Der er nu under 4 uger til min termin med Malou. Jeg er begyndt at tænke over hvordan jeg skal komme igennem dagen. Jeg kan høre på andre, der har skrevet, at dagene op til termin på nogle måder måske er værre end selve dagen og når dagen er overstået kan det faktisk opleves som en lettelse. I de 5 måneder jeg var gravid var det dagen jeg sigtede efter og efter vi mistede hende, er det dagen jeg i endnu knap 4½ måned vil have sigtet efter. Dagen hvor vi skulle have haft vores elskede datter. Jeg tror at en del af tabet først vil gå op for mig herefter. At jeg måske vil opleve at kunne give en tand mere slip, når terminen er passeret.
Jeg forsøger at forberede mig på de følelser, der må kommer som vi nærmer os. Men det kan jeg ikke. Jeg forstår ikke spændvidden af de følelser før jeg står der. Jeg kan ikke forberede mig. Jeg må følge med og tage med. Jeg må tage imod det, som vil komme og lade det komme. Jeg kan hverken forhaste eller forhindre noget som helst. Det er simpelthen umuligt for mig at bekæmpe. Naturen er for stærk. Det giver ingen mening at forsøge at kæmpe imod naturen. Jeg kan arbejde med den. Som en videnskabsmand, der forsøger at dessekere naturen for at forstå den i detaljen, kan jeg dessekere min sorg for at forstå og blive klogere på hvad jeg står i. Jeg må gøre det på naturens præmisser, for jeg kan ikke undsige mig den. Jeg må følge den også selvom det betyder en masse turbulens.
Jeg forsøger at forudse hvordan det vil være bedst at tilbringe dagen. Den har så stor betydning at det ikke er ligegyldigt. Jeg VED at jeg ikke skal arbejde. Jeg skal ikke forplumre dagen med gøremål, der ikke giver nærvær og følelse med det mest betydningsfulde. Dagen skal ikke druknes og overståes. Jo på sin vis skal den overståes, men den vil også fremstå som en betydningsfuld del af den historie om Malou, som nu er min.
Men hvad kan jeg sådan en dag??? Skal jeg planlægge en fridag alene. Hvor jeg sætter mig og mindes. Giver det som er lov til at komme, mens jeg får det ud og dessekerer det. Besøge Malous have, gå en lang tur alene ved stranden. Skal jeg opfordre min kæreste til at tage fri? Mon vi kan finde en måde at dele dagen og minderne på? Skulle vi få Elias passet og tage ud og spise? Kan jeg overhovedet sidde på en restaurant/café sådan en dag? Skulle vi måske lave lækker mad herhjemme og være sammen uden tv og computer?
Skulle vi gøre en familiedag ud af det? Tage i Legoland f.eks. Bruge dagen på at markere os som familie...
Jeg ved ikke hvad jeg kan og hvad jeg skal. Jeg vil bruge de næste uger på måske at komme nærmere på hvad der måske kunne være det bedste. Jeg vil høre min kæreste om han har gjort sig tanker om dagen og om hvilken betydning dagen har får ham og om han forestiller at skulle markere dagen - sammen eller alene - som familie eller som par...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar