I søndags var vi til fødselsdag hos min nevø, min søsters søn. Det var en fin dag og jeg hyggede mig faktisk. Jeg undrede mig dog over at ingen af gæsterne sagde bare et lille kuk om at de havde tænkt på os. Pånær min mor og min søster (og mand og børn) var det første gang siden vi mistede Malou at v så hinanden, da det er min søsters mands familie. Vi har heller ikke (pånær én af dem) set hinanden i de 5 måneder jeg var gravid. Men de vidste det, og det kunne jeg også se på kvindernes øjne, da de hilste på mig. En af kvinderne antydede et lille nåh, da hun gav mig et hej-knus og en anden havde meget svært ved at se mig ind i øjnene. Jeg ved at de tænkte på det, da de så mig, men hvorfor søren sagde de intet????
Jeg erfarede virkelig den følelse af at være pestramt. Og jeg tænker at de må være lykkelige for at jeg ikke selv bragte hende på banen. Men havde det været så svært at sige én sætning, som "jeg har tænkt rigtig meget på jer. Det må have været en svær tid". Så havde de ikke behøvet at sige mere. Det havde været nok til at jeg havde følt mig set. Men nu ignorerede de det – og dermed mig. Tænk sig at mit barn er så usynligt, at man ikke kan nævne hende eller "det" med et eneste ord. Jeg ved det er svært, hvad man skal sige. Men tror de tavsheden hjælper?
Jeg kom tilfældigt ind på dette idag, da jeg kører min mor hjem efter hun har passet Elias iaftes. Og gud hjælpe mig om hun ikke siger at de har fået at vide at de ikke skulle sige noget til mig. De var simpelthen instrueret i at holde mund, fordi det var det bedste. Det bedste for hvem? Ikke for mig. Jeg har ikke brug for at blive ignoreret. Jeg har brug for at hele mig er acceptabel – og Malou fylder alt andet lige en hel masse for mig lige nu. Hvordan skal jeg nogensinde kunne få lov at opleve stolthed og glæde ved min datter, hvis hun bare skal ignoreres og gemmes væk?
Jeg blev noget forarget, da jeg hørte det. Jeg ved ikke, hvis idé det var at holde afstand til Malou, men hvor ville jeg ønske at jeg var blevet spurgt hvad det bedste for mig er. Man gør mig ikke ked af det ved at spørge til Malou. JEG ER KED AF DET. Man gør det ikke værre af at spørge til Malou. DET KAN IKKE BLIVE VÆRRE. Jeg har mistet min datter. Det er jo ikke vedkommendes, der skulle spørge mig, skyld. Det er ingens skyld. Det er jo ikke vedkommende, der skaber noget, ved at spørge. Det er der i forvejen.
Nu skal vi til fødselsdag igen på søndag - hos Renés familie, hvor der også kommer mange, der ikke har set os siden. Hvad søren skal jeg gøre, hvis det samme sker? Jeg vil så nødig at Malou og vores oplevelse skal ignoreres og gemmes væk.
Faldt i snak omkring dette over aftensmaden med René. Han var lige så chokeret over at høre at gæsterne havde fået at vide at de ikke måtte spørge til os. Og det fik ham til at ringe til sin mor, som er den som på søndag, der kunne finde på noget lignende. Han fortalte hende at vi hellere end gerne vil tage om Malou og om hvordan vi har det, så hun måtte endelig ikke sige til folk, at de ikke må spørge. Hun var helt enig. Det føles helt godt at være "safe than sorry", så må vi se hvordan det går.
Faktisk fik René og jeg en god snak om det at være påvirket af hvad folk siger og ikke siger. Han kan ikke forstå at det fylder så meget for nogle af os. Som han siger, så har folk ingen mulighed for at vide hvad de skal sige og gøre, fordi man ved kun hvad det vil sige at miste et barn, når man har prøvet det. At få folk til at forstå hvordan det er, er umuligt, fordi det er umuligt at forholde sig til for den som ikke har prøvet det. Han ser det som en umulig opgave, når vi forventer at folk skal kunne sætte sig ind i hvordan vi har det. Fordi det kan de umuligt. Faktisk beskriver han at han har ondt at de folk, som kommer med de kiksede bemærkninger, fordi han tænker at hvor er de uvidende. De skulle bare vide, men det kan de ikke komme til. Lige meget hvor meget vi fortæller, kan de ikke komme til at forstå. Han synes det er unødig energi, at gå at frustreres over dem, der ikke kan forstå. Han vil hellere bruge krudtet på noget andet, nemlig at få sin hver dag til at fungere og at kunne passe sit arbejde. Han ved ikke om han tænker sådan, fordi han er mand eller...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar