Første uge rigtigt på arbejde

Så har jeg en fridag igen. Det var været en god, og meget trættende uge. Men det vidst jeg godt. Tirsdag var vi på sommerudflugt med børn, søskende og forældre hele dagen. Det gik fint. Det var intens at være sammen med så mange mennesker. Jeg var godt brugt bagefter, men det var jeg ikke alene om.  Mine kolleger var også trætte. Flere forældre tilkendegav deres glæde ved at se mig igen. Enkelte forældre spurgte ind til mig – og særligt én snakkede jeg en del med om mit tab. Vi endte begge med at fælde en tåre. Hun er faktisk gravid, så hun blev selvfølgelig særlig berørt af at høre min historie. For mig var det ikke grænseoverskridende. Jeg tror også det var ok for hendel selvom jeg minder hende om at det ikke bare er rosenrødt at være gravid. Hun havde selv været igennem en moderkagebiopsi efter nakkefoldsscanning, så hun kendte en flig af angsten og smerten.

Onsdag havde jeg leder-teammøde for første gang siden januar. Jeg har ikke deltaget i disse møder under min barsel, fordi jeg ville bruge krudtet i min egen afdeling. Det var planlagt til k. 15, men vi sluttede kl 13, fordi min leder havde et andet møde. Og det var fint for mig. Der var ærlig talt ikke meget krudt tilbage i mig. Jeg trængte i den grad til ro og pause, men desværre havde jeg planlagt et møde torsdag formiddag, så jeg blev nødt til at komme igennem det også.

Torsdag eftermiddag havde vi tid til psykologen igen. Sidste gang tegnede vi vores familiestamtræ op og idag gik vi dybere ind i en snak om de mønstre, vi hver især har lært gennem vores familier ift at håndtere følelser og at give udtryk for følelser. Vi taler ikke specifikt om vores sorg over tabet af Malou. Hun indgår som en del af vores familiehistorie og hun bliver nævnt på linie med Elias. Det er ok for mig at Malou ikke fylder mere der og at terapien ikke direkte handler om at håndtere vores sorg og smerte. Jeg synes jeg har andre fora og veje til at undersøge og bearbejde min sorg. Det har René ikke rigtig, men som en del af hans familiære mønster har han faktisk slet ikke adgang til sin sorg. Han har lært at lukke ned, så det vil slet ikke endnu give mening at tale om smerten for ham – for den er så uhåndterbar og svær at sætte ord på.

Jeg har tænkt på at søge kontakt med en healer, som en, jeg kender, bruger. Jeg tror det vil være bedre for mig at rette et kropsligt fokus på min sorg og min helbredelse, fordi jeg selv er så refleksiv og så meget i hovedet. Healeren vil måske kunne hjælpe mig til lidt mere kropslig samling og opløsning af den kropslige lejrede sorg. Jeg har nummeret på hende. Jeg skal bare have ringet.

Ift at få ringet – så er tiden til Maigaard bestilt. Vi skal til indledende samtale med en læge d. 22. juni.