Et traumatiserende erfaring

Siden jeg for godt to uger siden måtte sande at jeg har halvandet år efter min datters fødsel og død, er faldet i et af de større huller, har jeg funderet over hvad det er som lige nu er på spil for mig. Mit sidste indlæg, der handler om mine trænglser om mit om parforhold, min ensomhed og min arbejdsnarkomani, er jeg nu klar over blot er symptomer. Symptomer på at jeg er i et hul... at jeg er ked af det... at jeg ikke er helet.
Det er Malou, som er i spil for mig. Det er sorgen, der gnaver. Og at jeg fjerner mig fra René, at jeg tæsker rundt og knokler røven ud af bukserne, at jeg føler mig alene på en øde ø, er "blot" reaktioner og konsekvenser af at jeg har været i mit livs krise. At jeg har væet udsat for en erfaring, som jeg både bruge resten af livet på at forsøge at leve med og forsøge at forstå. Og hvad er det jeg skal forstå???... jeg forstår knap nok, hvad der er jeg skal forstå. Det er uforståeligt, fuldstændigt blottet for logik så hverken sjæl eller krop kan forstå. Jeg har mistet mit barn.
Lige nu, pt, som jeg har det (og kan ikke sige om eller hvornår det vil ændre sig) mangler jeg ikke som sådan Malou. Det er ikke hendes fravær, der fylder for mig. Jeg går ikke lige nu og drømmer om at der rendte en godt et-årig rundt herhjemme. Det stikker pt ikke dybt i hjertet, når jeg ser og hører om andre et-årige. Det ændrede sig, da Lea kom. På den måde har udsagnet: I kan altid få en ny, været rigtigt for mig. Mine arme er ikke tomme. De er fyldt af det barneliv, som jeg drømte om. 8 måneder senere, ja, men det er her. Det er ikke Malou, nej. Men i mit hovede skulle jeg ikke have haft dem begge. Hvis Malou var her, var Lea her ikke. Det er både praktisk og følelsesmæssigt umuligt for mig at tænke dem begge her. Derfor kunne jeg selvfølgelig godt savne og mangle. Hun mangler også. Hun skulle have været her... Og det var så ondt ondt ondt, da jeg måtte erkende at alle mine intentioner, alle mine drømme blev dræbt. 

Og det er det, der fylder... og som hele tiden har fyldt mest. Jeg har ikke helt ordene til at forklare det, men jeg føler at sorgen sidder fast i mig som et chok. Det sidder fast som en både fysisk og psykisk oplevelse. Mon der er nogen, der har gjort sig nogle tanker eller erfaringer om det? Jeg mener om den traumatiserende oplevelses indvirkning på den ramte???. Chokkets indflydelse... Jeg føler det som om min krop og sjæl er syg. Syg fordi jeg i februar 2011 fik stukket en kniv ind i mit hjerte... ind i min sjæl... ind i mit liv. En kniv, som har efterladt et hul, der ikke vil hele... eller som hele tiden springer op. Et hul, som har cuttet nervebaner og blodforsyning. Hvert skridt skulle læres på ny... og det er stadig dem jeg døjer med at finde... skridtene i mit liv.

I disse uger dukker mit traume op igen og igen... Allermest når jeg er i ro... Når jeg ammer Lea... Billedet af overlægen på Skejby sygehus, som til anden misdannelsesscaning d. 7. februar 2011 spørger: Hvad tænker I? Hvad vil I nu? Og mit svar, som gør så ondt langt langt ind: "[i]Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu[/i]". Det er mit traume... Det er min sorg. Jeg blev sat i en situation, hvor det eneste jeg kunne give min datter, var døden. Hvor alle intentioner om kærlighed og ømhed skulle summes op til én handling: At give døden. Hvor alt var forkert, fordi vi ville SÅ meget andet, men intet kunne. Det er mit traume... Det er det, som gør så forbandet ondt... Lige så ondt idag, som for 1½ år siden. Hvordan jeg de næste dage blev i stand til at træffe den beslutning, forstår jeg stadig ikke. Det er mit livs chok. Jeg fatter det ikke.

Jeg er så spændt på om nogen har gjort sig nogle tanker, der ligner mine. Jeg forestiller mig at alle der har mistet et barn har sin traumatiserende oplevelser med tabet... Da lægen siger de forfærdelige ord... "desværre, der er ikke mere liv"... Da billedet på scanneren er så forbandet stille... Da der intet andet er at gøre end at slukke for respiratoren... Da ens elskede barn lå, der alt for stille... Da barnet blev født alt alt for stille... Da ens raske barn pludselig stoppede med at trække vejret. Jeg ved det ikke. Jeg forestiller mig bare, hvilke forfærdelige traumer andre også må have stået i. Og jeg er så nysgerrig på at forstå, hvad netop den oplevelse har gjort ved os... Tårerne pisker derudaf... Det er grumt. Det er hårdt. Det er grimt... Og jeg ville så gerne at det ikke var min virkelighed, men det er det. Og jeg vil så gerne forstå... jeg vil så gerne leve livet... Jeg vil så gerne op af mit hul...