Så fik vi brev fra Skejby - med tid til NF og ikke til TS. Så jeg ringer derind i næste uge.
Jeg åbnede forventningsfuld brevet og mærkede en boblende følelse indeni. Kunne jeg virkelig driste mig til at glæde mig til TS. Jeg fik slået benene væk, fordi det slet ikke var TS, men NF jeg har fået tid til. Det er den 24. august, hvor jeg vil være i 12+5. Puh jeg er slet ikke nået til at tænke på NF. Selvom det "kun" er om 1½ måned, så er der længe længe til i min horisont. Flere skridt jeg skal overvinde, før jeg når dertil.
Men forholde mig, der skal jeg jo - men jeg vil forsøge at skyde det lidt væk til jeg er klar. For det overmandede mig faktisk en del idag. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kun skal være klar til at miste et barn mere - med vores eventuelle forøgede risiko for gentagelse - jeg kan også risikere at stå i den forfærdelige, skrækkelige situation at vi skal vælge endnu et barn fra. Det er ikke gået op for mig før - hverken før jeg blev gravid eller efter - hvor angsten for at miste har vist sit grimme ansigt. Én ting er den smertefulde situation, at fostret er dødt til TS eller NF, men at vi igen skal træffe valget om at ende livet for endnu et barn er forfærdelig. Jeg må forberede mig på at det kan ske - for det kan det jo - men den slår mig ud lige nu. Vi krydser selvfølgelig fingre for at alt er som det skal være og udvikler sig som det skal, men vi må vide at vi kan miste og at vi kan stå i den umenneskelige situation igen... og hvordan er det lige at jeg gør det?....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar