Om at give det tid selvom det går bedre

Igår havde jeg en fridag. Jeg kunne godt være taget på arbejde, men denne uge er den sidste, hvor jeg frivilligt er på arbejde og jeg tænkte at det var godt for mig med en dag alene. Jeg har stadig brug for det – for tiden og for roen. Jeg kan ikke give mig selv lov til at sidde et par timer ved computeren, når familien er hjemme. Og derudover har jeg stadig brug for meget ro, når jeg skal samle mine tanker.

Jeg satte mig i sofaen efter at have afleveret Elias. Jeg havde et par indlæg i hovedet, jeg gerne ville have skrevet. Jeg nåede det ene inden jeg skulle køre til læge kl 10.30. Som jeg skal ud af døren kommer posten med et brev fra Skejby sygehus. Fortællingen om dette brev blev derfor det indlæg, jeg skrev, da jeg kom retur fra lægen igen. Det sidste indlæg blev ikke skrevet igår, dels fordi jeg endnu ikke har helt hold på tankerne og dels fordi tiden formede sig lidt anderledes end jeg forventede og dermed i en lidt anden retning end mit indlæg rettede sig imod.

Det indlæg som formede sig i mit hoved handler om hvordan jeg de sidste dage havde kunne tænke på Malou med en anderledes ro end tidligere. Hvordan jeg ligefrem kunne mærke en glæde over at tale om hende og en stolthed over at hun er min. Det kom tydeligt frem i onsdags på arbejdet. Hvor en kollega – en ung mand – spurgte mig til hvordan det ellers gik. Jeg kunne fortælle ham at jeg netop samme morgen havde glædet mig over at jeg nu kan meget mere end for 2 måneder siden. Jeg skulle vikarere for vores køkkendame onsdag, så jeg var i færd med at lave mad til 48 børn og 14 voksne, mens vi snakkede – noget jeg ikke er vant til og som jeg på ingen måde kunne have gjort for en måned siden. Bare det at komme ud af døren f.eks. om morgenen kan jeg nu uden stress og med en ok fornemmelse i kroppen. Det var en god snak med fyren – som fortsatte sammen med et par andre kolleger i middagspausen. Jeg oplevede at kunne tale på en god måde om Malou og omstændigheder om vores tab. Min leder netop til mødet i mandags sagt at jeg ikke skulle forvente at kunne tale om mit tab og Malou med mine kolleger i pausen og her sad jeg så to dage efter og talte om hende på en dejlig og god måde. Jeg tror ikke nogle af de tilstedeværende kolleger følte det upassende eller pinefuldt. Det var en god oplevelse – som jeg vil huske at takke min unge kollega for. Han er en stærk fyr, når han tør vove sig ud og tale med mig om det – og jeg er sikker på at han havde en positiv oplevelse med det.

Derfor var det overraskende at det som kom i fokus igår, da jeg satte mig for at skrive, var en masse smerte og tårer. Jeg skrev indlægget om samtalen med min leder i mandag og kunne mærke at den alligevel havde presset mig en del. Det er ok at det var smerten, der kom frem igår. Jeg har jo stadige de gode oplevelser med mig mht at jeg kunne tænke på og tale om Malou med kærlighed og at jeg kunne se tilbage på hvor meget bedre mit liv nu hænger sammen.

Smerterne er ikke min fjende. Jeg føler mig ikke bombet tilbage, fordi det var dem, der fyldte. Jeg blev blot overrasket, fordi jeg ikke havde mærket smerten på meget i et par dage. Men hvor er jeg glad for at jeg havde givet mig den dag til at tænke, føle og skrive, for ellers var tårerne jo blot blevet lukket inde. Jeg vil lære af det at jeg fortsat skal give mig tiden, også selvom jeg ikke oplever noget presserende.