Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




tirsdag den 12. juli 2011

5 måneder siden idag

Jeg tænder et lys for dig idag min lille stjerneprinsesse. Jeg ved at du har det godt - meget bedre end du kunne have fået her hos os. Jeg ved at du har fred - men hold da op hvor jeg savner dig. Hvor ville jeg ønske at du var her hos os. Hvor ville jeg ønske at Elias var storebror til en levende lillesøster.

Dagen idag fylder ikke mere for mig end de andre dage. Endnu en månedsdag... Som da jeg passerede de 4 måneder springer dagen ikke i øjnene på mig. Dagen er som de andre dage og bringer ikke sorgen med sig i sig selv. Måske d. 12. i måneden ikke længere skal have den smertelige betydning for mig længere. Jeg samler den positive oplevelse op og nyder at min sorg lige nu ikke er bundet på en bestemt månedsdato. Nu er jeg ikke længere nødt til at reservere dagen til sorgen. Måske det kommer igen - det vil jeg være åben overfor.

Du fylder for mig hver dag - hver dag er du i mine tanker. Jeg græder over dig hver dag igen nu - en tåre eller ti i smerte over at du ikke skulle blive hos os og over at vi skulle træffe det forfærdelige valg at ende dine dage. Du var vores datter - du var ikke et eller andet misfoster, der skulle have fred. Du er vores engledatter nu. Vi elsker dig selvom du ikke er her. Jeg er ikke færdig med sorgen. Det er jeg slet slet ikke i tvivl om. Sorgen er blevet aktuel og nærværende påny. Jeg savner min Malou. Jeg ville ønske at du ville være her nu, som min lille spæde baby. I nat fødte min veninde sin perfekte pige... og jeg kan kigge på med tomme arme. Jeg har endnu ikke accepteret at du skulle dø og jeg skulle tage livet fra dig. Sådan er det - og det er ok. Jeg sørger - det er naturligt. Jeg er ikke ved at blive skør - jeg er ikke depressiv. Jeg er en mor i sorg... og det er helt helt i orden.

Også Elias snakker om dig flere gange om ugen. Vi savner dig og ville ønske du skulle være her.

Jeg skal nok få det godt igen, men jeg har tålmodighed med sorgen... Heldigvis er der ingen endnu som presser mig til at skulle føle eller kunne noget andet end det jeg gør nu. Mine omgivelser rummer endnu... og de forstår min smerte. Så jeg klarer mig... et skridt fremad og ind imellem et tilbage. Men det er ok - det er en del af vejen -Det er en del af dansen med sorgen

Kæreste Malou - Jeg håber og beder til at du vil beskytte os alle 4 - vi skal nok komme op til dig - og vi glæder os til hvis vi igen får lov at være sammen med dig... men ingen af os er færdige hernede. Så giv os alle fire styrke til at gennemleve, hvad der må komme til os den næste tid. Malou, min skytsengel, lad os alle komme helskindet igennem sammen.

I uendelig kærlighed, din mor

Ingen kommentarer: