Dag 5 - Ankomst til Australien

Så nåede vi endelig Australien. Godt nok en lang vej med mange flyvninger.. Men nu er her. Vi landede i Brisbane lokal tid om morgenen og manglede endnu 6 timers rejse. Tre timer til transfer i lufthavnen, 2 timers flyvning til Cairns og turen far lufthavn til hotel.

Men det forløb nu fint. Lea sov hele den næste flyvning. Vi ankom vel i Cairns og fik hurtigt vores bagage og en taxi (23$) til vores hotel Rygdes Plaza i centrum af Cairns.

Undara Part 1

Undara er en nationalpark som ligger på vej mod den australske outback. For 190.000 år siden kom Undaravulkanen i udbrud og skabte floder af lava fra sin kerne. I takt med at lavaen flød afkøledes overfladen og skabte en stivnet hinde, som langsomt tyknedes, mens den rødglødende lava fortsat flød inden i. Imidlertid ophørte udbruddet og lavafloden stoppede og efterlod de stivnede tuneller til fremtiden at opdage. Vegetationen voksede frem og dækkede med tiden lavaområdet med savanne-lignende vegetation. Indtil '70erne var området blot endnu en cattle-ranch indtil områdets geologiske særpræg blev opdaget. Tidligere rancharbejdere kom nu tilbage for at se det område, de havde færdes i med nye øjne. De havde ikke opdaget tunnellerne, mens de havde arbejdet på jordene, men de havde ofte oplevet at heste og kvæg ikke ville passere bestemte områder, og mistænker at dette måske har været fordi dyrene har fornemmet at jorden var usikre med tynde lavaskorper under jorden. Med tiden er loftet i flere af tunnellerne brast sammen og dermed er adgangen til det underjordiske net af tuneller gjort muligt. Der er udforsket 160 km, men mere menes at eksistere.

I '90erne blev nationalparken erklæret for nationalpark og familien afbrød deres kvægbrug og helligede sig turismen og driften af nationalparken og startede opbygningen af Undara Lodge og Undara Experience. De købte en bunke gamle engleske og australske togvogne og byggede dem om til reception, bar, restaurant og "hotel"værelser. Endvidere kan man bo i telte med fast bund med små køkkener udenfor, på sovesal og i egen camper eller telt.

Undara ligger i bushen og dermed også midt i dyrelivet. På pladsen bor også 4 kænguruer, som man kan komme ret tæt på. Sjovt endelig at møde dem vildt og i live.

Vi tjekkede ind på en power-site og bookede samtidig os ind på to ture til tunnellerne. En aftentur samme aften – Wildlife at sunset og en formiddagstur næste dag – active explorer, som var den eneste tur, der var ledig næste dag.

Vi brugte en stund ved poolen for at køle vore hede kroppe ned. Derefter fik vi lidt travlt med at lave aftensmad. Vi skulle spise tidligt, da vi allerede skulle møde til Sunset turen kl. 17.25. Men vi nåede det og kom godt afsted sammen med vores guide og ialt ca 15 turister.

Undara Part 2

Wildlife at Sunset var en rigtig god tur. Vi kørte en runde i parken og så en hel del vilde kænguruer springe rundt i det høje græs på savannen. Imens fik vi en fortælling om de forskellige arter, hvilket skabte en god bund for mødet med kænguruerne på resten af vores rejse. (Prettyface-wallabys – små kænguruer som så ud som om de smilte fordi de havde lyse aftegninger på kinderne – Pademelons - Eastern Grey)

Bussen stoppede og vi kravlede op på en lille knold i landskabet. Herfra var der udsyn over den vidtrækkende savanne mod flere 100.000 år gamle vulkankratre dækket af træer. Det var ikke til at se at jorden var dækket af lava og at der underjordisk gemte sig langstrakte lavatunneller.

Imens solen begyndte sin nedtur bag horisonten fik vi serveret mousserende vin, juice og platte med forskellige oste og frugt. Det var fint. Og hyggeligt. Lea sad i bæreselen og blev fodret med kiks af Elias.

Solen gik ned bag et skydække og vi gik ned i bussen og kørte kort til næste stop – en lave-tunnel, hvor vi i mundingen skulle opleve flagermusenes natlige basken ud af grottens mørke. I grenene over trappen hang en lille slange og håbede på sit held med aftenens begivenhed. Flagermusene susede forbi ørerne på os. De virkede større i deres himmelflugt end tilfældet er for reelt vejer de kun 3-4 g og det vil derfor føles som at blive ramt af en sommerfugl, hvis det usandsynlige skulle ske at en mini-flagermus skulle fejle og ramme ind i os.

Vi kunne ikke bare skyde løs med kameraerne, for så snart blitzene oplyste rummet ophørte flagermusenes himmelfart. Lyset fik dem til at søge tilbage i grotten og vi skulle da vente et par minutter på at strømmen byggede sig op igen. Derfor tog vi billeder på kommado... 1-2-3- nu, så alle kunne nå at få billeder inden flagermusene igen var væk.

Efter denne oplevelse var turen slut og vi kørte tilbage til resortet, fandt camperen og hoppede i kanen.

Næste dag havde vi tilmeldt os endnu en tur, hvor vi skulle vandre rundt i flere af tunnellerne og høre om deres opståen fra et lavaudbrud for 190.000 år siden. Active Explorer hed turen og vi var spændte på om det ville blive for aktivt til at vi kunne have børnene med, men det var uden grund at vi havde bekymret os. Vi var glade for at vi ikke havde haft valget mellem den aktive og den almindelige tur, for jeg er sikker på at den aktive tur gav os en tand mere adventure, der gjorde den mere spændende for os end den almindelige. Det eneste sted, hvor Britta var udfordret med Lea i selen på ryggen, var da vi skulle ned gennem et hul til en lava-tunnel og ned af en skrænt til bunden af tunnellen. Guiden mente ikke jeg kunne, men at det var mit eget valg. Det gik uden problemer. Vi kom alle sikkert ned og op igen. Elias nød de spændende klatringer og var den første oppe og nede hver gang. Vi bevægede os rundt i 4-5 tunneller.

Vejen til Undara

Turen til Undara og ud igen ville blive vores lille eventyr ud i den australske outback. Det var ikke særlig langt ud, men væk fra kysten var det dog. Vi var forberedt på lange lige øde veje, hvor vejen bestod af et spor på tre meter med rabat til hver side dækket af Australiens karakteristiske røde jord. Og vi var forberedt og spændte på mødet med de australske roadtrains, som også utallige skilte advarede imod. Roadtrains er lastbilstog med tre vogne, således at dette monstrum kan måle op til 53 meter i længden. Disse mange tons kommer så brølende hen af landevejen med monopol på den stribe asfalt, som vejen tilbyder. Så alt andet levende har bare at komme væk. Det vidner de mange døde kænguruer i vejsiden om ikke altid lykkes. Vi så også en enkelt ko og når man ser på lastbilernes massive fronter kan man godt regne ud hvilken kraft de må ramme med. Så væk fra vejen, når du ser et roadtrain. Heldigvis eller måske desværre var langt det meste af vejen ind til Undura lavet dobbeltrettet, så nu var der plads til at passere hinanden. Eller rettere de var vej at rette vejen ind til det, for hold da op hvor var der meget vejarbejde. Ja, det var tilfældet i hele Queensland. Ikke mange km uden vejarbejde, hvor hastigheden skulle sættes ned eller bilen helt skulle stoppe, for at vente på forbipasserende.

Vi kørte fra BIG4 campingpladsen udenfor Port Douglas om morgenen. Udover at æde halvdelen af turen til Undara, skulle vi køre igennem Atherton Tableland med stop i nogle småbyer og ved en række vandfald, inden målet Ravenshoe forhåbentlig kunne nås til eftermiddag. En køretur på 2,5-3 timer, men som endte op i 7 timer pga af alle stoppene.

Det var første reelle køretur og børnene klarede det fint. Lea tog sin første lur, men blev vækket da vi skulel tanke. Vi gjorde holdt til formiddag i en hyggelig historisk landsby, Yungaburra, hvor der tilfældigvis var folk-festival og markedsplads. Så den lille by åd lidt flere timer end ventet, men det var hyggeligt. Elias fik mod på at male en medallon i børneteltet. Vi spiste frokost under store træer ved vores bil (grovtoast og kalkunbryst) og ræsede omkap ned til toiletterne;-)

Næste sight var et vandfalds-circuit omkring byen Millaa Millaa. Vi fik dog kun 2 ud af 5, da vi syntes tiden rendte fra os og vi stadig havde en times tid til campingpladsen. Der blev dog tid til en dukkert for Elias i det første vandfald... i ro og idyl indtil en bus-fuld unge mennesker væltede ind og forvandlede den lille hyggelige plet til et hvinende cirkus. Vandet var ret køligt.

Vi nåede dog hurtigere end ventet til Ravenshoe – en lille outback-by med brede gader og få butikker. Lidt derfra på hovedvejen fandt ve et campervan-sted, som vist mest var for fastliggere... og hold da op, hvordan kunne folk bo sådan... bliksskure bygget omkring ældgamle mosgrønne campingvogne. Men det var billigt og det var kun en nat.

Vi var i god tid, så der var tid til afslapning inden vi skulle lave aftensmad.

Næste morgen fortalte camping-fatter os at der i den lille å for enden af pladsen kunne spottes de søde næb-dyr her om morgenen (og inden solnedgang). Vi gik derned og sad og kiggede et stykke tid. Men man skal have god tid og tålmodighed og være stille... og det er måske ikke dyder vi kan præstere med to små børn. Så ingen næbdyr... men en masse skildpadder så vi i vandet De var nu også søde.

Vi pakkede sammen og satte kurs mod Undara, som vi nåede over middag.

Fitzroy

Klokken 8.30 skulle vi tjekke ind ved Sunlover Cruises som arrangerer endagsture til outer reef med stop på Fitzroy Island og dermed også transfer for turister, der skal overnatte på øen. Vi skulle dog først sejle kl. 9.30, så der var lidt ventetid. Men vi fik tjekket godt ud af hotellet og nåede alting uden stress.

Båden var en større båd med en del turister blandt andet en stor flok japaner (el.lign), så en del af højtaler instrukserne foregik på japansk. Sunlover har en ponton-platform på outer-reef, hvor man kan snorkle, tage på glasbundsbådtur, gå Bottumwalk uden at blive våd, svømme i lille indhegning og meget mere. Men det var altså ikke vores ærrinde for dagen.

Vi skulle de 45 min ud til Fitzroy Island, en tropisk ø, hvor vi hjemmefra havde booket 3 overnatninger på resort. Turen derud vuggede lidt og Elias blev lidt bleg, men det gik. Vi nåede øen, som kun huser dette ene resort, så landgangsbroen var resortets mole. Vi kunne få vores værelse med det samme, så vi indtog det straks. Det var en stor 2 værelses lejlighed med soveværelse, fint køkken, stue med sovesofa og flot badeværelse.

Lea blev puttet og sov et par timer. René passede hende på værelset mens Britta og Elias hoppede i poolen. Da alle var forenet kom Lea også et smut i pooen, mens René gik en tur med sit kamera. Sidenhen gik vi alle en tur hen ad stranden. Den er ren koral og umulig at gå på med bare tæer. Vi fortsatte igennem bushen med klapvognen på slæb mod Nudey Beach, som skulle være øens bedste og flotteste. Jeg synes nu at der var en del strøm, så det var ikke bedst for Elias. Lea var faldet i søvn på bumleturen derover, så vi blev på stranden til hun vågnede igen og bar hende denne gang tilbage.

Vi stoppede ved strandbaren og fik en solnedgangsøl inden det blev tid til at lave mad på værelset. Herefter hoppede vi i bad og i seng... Elias i stuen og vi andre i dobbeltsengen i soveværelset.

Næste formiddag var der lavvande og dermed en sandstrand på den ene side af molen. Britta og Elias hoppede i bølgerne. Koralerne var kun få meter fra vandkanten, så vi lejede et snorkelsæt og prøvede at snorkle. Det var dog ikke helt nemt for Elias at styre vejrtrækningen igennem snorklen, når han er vant til at kunne puste vand ud af næsen, når han dykker. Han er jo en sej svømmer og ikke mindst dykker, men han skulle lige have styr på snorklingen. René og Lea dukkede op og vi bestilte en glasbundsbådtur ud til revet omkring øen til næste dag. Ved nærmere eftertanke kom Britta dog til at tænke på om ikke René skulle tage en snorkletur ud til outer reef hvor sigtbarheden er noget flottere end her i revet. Britta ville ikke kunne tage alene afsted, da Lea jo stadig er afhængig af sin mad og søvn hos moar...

René ville selvfølgelig gerne afsted og endte med at booke sig på en heldagstur den næste dag. Bare fordi Britta ikke kan tage afsted, skal det jo ikke gøre at ingen af os kan komme afsted. Så det blev planen... René på Outer reef tur og vi ander på glasbundsbådtur.

René prøvede også at snorkle i vores eget rev og vi nød resten af dagen ved strand og pool inden aftensmad, bad og godnat.

Dagen efter tog René afsted før vi andre stod op. Lea vågnede dog ved 9 tiden og var ved at få en tår da René skrev at vi skulle komme ned til molen, hvis vi var vågne. Så Britta hoppede ud af sengen og hev begge børn med sig. Det viste sig at båden fra Cairns havde reddet en nødlidende havskildpadde op af havet, som de ville hjælpe tilbage til Cairns til Turtle-hospitalet for at denne kunne få hjælp. Men inden den kunne komme så langt lå den altså her ved bådehuset på Fitzroy Island. Det var en stor hun... 70 år eftersigende. Den havde ligget i vandoverfladen og kunne ikke dykke ned igen. Formentllig havde den noget gas ophobet enten i mave eller lunger pga en betændelsestilstand. De var 4 mand til at slæbe skildpadden fra bådehuset til stranden, hvor en dykker svømmede over til Cairnsbåden med den og de fik slæbt den ombord.

Vi havde vinket farvel til René, som var kommet lidt forsinket afsted pga skildpadde-porstyret. Vi satte os til at vente på at den lille kiosk ville åbne, så vi kunne få noget brød til morgenmad. Efter morgenmad, solcreme og hvad det nu kræver nærmede den sig 11 inden vi kom ud af døren igen. Vi gik på stranden og Lea blev puttet i barnevognen, hvor hun sov i 1½ time. Der var ret meget lavvande nu. Elias og Britta fik snorklet lidt, men det var som om det var alt for lavvandet. Vi turde ikke svømme over koralerne, fordi vi var bange for at ramme dem med maven eller svømmefødderne. Så efter en stund ved stranden gik vi op i poolen og ved 13 tiden op på værelset. Glasbundsturen var kl 14 og vi skulle have frokost inden.

Vi nåede det lige til kl 14 og kom omborg på den lille båd sammen med ca 10 andre. Det havde blæst noget om natten, så vandet var noget oprørt og derfor var udsynet lidt begrænset. Vi så faktisk ikke mere end vi kunne se når vi snorklede. En times tid var vi derude. Det gik fint med begge børn. Lea endte med at falde i søvn på vej tilbage.

Vi stod lidt og kiggede på fisk på molen og så kom René retur efter en hel fantastisk dag, hvor han udover at snorkle var blevet lokket til at dykke. To dyk blev det til. Med maske, flasker, blybælte og det hele. Han var vist lidt stolt og overrasket over sig selv.

Vi fik i kiosken og fik en is og gik på værelset og slappede lidt af. Til aften spiste vi i strandbaren inden sengetiden lokkede.

Det var alt for det tropiske ø-eventyr. Næste dag i et strålende solskinsvejr skulle vi tilbage til fastlandet og til livet på landevejen med vores autocamper.

Kuranda

Vi havde hjemmefra bestilt turen til Kuranda med transfer fra vores hotel og det hele. Vi ville ikke bruge de 1½ dag vi havde i Cairns på at rende rundt og arrangere alt muligt, så det var rart at noget var arrangeret. Derudover skulle vi have arrangeret bådturen til Fitzroy Island og have købt ind til dagene derovre, hvor vi ville have en hotel-lejlighed med eget køkken.

I bagklogskabens navn have vi nu ikke behøvet at have betalt for transfer frem og tilbage til hotel, men det var nu nemt. Turen, som vi tog og som de fleste tager til Kuranda, bød på en 7 km lang tur med en lille lukket gondol hængende over regnskoven mod Kuranda og en 1½ time lang togtur med et veterantog retur. Og i midten af dette havde vi nogle timer i regnskovsbyen Kuranda, som er kendt for at være beboet af alternative mennesker, hvilket viser sig i markeder og butikker med batik-tøj, urter, massage og andet godt.

Vi blev hentet kl 8.30, hvilket jo var lidt tidligt, når vi jo stadig havde jetlag. Men natten var gået fint, så det gik også fint med at komme op. Elias blev vækket i sidste sekund og vi kom alle fint ud af døren. Vi skulle samle folk op fra andre hoteller og køre et kvarters tid ud af byen, hvor Sky-line har deres afgangsplatform. Som vi nærmede os kunne vi se de svævende gondoler bevæge sig op over bjerget og forsvinde over rygningen et sted deroppe.

Snart hang vi der selv i vores egen lille gondol med udsigt ud over landskabet og kystlinien i det nordøstlige Australien. Og lige ned var regnskoven. Ikke mange meter over trætoppene svævede vi. Gondolbanen er bygget på bedst mulig vis uden at ødelægge naturen. Alle materialer, der ikke kunne fragtes ad vejen til Kuranda, er fløjet ind med en stor helikopter og arbejdsmændene måtte gå ind til byggepladserne, hvor søjlerne til gondolbanen skulle etableres. Efter sigende blev der kun fældet ti træer under byggeriet.

Turen kan afbrydes med to gåture ud i regnskoven. Det første stop var en lille gåtur rundt i regnskoen på gangbroer med små fortællinger om skovens træer og dyr, bla den store strudsefugl Cassovary, som spiller en væsentlig rolle i regnskovens øko-system. Andet stop var med udsigter til et stort vandfald, til en dæmning og til toget, som gjorde stop på den anden side af slugten.

Vel ankommet til Kuranda gik vi en tur rundt i byen. Det legendariske hippiemarked så ret tillukket ud og på et andet marked gik vi i stå foran en mand som havde en bod fuld af Didgeridoos til flere hundrede dollars stykket. Han gav gerne demonstrationer på dem og det var begge børn meget betaget af, så vi endte med at hænge ud der en stund. Han fortalte at han havde været i København og selvfølgelig Christinia, hvor han havde jammet hele natten i en hel fantastisk blues-koncert.

Vi spiste frokost i en park og så var tiden fløjet fra os. Den gik alt for hurtigt i byen. Vi kunne godt at have brugt længere tid. Men toget kl 14 ventede os, så vi gik ned mod stationen igen og provianterede os med en is, en iskaffe og en cola til togrejsen.

Kl. 14 tuttede toget af og satte igang. I tøffende knirkende sneglefart snoede toget sig afsted ned fra regnskoven mod kysten. Vi stoppede ved det store vandfald og så det fra den anden side. Vi så også et andet mindre vandfald, som vi nærmest kørte under. 14 tunneller og en masse snoninger senere var vi nede ved kysten i byen Freshwater, hvor vores transfer ventede. Vi var retur på hotellet ved 16 tiden.

Efter et hvil på hotellet gik vi ned til Esplanaden. Elias havde tigget og plaget om Mc Donalds mad (læs Happy Meal med gave og æske), men Britta kunne ikke lokkes med, så vi købte en Happy Meal til Elias og gik hen til den foodcourt vi havde spist ved før. Britta fik Thai buffeten igen og René fik en stor steak med pommesfritter. Vi gik en tur gennem natmarkedet og hoppede hjem i seng.

Dag 4 - redigeret

Dagen idag blev brugt til lidt mere udforskning af Singapore. Vi tog en taxi ind til Singapore Flyer, som er et højt Pariserhjul, der for en halv bondegård tager folk med op i Singapores højere luftlag. Også os. Man træder igennem et fiktivt security område, som om man skal flyve og ind i nogle store gondoler, som kan rumme 28 mennesker. Vi delte vores med en thailansk stor-familie, som selvfølgelig var mindst lige så interesseret i Lea, som i udsigten. Udsigten var nu rigtig god og tempoet var så tilpas roligt at man fint kunne nå at få det hele med.

 

Kort efter at vores halve time i luften var overstået, måtte de lukke hjulet, fordi et vældigt regnvejr væltede ind over Singapore. Vi blev i bygningen og spiste frokost på Subway og daskede lidt rundt indtil regnen stilnede så meget af at vi ville vove os ud i det. Vi ville gerne på et rivercruise og gik over helix-gangbroen til landingspladsen på Marina Bay Sands. Men da Lea sov kunne vi ikke komme med, så vi valgte at gå i støvregnen mod Merlion på den anden side af bugten. Vi gik forbi et flydende tennisstadium, hvor de var ved at stille an til noget musik eller fest. Vi kom også forbi Theatres of the bay, som ligger som to skildpadder eller bæltedyr ved vandkanten. Ved Merlion – som er Singapores vartegn – halvt løve – halvt fisk – var der et væld af mennesker. Det var næsten mere underholdende at se på alle de mennesker – asiater, som lod sig fotografere på alle mulige måder. Vi faldt ikke lige over bådholdepladsen der, så vi endte med at gå videre mod Boat Quay. De gamle pakhusekvarterer er bygget om til hyggelige gader a la Nyhavn med restauranter, caféer og pubber. Det sjoveste der, var at se på alle montrene med fisk, krabber og hummere, som stod klar til salg.

Vi fandt bådelandingspladsen og besluttede os for at tage en 40 min flod-rundtur, selvom vi nu havde gået det meste. Det var også dejligt forfriskende at komme ud at sejle, hvor en frisk brise lettede den trykkende varme i byen.

Som mange andre byer voksede Singapore op langs floden, så her ligger byens dominante historiske bygninger (sct. Andrews Katedral, old parliment house, supreme court house) og statuer bla af Sir Raffles, som var den europæer, der grundlagde byen. 

Efter sejlturen var der times tid til vi havde planlagt at tage til lufthavnen, for at flyve videre mod Australien. Vi gik derfor et smut ned i Chinatown og så en china-shoppinggade og et specielt tempel (hindu).

Vi hopper i en taxi kl 17.30 og når lufthavnen inden kl 18. Vi får vores bagage og betaler 9 $ mere for opbevaringen af det (16 $ ialt). Det var gået fint med at bære bagagen rundt i Singapore. Heldigvis var der jo regn og overskyet om formiddagen, så solen bagte ikke først på dagen.
Vi pakker rygsækkene om, så vores tøj er fordelt i begge rygsække. Vi tjekker dem ind. De har nu tabt sig to kg (bleer, babymad, tøj), så nu har vi 34 kg plus håndbagage.

Vi får alle 4 aftensmad og så er det tid til at gå til gaten og flyveturen til Brisbane med afgang 21.30. Turen tog 6,5 time og selvom det var nat var Lea sørme ikke meget for at sove. Først en time til halvanden før landing fik René vugget hende i søvn, men så sov hun også i armene på mig hele vejen igennem den lange kø til immigrationskontrollen. Elias så en film på sit tv og sov ellers som en sten resten af vejen.

 

Dag 3

Dag 3 startede ret sent. Først ved 12 tiden var vi klar til dåd efter en hård hård nat. Selvom vi stadig ikke var friske, måtte vi tage os sammen, så vi også fik oplevet lidt af Singapore. Planen for dagen var besøg i Singapores 2 zoos. Den ordinære og Night zoo.

Vi fik snøvlet os afsted. Købte noget toastbrød og æbler i en butik og spiste det til morgenmad/frokost. Hoppede på en taxi og kørte de 25 min ud til Zoo (23$).

Zoo var godt og spændende. Desværre måtte vi sande at vores hovedattraktion – pandaerne – som de har stillet mega stort op skulle komme i september – rigtig nok var kommet, men først vill åbne til offentligheden i december... hmmm skuffende. VI havde ellers talt meget om det med Elias, fordi hans ynglingsbamse er en panda. Han går nærmest ingen steder uden den. Vi fik ikke set nogen fodringer.Vi var dog også noget matte i knæene efter den hårde rejse og hårde nat, men vi fik nu noget ud af det. Det var først til sidst i zoo at kræfterne slap op. Og så måtte vi sande at vi manglede endnu en zoo – Night Safari.

Zoo lukkede kl 18 og Night Safari ville åbne kl 19.30. Vi købte 3 vand og en pose chips, som vi satte os på en bænk og guffede, mens Lea fik mad. Lidt opladte påny gik vi de få hundrede meter til Night Safari – en unik park, der først kommer til live ved mørkets frembrud. En ret spændende idé. Der var et ild-show udenfor ved restaurants-området, som helt opslugte Elias. Vi satte os og fik et par burgere og Elias en pastaret. Lea faldt i søvn og vi gik ind i parken.

Parkens hoved-færdelsåre er en tramrute, hvor man i ren safari stil kommer tæt på dyrene fra en lille bus/tog. Da Lea sov kunne vi ikke komme med den, men måtte gå ad små stier. Vi nåede tre af ruterne inden Lea belejliget vågnede ved et Tram-stop. Det var en ret god oplevelse at gå i mørket af de små stier og se ind i de svagt oplyste områder, hvor dyrene gemte sig. Det gjorde oplevelsen af dyrene mere intens end vanligt, fordi fokus var så indsnævret. Man skulle ikke forholde sig til andet end at følge den ene sti, der var og se de dyr der var. Vi hoppede på tram-men og også her var oplevelsen ret intens. En guide på toget hviskede fortællinger om de dyr vi så og vi kørte stille forbi dem. En god oplevelse. Men vi var trætte og da vi havde kørt en halv runde med trammen og nåede udgangen valgte vi at takke af. Vi kunne have taget en hel runde og gået de sidste to stier og set et efter sigende ret fedt show med "Creatures of the Night". Men det gjorde vi ikke. Vi var trætte, Britta hovedpine... og hvordan ville natten blive??? Næsten ikke til at overskue. Så vi forlod zoo'sene, men synes egentlig vi havde set vores – gjort det godt – vores betingelser taget i betragtning.

Vi tog en taxi tilbage og hoppede i seng. Natten blev meget bedre end forvetning. Lea sov vist som vanligt hjemme og vågnede ved 9 tiden næste dag.

Dag 2

Vi landede i Singapore ved 17.15 tiden– syv timer foran dk. Vi var hurtigt igennem lufthavnen. Kun en lille del af de mange rejsende, der kommer til Singapore lufthavn, vælger at stoppe op, så der var mennesketomt ved både bagagebånd og immigration. Vi besluttede at opmagasinere en del bagage i lufthavnen, så vi forhåbentlig kunne tage rygsækkene på ryggen igennem Singapore på dag 3. Lettere sagt end gjort, da René har 12 kg fotoudstyr med, hvilket jo i sig selv er en del at slæbe på. Men vi satte en kæmpe rygsæk og en lille i opmagasineringen (7$ pr døgn). Ude af lufthavnen fangede vi en taxa til Geylang, hvor vores hotel ventede os. Turen tog ca 25 min og kostede godt 20 singapore $ (90 kr) og præsenterede allerede noget af Singapores prægtighed. Frodige palmealléer med blomstrende rabatter.

Singapore er en selvstændig bystat, som ligger som en dråbe på Malaysia. Området er ikke større end Bornholm og huser 5,3 mil mennesker. Alt er rent, ordentligt og effektivt. Som dem vi snakkede med sagde: Der er intet UNSAFE i Singapore. Vi følte os heller ikke på nogen måde truet, selvom vi havde valgt at bo i byens "red light" distrikt, hvor pigerne i bogstaveligste forstand stod på rad og række om aftenen.

Hotellet (Fragrance Sapphire) var fint. Intet at prale af – men der var hvad vi skulle bruge. To senge og eget toilet. Og så var det billigt for Singapore...750 kr for to nætter. Det var fristende at smide os i sengen med det samme, men vi burde måske få noget aftensmad og egentlig ville vi gerne ned til Downtown og se den ved aftentide... og denne aften var vores eneste mulighed, da vi skulle i Night Zoo næste aften og flyve aftenen efter igen. Så vi samlede kræfter og hoppede på en taxi de 5-7 minutter ned i centrum (7$). Fordelen ved Singapore... Den er så lille arealmæssigt at der ikke er langt til tingene.

Vi blev sat af ved Helix broen, som med sit snoede tag ligner en futoristisk opfindelse. Den leder gående (og rigtig mange kondiløbere) over vandet til Marina Bay Sands, som er noget af den seneste af mange landvindinger gjort omkring byen. Marina Bay Sands (Sands) er præget af et kæmpe moderne hotel med tre høje tårne, hvor over et kæmpe surfboard eller krydstogts cruiser hviler. Deroppe ligger penthouse lejlighederne og ekslusive resaturanter, taghaver og svimmingpools med svimlende udsigt over Singapore. Sands er planlagt forbundet med Singapores Skyline – det finansielle centrum – til en komplet udbygning af Marina Bay... Mere landvinding. De har endda været nødt til at flytte Merlion, Singapores vartegn, en vandsprøjtende halvt løve, halvt fisk... fordi den pludselig havde mistet sin centrale placering som Marina Bay overtog fokus fra Singapore Floden.

Som vi gik over broen kunne vi se og siden høre et lys- og lydshow, men da Britta og børnene endelig nåede derhen lød de sidste toner. Kl. var 20.15 og næste show var kl 21.30. Puh sent. Lea sov dog, men kunne vi holde til at vente... Allerførst måtte vi finde René, som var fortabt med sit kamera bagved... Det lykkedes og vi besluttede at blive. Det var flot at være der og opleve alt lyset og det kunne kun blive bedre med lysshowet.

Det var også rigtig godt. Lys – vand– ild – lyd – sang – tekst – sæbebobler udtrykte et budskab om at sætte pris på livet og kærligheden. Men da det var slut var det tid til at komme hjem i kanen. Men aftensmad blev det ikke til. Elias fik den sidste sandwich fra madpakken og de sidste gulerødder og et æble hjemmefra blev aftensmaden.

 

Tilbage på hotellet fik vi os arrangeret i sengene og håbede på en god nats søvn... men for SAT_ _ da... det blev en rådden nat. Lea sov kun, når hun havde et bryst i munden eller hvis hun blev vugget, så vi sov nærmest ikke. Vi prøvede alt muligt og var ved at gå ud af vores gode skind... Elias sov dog nogenlunde, men selvfølgelig vækket nogle gange og faldte også ud af sengen nogle gange. Hen på morgenen faldt Lea dog endelig i en dybere søvn og vi fik sovet og vågnede først op til dåd ved 12 tiden på dag 3

Dag 1

En lille stund for mig selv til at samle tankerne hen mod den første uge som nu er gået på vores store rejse down under... Det er ikke mange stunder, der har været for én selv, for vi har været meget på farten... eller også har vi benyttet lejligheden til at forsøge at indhente alt for meget mistet søvn.

Dag 1

Den store afrejse fandt sted for en uge siden, d. 16. 10.2012. En rolig afgang fra vores hjem efter en nat, der ikke bød på helt så meget søvn for René, der vist havde rejsefeber og Lea, der blev vågnede helt perfekt kl 8.30. Daniel hentede os og kørte os til stationen, hvor vi forventningsfulde trippede over vores sandaler indtil toget kom 9.07. Turen til KBH gik helt perfekt. Lea sov i 40 min ved Britta. Det er nu bedre for børnene at være med tog end at køre bil. Vi skulle dog skifte tog i Høje Tåstrup pga sporarbejde. Det var vi lidt trætte af, men det gik nu smertefrit på trods af besværet med det meget bagage. Vi har nu forsøgt at begrænse os, men der er sgu en del alligevel med to store rygsække, to dagtursrygsække, en skuldertaske, en paraply-klapvogn og børnenes dyner (Baby-Junior) med siden af.

Vi ankommer til Kastrup planmæssigt kl 13.30, men det viser sig at vi først kan tjekke ind kl 14.30. Så vi kunne nærmest have sovet en time længere. Lea er træt, men kan ikke finde ro i klapvognen. Vi får tjekket te to rygsække ind. De vejer ialt 36 kg. Som håndbagage har vi Rene´s fototaske med ca 10 kg fotoudstyr og to tasker med ca 8 og 4 kg. Vi har klapvognen med helt til gaten.

Lea falder i søvn og vi kigger lidt rundt inden vi går til gaten. Kl. 16.30 letter vi mod London Heathrow, en flyvetur på knap 2 timer. Lea ammede og klagede ikke over tryk i ørerne. De fire timer i London gik hurtigt. Lea fik mad i lang tid, så Britta fik slet ikke kigget rundt.

Kl 21.30 (22.30 Dktid) lettede vi mod Singapore. Den laaaange flyvning på 13 timer. Det gik nu overraskende hurtigt selvom vi ikke fik sovet meget og Britta ikke engang fik tændt det personlige tv. Vi fløj med Qantas i et af de nye mega store dobbeltdækker fly. Vi sad rigtig fint med vores egne tre sæder på en plads med babylift og ekstra benplads. Elias så en film på tvét og sov ellers resten af vejen. Lea sov et par 40 minutters lure og var til sidst så træt at hun blev noget ked... Britta fik med noget kamp hende til at sov og sad med hende så længe at hun kunne lægge hende i liften. Ved ikke hvor længe hun sov, men det var langt fra en nat... nok ikke engang en halv nat.

Dag to...

Vi landede i Singapore ved 17.15 tiden – syv timer foran dk. Vi var hurtigt igennem lufthavnen. Kun en lille del af de mange rejsende, der kommer til Singapore lufthavn, vælger at stoppe op, så der var mennesketomt ved både bagagebånd og immigration. Vi besluttede at opmagasinere en del bagage i lufthavnen, så vi forhåbentlig kunne tage rygsækkene på ryggen igennem Singapore på dag 3. Lettere sagt end gjort, da René har 12 kg fotoudstyr med, hvilket jo i sig selv er en del at slæbe på. Men vi satte en kæmpe rygsæk og en lille i opmagasineringen (7$ pr døgn). Ude af lufthavnen fangede vi en taxa til Geylang, hvor vores hotel ventede os. Turen tog ca 25 min og kostede godt 20 singapore $ (90 kr) og præsenterede allerede noget af Singapores prægtighed. Frodige palmealléer med blomstrende rabatter.

Singapore er en selvstændig bystat, som ligger som en dråbe på Malaysia. Området er ikke større end Bornholm og huser 5,3 mil mennesker. Alt er rent, ordentligt og effektivt. Som dem vi snakkede med sagde: Der er intet UNSAFE i Singapore. Vi følte os heller ikke på nogen måde truet, selvom vi havde valgt at bo i byens "red light" distrikt, hvor pigerne i bogstaveligste forstand stod på rad og række om aftenen.

Hotellet (Fragrance Sapphire) var fint. Intet at prale af – men der var hvad vi skulle bruge. To senge og eget toilet. Og så var det billigt for Singapore...750 kr for to nætter. Det var fristende at smide os i sengen med det samme, men vi burde måske få noget aftensmad og egentlig ville vi gerne ned til Downtown og se den ved aftentide... og denne aften var vores eneste mulighed, da vi skulle i Night Zoo næste aften og flyve aftenen efter igen. Så vi samlede kræfter og hoppede på en taxi de 5-7 minutter ned i centrum (7$). Fordelen ved Singapore... Den er så lille arealmæssigt at der ikke er langt til tingene.

Vi blev sat af ved Helix broen, som med sit snoede tag ligner en futoristisk opfindelse. Den leder gående (og rigtig mange kondiløbere) over vandet til Marina Bay Sands, som er noget af den seneste af mange landvindinger gjort omkring byen. Marina Bay Sands (Sands) er præget af et kæmpe moderne hotel med tre høje tårne, hvor over et kæmpe surfboard eller krydstogts cruiser hviler. Deroppe ligger penthouse lejlighederne og ekslusive resaturanter, taghaver og svimmingpools med svimlende udsigt over Singapore. Sands er planlagt forbundet med Singapores Skyline – det finansielle centrum – til en komplet udbygning af Marina Bay... Mere landvinding. De har endda været nødt til at flytte Merlion, Singapores vartegn, en vandsprøjtende halvt løve, halvt fisk... fordi den pludselig havde mistet sin centrale placering som Marina Bay overtog fokus fra Singapore Floden.

Som vi gik over broen kunne vi se og siden høre et lys- og lydshow, men da Britta og børnene endelig nåede derhen lød de sidste toner. Kl. var 20.15 og næste show var kl 21.30. Puh sent. Lea sov dog, men kunne vi holde til at vente... Allerførst måtte vi finde René, som var fortabt med sit kamera bagved... Det lykkedes og vi besluttede at blive. Det var flot at være der og opleve alt lyset og det kunne kun blive bedre med lysshowet.

Det var også rigtig godt. Lys – vand – ild – lyd – sang – tekst – sæbebobler udtrykte et budskab om at sætte pris på livet og kærligheden. Men da det var slut var det tid til at komme hjem i kanen. Men aftensmad blev det ikke til. Elias fik den sidste sandwich fra madpakken og de sidste gulerødder og et æble hjemmefra blev aftensmaden.

Tilbage på hotellet fik vi os arrangeret i sengene og håbede på en god nats søvn... men for SAT_ _ da... det blev en rådden nat. Lea sov kun, når hun havde et bryst i munden eller hvis hun blev vugget, så vi sov nærmest ikke. Vi prøvede alt muligt og var ved at gå ud af vores gode skind... Elias sov dog nogenlunde, men selvfølgelig vækket nogle gange og faldte også ud af sengen nogle gange. Hen på morgenen faldt Lea dog endelig i en dybere søvn og vi fik sovet og vågnede først op til dåd ved 12 tiden på dag 3

Oplæg til Åbent hus

Jeg er blevet spurgt om jeg vil lave et oplæg til åbent hus i Landsforeningen i januar. Temaet er "Det første år uden vores børn". Jeg har sagt ja. Men det var godt nok en masse indvendinger, der først vendte sig i mig. For det første pasning af Lea, men hun vil være 10 måneder, så mon ikke det går. Dernæst det sårbare i at mødet i januar vil være det første i 10 måneder - Hvor hårdt vil det i sig selv være at være tilbage og at jeg så skulle stå forrest og være fokuseret? Kan man tillade sig at fælde tårer og knække over i stemmen som oplægsholder? Ingen af de andre jeg har mødt har vist følelser på den måde. Og jeg kan ikke garantere at jeg vil kunne tale om mit første år uden at blive grådlabil... hmmm.
Og en indvending handlede om temaet - det første år... Er jeg specielt repræsentativ for det emne? Det er jeg selvfølgelig, af den simple grund at jeg har gennemlevet første år uden mit barn. Og hvad er mit første år præget af? I stikord kunne man sige:

- Mit livs mørke - En smerte så dyb at alt andet før og efter blegner
- En kærlighed så stor og så uhåndterbar at den gav mere afmagt end glæde
- En følelse af et liv uden mening, uden fremtid, uden håb
- En spaltning af identitet uden centrum. Hvem er jeg? Hvad kan jeg?
- En ensomhed - et tomrum - en smerte - som altid vil følge mig
- En udfordring i mødet med mine nærmeste (min kæreste - min søn), som gav mig grund til at tage skridtene fremad, men også forstyrrede mig forfærdeligt i min desperate behov for at være sorgen nær
- Et møde med mine forsvarsmekanismer, som har hjulpet mig med skridtene fremad, men også stresset mig til afgrundens rand
- Et behov for at kommunikere, beskrive og forstå, som føltes eksistentielt nødvendigt
- Et møde med omverden, som betød så forfærdeligt meget, og gav så meget frustration
- Et møde med en angst så grundlæggende, en mistillid så smadrende...
- Et følelse af skyld, skam, ansvar, jeg/kroppen har svigtet
- Datoer som skal gennemleves - overleves

Men også
- et gensyn med glæden, med lyset, med livet, med kærligheden
- en spirende tro på at livet igen vil os det godt
- en fremtid, som igen virker mulig at leve i
- en horisont der kan overskues
- en begyndende samling af mig - at lære mig selv at kende påny

Det første år rummer det hele eller i hvert fald det meste:
- Den akutte mørke sorg
- De første skridt fremad
- Kommunikation med omverden
- Pårørendes reaktioner
- Parforholdet - kommunikation og nærvær
- Søskendes reaktioner
- Tilbagevending på job/studie
- Fremtiden - tilbage til "det normale"
- Identitet - reaktioner og handlemønstre
- Gravid igen
- Mindedage - de betydningsfulde dage uden mit barn
- Gravens betydning - andre mindesteder
- ....

Ja, jeg har sagt ja... og jeg har masser af tanker på det... SÅ handler det selvfølgelig om at jeg får samlet alle de tanker til et oplæg som giver mening også for andre en mig. De andre skulle gerne kunne spejle sig deri og måske have lyst til at fortælle om deres egne tanker og oplevelser. Jeg er spændt på det, men jeg tror godt jeg kan. Og jeg vil så gerne bidrage og give noget igen. Jeg har også savnet at komme i Landsforeningen. Det har givet så meget... og jeg er ikke færdig med det... og nu er det på tide at jeg giver noget igen.

På vej....

Tænk sig at der allerede er gået en måned siden jeg skrev sidste gang. Tiden flyver simpelthen afsted... Overskriften "på vej" er sigende på mange måder, for hold da op hvor er det svært at føle at jeg er i nuet og at jeg nyder nuet, når tiden går så stærkt. Nuet er så hurtigt passeret at jeg knap nok når at opdage det... Det er altså lidt af et tema for mig at tiden går så stærkt. Det er sgu lidt angstprovokerende. Jeg glæder mig på ingen måde til hverdagen igen og jeg ved at jeg vil føle at jeg ikke satte nok pris på det, mens jeg havde tiden herhjemme. Jeg føler bare ikke jeg kan gøre andet for bedre at nyde, at være tilstede og at sætte pris på. Jeg bliver jævnligt frustreret... over Lea der bøvler med mad og søvn... og så kommer jeg til at tænke at jeg glæder mig til at hun bliver ældre og vi er ovre det bøvl... men ældre betyder jo at tiden er gået og hverdagen er her igen... og det tror jeg sørme ikke bliver bedre eller mere roligt eller vil give mig mere af den tid jeg savner... Jeg savner tid til mig selv - tid og ro til at fordybe mig og ikke blive forstyrret - jeg føler ikke jeg er nede i gear - det er som om jeg altid er alert. Altid på spring til at blive afbrudt og til at være noget for andre... Og det gør mig træt... så træt... og jeg hader det, for det er jo nu jeg har tiden... men det føler jeg ikke jeg har. Jeg føler det som om jeg ikke kan trække vejret helt i bund, for jeg skal holde pulsen oppe, så jeg er klar. Det er som om jeg ikke giver mig tid til at tænke tanken færdig, fordi det alligevel ikke nytter. Jeg bliver alligevel afbrudt.

Med denne tilstand taget i mente, føler jeg mig på vej... på vej op af hullet. Det hul, som jeg sidst i juli måtte sande at jeg var røget i. Hvor symptomerne var arbejdsnarkomani, følelse af ensomhed og forladthed i mit parforhold. Da jeg sandede det i juli, mærkede jeg hvad det handlede om. Malou dukkede op... nærværets omklamrende sårbarhed dukkede op. Jeg fandt mig selv grædende hver gang, jeg ammede Lea, for så var jeg i ro og så dukkede Malou op... og smerten og traumet. Jeg græder ikke over Lea længere. Jeg tæsker ikke rundt længere. Men jeg har stadig et problem med nærvær... med stilhed og ro... Min sorg lever i stilheden - i pausen - i nærværet. Det er jo godt at vide, hvor jeg har den og hvor jeg kan opsøge den, men det er fanden at jeg ikke selv kan styre det. For sorgen ligger også i nærværet til andre... i fordybelsen med mine andre børn, min kæreste... og i roen med mig selv. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan jeg vil få et andet forhold til fordybelsen... Men lige nu har jeg det bedre... Jeg føler dog at jeg balancerer på en knivsæg og det næste hul kan lige såvel være rundt om hjørnet uden jeg ved det. Jeg skal sådan passe på mig selv... Jeg får trykken for brystet bare jeg sætter mig for at lave lækker familiemorgenmad med flere retter... og jeg føler mig rigtig tit udstrakt mellem alt for mange behov på én gang. Jeg skal ganske enkelt være alt for mange steder på én gang... Puh hvis jeg ikke får det bedre gruer jeg sgu for at vende tilbage til mit arbejdsliv. Hvordan skal jeg kunne være leder for 20 mennesker, når jeg ikke engang kan lave morgenmad uden at få fysiske symptomer???

Og så giver det mig SÅ dårlig samvittighed at jeg ikke bare kan nyde Lea, som hun er med alt hvad hun er og alt hvad hun kan og ikke kan. Hun er et livsstykke af format. Hun er så kommunikerende og livtagende. På gode dage kan jeg tage hende ind, mærke det og hende. På grå dage kan jeg tænke at tænk sig nu er snart 7 måneder gået, hvor jeg har klaret hendes særlige bøvl - så lige pludselig er hun stor og de problemer vi nu bøvler med, er forsvundet. På sorte dage føler jeg mig nærmest ikke forbundet til hende. Jeg bliver irriteret, føler mig forstyrret og har bare brug for ro. Og jeg HADER at jeg har det sådan. Jeg har virkelig svært ved at rumme at jeg kan blive irriteret på sådan en lille dejlig pige, der bare lever og er.. og vil mig og livet på sin helt egen måde.

Og Lea er også på vej... Hun bliver så stor og dygtig. Hun er de sidste uger begyndt at krybe rundt i stuen og nu kommer hun ganske langt. Så nu er det med at være opmærksom på at der ikke ligger noget af Elias' ting i hjørnerne. For alt skal selvfølgelig i munden... På nær mad... Det er hun stadig ikke tosset med. Jo mors bryst, hvis det gives hvor vi begge ligger i et stille lokale. Ikke noget med at give mad ude i offentlige rum og mens mor sidder op. Og grød/mos mad er ikke en fest. På nær en nedtur de sidste dage går det dog bedre og hun får mere og mere indenbords. Heldigvis satte det sig også på søvnen, så hun i 1-1½ uge kun har vækket mig 2-3 gange for at få mad. I to måneder har hun ellers spist 5-8 gange på en 10-12 timers nat. Så der har været mellem 1-2½ time mellem hver amning. Måske det også kan være forklaringen på mit behov for ro og fordybelse. De sidste dage har hun igen spist hver anden time, men der har jeg heller ikke kunnet få så meget mad i hende. Har prøvet med fingermad og rugbrødder, men hun kløjs stadig i den mindste klump. Men vi kæmper videre og drømmer om at vi får lidt mere regelmæssigt styr på mad og søvn, inden vi drager Down under...

Ja for vi er jo på vej... til Australien. Imorgen tidlig er der 3 uger til vi står klar til 2 måneders rejse med rygsækkene ved toget, der skal fragte os til Kastrup, hvor fly vil bringe os over London til Singapore. Her gør vi et lynstop med zoo og nat-zoo, Singapore Flyer (pariserhjul), Chinatown... 2 overnatninger. Så flyver vi videre mod Cairns i Nordøst- Australien. Her skal vi bo på hotel i 3 nætter. Hvor vi skal afklimatisere lidt med at liste rundt i byen, bade i lagunen, proviantere og på togtur gennem regnskoven til byen Kuranda. De næste 3 nætter skal vi tilbringe på koraløen Fitsroy, som ligger 45 min fra Cairns. Den byder på afslapning, snorkling og små gåture. Retur på fastlandet får vi vores autocamper, som skal være vores hjem de næste mange mange uger og bringe os fra Cairns (med smut nordpå til Port Douglas og indland til Undara Lavetunneller) mod Sydney, som vi flyver hjem fra midt i december (med et lynstop i Hong Kong på vejen hjem). Detaljerne til rejsen er ved at være klar... en løs rute er lagt og de første hoteller er booket. Jeg er godt i gang med pakkerierne og indkøb af alle de små dimser, der skal til. Vi er jo vant til at pakke til de 3 af os, for der skal ikke mere tøj til en tur på to måneder som en på 3 uger. Så det var nemt at finde Elias' ting frem.
Det bliver rigtig spændende hvordan begge børn vil tage det. Elias at være væk fra sin børnehave så længe og Lea med at køre i bil (hvad hun hader) og sove i autocamper.

Lidt hurtigt nyt herfra også:
- Juli bød på ferie hos Mormor med tur i biffen, Randers regnskov, Tur til Ebeltoft i Skibstræf, Fjellerup marked, første ferie hos Farmor og Erik med tur uden sko på i Ree park, Vennebesøg på fyn og Vikingetræf.
-August bød på en 4 dages tur til København, som udover at Lea skreg meget af vejen til KBH, gik over alt forventning. Hyggelige besøg hos venner og familie og besøg i zoo.
- August bød også på Cirkus Summarum, bedsteforældredag i Skræ, markedsdag og havefest, høstfest i børnhaven med flækket øjenbryn som finale og opstart af svømning og pilates.
- September bød på fødselsdage. Først tøse-hygge, hvor jeg havde besøg af et par veninder. Så familie-hygge, hvor vi mæskede os i brunch og lagkager. Og hvor vi fik 5 gavekort til Plantorama (som so fare er forvandlet til en syren, en snebollebusk og 4 klatreroser) Så kæreste-hygge hvor vi brugte Renés julegave, som var billetter til Anders Matthesens formidable show (og Lea blev passet af mormor og Elias af farmor)
- September bød også på opstart til FDF spejder, vejfest, Djurs Sommerland, 4 dage i campinghytte på Fyn med bedårende hundehvalpe

5 måneders undersøgelse

Sidste mandag måtte Lea en tur til lægen til 5 måneders undersøgelse og vaccination. Hun skulle stikkes i begge lår, som ved forrige vaccination. Hun var denne gang ret sej til det, den lille pige. Hun græd kortvarigt - særligt ved det andet stik.Hun fik ikke feber eller bøvlede om natten som ved sidste vaccination, Måske hun var lidt pylret om eftermiddagen, men ikke noget af betydning.

Kvik pige skrev lægen... og det er vi jo helt enige i:-) Hun blev vejet og målt. Vi får hele tiden reaktioner på at hun er SÅ lille... Det irriterer mig lidt, for så lille er hun heller ikke. Hun har siden sin fødsel ligget lige på gennemsnittet for piger. Men nu er der måske noget om det. Hendes vægtkurve er i hvert fald knækket siden sidste vejning for 1½ måned siden. Hun ligger fortsat på gennemsnittet i højden (67 cm), men er faldet et hak under i vægt (6600g) Så endnu et argument for at komme igang med mad...

Det andet argument er at Lea vågner hver nat hver anden time. Og det sammenholdt med at hun hver anden eller 3. dag er vågen i 1-3 timer i løbet af aftenen eller natten, gør at hun snildt kan amme 7-9 gange på en 12 timers nat... Om jeg er ved at være træt? LIIIIDT... Hun er heller ikke vild med at amme om dagen. Jeg kan ikke amme hende siddende og slet ikke når vi er ude. Så om dagen ammer hun kun ved puttetid. Jeg forsøger at give hende, når hun vågner og endnu er afslappet, men det er ikke tit hun vil det. Jo hun er en bestemt dame...

Og mad er hun sgi heller ikke vild med. Jeg prøvede da hun var ca 4½ måned. Hun var interesseret og vældig begejstret over det spændende nye. Men der gik kun et par dage, så begyndte hun at trække sig og et par dage efter var hendes mund helt snerpet sammen. Nej tak. Men efter lægebesøget syntes jeg ikke jeg kunne trække det længere. Nu SKAL hun igang. Så vi øver os. Nogle dage får hun noget indenbords - andre dage må jeg droppe det. 3-4 nætter har det haft effekt. Da har hun sovet 4-5½ timer i stræk... Mere af det:-) Men hun vågner stadig jævnligt og er vågen i nogle timer... hvor jeg ikke kan amme hende (i søvn) og hun kan stadig ikke falde i søvn af sig selv.

Men dejlig er hun... så årvågen og kommunikerende. Jeg tror ikke jeg kender til nogen baby, der er sugende og opmærksom om hende...

Det må være et liv med nærvær...

Jeg tror ikke at jeg endnu forstår omfanget af hvilke konsekvenser det har for mig og mit liv at jeg har mistet mit barn. Det var så chokerende en oplevelse at jeg tror min sjæl og krop skal bruge år på at forstå. Hvis jeg da nogensinde vil komme til det. For at miste sit barn er så ubegribeligt som man overhovedet kan forestille sig. Jeg ryster på hovedet bare ved tanken. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Måske det kommer i små bidder. Måske hvert hul jeg vil falde i, vil lære mig nyt om hvad det har gjort ved mig og hvem jeg nu er... Hvert skridt skal læres påny... og selv efter 1½ år kæmper jeg stadig med at finde skridtene. Det er som om min DNA er ændret for altid. Som om den dag da korthuset væltede, sneg der sig en virus ind i den mindste celle og formerede sig til det ukendelige. Min sorg fylder ikke alt, men det er som om den ligger som en grundtone eller en baggrundsmusik... og det er traumet der spilles igen og igen.                                                               

Jeg har svært ved at være i nuet - mine tanker flyver tit væk og jeg kan ikke fordybe mig på samme måde som før. Som en anden englemor skrev: I fordybelsen er mit døde barn. Fordi det er sådan jeg har det. Og det er det som rammer mig hårdest lige nu. Det døden har lært mig, er at vi intet kan tage for givet og at vi må nyde livet, hinanden og det vi har... Men det er også det som jeg har allersværest ved. At være tilstede... i stilhed... i nærvær... i fokuseret... for der flyver tankerne... op til Malou... og der kommer savnet, smerten, tankerne... Der triller tårerne. Jeg hader at det er sådan. Jeg ville ønske det var anderledes...Det er jo netop nærværet, tilstedeværelsen, fordybelsen jeg allerhelst vil, men det er det som er så forbandet svært at være i.

Hvordan lærer vi at leve med vores traume på en mindre traumatisk måde??? Hvordan de kan blive mindre invaliderende? Jeg har søgt lidt på PTSD, men synes ikke at kunne genkende mig selv i det. Jeg ved ikke om det kan lykkes at bære sit døde barn i hjertet udelukkende med ro og kærlighed. Der er jo nok det jeg efterspørger. Men jeg ved ikke om det er et umuligt projekt. JEg ved ikke om jeg skal acceptere at jeg for evigt er broken og at traumet altid vil kunne vælte mig omkuld. Der MÅ være en anden vej. Der MÅ være et liv med nærvær og tilstedeværelse... Jeg ved bare ikke hvordan...

Et traumatiserende erfaring

Siden jeg for godt to uger siden måtte sande at jeg har halvandet år efter min datters fødsel og død, er faldet i et af de større huller, har jeg funderet over hvad det er som lige nu er på spil for mig. Mit sidste indlæg, der handler om mine trænglser om mit om parforhold, min ensomhed og min arbejdsnarkomani, er jeg nu klar over blot er symptomer. Symptomer på at jeg er i et hul... at jeg er ked af det... at jeg ikke er helet.
Det er Malou, som er i spil for mig. Det er sorgen, der gnaver. Og at jeg fjerner mig fra René, at jeg tæsker rundt og knokler røven ud af bukserne, at jeg føler mig alene på en øde ø, er "blot" reaktioner og konsekvenser af at jeg har været i mit livs krise. At jeg har væet udsat for en erfaring, som jeg både bruge resten af livet på at forsøge at leve med og forsøge at forstå. Og hvad er det jeg skal forstå???... jeg forstår knap nok, hvad der er jeg skal forstå. Det er uforståeligt, fuldstændigt blottet for logik så hverken sjæl eller krop kan forstå. Jeg har mistet mit barn.
Lige nu, pt, som jeg har det (og kan ikke sige om eller hvornår det vil ændre sig) mangler jeg ikke som sådan Malou. Det er ikke hendes fravær, der fylder for mig. Jeg går ikke lige nu og drømmer om at der rendte en godt et-årig rundt herhjemme. Det stikker pt ikke dybt i hjertet, når jeg ser og hører om andre et-årige. Det ændrede sig, da Lea kom. På den måde har udsagnet: I kan altid få en ny, været rigtigt for mig. Mine arme er ikke tomme. De er fyldt af det barneliv, som jeg drømte om. 8 måneder senere, ja, men det er her. Det er ikke Malou, nej. Men i mit hovede skulle jeg ikke have haft dem begge. Hvis Malou var her, var Lea her ikke. Det er både praktisk og følelsesmæssigt umuligt for mig at tænke dem begge her. Derfor kunne jeg selvfølgelig godt savne og mangle. Hun mangler også. Hun skulle have været her... Og det var så ondt ondt ondt, da jeg måtte erkende at alle mine intentioner, alle mine drømme blev dræbt. 

Og det er det, der fylder... og som hele tiden har fyldt mest. Jeg har ikke helt ordene til at forklare det, men jeg føler at sorgen sidder fast i mig som et chok. Det sidder fast som en både fysisk og psykisk oplevelse. Mon der er nogen, der har gjort sig nogle tanker eller erfaringer om det? Jeg mener om den traumatiserende oplevelses indvirkning på den ramte???. Chokkets indflydelse... Jeg føler det som om min krop og sjæl er syg. Syg fordi jeg i februar 2011 fik stukket en kniv ind i mit hjerte... ind i min sjæl... ind i mit liv. En kniv, som har efterladt et hul, der ikke vil hele... eller som hele tiden springer op. Et hul, som har cuttet nervebaner og blodforsyning. Hvert skridt skulle læres på ny... og det er stadig dem jeg døjer med at finde... skridtene i mit liv.

I disse uger dukker mit traume op igen og igen... Allermest når jeg er i ro... Når jeg ammer Lea... Billedet af overlægen på Skejby sygehus, som til anden misdannelsesscaning d. 7. februar 2011 spørger: Hvad tænker I? Hvad vil I nu? Og mit svar, som gør så ondt langt langt ind: "[i]Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu[/i]". Det er mit traume... Det er min sorg. Jeg blev sat i en situation, hvor det eneste jeg kunne give min datter, var døden. Hvor alle intentioner om kærlighed og ømhed skulle summes op til én handling: At give døden. Hvor alt var forkert, fordi vi ville SÅ meget andet, men intet kunne. Det er mit traume... Det er det, som gør så forbandet ondt... Lige så ondt idag, som for 1½ år siden. Hvordan jeg de næste dage blev i stand til at træffe den beslutning, forstår jeg stadig ikke. Det er mit livs chok. Jeg fatter det ikke.

Jeg er så spændt på om nogen har gjort sig nogle tanker, der ligner mine. Jeg forestiller mig at alle der har mistet et barn har sin traumatiserende oplevelser med tabet... Da lægen siger de forfærdelige ord... "desværre, der er ikke mere liv"... Da billedet på scanneren er så forbandet stille... Da der intet andet er at gøre end at slukke for respiratoren... Da ens elskede barn lå, der alt for stille... Da barnet blev født alt alt for stille... Da ens raske barn pludselig stoppede med at trække vejret. Jeg ved det ikke. Jeg forestiller mig bare, hvilke forfærdelige traumer andre også må have stået i. Og jeg er så nysgerrig på at forstå, hvad netop den oplevelse har gjort ved os... Tårerne pisker derudaf... Det er grumt. Det er hårdt. Det er grimt... Og jeg ville så gerne at det ikke var min virkelighed, men det er det. Og jeg vil så gerne forstå... jeg vil så gerne leve livet... Jeg vil så gerne op af mit hul...

Et hul

Jeg synes sgu det er lidt svært i de her dage. Må vist sande at jeg har ramt et hul igen...Et ked-af-det hul uden overskud. Jeg sandede det først rigtigt sidste fredag, da vi var til psykolog, men jeg har fornemmet det snigende i en periode. Jeg har ikke været med til psykolog i 1½ måned - da timerne nu er Renés bevilliget da han er ramt af stress og har været fuldtidssygemeldt i 2 måneder. Psykologen spurgte selvfølgelig hvordan det gik med mig, med sorgen, med Lea og med René og jeg... Og jeg græd nærmest hele tiden og tårerne har trillet flere gange i løbet af dagene siden. Jeg føler mig slidt... Jeg trænger til ro. Jeg ville ønske jeg havde min barsels-/sygdomsperiode fra sidste år nu. Jeg trænger til at nå dertil, hvor jeg kan gøre noget godt for mig selv. Tiden flyver afsted og jeg synes ikke rigtig jeg kan nyde den. Og jeg hader at jeg ikke kan nyde tiden. Jeg ved hvor heldig jeg er. Jeg ved hvor taknemmelig jeg burde være... Men jeg har så fandens svært ved at bare være og at nyde tiden. Det har jeg altid haft... svært ved bare at være... Men det er blevet så meget værre efter at vi mistede Malou.

Renés sygdom har sat sig på mig, fordi jeg har mentalt har taget alt på mig og koblet René helt af, så jeg bare kører alting selv. Det har jeg tendens til og det har vi arbejdet med at ændre... René skulle koble sig mere på og jeg skulle lukke mere ind. Men da René blev sygemeldt, meldte han sig ud... Det var et skridt for at blive rask. Jeg ville gerne støtte ham og hjælpe ham til at blive rask... så jeg tog alt på mig. Det er både praktisk og mentalt alt alt for meget. Jeg føler mig ensom og udslidt. Jeg tæsker derudaf med maling af skur og træhus, pasning af den nye have, anlægning af forhave (har kørt 3 tons sten i trillebør) og alt det andet et 207 kvm hus og 1000 kvm grund kræver. Jeg føler det er mit ansvar. Jo mere René har slappet af foran computer og Ipad - jo mere har jeg knoklet igennem. Og jeg gør det godt og det jeg får lavet er så flot. Det er en stor tilfredsstillelse... Det er ikke det praktiske arbejde, der er hårdt... Det er ensomheden... Det er følelsen af at jeg er strukket ud og skal overskue det hele... og det kan jeg ikke.

Der er nu kommet lidt mere ro på mig og mit indre efter Elias igen er kommet i børnehave i mandags. Den sidste uge har været bedre. Jeg har flere stunder... f.eks. nu hvor jeg ikke tæsker rundt... Og Elias er rarere at være sammen med fordi han har mere ro på... Han faldt sgu ikke rigtig ned i gear i denne ferie... men hva det gjorde jeg heller ikke... Jeg er simpelthen ikke god til at finde huller til at gøre noget godt for mig selv og blive tanket op igen.

Så jeg har igen lettere til tårer... Jeg græder ikke over ensomheden. Jeg græder over Malou. Ikke af savn og længsel efter hende, men over at hun skulle dø... Over den traumatiske oplevelse vi blev sat i for 1½ år siden. At vores længe ventede datter var syg og at vi skulle bestemme at hun skulle dø. At vi ikke fik lov at give hende livet. Hvor er uretfærdigt. Hvor er det barsk. Tænk sig at det eneste man kan give sin datter er døden. Det chok at vi blev sat i, har endnu ikke sluppet sit tag i sind og krop. Det er en traumatisk oplevelse, som jeg tror jeg skal bruge resten af livet på at forstå og finde fred med.  Jeg ryster på hovedet... for hvordan gør jeg? Jeg ved det ikke. Jeg ved at livet er langt langt nemmere end for et år siden. Jeg ved at der er en fremtid... en fremtid fuld af lys og glæde... fuld af oplevelser... fuld af liv... Der var INGEN fremtid sidste år... Der var intet lyst... Der er masser af lys nu...

Men jeg er forandret... og jeg har ikke fundet hele mig selv endnu. Jeg er skåret og kan så let komme til at bløde igen. Jeg kæmper med min forandring. Jeg kæmper med at forstå og acceptere, den jeg er nu. Det jeg ikke kan... Det jeg kan... Det jeg har brug for. I sig selv er det en sorg og et chok at miste sig selv på den måde....

Hvor ville jeg ønske at livet var lidt mere lyserødt... Hvor ville jeg gerne have min naivitet retur... suk

Vi fik heldigvis en rigtig god snak over aftensmaden efter psykologen i fredags... min ked-af-det-reaktion er faktisk først kommet efter psykologen. Jeg fik ligesom hold i, hvor meget der fyldte - fik en fornemmelse af at jeg var i et hul... og i dagene siden har jeg ladet mig mærke hullet... grædt over Malou, sorgen, chokket, mine reaktioner, min ensomhed... René og jeg har siden vi mistede Malou arbejdet rigtig meget på at opnå mere fællesskab... at få det bedre sammen... Og derfor var det også en sorg for mig ikke at kunne tælle René med, da han blev diagnoseret syg i april måned. Det var svært at skulle, for jeg glædede mig så meget over de skridt vi var nået, den indsigt vi havde fået i hinandens reaktionsmønstre og den større rummelighed vi havde opnået... Ganske som vi drømte om, da Malou viste os at vi kunne... og nu mistede vi den igen. Den gave som Malou havde givet os, måtte jeg se smuldre mellem fingrene... Det var hårdt... og det trak mig og os i en forkert retning. Jeg kan se det nu... jeg kunne se det på vejen, men jeg kunne ikke stoppe det.

Og ja, René er også ensom i alt det her... Han kan stå på sidelinien og se mig køre hele ræset og slet ikke føle sig med... Slet ikke føle sig nødvendig... Føle sig helt overflødig... for jeg regner ham ikke med. Jeg har trukket ham ud... for at skåne ham... og for at skåne mig... Men det er ikke godt... Han siger at han nu er klar til at komme igen. Han vil være med... på én eller anden måde. Han kan ikke bidrage med det jeg kan... Men han vil gerne regnes med... Han vil så inderligt gerne at jeg har positive forventninger til ham, fordi det måske vil tilskynde ham til at gøre noget... Jeg har ingen forventninger, fordi jeg ikke vil skuffes. Jeg gider ikke høre på alle intentionerne, når de ikke bliver til noget... Men Han tror at hvis jeg tror på intentionerne, vil flere blive til noget...

Vi er meget forskellige... Jeg er en arbejdshest og han er en afkobler. Han slapper ikke af ved at gøre og være igang. Han bliver udkørt og synes han har lavet nok, når han har været igang i 2 timer og jeg holder aldrig pause, når jeg er igang. Vi har lært af hinanden. Jeg er blevet bedre til at slappe af og han er mere aktiv... Men vi har ikke lært nok. Jeg ved at det at jeg er så meget gøren, er en forsvarmekanisme... og hans passivitet er det samme... Vi må finde en balance... og ja fællesskab om gøre målene er nok en vej... Vi har for fanden bygget et hus sammen mens Elias to år rendte rundt mellem os... Vi kan et eller andet... Vi skal bare huske det "forbandede" fællesskab...

Igangværende projekter

Ja jeg er jo et projektmenneske, så jeg sidder selvfølgelig ikke stille og keder og dovner min barsel væk. Har gang i en masse projekter herhjemme. Lidt for mange vil nogen måske mene. Mine igangværende projekter er:

1. Male huset (sort), herunder afslibe to af siderne for afskallet maling
2. Afrense og oliere træterasse
3. Grunde og male skur
4. Rydde, rengøre og klargøre campingvogn til salg
5. Grave forhave og køre 2 ton skærver til forhaven
6. Og ikke mindst: At lære Lea at falde i søvn selv

De fleste af projekterne skrider godt frem. Dog står maling og oliering helt stille efter de sidste 4-5 dages regn.

• Jeg har malet 3 af siderne på huset - mangler én, som også skal afslibes (træls arbejde).
• Jeg har afrenset og olieret den ene træterasse og mangler én (den store)
• Jeg har grundet og malet 3 af skur/carportssider hvid og sort og er igang med den 4. Der er 3 sider mere, men dem har jeg ikke ambitioner om at nå i år
• Campingvognen er næsten ryddet op... jeg gider ikke rengøre den og ved ski heller ikke om vi kan få den solgt.
• Jeg har gravet langt det meste af forhaven og udlagt 1½ tons skærver. Er snart færdig. En sidste del af forhaven kan graves og endnu godt et ton skærver spredes ud, men det har jeg ikke ambitioner om at nå i år.
• Det lykkes slet slet ikke at få Lea til at sove selv. Jeg har prøvet at amme hende til ro, lægge hende fra mig i sengen, hvorefter hun klynker, fordi hun bliver forstyrret. Hun bliver hurtigt glad ved at se den gode godnatbog, vi læser hver aften. Herefter synger jeg to vers af en godnatsang. Siger godnat og giver kys og går ud. Hun piver, græder... Jeg kommer ind, forsøger at berolige, går igen. Mange gange. Har svært ved at trøste. Hun falder til ro, når jeg tager hende op, men græder med det samme jeg lægger hende. Ender med at amme hende igen og i søvn efter ca en time. Idag ventede jeg kun knap 40 min. Synes ingen virkning det har og er ret rådvild. Jeg ammede Elias i søvn og det var problemfrit. Jeg kunne putte ham over i barnevognen med sutten i munden - og han sov videre eller faldte i søvn igen. Og han vågnede ikke efter 40 min om aftenen, som Lea ofte gør - hvor hun så er vågen 2-2½ time. Jeg har ikke lyst til at prøve gå-komme metoden længere. Der er ingen bedring.

Men alt i alt går de fleste projekter godt. Og selv Lea er en ost til at falde i søvn selv, så er hun en fantastisk dejlig og livsglad pige. Hun suger stadig verden til sig og der sker så meget med hende. Hun ligger ikke længere stille på gulvet, men roterer rundt om sig selv. Hun kommer alt i munden og kan blive helt aggresiv, hvis hun ikke kan få det i munden. Hun er super til at kunne og ville ligge på maven. Ja faktisk ligger hun mere på maven i sine vågne timer, end på ryggen. Vi er så taknemmelige for at hun er her og vi ville ønske at vi bare kunne finde ro med sove rodet og nyde hende som hun er. Det er svært at rumme taknemmeligheden og frustrationen på en gang. Men sådan er det nok bare at være os...

Barnedåben set fra distancen

Ja så forsvandt en måned. Som tiden dog flyver. Det er lidt skræmmende. Tør slet ikke tænke på at tiden flyver for så er min barsel bare lige pludselig slut. Men det var ikke det dette indlæg skulle handle om. Det var tanker om Leas barnedåb, som vi var så heldige at få lov at fejre d. 27. maj. Dagen havde fyldt meget i mig og en 3-4 uger før var jeg meget grådlabil, når jeg tænkte på dagen. Men som ofte før, når vi har nærmet os store begivenheder de sidste 1½ år, mærkede jeg ikke ikke dagens betydning som vi kom helt tæt på eller på selve dagen, men dagen efter faldt jeg sammen som en karklud af udmattelse... fysisk og psykisk. Men kan sige at barnedåben på en måde var den ultimative test af min heling oven¨på tabet af Malou... Forstået på den måde at jeg i den grad fik testen mit overskud og overblik... Overblikket fejlede intet. Alt var planlagt og forberedt til mindste detalje... men overskuddet strakte ikke helt. Jeg føler mig lidt distanceret til dagen. Jeg føler ikke jeg kunne nyde dagen ligeså meget som jeg nød Elias' barnedåb. Måske havde jeg faktisk for store forventninger til dagen, fordi den betød endnu mere for os, dels fordi jeg ved hvor stor dagen var med Elias, dels fordi sørger over at vi mistede Malous barnedåb, og dels fordi Leas barnedåb var så længe længe ventet. Det var så betydningsfuldt at få lov at stå der med hende - at få lov at døbe hende - at det nok var mere end hvad jeg kunne rumme samtidig med at jeg skulle stå for en barnedåb for 50 mennesker... nærmest alene... René hjalp selvfølgelig.. han gjorde en stor forskel på dagen, men ansvaret og overblikket var mit.

Jeg tror ikke det kunne have været anderledes. Vi kunne have valgt en mindre kreds... Men jeg ville så gerne den store fest for min elskede datter... Jeg kunne have valgt ikke at have lavet al maden selv... ja det ville have gjort en stor forskel... men på den anden side... det var jo lavte i forvejen... og jeg havde jo to piger til at stå i køkkenet, så der brugte jeg ikke emget tid. Nej, det havde nok ikke gjort det store. Jeg kune have valgt paptallerkner og minimal pynt og borddækning... ja der kunne jeg nok have sparet noget...

Men jeg ved ikke om det kunne have været så meget anderledes. Der var så mange følelser i den dag, så den vil nok være ambivalent uanset hvordan jeg havde hoppet og danset. Når folk har spurgt har jeg svaret at den gik lige som den skulle... Men det er sagt med en klump i halsen, for den gik ikke lige som den skulle, men lige som den kunne. Malou er manglet, og det farvede dagen. Ikke at jeg følte mig nedtrykt... hun var med på en god måde... Præsten holdte en dåbstale (Se herunder) og jeg nævnte hende i min tale... og mere fyldte hun ikke direkte. Min mor havde købt en papirslanterne til at sende op til hende. Jeg orkede ikke at stå for at skulle sende den op, så den kom ikke afsted, men jeg er superglad for hendes tanke. Faktisk har jeg siden barnedåben været helt fyldt op af at arrangere. Bevares jeg har gang i tusinde projekter herhjemme (alt for mange), men da et hold vennner bød os med på sommerferie orkede jeg slet ikke tanken om at skulle arrangere det med billetter, pakning og Lea, der ikke vil sove.
 

Faddertiltale til Leas barnedåb d. 27. maj 2012

Kære Britta og René.

I dag bliver det en lidt anderledes forældre og faddertiltale end ellers, for der er noget andet og mere på spil denne dag for jer. Før læste jeg om nogle mødre, der bar deres børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Det er det samme, som I nu har gjort for lille Lea. I har båret hende til ham, der lovet os den evige kærlighed og støtte gennem livet. En glædens dag for jer og for Lea. Men dagen i dag er også fyldt med sorg og savn, da livet ikke har vist sig fra den mest skånsomme side overfor jer. For jeres familie tæller ikke blot fire, men fem. For Malou er og vil altid være en del af jeres familien – men hun nåede aldrig at komme her til dåben, hvor vi står i dag.

Mødrene før blev afvist at Jesu disciple – men Jesus irettesætter dem og siger; lad de små børn komme til mig; lad alle de små, uskyldige børn komme til mig. Alle – selv dem, der ikke nåede at vokse op og leve det liv, som var tiltænkt dem, skal komme til ham. Og sådan har han også taget imod jeres Malou. For intet menneskeliv, om det bliver kort eller langt har været forgæves. Malous liv er som Leas stort og dyrebart både for Gud og for mennesker. Det er derfor Gud gav os børnene som forbillede. Det er derfor han lægger dem i vore arme. Børn, som ikke kan andet end at være afhængige af vores kærlighed og omsorg. Sådan skal vi – også som voksne – tage imod livet og dets tilskikkelser i tillid til Gud. Han lover os ved vor dåb at være med os alle dage indtil verdens ende – i døden som i livet. Og med tiltro til, at Malou er i de bedste hænder, kan I leve jeres liv her og nu. For nok har I mistet det mest dyrebare – men I er blevet skænket en skat i Lea, som vil berige jeres liv og lindre den sorg, I føler dag for dag.

For nu står I her med jeres vidunderlige lille pige og føler den største glæde forældre kan føle. En taknemlighed overfor den gave, som I trods umenneskelige prøvelser blev skænket. Og en taknemlighed over at vide, at Herren passer på sine børn – om de er her eller i hans himmel.

Det er det budskab, I lader jeres børn vokse op i. Og det er det budskab I, som faddere forpligter jer på at give videre, hvis det skrækkelig skulle ske, at forældrene dør før tid. Så jeres opgave begynder i dag med, at I skal sørge for at lære Lea at kende, så hun aldrig er i tvivl om, hvem I er og hvad hun i dag er blevet døbt ind i.

Må Gud velsigne jer i jeres opgave og fred være med jer! Amen.

Status projekt søvn

Status er at det går slet ikke... Vi er ret rådvilde og aner ikke hvad vi skal stille op. Det tog 2.45 for to dagen siden, da jeg skrev sidste indlæg, inden hun faldt til ro. Hun sov kl 24. Det betød endnu en aften for mig i soveværelset og Rene i stuen. Kan ikke huske hvornår jeg sidst kunne sidde roligt i stuen og nyde en aften. Det er ikke fordi hun SKAL sove. Hun må gerne være med i stuen. De sidste dage er hun først stået op fra en 2-3½ times lur kl. 18.20, 18.30 og 18.50... Men hun er altså træt og piver, så hun kan ikke bare blive i stuen. Så går jeg op med hende igen efter en time, men så kæmper jeg bare med en overtræt pige i to timer alligevel.
Igår startede vi putningen kl 19.40. Rene tog hende i bad. Jeg ammede hende kl 20... en lidt dårlig amning, fordi hun ikke nåede til soveamningen, da hun lå i mine arme. 20.20 læste jeg en lille histori og sang et par vers. Jeg sagde godnat og gik... og der mange minutter, så var hun helt urolig. En halv times tid senere bliver vi enige om at lægge hende i gyngen nede og dække den over med et klæde, så der er kedeligt. Hun græd ikke, men blev heller ikke rolig. Jeg kastede håndklædet i ringen og gik op med hende... ammede hende og hun sov fra godt 22 til 2 til 6.30 og igen til 8.40. En god nat... men et opgivet projekt.

Idag var hun stået op kl 15.30, tog en ammelur kl 17-17.30. Jeg startede putning kl 19.30 med lidt massage da hun skulle have nattøj på, en lidt mindre rodet amning, den samme bog og den samme sang.... og en noget roligere baby. Sagde godnat og gik... vist ca kl 20. hun lå og snakkede. Ved første piv/klagesang gik jeg op til hende. Satte mig og beroligede hende... Men det gjorde det vidt meget værre. Hun vrælede op. Jeg lagde hende ind til mig... men hun vrælede bare. Fik hende i ro, ammede hende og hun faldt i søvn ved brystet ca. 20.40. Jeg nåede ned i stuen, sad i 10 min og hun vågnede 21.10. Efter et par lyde fra hende, sagde jeg godnat og gik op til hende... og gav mig til at skrive her... og så faldte hun i søvn... tror jeg. Hun har sovet i 10 min nu.... Smiler. Kl 21.25...

Besøg af sundhedsplejersken

I tirsdags var det tid til besøg fra sundhedsplejersken. Denne gang var vi samlet i mødregruppen. Vi startede med en runde med hvordan der går og hvad der fylder for os hver især. Derefter blev børnene målt og vejet. Lea vejer nu 6040 g og måler 64 cm. Hun ligger fortsat fint på gennemsnittet. Elias vejede på dete tidspunkt 8300 g og målte 71 cm, så der er noget af en forskel. Men Lea vokser som hun skal og der er ikke indikator for at vi skal haste igang med mad lige nu. Så skal det være fordi hun ændrer søvnrytme... Og ja søvn var det store tema for snakken med sundhedsplejersken. Det er blevet helt umuligt for mig at putte Lea i barnevognen. Jeg ammer hende, når hun bliver træt. Hun falder i søvn ved brystet, men vågner, når hun bliver flyttet over i liftet... Og så kan jeg ikke få hende til at sove igen. Jeg kan gå med hende i 10-20-30 min og tro at hun sover, men når barnevognen står stille, vågner hun efter 5-7 min... Og så forfra. Det gad jeg ikke... Det holdte jeg ikke til. Jeg putter hende nu i soveværelset. Ammer hende i søvn og hun sover i 3-4 timer plus måske 2 lure af 40 min eller én lur af et par timer. Det går fint. Det fungerer...selvom det selvfølgelig er svært at gå nogen steder, når hun ligger i soveværelset og jeg ikke bare kan trille afsted med hende. Og det er svært at være nogen steder... Men det fungerer lige nu... Så må vi tage kampen igen senere.

Men om aftenen fungerer det bare ikke. Lea bliver træt efter et par timer. Jeg ammer hende... og hun falder i søvn. Men enten vågner hun når tåren er slut eller også efter 40 min. Og så går der 2-2½ time før jeg kan amme hende i søvn igen. Hun snakker, holder fest, og spjætter med arme og ben ofr at holde sig igang. Vi har prøvet at tage hende med ned i stuen, men hun er ikke tilpas. Hun er dødtræt. Så det fungerer ikke. Vi har besluttet at jeg må prøve ikke at amme hende i søvn, men i stedet at lade hende øve sig i at falde i søvn selv, selvom det tager 2-3 timer. Vi kan intet gøre for hende, for hun bliver stiktosset, hvis hun bliver holdt eller svøbt. Jeg har prøvet at teste mig selv. Lå med hende storhylende i 20 min hvor jeg havde svøbt hende i dynen. Det var mig, der gav op - ikke hende.
Så nu prøver jeg at amme hende... forsøge at holde hende vågen imens... ikke nemt. Og så lægge hende vågen/vækket over. Igår tog det 2 timer inden hun faldt til ro. Jeg lå i min seng ved siden af hende - forsøgte ikke at få hende til at sove, men var der bare... beroligede hende engang imellem. Men to timer... det er for lang tid - især fordi klokken var 22.30 inden hun sov... Nogen gange har den været 23.30-00.30 efter en anden hvor vi har kæmpet med hende...
I aften har vi indtil videre ligget i en god time... klokken er 22.20. Jeg er træt, men der er ikke lige udsigt til at Lea vælger at finde ro lige nu... Jeg håber det lykkes for os at finde styrken til at hjælpe hende, så hun selv kan finde ro noget hurtigere.. Hvis det lykkes, kan det være jeg kan overskue barnevognen igen.