Jeg har en veninde, som har termin en uges tid efter Malous terminsdato. Jeg har ikke set hende efter jeg mistede Malou. I starten ringede hun ofte. Vi snakkede ikke om hende og ikke om hendes graviditet, men kun mig og min sorg var i tale. Og det var fint. En dag kom vi til at skrive om det at ses. Jeg vidste at det ikke ville blive nemt at se hende igen og det svarede jeg hende. Hun skrev sin forståelse og siden har hun ikke ringet. Jeg tror dog godt jeg fortsat kunne have talt med hende i telefonen, men det har jeg ikke fået sagt. Hun har formentlig formodet at det var det bedste at jeg sagde til, når jeg er klar. Jeg var og er i tvivl om hvornår det rette tidspunkt ville være. Det kunne ikke blive nemmere, når hun var stor og højgravid. Vil det være nemmere, når den lille pige først er kommet? Eller skal vores venskab have tålmodighed og kraft til at vente månedsvis - tilnærmelsesvis et år????
Jeg ved selvfølgelig at hvis hun er en rigtig veninde vil hun være der efter et år, men jeg synes faktisk at det er et tab for mig, hvis jeg skal miste hende. Jeg føler mig ikke klar til at risikere at miste hende, hvis tiden og smerten imellem os vil skabe for meget afstand imellem os, så vi ikke kan finde det fælles igen.
Jeg fórsøgte at lave en aftale med hende inden vores ferie, men det lykkedes ikke, da hun havde en travl uge. Efter ferien har hun taget kontakt flere gange. Hun vil så gerne ses. Hun synes det er rigtig svært for hende. Hun vil så gerne være der for mig. Hun tror ikke det bliver nemmere - og det vil jeg på sin vis give hende ret i.
Jeg tror jeg blot skal have det overstået. Men jeg kan simpelthen ikke få taget skridtet. Jeg kan ikke overskue det. Jeg har flere gange haft et ærinde lige i nærheden af hvor hun bor og tænk om jeg spontant skulle ringe og høre om hun var hjemme. Men jeg kan ikke tage mig sammen. Jeg vil så gerne, men jeg ved ikke hvad der skal til. Jeg sidder og glor i kalenderen, som om den kan finde et oplagt tidspunkt. Men der er ikke et oplagt tidspunkt. Det er bare svært at skulle møde hende med hendes runde fine mave, at vide at hun går på barsel derhjemme og at hun er ved at få styr på alle babytingene. Jeg ville sådan ønske at det var mig.
Vi skulle have delt vores små piger. Vi skulle have mødtes og hygget os. Vores piger skulle have leget, som vores store drenge gør det. Nu skal jeg for evigt mindes om at min lille pige ikke er her, når jeg ser på hendes. Det gør ondt - så forbandet ondt.
Jeg kan godt se andre gravides maver. Mit blik strejfer dem - jeg mærker stikket i maven, men jeg kan gå videre. jeg skal ikke forholde mig til deres babyer. Men det bliver jeg nødt til med min veninde. Jeg kan ikke bare ignorere hendes mave og hendes baby. Hvis jeg vil hende, skal jeg ville hendes datter - og det er svært.
Nu skriver hun igen, om jeg ikke nok vil ses i den nærmeste fremtiden... og jeg ved ikke hvordan jeg gør det....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar