Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




torsdag den 12. maj 2011

Malou - tre måneder

Jeg tænder et lys for dig idag min lille Malou. Idag er det 3 måneder siden du kom til verden. Du kom og gik. Da du fløj bort, blev mit liv blev revet fra hinanden. Jeg savner dig hos mig. Overalt ser jeg tomrummet efter dig. Du er her ikke. Ikke et spor er tilbage af dig, som levede i mig. Inde i mig er der tomt. Min mave er tom. Min sjæl er tom. Tankerne er tomme. Ikke et spor tilbage. Og dog er du i alting. I en rund mave jeg møder på gaden. I en barnevogn jeg vugger på arbejdet. I en lyserød bluse i butikken. I en lille baby, der er med storebror i børnehaven. I et blik ned på min mave. I julestjernen jeg fik efter nakkefoldscanningen og moderkagebiopsien. I blusen jeg havde på den dag jeg fødte dig. I dagene vi passerer og dem som vil komme. Dine spor viser sig uventet for mig. Og alt skriger at du er væk. Fortvivlelsen ligger på lur lige der og der - hvor end jeg vender øjet hen - der er du. Hver dag driver jeg længere væk fra dig. Hvert skridt er et skridt bort fra, da du levede hos mig. At leve videre betyder større og større afstand til dig. Hvert skridt er et skridt ind i fremtiden. Fremtiden uden dig. Det eneste som er i fremtiden, er tid og steder, hvor du ikke er. Tomheden skjuler dig på hver ledig plet. Jeg længes efter dig. Min krop skriger stadig. Fremtiden er den største trussel. Hver gang nogen omtaler, den snører min hals sig sammen og jeg kvæles. Lad der ingen fremtid være, for den er uden dig og det kan jeg ikke bære. Ugerne går, månederne går, men fremtiden står stille.


Hvor ville jeg ønske at du var her.

Ingen kommentarer: