En uge tilbage på barsel

Jeg har nu en uge tilbage på barsel og så er det slut med at tage på arbejde med frivilligheden som motivation. På mandag skal min leder og jeg lave en plan for hvordan jeg vende tilbage. Det er tydeligt for mig at jeg ikke kan håndtere 37 timer. Men hvad mon så er passende? Jeg møder ikke modstand fra min leder omkring at få en deltidssygemelding, men jeg ved at det er vigtigt for hende at den indeholder en fornuftig progression. Jeg fornemmer dog også at hun har tillid til mig – til at jeg gør og vil gøre mit allerbedste for at vende tilbage på hurtigste og bedste vis. Jeg er dog selv i tvivl om hvad der er den hurtigste og bedste måde at vende tilbage. Nogle gange er det jo hurtigere at gå langsomt frem. Men hvor langsomt?


Jeg ved at jeg ikke skal afsted hver dag. Jeg får intet ud af 3 timer, fordi det er umuligt for mig at overholde. Der går så hurtigt 4-5 timer. 4 timer er minimum. Jeg får heller ikke nok ud af at få fri kl 12 hver dag. Det vil ikke give mig ro og fordybelse nok, fordi tiden inden jeg skal hente Elias blot vil blive lallet væk. Og det giver mig ikke nok. Jeg har brug for en hel dag, hvor jeg kan se dagen foran mig og hvor jeg kan gribe fat om det jeg har brug for. Og det er stadig at skrive. Det kræver så meget ro, at jeg ikke bare kan sætte mig ned en halv time, fordi det tager tid at finde roen og at finde tankerne.

Så vi snakker altså om 4-5 timers dage. Og så kan jeg se at jeg i den første uge har planlagt en dag på 7,5-8 timer, fordi vi har en sommerudflugt og dagen efter på 7 timer, fordi vi har teammøde. Og det er de første 15 timer. Og så tænker jeg at skulle komme ind mandag også, for at se om der er noget jeg skal gøre ifm. planlægning af sommerudflugten. Det bliver for meget med de to dage – det ved jeg. Men måske det kan gøre en forskel, hvis jeg ved at jeg har fri om torsdagen.

Jeg havde tænkt om 15 timer måske er det jeg skal starte på, men jeg kan jo se at første uge allerede overskrider det – og i nummer to uge (og 4 uge) har jeg et aftenmøde, så det er måske ikke realistisk at kunne holde det på 15 timer.

Det giver stadig ikke nogen mening at se mit arbejde ud i tid. Men omvendt, så er der ikke noget der giver mening ud i tid. I de små gøremål giver det ok mening og er ok spændende at udføre mit arbejde. Men de store linier, som jeg plejer at sætte meget højt og som jeg ikke kan slippe for at lægge for, skræmmer mere end de giver mening. De store linier gør mig ked af det.

Jeg har ikke sluppet skuffelsen over at jeg ikke er på barsel nu. Jeg lever med det og jeg skal nok klare det, men jeg er så uendeligt skuffet og kan slet ikke forstå hvorfor det skulle være sådan. Det er så forkert.