Jeg fremlagde et skema for min leder, hvor jeg starter på 20 timer og for hver 3. uge rykker 2-3 timer op. Således at det hedder to uger på 20 timer, 2 uger på 22 timer, 2 uger på 25 timer osv. Måske jeg kan rykke hurtigere, men jeg vil ikke stræbe efter det. Så hellere blive positivt overrasket over at det går bedre end forventet end at det går dårligere. Jeg fordeler timerne hovedsageligt på de første 3 dage med få timer torsdag evt. til en hjemmearbejdsdag. I næste uge skal jeg dog derind torsdag, fordi jeg har et møde til formiddag. Min leder godkendte min plan uden indvendinger. Hun pointerede at kommunens politik var at man er oppe på sin normale tid indenfor 3 måneder, dvs. I slut august. Det virker ikke urealistisk lige nu, men igen jeg ved jo ingenting om hvad tiden vil bringe. Men når jeg tænker 3 måneder tilbage, er det jo en hel anden verden idag. Men der kommer jo også 3 ugers sommerferie ind over.
Min leder vil gerne at jeg til slut juni er oppe på 5 arbejdsdage, for at jeg nærmer mig det normale. Jeg vil dog afvente om jeg er klar til det, fordi at jeg lige nu har brug for at have den dag, hvor jeg oplever at have samlet tid foran mig, og som jeg kan bruge konstruktivt. 5 korte dage vil ikke give mig det pusterum, jeg har brug for.
Hun spurgte ind til hvad der er for et pusterum, jeg har brug for. Hun virkede ikke helt til at forstå at sorgarbejdet fylder så meget for mig. At det skal tage så meget tid og kræve så meget fordybelse. Og da hun hørte at jeg flere gange om dagen er inde på Små-engle, blev hun fuldstændig overvældet og forskrækket. Hun kan godt forstå at jeg har brug for forummet og det anerkender hun. Men at jeg bruger det så meget (hun synes det er meget) gør hende bekymret. Hun er bange for at jeg sidder fast i sorgen og kommer til at dyrke sorgen. Hendes ideal er normalen, hvilket hun nævnte mange gange i den to timer lange snak – du skal jo tilbage til normalen. Jeg brugte en del krudt på at forklare hende, at der lige nu ikke er nogen normal for mig. At jeg famler afsted af en vej jeg ikke kender. At jeg forsøger at indtage hverdagen, men at det er en kamp – en overlevelse. At jeg har fundet mig nogle gode brugbare holdepunkter i mørket – mit skriveri og Små-engle. At det at skrive og det at kommunikere med ligestillede er lygter på min vej. At det er en forudsætning for overhovedet at kunne være i det hun kalder det normale. Men intet er normalt for mig. Jeg har mistet min datter. Det kan der intet normalt være i. Og det unormale bruger jeg krudt på at forstå og håndtere- og det kræver energi og fokus.
Jeg forsøgte at forklare hende om bølgerne. Om ikke at kunne bekæmpe eller ignorere naturens gang. Og sorgen er naturlig. Jeg dyrker den ikke. Jeg forsøger at leve den og at integere den i mit liv – og det går faktisk rigtig godt fremad lige nu, hvis jeg selv skal sige det.
Min leder bad mig også involvere min læge, som jeg jo kun har været hos til efterfødselsundersøgelse. Derfor var jeg tirsdag til læge. Hun hørte på min plan og sagde at det skulle hun nok skrive, når hun fik papirer fra kommunen. Hun stillede ikke spørgsmålstegn ved min delvise sygemelding. Vi aftale efter anmodning fra min leder en tid igen om 3 uger. Det var ikke for min skyld med lægebesøget, men nu er min sygemelding da registreret hos lægen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar