Jeg har i perioder været i tvivl om det nu også var godt at jeg læser, tænker og skriver så meget. Om jeg mon kom til at dyrke sorgen uhensigtsmæssigt ved at dykke ned i tankerne og lade dem fylde. Jeg var i tvivl om jeg hellere skulle gøre tankerne mindre og forsøge at tænke noget andet i stedet for. At det var forkert at fokusere på det sorte og at jeg hellere skulle sætte noget lyst, brugbart og fremadrettet i stedet. At et fokus på de voldsomme tanker ikke var konstruktivt, fordi det fik den historie til at blive den dominerende fortælling. Måske jeg burde få en anden fortælling til at fylde. Det er med den konstruktivistiske idé i hovedet om, at du er, som du fortæller dig og som du bliver fortalt, at jeg har fokus på hvilken fortælling det lige er at jeg får fortalt om mig selv og hvilken fortælling, det er at jeg puster ild til ved at gøre netop de tanker tykkere og få dem til at fylde.
Det er jo lige netop det folk har fortalt mig, når de med brændte fingre har udbrudt, at "Det må du ikke sige..." Den fortælling, jeg samtalen med dem har haft, har ikke været fremadrettet og konstruktiv, så det er ikke den fortælling, jeg må lade dominere, synes de ikke. Det er ikke den rigtige fortælling om mig, fordi den ikke beskriver mig, som de ser mig og som de gerne vil se mig. At bære at jeg skulle være den jeg beskriver, er så hårdt for dem, at alt stritter hos dem. "Det er ikke retfærdigt overfor dig selv, at du tænker sådan...", har flere sagt. Og dermed har de fortalt mig at de tanker skal du gøre så tynde og små at de forsvinder.
Men sådan hænger det ikke sammen for mig, har jeg erfaret. Joo mere jeg snakker, skriver og læser om det, des mindre fylder det. I en periode fylder det mere. I en periode fylder det det hele. Jeg kan huske én sagde til mig på et tidspunkt, at det virkede som om en bestemt bog jeg havde læst, havde fået mig til at føle de voldsomme følelser, der fyldte på et tidspunkt. Som om bogen havde fremkaldt nogle følelser, som ikke var der i forevejen. Og sådan hang det ikke sammen. Bogen ramte ind i nogle følelser, som var utydelige for mig og som jeg ikke havde ordentlig kontakt med. Gennem bogen fik jeg fat i tankerne og følelserne, der lå bag og fik mulighed for at undersøge dem og for at forstå dem. Jo mere jeg giver mig selv lov til at undersøge, forstå og udforske, jo mere ro får jeg. Det falder ligesom på plads for mig. Jeg finder fred med det. Det kan synes ikke muligt, når man ser de høje bølger. Man kan tænke, at nu rabler det. Nu går hun ned. Men det gør jeg ikke. Jeg vælter rundt i bølgerne for en stund, men når jeg giver mig lov og får lov, så lærer jeg at ride på bølgen – se hvordan den bevæger sig – følge den – bruge dens kræfter og snart befinder jeg mig igen i mere roligt vand. Jeg er ikke på land, for snart kommer en ny bølge, men hvis jeg igen får mulighed, kan jeg også komme på toppen af den.
Og her kommer min omverden ind. Hvis de giver mig mulighed for at være der med de som er i stedet for at forsøge at slå bølgen ned, så kommer jeg bedre op på toppen af den. Det allerbedste de kan gøre er at spørge mig, hvordan de kan hjælpe. Når de giver mig mulighed for at tale og tale igen og igen, giver de mig en enestående chance for at få ny vinkler på de tanker, der fylder lige nu. Og enhver ny vinkel skaber ny forståelse og dermed mere fred med tankerne.
Bølgerne er en del af mit liv lige nu – i lang tid frem. Det ved jeg. Bølgerne er en del af naturens gang, når man mister et barn og de kan som ved Vesterhavet ikke bekæmpes. De kan ikke gøre mindre eller slås ned. Den som er i min nærhed kan ikke gøre bølgerne hverken større eller mindre, men de kan gøre de sværre eller nemmere for mig at komme op på toppen af dem. Bølgerne bliver ikke værre – det kan ikke blive værre. Bølgerne kan ikke trøstes væk. De må leves.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar