Jeg kan godt have det sådan, når jeg er meget træt. Men det føler jeg mig ikke. Jeg har haft personalemøde i aften. Det gik fint. Jeg føler ikke det har presset mig. Vi havde godt nok vores sorg- og krisepolitik på dagsordenen. Vi skulle gennemgå det, som jeg har samlet fra sidste møde i starten af april. Men jeg følte mig ok med det. Følte ikke tårerne presse. Og resten af mødet gik også fint.
Men tårerne har også ligget der lige inde bagved i et par dage. Idag, da jeg kørte på arbejde, blev de udløst af at jeg ved noget vejarbejde så et skilt med en dreng med sikkerhjelm, hvorpå der stod: "Pas på min far". Tårerne trillede.
Det eneste jeg mærker lige nu er at det er svært at overskue at skulle være væk igen imorgen aften. Der er sommerfest på mit arbejde. Lige nu orker jeg ikke en fest. Jeg må se om den følelse bliver bedre imorgen. Jeg tænker at jeg burde kunne klare det, for jeg har ikke en travl kr.himmelfart i vente. Jeg har god tid de følgende 4 dage. Men det hjælper ikke at tænke på. Jeg har bare lige nu ikke energi til en fest.
Den uoverskuelige fremtid fylder en del for mig i min krop og i mine tanker. Jeg har så svært ved at være på arbejdet og skulle tænke fremtid. Men jeg kommer ikke udenom det. Det er så stor en del af mit arbejde at lægge planer for og organisere fremtiden. Jeg hader at jeg skal være sådan en leder, der ikke kan være på sit arbejde helhjertet. Jeg føler mig som en leder, man ikke kan regne med. Og jeg ville ønske det ikke var mig, de skulle regne med lige nu. Hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet. Jeg har slet ikke lyst til at koble mig helhjertet til mit arbejde lige nu. Men jeg har heller ikke lyst til at være en leder uden sjæl og hjerte. Jeg føler mig splittet imellem at være den leder jeg gerne vil være og den leder jeg kan være. Faktisk har jeg lige nu slet ikke lysten til at kunne og skulle noget andet. Jeg har ikke lysten til at få hjertet med. Men det føles illoyalt overfor mit personale. Jeg ville så gerne kunne give dem det bedste, men det kan og vil jeg ikke lige nu. Jeg vil så hellere give mig selv det bedste. Et barn. Drømmen om et barn fylder alt. Og alt bliver meningsløst ved siden af. Mit arbejde, mit liv, vores rejser, min fremtid. Min fremtid eksisterer kun i tanken om barnet. Alt centrerer sig om det. Det er ikke sundt. Jeg ved det godt, men det er sådan det er. Jeg føler mig revet over. Det føles som om en graviditet vil gøre mig godt. Men jeg ved jo godt det ikke passer. Intet vil få Malou tilbage. Intet kan erstatte Malou. Men det vil give mig lidt håb og lys igen. Min krop, min sjæl, mit hjerte skriger efter et barn...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar