvad han har lavet i ferien, har han leget... leget, leget, leget. Og det er da dejligt. Men nu truer hverdagen igen. Jeg starter op på 25 timer i en uge, derefter 30 timer og i løbet af ugerne efter skal jeg op på 37 timer. Jeg skal nok klare det. Det virker ikke uvirkeligt. Men hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Og det ønske har jeg så forbandet svært ved at slippe. Jeg skal jo slippe det, for min virkelighed er jo arbejdet nu. Det er jo det jeg skal forholde mig til. Der er ikke andet alternativ... men hvor ville jeg ønske det var anderledes.
Jeg kan se og mærke meningen i glimt. Jeg kan mærker engagementet og drivet mere og mere. Det ER spændende og energigivende til tider... men hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet nu.
Jeg vil slet slet slet ikke koble mig til et håb om at kunne gå fra til jul, for puhhh hvor er det smertefuldt at skulle tage sit arbejdsliv op igen, når man én gang har sluppet det. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært. Det giver ingen mening at tænke at jeg måske skal noget andet i stedet for mit arbejde, for det eneste andet jeg kunne drømme om er at gå herhjemme med min datter, nyde hende og lære hende at kende. Men det fik jeg jo ikke lov til. Min virkelighed er hverdagens ræs... og hvor havde jeg glædet mig til for en stund at stå af den...
Jeg kæmper videre. Tager en dag af gangen. Skuer ikke for langt frem. Har sat mig et nyt delmål, for at klare efteråret. Som jeg havde påsken og ferien til Bali i foråret og sommerferien i sommer. Vi håber at kunne få ferie i 2-3 uger sidst i oktober - start november. Det vil være et break, som gør at efteråret kan overskues i to etaper indtil jul... og så må vi se efter jul. Et skridt ad gangen
Jeg kan se og mærke meningen i glimt. Jeg kan mærker engagementet og drivet mere og mere. Det ER spændende og energigivende til tider... men hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet nu.
Jeg vil slet slet slet ikke koble mig til et håb om at kunne gå fra til jul, for puhhh hvor er det smertefuldt at skulle tage sit arbejdsliv op igen, når man én gang har sluppet det. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært. Det giver ingen mening at tænke at jeg måske skal noget andet i stedet for mit arbejde, for det eneste andet jeg kunne drømme om er at gå herhjemme med min datter, nyde hende og lære hende at kende. Men det fik jeg jo ikke lov til. Min virkelighed er hverdagens ræs... og hvor havde jeg glædet mig til for en stund at stå af den...
Jeg kæmper videre. Tager en dag af gangen. Skuer ikke for langt frem. Har sat mig et nyt delmål, for at klare efteråret. Som jeg havde påsken og ferien til Bali i foråret og sommerferien i sommer. Vi håber at kunne få ferie i 2-3 uger sidst i oktober - start november. Det vil være et break, som gør at efteråret kan overskues i to etaper indtil jul... og så må vi se efter jul. Et skridt ad gangen
fredag den 29. juli 2011
Nu med vandrejournal
Var til første lægetjek og fik lavet vandrejournal. Alle test - urin, blodprocent og blodtryk så fint ud. Fik taget blodprøver... håber virkelig at doubletesten ikke giver anledning til problemer, når jeg får resultatet af den til nakkefoldscanningen. Sidste gang med Malou slog blodprøven negativt ud og var det som gav os den forøgede risiko for down, som gjorde at vi måtte igennem en moderkagebiopsi. Jeg vil virkelig gerne være den bekymring foruden at skulle have taget moderkagebiopsi. Plus at teorien er at mit høje hormontal i doubletesten, kan være forårsaget af at Malou var syg. Det kan altså være et godt tegn hvis blodprøven ikke giver anledning til bekymring.
Men der går små 4 uger inden vi får svar på doubletesten (og nakkefold), så jeg må forsøge at slippe tankerne om det.
Lægen noterede mig til udvidet støtte i papiret, men inviterede mig ikke til at komme tiere ved hende. "Vi ses i uge 25", sluttede hun af med at sige. Men jeg ved heller ikke hvad jeg vil skulle bruge hende til. Men jeg er nu sikker på at hvis jeg ringer, tager hun imod mig.
Men der går små 4 uger inden vi får svar på doubletesten (og nakkefold), så jeg må forsøge at slippe tankerne om det.
Lægen noterede mig til udvidet støtte i papiret, men inviterede mig ikke til at komme tiere ved hende. "Vi ses i uge 25", sluttede hun af med at sige. Men jeg ved heller ikke hvad jeg vil skulle bruge hende til. Men jeg er nu sikker på at hvis jeg ringer, tager hun imod mig.
onsdag den 27. juli 2011
Nyt fra fronten
Mon der er nogen, som har undret sig over den pludselige stilhed den sidste måned efter den linde strøm af indlæg, som ellers har kendetegnet denne blog i månederne før?!!! Jeg kan sige at det har jeg selv. Mit behov for at skrive og kommunikere har ændret sig, så det ikke er så intens længere. Men aller vigtigst er nok at der er sket noget nyt i mit liv, som i den grad har overvældet mig på en anderledes måde - som gjorde mig mere mundlam end oplevelsen med Malou gjorde.
Jeg er blevet GRAVID.... ganske spontant, økologisk og overraskende!!!
Jeg skulle have haft min mens på Malous terminsdag. Men den kom ikke. Malous terminsdag var så også dagen, hvor vi drog ud og købte medicin til fertilitetsbehandling for små 1000 kr. Og dagen hvor jeg meldte mig fra hvilegruppe til aktiv sikringsgruppe i Danmark.Det eneste jeg var fokuseret på, var hvornår mens kom, så jeg kune starte op med hormonerne. Da lægen på fertilitetsklinikken onsdagen inden, sagde at vi jo bare kunne gemme medicinen til evigt minde, hvis jeg skulle blive gravid inden, tænkte jeg ikke videre over det - for det var der jo ingen mulighed for. Det var jo lige om lidt jeg skulle have min mens.
Om mandagen skulle jeg til læge og havde taget blodprøver til opstart af behandling. Jeg bad hende tage en test, da jeg da var 3 dage over tid. Den klingede straks positiv. Puhhh hvor overvældende. Tårerne trillede ned ad kinderne. Det var jeg ikke forberedt på. Det var som om jeg havde sprunget denne cyklus over som mulig at blive gravid i, fordi jeg var optaget af at vi måneden efter skulle i behandling. Jeg havde givet slip og lagt det i andres hænder.
Jeg havde også sluppet drømmen og tanken om at kunne blive gravid inden Malous termin. Den sørgede jeg over i starten af juni - at den chance var forpasset. Men at det lige skulle lande sådan sammen, at jeg skulle have min mens på hendes terminsdag og at den så ikke kom... Det havde jeg slet ikke haft med i overvejelserne. Men det er jo nok godt nok.
Så det er jo overvældende fantastisk at jeg er blevet gravid. Jeg er ikke lykkelig glad. Jeg er taknemmelig. Hver eneste dag over at jeg stadig er gravid... og at der virkelig er gået små 5 uger hvor jeg har vidst det - og jeg er stadig gravid.
Jeg bliver nødt til at tage et enkelt skridt ad gangen i denne graviditet. Jeg kan ikke have forvisninger om at det nok skal gå godt, fordi mine erfaringer er at det kan jeg slet slet ikke regne med. Der er SÅ mange farer og jeg kan ikke overskue den alle på én gang. Jeg bliver nødt til at tage det skridt for skridt. Første skridt var at blive gravid, næste skridt er en god tidlig scanning, som jeg havde igår, dernæst at komme igennem de første 3 måneder uden spontan abort og til sidst i denne række - at klare mig igennem Nakkefoldscanningen d. 24.8. Jeg kan ikke skue længere frem og det skal jeg heller ikke. Jeg kan ikke forholde mig til om spiren er syg som Malou. Jeg vil ikke forholde mig til om/at jeg skal på barsel. Jeg kan ikke forholde mig til hvornår jeg har termin og om jeg får en levende baby. Nakkefoldscanningen er første afgørende stop og jeg kan næsten ikke overskue denne scanning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge der og vente på lægens dom. Vente på om jeg endnu engang skal tage afsked med et lille barn. Vente på om min verden endnu engang bliver væltet rundt. Sådan bliver det mange gange i denne graviditet, men Nakkefold er den første eksamen.
Så denne graviditet bliver ikke en jublende lykkelig tid. Det bliver én lang eksamen, hvor der er lang mere på spil end i alverdens afsluttende uddannelsesforløb. Jeg lever med angsten nu, men den skal holdes i kort snor. Malou med det tab hun bragte os og det savn vi føler til hende er blevet så meget nærværende, fordi vi igen mærker følelserne af at kunne miste - mærker smerten ved at tro på noget, der kan blive taget fra os igen.
Jeg får brug for styrke for at komme igennem tiden - og for tålmodighed med at mine tanker ikke er på lykke og jublende glæde i denne graviditet. Min angst kan ikke trøstes væk. Den er nu en del af mig og jeg må deale med den, så den ikke dominerer det hele.
Men jeg er da enig med "hele verden" i at det er FANTASTISK. (jeg jubler bare ikke selv - det tør jeg ikke)
Jeg er blevet GRAVID.... ganske spontant, økologisk og overraskende!!!
Jeg skulle have haft min mens på Malous terminsdag. Men den kom ikke. Malous terminsdag var så også dagen, hvor vi drog ud og købte medicin til fertilitetsbehandling for små 1000 kr. Og dagen hvor jeg meldte mig fra hvilegruppe til aktiv sikringsgruppe i Danmark.Det eneste jeg var fokuseret på, var hvornår mens kom, så jeg kune starte op med hormonerne. Da lægen på fertilitetsklinikken onsdagen inden, sagde at vi jo bare kunne gemme medicinen til evigt minde, hvis jeg skulle blive gravid inden, tænkte jeg ikke videre over det - for det var der jo ingen mulighed for. Det var jo lige om lidt jeg skulle have min mens.
Om mandagen skulle jeg til læge og havde taget blodprøver til opstart af behandling. Jeg bad hende tage en test, da jeg da var 3 dage over tid. Den klingede straks positiv. Puhhh hvor overvældende. Tårerne trillede ned ad kinderne. Det var jeg ikke forberedt på. Det var som om jeg havde sprunget denne cyklus over som mulig at blive gravid i, fordi jeg var optaget af at vi måneden efter skulle i behandling. Jeg havde givet slip og lagt det i andres hænder.
Jeg havde også sluppet drømmen og tanken om at kunne blive gravid inden Malous termin. Den sørgede jeg over i starten af juni - at den chance var forpasset. Men at det lige skulle lande sådan sammen, at jeg skulle have min mens på hendes terminsdag og at den så ikke kom... Det havde jeg slet ikke haft med i overvejelserne. Men det er jo nok godt nok.
Så det er jo overvældende fantastisk at jeg er blevet gravid. Jeg er ikke lykkelig glad. Jeg er taknemmelig. Hver eneste dag over at jeg stadig er gravid... og at der virkelig er gået små 5 uger hvor jeg har vidst det - og jeg er stadig gravid.
Jeg bliver nødt til at tage et enkelt skridt ad gangen i denne graviditet. Jeg kan ikke have forvisninger om at det nok skal gå godt, fordi mine erfaringer er at det kan jeg slet slet ikke regne med. Der er SÅ mange farer og jeg kan ikke overskue den alle på én gang. Jeg bliver nødt til at tage det skridt for skridt. Første skridt var at blive gravid, næste skridt er en god tidlig scanning, som jeg havde igår, dernæst at komme igennem de første 3 måneder uden spontan abort og til sidst i denne række - at klare mig igennem Nakkefoldscanningen d. 24.8. Jeg kan ikke skue længere frem og det skal jeg heller ikke. Jeg kan ikke forholde mig til om spiren er syg som Malou. Jeg vil ikke forholde mig til om/at jeg skal på barsel. Jeg kan ikke forholde mig til hvornår jeg har termin og om jeg får en levende baby. Nakkefoldscanningen er første afgørende stop og jeg kan næsten ikke overskue denne scanning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge der og vente på lægens dom. Vente på om jeg endnu engang skal tage afsked med et lille barn. Vente på om min verden endnu engang bliver væltet rundt. Sådan bliver det mange gange i denne graviditet, men Nakkefold er den første eksamen.
Så denne graviditet bliver ikke en jublende lykkelig tid. Det bliver én lang eksamen, hvor der er lang mere på spil end i alverdens afsluttende uddannelsesforløb. Jeg lever med angsten nu, men den skal holdes i kort snor. Malou med det tab hun bragte os og det savn vi føler til hende er blevet så meget nærværende, fordi vi igen mærker følelserne af at kunne miste - mærker smerten ved at tro på noget, der kan blive taget fra os igen.
Jeg får brug for styrke for at komme igennem tiden - og for tålmodighed med at mine tanker ikke er på lykke og jublende glæde i denne graviditet. Min angst kan ikke trøstes væk. Den er nu en del af mig og jeg må deale med den, så den ikke dominerer det hele.
Men jeg er da enig med "hele verden" i at det er FANTASTISK. (jeg jubler bare ikke selv - det tør jeg ikke)
En veloverstået tidlig scanning i dag i 8+5.
Til vores glædelige overraskelse var det selveste Olav, der kaldte os ind til scanning - den overlæge som vil følge os i graviditeten. Vi havde regnet med at det ville være en sonograf, der skulle foretage scanningen, fordi han har rigeligt travlt, men det var sørme hos ham selv. Første dejlige del af oplevelsen.
Scanningsoplevelsen var så meget bedre end i lørdags, da vi var på akut-gynækologisk. Straks han havde placeret scanneren tonede den lille spire tydeligt frem med hoved, krop og arme. Det var så dejligt at se. Det var ikke bare den grå skygge, som vi så i lørdags. Og hjerteblink var helt tydeligt. Ingen tvivl. Han satte lyd på og jeg udstødte straks et "nårhhh" over den pumpende rytme - 178 slag - helt som det skal være nu, sagde han. Hvor var det dejligt at få sådan en følelse af "nårhh" for den lille spire. Det var virkelig omsorg, der væltede ud af mine ord. Min lille spire... /hjerte
Man kunne med det blotte øje se flow i navlesnoren, og med farver kunne man se de blå og røde gennemstrømninger. Den lille spire målte 19 mmm - lille bitte - lige som den skal være. Moderkagen lå fint og der var ingen blodansamlinger at se, der kunne have forårsaget blødningen eller advare om nye blødninger.
Olav tilbød at få tid på de kommende scanninger (tidlig MD og MD) men jeg vil hellere vente. Jeg kan ikke skue så langt frem. Nu kan jeg gå og forberede mig på Nakkefold om 4 uger... Det er ikke nemt. Og jeg bliver nødt til at forsøge at være i nuet, for kommer jeg til at tænke frem bliver jeg helt overvældet. Jeg må tage et skridt ad gangen - og nu er en god tidlig scanning overstået på en god måde. Et skridt på vejen.
Vi fik Olavs kort og fik besked på at ringe, hvis der var det mindste. Han vil skrive det i min journal med store bogstaver at vi skal tages alvorligt, så alle ved det hvis vi ringer... og at de ikke fejer os af, hvis de f.eks. har travlt.
Vi kørte op til Malou bagefter... jeg bad hende inderligt om at hjælpe til med at passe på den lille spire. Alle kræfter må sættes ind...
Scanningsoplevelsen var så meget bedre end i lørdags, da vi var på akut-gynækologisk. Straks han havde placeret scanneren tonede den lille spire tydeligt frem med hoved, krop og arme. Det var så dejligt at se. Det var ikke bare den grå skygge, som vi så i lørdags. Og hjerteblink var helt tydeligt. Ingen tvivl. Han satte lyd på og jeg udstødte straks et "nårhhh" over den pumpende rytme - 178 slag - helt som det skal være nu, sagde han. Hvor var det dejligt at få sådan en følelse af "nårhh" for den lille spire. Det var virkelig omsorg, der væltede ud af mine ord. Min lille spire... /hjerte
Man kunne med det blotte øje se flow i navlesnoren, og med farver kunne man se de blå og røde gennemstrømninger. Den lille spire målte 19 mmm - lille bitte - lige som den skal være. Moderkagen lå fint og der var ingen blodansamlinger at se, der kunne have forårsaget blødningen eller advare om nye blødninger.
Olav tilbød at få tid på de kommende scanninger (tidlig MD og MD) men jeg vil hellere vente. Jeg kan ikke skue så langt frem. Nu kan jeg gå og forberede mig på Nakkefold om 4 uger... Det er ikke nemt. Og jeg bliver nødt til at forsøge at være i nuet, for kommer jeg til at tænke frem bliver jeg helt overvældet. Jeg må tage et skridt ad gangen - og nu er en god tidlig scanning overstået på en god måde. Et skridt på vejen.
Vi fik Olavs kort og fik besked på at ringe, hvis der var det mindste. Han vil skrive det i min journal med store bogstaver at vi skal tages alvorligt, så alle ved det hvis vi ringer... og at de ikke fejer os af, hvis de f.eks. har travlt.
Vi kørte op til Malou bagefter... jeg bad hende inderligt om at hjælpe til med at passe på den lille spire. Alle kræfter må sættes ind...
tirsdag den 12. juli 2011
5 måneder siden idag
Jeg tænder et lys for dig idag min lille stjerneprinsesse. Jeg ved at du har det godt - meget bedre end du kunne have fået her hos os. Jeg ved at du har fred - men hold da op hvor jeg savner dig. Hvor ville jeg ønske at du var her hos os. Hvor ville jeg ønske at Elias var storebror til en levende lillesøster.
Dagen idag fylder ikke mere for mig end de andre dage. Endnu en månedsdag... Som da jeg passerede de 4 måneder springer dagen ikke i øjnene på mig. Dagen er som de andre dage og bringer ikke sorgen med sig i sig selv. Måske d. 12. i måneden ikke længere skal have den smertelige betydning for mig længere. Jeg samler den positive oplevelse op og nyder at min sorg lige nu ikke er bundet på en bestemt månedsdato. Nu er jeg ikke længere nødt til at reservere dagen til sorgen. Måske det kommer igen - det vil jeg være åben overfor.
Du fylder for mig hver dag - hver dag er du i mine tanker. Jeg græder over dig hver dag igen nu - en tåre eller ti i smerte over at du ikke skulle blive hos os og over at vi skulle træffe det forfærdelige valg at ende dine dage. Du var vores datter - du var ikke et eller andet misfoster, der skulle have fred. Du er vores engledatter nu. Vi elsker dig selvom du ikke er her. Jeg er ikke færdig med sorgen. Det er jeg slet slet ikke i tvivl om. Sorgen er blevet aktuel og nærværende påny. Jeg savner min Malou. Jeg ville ønske at du ville være her nu, som min lille spæde baby. I nat fødte min veninde sin perfekte pige... og jeg kan kigge på med tomme arme. Jeg har endnu ikke accepteret at du skulle dø og jeg skulle tage livet fra dig. Sådan er det - og det er ok. Jeg sørger - det er naturligt. Jeg er ikke ved at blive skør - jeg er ikke depressiv. Jeg er en mor i sorg... og det er helt helt i orden.
Også Elias snakker om dig flere gange om ugen. Vi savner dig og ville ønske du skulle være her.
Jeg skal nok få det godt igen, men jeg har tålmodighed med sorgen... Heldigvis er der ingen endnu som presser mig til at skulle føle eller kunne noget andet end det jeg gør nu. Mine omgivelser rummer endnu... og de forstår min smerte. Så jeg klarer mig... et skridt fremad og ind imellem et tilbage. Men det er ok - det er en del af vejen -Det er en del af dansen med sorgen
Kæreste Malou - Jeg håber og beder til at du vil beskytte os alle 4 - vi skal nok komme op til dig - og vi glæder os til hvis vi igen får lov at være sammen med dig... men ingen af os er færdige hernede. Så giv os alle fire styrke til at gennemleve, hvad der må komme til os den næste tid. Malou, min skytsengel, lad os alle komme helskindet igennem sammen.
I uendelig kærlighed, din mor
Dagen idag fylder ikke mere for mig end de andre dage. Endnu en månedsdag... Som da jeg passerede de 4 måneder springer dagen ikke i øjnene på mig. Dagen er som de andre dage og bringer ikke sorgen med sig i sig selv. Måske d. 12. i måneden ikke længere skal have den smertelige betydning for mig længere. Jeg samler den positive oplevelse op og nyder at min sorg lige nu ikke er bundet på en bestemt månedsdato. Nu er jeg ikke længere nødt til at reservere dagen til sorgen. Måske det kommer igen - det vil jeg være åben overfor.
Du fylder for mig hver dag - hver dag er du i mine tanker. Jeg græder over dig hver dag igen nu - en tåre eller ti i smerte over at du ikke skulle blive hos os og over at vi skulle træffe det forfærdelige valg at ende dine dage. Du var vores datter - du var ikke et eller andet misfoster, der skulle have fred. Du er vores engledatter nu. Vi elsker dig selvom du ikke er her. Jeg er ikke færdig med sorgen. Det er jeg slet slet ikke i tvivl om. Sorgen er blevet aktuel og nærværende påny. Jeg savner min Malou. Jeg ville ønske at du ville være her nu, som min lille spæde baby. I nat fødte min veninde sin perfekte pige... og jeg kan kigge på med tomme arme. Jeg har endnu ikke accepteret at du skulle dø og jeg skulle tage livet fra dig. Sådan er det - og det er ok. Jeg sørger - det er naturligt. Jeg er ikke ved at blive skør - jeg er ikke depressiv. Jeg er en mor i sorg... og det er helt helt i orden.
Også Elias snakker om dig flere gange om ugen. Vi savner dig og ville ønske du skulle være her.
Jeg skal nok få det godt igen, men jeg har tålmodighed med sorgen... Heldigvis er der ingen endnu som presser mig til at skulle føle eller kunne noget andet end det jeg gør nu. Mine omgivelser rummer endnu... og de forstår min smerte. Så jeg klarer mig... et skridt fremad og ind imellem et tilbage. Men det er ok - det er en del af vejen -Det er en del af dansen med sorgen
Kæreste Malou - Jeg håber og beder til at du vil beskytte os alle 4 - vi skal nok komme op til dig - og vi glæder os til hvis vi igen får lov at være sammen med dig... men ingen af os er færdige hernede. Så giv os alle fire styrke til at gennemleve, hvad der må komme til os den næste tid. Malou, min skytsengel, lad os alle komme helskindet igennem sammen.
I uendelig kærlighed, din mor
mandag den 11. juli 2011
Forsøger at få tid til tidlig scanning
Har lige ringet til Skejby og fik fat på en sekretær, fra en anden afdeling, som passer telefonen på ultralyd. Hun læste min henvisning igennem - som Olav har skrevet - hvori der står at jeg skal tilbydes en NF, en tidlig MD, en ordinær MD og mulighed for scanning hver 14. dag. Men der stod intet om tidlig scanning. Og sekretæren kan ikke give mig en tid, fordi der skal en lægelig vurdering til - og hun kunne ikke henvise mig til en læge, fordi hun sidder i en hel anden bygning som vikar.
Jeg kan kontakte Olav, når han kommer tilbage fra ferie om en uge. Hun kunne ikke hjælpe mig med direkte nummer eller mail-adresse, fordi hun som sagt sidder i en anden bygning!!! Jeg tænker at jeg gerne vil maile til ham, fordi jeg ved at han har travlt... og hvad nu hvis jeg ikke kan træffe ham på Skejby i næste uge, fordi han farter rundt i regionen.
Nåh øv, det var så første afvisning i sygehusvæsnet. Jeg sagde til sekretæren at der intet unormalt er i at blive tilbudt en tidlig scanning, når man har mistet et barn. Men hun kunne ingenting gøre.... ØV ØV ØV
Jeg kan kontakte Olav, når han kommer tilbage fra ferie om en uge. Hun kunne ikke hjælpe mig med direkte nummer eller mail-adresse, fordi hun som sagt sidder i en anden bygning!!! Jeg tænker at jeg gerne vil maile til ham, fordi jeg ved at han har travlt... og hvad nu hvis jeg ikke kan træffe ham på Skejby i næste uge, fordi han farter rundt i regionen.
Nåh øv, det var så første afvisning i sygehusvæsnet. Jeg sagde til sekretæren at der intet unormalt er i at blive tilbudt en tidlig scanning, når man har mistet et barn. Men hun kunne ingenting gøre.... ØV ØV ØV
Jeg kan blive scannet af hvem som helst. Men jeg kan godt vente til næste uge. Jeg er kun i 6+3 nu, og jeg er ikke i panik. Så jeg kan godt vente med TS til engang i næste uge eller måske i 8+. Jeg vil rigtig gerne se at spiren sidder rigtigt og at hjertet slår. Men min realitetssans siger mig at spiren kan dø 5 min efter scanningen - så om jeg får den i denne uge eller næste igen giver mig ikke mere ro. Det lyder måske ikke så optimistisk, men tanken slår mig ikke ud. Det er næsten kølig realisme, der præger mig.
Nakkefoldscanningen er meget mere truende. Ikke blot kan spiren være død, men det kan også være syg. Jeg er slet ikke klar til NF. Jeg hyler blot ved tanken. Men jeg tror at TS vil gøre mig mere klar til at tage NF som næste skridt. Men puhhh ha scanninger er ikke af det gode længere... hvor kan jeg mærke fornemmelsen i hele min krop af at ligge der og vente på dommen... og at få dommen...
Nakkefoldscanningen er meget mere truende. Ikke blot kan spiren være død, men det kan også være syg. Jeg er slet ikke klar til NF. Jeg hyler blot ved tanken. Men jeg tror at TS vil gøre mig mere klar til at tage NF som næste skridt. Men puhhh ha scanninger er ikke af det gode længere... hvor kan jeg mærke fornemmelsen i hele min krop af at ligge der og vente på dommen... og at få dommen...
lørdag den 9. juli 2011
Tid til nakkefoldsscanning
Så fik vi brev fra Skejby - med tid til NF og ikke til TS. Så jeg ringer derind i næste uge.
Jeg åbnede forventningsfuld brevet og mærkede en boblende følelse indeni. Kunne jeg virkelig driste mig til at glæde mig til TS. Jeg fik slået benene væk, fordi det slet ikke var TS, men NF jeg har fået tid til. Det er den 24. august, hvor jeg vil være i 12+5. Puh jeg er slet ikke nået til at tænke på NF. Selvom det "kun" er om 1½ måned, så er der længe længe til i min horisont. Flere skridt jeg skal overvinde, før jeg når dertil.
Men forholde mig, der skal jeg jo - men jeg vil forsøge at skyde det lidt væk til jeg er klar. For det overmandede mig faktisk en del idag. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kun skal være klar til at miste et barn mere - med vores eventuelle forøgede risiko for gentagelse - jeg kan også risikere at stå i den forfærdelige, skrækkelige situation at vi skal vælge endnu et barn fra. Det er ikke gået op for mig før - hverken før jeg blev gravid eller efter - hvor angsten for at miste har vist sit grimme ansigt. Én ting er den smertefulde situation, at fostret er dødt til TS eller NF, men at vi igen skal træffe valget om at ende livet for endnu et barn er forfærdelig. Jeg må forberede mig på at det kan ske - for det kan det jo - men den slår mig ud lige nu. Vi krydser selvfølgelig fingre for at alt er som det skal være og udvikler sig som det skal, men vi må vide at vi kan miste og at vi kan stå i den umenneskelige situation igen... og hvordan er det lige at jeg gør det?....
Jeg åbnede forventningsfuld brevet og mærkede en boblende følelse indeni. Kunne jeg virkelig driste mig til at glæde mig til TS. Jeg fik slået benene væk, fordi det slet ikke var TS, men NF jeg har fået tid til. Det er den 24. august, hvor jeg vil være i 12+5. Puh jeg er slet ikke nået til at tænke på NF. Selvom det "kun" er om 1½ måned, så er der længe længe til i min horisont. Flere skridt jeg skal overvinde, før jeg når dertil.
Men forholde mig, der skal jeg jo - men jeg vil forsøge at skyde det lidt væk til jeg er klar. For det overmandede mig faktisk en del idag. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kun skal være klar til at miste et barn mere - med vores eventuelle forøgede risiko for gentagelse - jeg kan også risikere at stå i den forfærdelige, skrækkelige situation at vi skal vælge endnu et barn fra. Det er ikke gået op for mig før - hverken før jeg blev gravid eller efter - hvor angsten for at miste har vist sit grimme ansigt. Én ting er den smertefulde situation, at fostret er dødt til TS eller NF, men at vi igen skal træffe valget om at ende livet for endnu et barn er forfærdelig. Jeg må forberede mig på at det kan ske - for det kan det jo - men den slår mig ud lige nu. Vi krydser selvfølgelig fingre for at alt er som det skal være og udvikler sig som det skal, men vi må vide at vi kan miste og at vi kan stå i den umenneskelige situation igen... og hvordan er det lige at jeg gør det?....
fredag den 24. juni 2011
Jeg tænder et lys
Jeg tænder et lys til dig min lille skat på denne dag - vores terminsdag.
Den dag, der symboliserede at du ville komme til mig. Min lille prinsesse, du kom til mig... men slet slet ikke som jeg drømte om. Man må sige at du tog mig med storm og rev tæppet væk under mig på en måde som jeg slet ikke forestillede mig muligt. Du kom og du gik og efterlod mig rådvild, søgende og med et blødende hjerte. Min krop skriger efter dig endnu, min skat. Mit sjæl sukker og mit hjerte søger. Du er væk, min skat - og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke at du ikke skulle leve iblandt os. Jeg forstår ikke at du ikke skulle fødes som en dejlig varm levende baby nu i juni. Jeg ved at livet skal fortsætte uden dig og det gør det også, men det føles uvirkeligt og meningsløst. Du var ikke hele min mening, men det føles sådan nu, hvor du er blevet revet væk fra mig.
Min lille fine prinsesse. Du er jo hos mig. Du er i alt hvad jeg gør og i alt hvad jeg tænker. Du er med mig på arbejde, med mig med vores familie, med mig i drømmene. Du er min datter - min elskede datter. Jeg ville give dig det allerbedste i livet, men jeg må give dig det bedste i døden. Jeg stråler min kærlighed til dig. Det er jo derfor at det gør så ondt og at det føles så tomt.
Du er for evigt i mine tanker, min elskede baby. Min Malou - min smukke stjernedatter
Den dag, der symboliserede at du ville komme til mig. Min lille prinsesse, du kom til mig... men slet slet ikke som jeg drømte om. Man må sige at du tog mig med storm og rev tæppet væk under mig på en måde som jeg slet ikke forestillede mig muligt. Du kom og du gik og efterlod mig rådvild, søgende og med et blødende hjerte. Min krop skriger efter dig endnu, min skat. Mit sjæl sukker og mit hjerte søger. Du er væk, min skat - og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke at du ikke skulle leve iblandt os. Jeg forstår ikke at du ikke skulle fødes som en dejlig varm levende baby nu i juni. Jeg ved at livet skal fortsætte uden dig og det gør det også, men det føles uvirkeligt og meningsløst. Du var ikke hele min mening, men det føles sådan nu, hvor du er blevet revet væk fra mig.
Min lille fine prinsesse. Du er jo hos mig. Du er i alt hvad jeg gør og i alt hvad jeg tænker. Du er med mig på arbejde, med mig med vores familie, med mig i drømmene. Du er min datter - min elskede datter. Jeg ville give dig det allerbedste i livet, men jeg må give dig det bedste i døden. Jeg stråler min kærlighed til dig. Det er jo derfor at det gør så ondt og at det føles så tomt.
Du er for evigt i mine tanker, min elskede baby. Min Malou - min smukke stjernedatter
Dagen idag
Dagen idag har været ok. Har kun imorges været i kontakt med sorgen - og der var overskuddet ski også i bund. Men ellers er det lidt som om jeg har været lidt ved siden af mig selv. Dagen er fløjet afsted. Vi hyggede os med gåturen langs skov og strand med de kulturelle oplevelser ved Sculptures by the Sea i Århus. Vi talte ikke rigtigt om smerten og sorgen, men om alt muligt andet. Jeg er lidt ked af at dagen fløj sådan af sted, for jeg kunne ikke helt følge med. Ikke at vi havde travl, men alligevel følte jeg at ambitionerne for dagen var større end hvad der var muligt for os at nå.
En anderledes oplevelse ramte dagen, fordi vores gode venner som i sidste uge glædeligt røg op på førstepladsen på ventelisten til at få et adaptionsbarn i forslag. Og om ikke skæbnen vil at de lige netop idag får deres barn i forslag - i dag af alle dage. I dag som er symbolet på den pige vi skulle have haft, får de deres lille pige. Og for at gøre underet endnu mere fuldendt - så fylder den lille pige idag 6 måneder. Jeg glæder mig virkelig på deres vegne og under dem deres lykke. Men puhh hvor er det mærkeligt at det lige skulle være idag.
Og dagen så oveni var dagen hvor vi tog skridtet ind i behandlingsverdenen
En anderledes oplevelse ramte dagen, fordi vores gode venner som i sidste uge glædeligt røg op på førstepladsen på ventelisten til at få et adaptionsbarn i forslag. Og om ikke skæbnen vil at de lige netop idag får deres barn i forslag - i dag af alle dage. I dag som er symbolet på den pige vi skulle have haft, får de deres lille pige. Og for at gøre underet endnu mere fuldendt - så fylder den lille pige idag 6 måneder. Jeg glæder mig virkelig på deres vegne og under dem deres lykke. Men puhh hvor er det mærkeligt at det lige skulle være idag.
Og dagen så oveni var dagen hvor vi tog skridtet ind i behandlingsverdenen
Medicinen købt for første gang
Indtil videre er dagen forløbet ok. Vi kom lidt sent op imorges og Elias blev først afleveret lidt før 10. Inden vi kom afsted gik der yderligere halvanden time, fordi vi lige havde et par ting at ordne.
Jeg fik ringet til lægen og bestilt tid til de blodprøver jeg mangler til fertilitetsklinikken. Vi fik undersøgt hvorvidt det kan svare sig at være i en aktiv gruppe i sygeforsikringen Danmark - og jeg fik ringet ind for at ændre mit medlemsskab til gruppe 5. I den gruppe får jeg 50% af medicinforbruget dækket. Vi kan se at det kan svare sig, hvis vi skal have to eller flere forsøg og mon ikke vi skal det. I gruppe 2 får man 100 % dækket, men der kan vi se at det først kan betale sig efter 4 forsøg... og det håber jeg sørme vi kan klare os under. Sidst på dagen kørte vi til apoteket for at købe medicinen. 957 kr... for én behandling. Det er skisme mange penge. I det er der så hormonpiller til 3. til 7. dagen, og hormonsprøjter til 8. til 10. dagen og en ægløsningssprøjte til 11. dagen. Lægen havde noteret 2 slags sprøjter til brug ved injektionen, men det var ikke tydeligt hvilke sprøjter, der skal bruges til hvad. Apotekeren var i de hele taget skeptisk overfor at jeg selv skal injicere mig, når jeg ikke er blevet vejledt i det. Og nej jeg aner ikke hvordan og hvor jeg skal injicere mig. Jeg synes også det er lidt vildt, men der er jo mange andre kvinder, der har stået i min situation.
Så oprandt dagen
Når jeg sidder her på dagen og læser hvad jeg skrev igår græder jeg. Hvor ville jeg ønske at Elias var kommet i børnehave, for så ville der være ro til at samle mig. Men vi har sovt lidt længe efter Skt. hans festen igår og vi må ikke aflevere i børnehaven ml. kl. 9 og 9.45. Han sidder heldigvis roligt og leger selv.
Jeg har egentligt haft det ok køligt med forventningen om dagen og derfor er det også blevet til udadrettede planer for dagen. Men lige nu har jeg bare lyst til at kravle ned under dynen. Føler mig så uendelig træt i hele kroppen. Jeg kan næsten ikke overskue at sidde her i køkken/stue for puhh hvor trænger der til at blive gjort rent og jeg ved ikke om jeg kan lade være med lige at støvsuge. Og lige nu hvor familien er omkring mig og jeg burde hælde morgenmad op til Elias kan jeg intet overskue. Puh jeg føler mig lidt elendig lige nu.
Jeg har egentligt haft det ok køligt med forventningen om dagen og derfor er det også blevet til udadrettede planer for dagen. Men lige nu har jeg bare lyst til at kravle ned under dynen. Føler mig så uendelig træt i hele kroppen. Jeg kan næsten ikke overskue at sidde her i køkken/stue for puhh hvor trænger der til at blive gjort rent og jeg ved ikke om jeg kan lade være med lige at støvsuge. Og lige nu hvor familien er omkring mig og jeg burde hælde morgenmad op til Elias kan jeg intet overskue. Puh jeg føler mig lidt elendig lige nu.
torsdag den 23. juni 2011
Malous termin imorgen
Her efter familiehygge ved Skt. Hans i byen med grill, snobrød og bål vil jeg forsøge at samle tankerne mod imorgen - Fredag d. 24.juni 2011 – Malous terminsdato. Det er den dag, som siden medio oktober, har været et pejlemærke for mig. Først som den dag vores længe ønskede barn nr. 2 skulle komme til verden og som meget var udregnet efter – bla. datoen for min barsel. En dato som jeg hurtigt med længsel så frem til og som der lå så mange positive og forventningsfulde drømme ved. Som skulle gøre os til en familie på fire og som skulle gøre Elias til storebror. Sidenhen blev det også dagen hvor jeg skulle have min første datter – en pige som er længe ønsket i familien. Der er flere, som glædede sig. Terminen er noget særligt i en graviditet, selvom man godt ved at barnet formentligt ikke kommer på selve dagen. Men terminsdagen markerer fyrtåret mod hvilket man styrer og mod hvilken man tæller ned.
Sidenhen da blev terminsdatoen af en hel anden karakter – forbundt med en hel anden sårbarhed og smerte, fordi vores lille drømmepige skulle fødes alt alt for tidligt. Terminen blev symbolet på hvordan det skulle have været. Symbolet på alle de skuffede drømme og iturevne forventninger. Terminen blev mindet om alt det vi har mistet og alt det vi nu ikke skal.
Jeg ved at det ikke nytter at sørge over noget, som skulle have været og at man må forholde sig til det som er – til den konkrete virkelighed. Men den virklighed føles så ufattelig uvirkelig. Ind imellem ser jeg ned på mig selv og forstår – forstår at jeg står her midt i tomheden med tomme arme og en iturevet sjæl. Som en anden englemor sagde efter 10 måneder: Jeg føler stadig jeg leder mit barn. Jeg ved hvad hun mener. Min kærlighed til min datter er hvileløs. Den vandrer rådvild rundt i tomme og kolde gange, mens den skriger desperat efter sin datter. Men den får intet svar. Kærligheden møder intet genmæle. Kærligheden er ensom i sin vandring og efterlader et slipspor af smerte bag sig. Det er hvad terminen bringer op. Mindet om tomheden og meningsløsheden. Det minde, som jeg bringer med mig videre nu, i mit liv – resten af mit liv.
Jeg ved at jeg skal markere terminsdagen. Jeg ved at jeg vil gøre den til noget særligt. Der er så meget håb og så meget smerte forbundet med den dato, at den ikke kan eller skal gå ubemærket hen. Jeg har længe tænkt over hvordan den skal markeres. Jeg har været i tvivl om hvad jeg ville være i stand til. Ét vidste jeg – jeg skal ikke på arbejde. René havde egentlig fortalt at dagen ikke betød noget for ham. Derfor var jeg indstillet på at skulle planlægge dagen alene. René havde så vendt terminsdagen i "herre-gruppen" på sorgseminariet, som enstemmigt havde anbefalet ham at tage fri – for min skyld. Jeg havde forventet at skulle markere den alene, så jeg ser det som en gave at vi nu kan være sammen.
Vi har diskuteret lidt frem og tilbage – hvad vi vil og om vi skal gøre det selv eller med Elias. Det er endt med at vi sender Elias i børnehave og gør noget godt og hyggeligt sammen som par. Eller man kunne vælge at sige det sådan, at vi vælger at gøre noget sammen med vores ene barn – vores døde barn. Mindet om Malou – hele markeringen af dagen ville få en hel anden tone, hvis Elias var med og opmærksomheden ville være rettet mod Elias og ikke mod os som par og forældre til Malou. Vi tager ind på kirkegården, dernæst går vi en tur på stranden og ser kunstudstillingen Sculptures by the sea, for til sidst at spiste frokost/eftermiddag på en café. Det tyder på en hyggelig dag – hvor vi kan øve os i nærværet med hinanden og være sammen om nærværet med Malou. Med det vi har fået med vores lille datter og det vi drømte om vi skulle have fået. Det vil være fint i tråd med noget af det vi taler med psykologen om at vi skal øve os i.
onsdag den 22. juni 2011
Forsamtale på fertilitetsklinik idag
Dagen idag har budt på 3 aftaler – opfølgende samtale med min leder, psykolog og forsamtale på Maigaard fertilitetsklinik.
Den afsluttende aftale idag var en forsamtale hos Maigaard fertilitetsklinik. Samtalen forløb fint. Vi talte mine to graviditeter igennem og om der er forhold, der umiddelbart vil vanskeliggøre en graviditet. Det er der ikke umiddelbart. Jeg har regelmæssig mens (derfor er han overbevist om at jeg har ægløsning), jeg har aldrig haft underlivs- eller blærebetændelse, jeg har været gravid to gange, jeg havde ikke men efter kejsersnittet med Elias. Lægen var enige med os i at det nok er timingen det handler om, hvorfor han tror at insemination vil være tilstrækkeligt for os. Vi talte forløbet med insemination igennem. De anbefaler at man bliver hormonstimuleret for at forøge chancerne. Jeg fik en rccept med hjem på hormonpiller til 3.-7. dag i cyklus og insprøtninger til 8.-10. dag. Vi aftalte at vi vil forsøge første gang i næste cyklus. VI skal blot skaffe svar på HIV og hebatitisAogB blodprøver inden vi kan inseminere første gang. Jeg skal have min mens i weekenden, så det er jo lige om lidt at det tog skal køre. Det ser ud til at jeg allerede om under en uge vil have påbegyndt fertilitetsbehandling. Det føles helt vildt, men også rigtig rigtig godt at vi handler aktivt og optimerer chancen for at få vores højeste ønske opfyldt.
Medicinen koster 7-800 pr gang og inseminationen 1500 kr pr gang. Der er i gennemsnit 20% chance for at blive gravid, så vi kan jo sagtens risikere at skulle prøve nogle gange. Det kommer dermed formentligt til at koste lidt, men det må vi tage med. Kunne jeg gå i Føtex og købe et barn for 100.000 kr, så gjorde jeg det.
Jeg vil forsøge at tage det køligt – hvis jeg overhovedet kan – Læs: Det kan jeg nok ikke. Men jeg vil så nødigt at jeg bevæger mig ind i testhelvede, selvom det nok bliver svært. Men hvis jeg overhovedet kan forholde mig til det som jeg gør nu, hvor jeg da tænker på at mens skal komme i weekenden, men hvor jeg slet ikke har overvejet hvornår jeg skal teste hvis ikke den kommer. Jeg regner med at den kommer – som den plejer. Og det håber jeg at jeg kan bevare en smule af ind i den nye verden, som vi nu træder ind i.
Opfølgende samtale med leder idag
Dagen idag har budt på 3 aftaler – opfølgende samtale med min leder, psykolog og førsamtale på Maigaard fertilitetsklinik.
Det første møde – mødet med min leder bød på en opfølgning på min deltidssygemelding, som jeg har haft den sidste måned. Jeg fortalte hende at jeg på 3 uger har bevæget mig fra 20 timer til 24 timer. Og at jeg for et par uger siden blev overvældet af mit eget drive efter fremskridt. At konkurrence- eller fremdrifts-Britta havde fået for meget råderum ift hvad jeg kan overskue. Det er et positivt drive, men jeg kan ikke overskue det tempo, jeg kommer til at lægge for dagen. Jeg har talt med min læge om det og hendes kommentar er at jeg skal slippe fokus på timetallet, for der er ingen andre end mig selv, der presser mig til at skulle mere. Min leder har end ikke spurgt mig til om jeg overhovedet var gået op i tid og egentlig havde vi aftalt at jeg ikke bare skulle gå op i tid uden at konsultere med hende. Jeg fik sagt til min leder at jeg har et behov for at skabe ro om det timetal jeg er på nu og først gå op i tid, når det føles rigtigt. Vi aftalte dog at jeg går på 25 timer inden ferien om 3½ uge. Det kan jeg sagtens. Det er jo nærmest det samme timetal som nu – og måske er det sådan jeg skal tænke det. Lige en time mere – ikke større spring. For en time vil jeg godt kunne overskue.
Vi aftalte at jeg efter mine 3 ugers ferie skal starte på det timetal den første uge, som jeg slutter på inden ferien. Og så måske tage et større ryk efter en uge. Men vi var vist enige om at kommunens ideal om at normaltid skal være nået inden 3 måneder blot er en sigtelinie og ikke en uoverskridelig deadline – og hvis jeg overskrider den er det ok – blot jeg oplever en positiv progression.
Jeg fortalte hende at vi skulle til forsamtale på fertilitetsklinik idag. Hendes kommentar var "spændende". Hun ved godt at jeg ønsker at blive gravid igen – og jeg forsøgte at forklare hende at det for mig og for de fleste andre englemødre er det højeste og mest brændende ønske.
Jeg fortalte hende hvordan jeg føler mig i et dilemma fordi jeg frustreres over ikke at have hjertet med på arbejdet, fordi jeg ikke ønsker at være en leder uden hjerte og engagement, men at jeg hverken kan eller vil give hele mig, som jeg gjorde før. Jeg har ikke energien og jeg har ikke lysten. Jeg forklarede at jeg godt i stunder kan opleve noget af mit gamle drive, men at hvis jeg blot i et splitsekund ser ned på mig selv udefra, snører min hals sig sammen og jeg mærker et stik i hjertet. En kollega sagde begejstret efter et møde, som jeg styrede med det meste af min sædvanlige skarphed (men uden hjerte) at hvor var det godt at jeg var der. Tja, det kan man diskutere var mit svar – og det mente jeg (hvilket fik min kollega til at tale til os alle om en kollega, der er gravid. Hvor jeg så måtte forlade rummet, for det gad jeg ikke høre på). Når min kollega mener at det er godt jeg er det, føles det som et stik i hjertet – for det er overhovedet ikke godt. Jeg skulle være sammen med min datter. Det ville være godt. At være på arbejde er ren overlevelse og overhovedet ikke godt. Det ER. Jeg havde svært ved at forklare min leder det og måske jeg selv har svært ved helt at forstå hvorfor det føles sådan. For jeg er jo enig med hende om at gå på arbejde er bedre end at være fuldtidssygemeldt – og det jo er de to muligheder jeg har lige nu. Men det er to onder, hvor arbejdet blot er lidt bedre og er den bedste bej for at komme fremad – som jeg jo skal. Men det er ikke godt. Det er så dårligt – så forkert – så meningsløst.
Min leder synes det er ok at jeg har det sådan. Hun siger at de alle er taknemmelig for at jeg er der og at jeg blot min tilstedeværelse bidrager med meget og gør en forskel for mange. Jeg skal ikke give mere end jeg kan og jeg må mærke efter hvor jeg holder igen – og særligt vurdere hvad der er værd at satse på.
mandag den 20. juni 2011
Elias brækket armen
Kom til at tænke på at det måske er rimeligt at fortælle om andre store ting i vores liv. Søde Elias 4½ år har brækket sin arm! Han faldte ned fra noget højt klatrenoget i børnehavens puderum i torsdags. Han græd meget og blev trøstet. Men var ellers ved godt mod. Først hen under aften blev han pylret og armen begyndte at hænge slapt.
Næste morgen ringede jeg til skadestuen for at høre deres vurdering af om han skulle tilses. Jeg fik en tid til kl 14, og indtil da kunne vi holde øje med om han begyndte at bruge den og så kunne vi afmelde tiden. Jeg tog ham med på arbejde (lidt kedeligt for ham;) for bedre selv at kunne iagttage om han tog den i brug. Han kunne godt bøje armen, men han ville helst ikke bruge den og det meste af tiden hang den slapt ned. Men jeg aflyste tiden, fordi den ikke var hævet og han godt kunne bøje den.
Lørdag morgen afleverede vi ham hos Mormor og kørte på sorgseminar. Da det var slut søndag eftermiddag, ringede vi hjem til dem for at få status på armen. Han brugte den stadig ikke, var mormors vurdering. Da vi kom kunne vi se at den stadig han slapt, men at han brugte den mere. Nu ville han godt tage fat om noget spontant med begge hænder. Men nu havde vi tiden, så vi tog på Skadestuen i Århus.
Klokken var ca 17.30. Vi ventede ca 30 min på lægen. Han vurderede at han skulle i røngten, da han ikke vil dreje håndledet udad, så der er formentligt noget i albueledet, hvor han har ondt. Muligvis var den gået af led. Det gjorde ondt at få taget billeder, fordi albuen skulle ligge i en dum stilling, men Elias klarede det flot.
Billederne viste at der er en ansamling i albueleddet og at der er slået en flis af en knogle tæt på ledet. Han fik derfor en gipsskinne på armen. Den skal han have på i 10 dage, hvor vi skal til tjek og vurdere om han vil bruge armen. Hvis det stadig gør ondt skal han have gips på igen.
Kl. 18.30 var vi ude så det gik nemt. Godt for vi var alle 3 godt trætte.
Elias er stolt af armen og ville ikke have langærmet på i børnehave idag:-) Den skulle vises frem.
Næste morgen ringede jeg til skadestuen for at høre deres vurdering af om han skulle tilses. Jeg fik en tid til kl 14, og indtil da kunne vi holde øje med om han begyndte at bruge den og så kunne vi afmelde tiden. Jeg tog ham med på arbejde (lidt kedeligt for ham;) for bedre selv at kunne iagttage om han tog den i brug. Han kunne godt bøje armen, men han ville helst ikke bruge den og det meste af tiden hang den slapt ned. Men jeg aflyste tiden, fordi den ikke var hævet og han godt kunne bøje den.
Lørdag morgen afleverede vi ham hos Mormor og kørte på sorgseminar. Da det var slut søndag eftermiddag, ringede vi hjem til dem for at få status på armen. Han brugte den stadig ikke, var mormors vurdering. Da vi kom kunne vi se at den stadig han slapt, men at han brugte den mere. Nu ville han godt tage fat om noget spontant med begge hænder. Men nu havde vi tiden, så vi tog på Skadestuen i Århus.
Klokken var ca 17.30. Vi ventede ca 30 min på lægen. Han vurderede at han skulle i røngten, da han ikke vil dreje håndledet udad, så der er formentligt noget i albueledet, hvor han har ondt. Muligvis var den gået af led. Det gjorde ondt at få taget billeder, fordi albuen skulle ligge i en dum stilling, men Elias klarede det flot.
Billederne viste at der er en ansamling i albueleddet og at der er slået en flis af en knogle tæt på ledet. Han fik derfor en gipsskinne på armen. Den skal han have på i 10 dage, hvor vi skal til tjek og vurdere om han vil bruge armen. Hvis det stadig gør ondt skal han have gips på igen.
Kl. 18.30 var vi ude så det gik nemt. Godt for vi var alle 3 godt trætte.
Elias er stolt af armen og ville ikke have langærmet på i børnehave idag:-) Den skulle vises frem.
På kanten af sorgseminaret
Weekendens intense fokus var sat på et forældreseminar om sorg på Hotel Trinity i Fredericia. Seminaret var arrangeret af Landsforeningen Spædbørnsdød og to rådgivere herfra styrede forløbet. Vi var 14 deltagere – 8 kvinder og 6 mænd. 6 familier havde mistet deres barn mellem 18. og 22. uge – flere have måtte træffe det ubærlige valg selv og 2 familier havde mistet omkring 34. uge. Nogen havde født levende børn, andre dødsfødte. For 3 af familierne var det mellem 10 og 16 måneder siden de mistede. For vi andre var det 2-4 måneder siden, hvilket gjorde at vi var forskellige steder i sorgprocessen.
Det var nogle dejlige mennesker at være sammen med. Det var befriende at være sammen med mennesker, som lige præcis ved hvad vi går igennem og for hvem det ikke handler om at vi skal få det bedre, men at vi får lov til at være i det, som er. Vi hyggede os lørdag aften og kunne snakke både om vores tab, om alt muligt andet. Vi kunne grine og græde sammen. I dette forum var vi ikke i tvivl om hvor meget vi måtte tale om vores døde børn. Det føltes helt tomt at tage afsked med nogle mennesker som var fremmede lørdag formiddag, men som vi i to dage havde delt vores allermest dyrebare og allermest sårbare med.
Vi mødtes lørdag kl. 9.30 og sluttede søndag kl. 15.30. Vi startede med lørdag formiddag at præsentere vores historie hver især og herefter var dagene opdelt med tid i plenum og tid i både kønsopdelte og kønsblandede grupper – Vi var ikke i gruppe med vores partner. Temaerne som vi delte var, som jeg husker det:
- Sorgen og forskellige sorgreaktioner og udtryksformer – Hvordan dealer vi med sorgen, hvordan adskiller vi forskellige sorgelementer? Hvordan rummer vi sorgen som tiden går?Hvordan håndterer vi op og nedture i sorgen? Hvordan rummer vi os selv som sørgende?
- Ændret identitet. Hvordan forholder vi os til at vi ikke kan og ikke vil det samme som før? Hvor er det vi tidligere kunne og får vi det nogensinde igen?
- Parforholdet i sorgen i starten og som tiden går. Hvilke konsekvenser har det at miste et barn haft på parforholdet og hvordan har forholdet dealet med sorgen. Hvordan er det at rumme hinandens måder at sørge? Måder at være der for hinanden. Hvordan kan vi overhovedet være der for hinanden? Hvordan får man kommunikeret?
- Seksualitet. Kan man tidlade sig hengivenhed igen? Har man overhovedet lyst? Hvad er kvindens forhold til sin krop efter at have mistet et barn – den krop som bar hendes barn – og den krop som fortsat bærer præg af det barn, vi aldrig fik med hjem. Hvordan dealer man med at sex er forbundet med ønsket om at blive gravid igen?
- Gravid igen, Kan vi? Vil vi? Tør vi overhovedet? Hvordan dealer vi med det brændende ønske om at blive gravid igen? Usikkerhed om alder og fertilitet. Hvordan kan man tro på at det til lykkes? Kan man være glad og knytte sig til sit barn i maven? Vil man miste igen? Man kan ikke erstatte det døde barn, men kan man udfylde tomrummet og føle sig lidt mere fikset?
- Omgivelsernes reaktioner. Hvad har været rigtig gode reaktioner? Hvilke rammer os? Hvordan dealer vi med de reaktioner, der rammer os? De kiksede bemærkninger – den isnende tavshed? Hvem har ansvar for kommunikationen? Hvordan finder vi overskuddeet til at melde ud, når vi kun lige hænger i med neglene? Hvordan dealer vi med hvis vi som par har forskellige behov fra omgivelserne? Er der faldet nogle fra i svinget? Kommet nye til?
- Tilbage på arbejde. Hvordan dealer vi med at energien, drivet, engagementet, lysten, skarpheden, overblikket og overskuddet er i bund? Hvordan dealer vi med at resten af arbejdspladsen kører i det sædvanlige høje gear, men vi kun kan køre i det halve gear? Hvordan takler vi stress? Hvilken plads er der til os på vores arbejdspladser? Hvordan prioriterer vi de ressourcer vi har? Er vi overhovedet i det rigtige arbejde – det rigtige fag?
Det var nogle dejlige mennesker at være sammen med. Det var befriende at være sammen med mennesker, som lige præcis ved hvad vi går igennem og for hvem det ikke handler om at vi skal få det bedre, men at vi får lov til at være i det, som er. Vi hyggede os lørdag aften og kunne snakke både om vores tab, om alt muligt andet. Vi kunne grine og græde sammen. I dette forum var vi ikke i tvivl om hvor meget vi måtte tale om vores døde børn. Det føltes helt tomt at tage afsked med nogle mennesker som var fremmede lørdag formiddag, men som vi i to dage havde delt vores allermest dyrebare og allermest sårbare med.
Abonner på:
Opslag (Atom)