Vejen til Undara

Turen til Undara og ud igen ville blive vores lille eventyr ud i den australske outback. Det var ikke særlig langt ud, men væk fra kysten var det dog. Vi var forberedt på lange lige øde veje, hvor vejen bestod af et spor på tre meter med rabat til hver side dækket af Australiens karakteristiske røde jord. Og vi var forberedt og spændte på mødet med de australske roadtrains, som også utallige skilte advarede imod. Roadtrains er lastbilstog med tre vogne, således at dette monstrum kan måle op til 53 meter i længden. Disse mange tons kommer så brølende hen af landevejen med monopol på den stribe asfalt, som vejen tilbyder. Så alt andet levende har bare at komme væk. Det vidner de mange døde kænguruer i vejsiden om ikke altid lykkes. Vi så også en enkelt ko og når man ser på lastbilernes massive fronter kan man godt regne ud hvilken kraft de må ramme med. Så væk fra vejen, når du ser et roadtrain. Heldigvis eller måske desværre var langt det meste af vejen ind til Undura lavet dobbeltrettet, så nu var der plads til at passere hinanden. Eller rettere de var vej at rette vejen ind til det, for hold da op hvor var der meget vejarbejde. Ja, det var tilfældet i hele Queensland. Ikke mange km uden vejarbejde, hvor hastigheden skulle sættes ned eller bilen helt skulle stoppe, for at vente på forbipasserende.

Vi kørte fra BIG4 campingpladsen udenfor Port Douglas om morgenen. Udover at æde halvdelen af turen til Undara, skulle vi køre igennem Atherton Tableland med stop i nogle småbyer og ved en række vandfald, inden målet Ravenshoe forhåbentlig kunne nås til eftermiddag. En køretur på 2,5-3 timer, men som endte op i 7 timer pga af alle stoppene.

Det var første reelle køretur og børnene klarede det fint. Lea tog sin første lur, men blev vækket da vi skulel tanke. Vi gjorde holdt til formiddag i en hyggelig historisk landsby, Yungaburra, hvor der tilfældigvis var folk-festival og markedsplads. Så den lille by åd lidt flere timer end ventet, men det var hyggeligt. Elias fik mod på at male en medallon i børneteltet. Vi spiste frokost under store træer ved vores bil (grovtoast og kalkunbryst) og ræsede omkap ned til toiletterne;-)

Næste sight var et vandfalds-circuit omkring byen Millaa Millaa. Vi fik dog kun 2 ud af 5, da vi syntes tiden rendte fra os og vi stadig havde en times tid til campingpladsen. Der blev dog tid til en dukkert for Elias i det første vandfald... i ro og idyl indtil en bus-fuld unge mennesker væltede ind og forvandlede den lille hyggelige plet til et hvinende cirkus. Vandet var ret køligt.

Vi nåede dog hurtigere end ventet til Ravenshoe – en lille outback-by med brede gader og få butikker. Lidt derfra på hovedvejen fandt ve et campervan-sted, som vist mest var for fastliggere... og hold da op, hvordan kunne folk bo sådan... bliksskure bygget omkring ældgamle mosgrønne campingvogne. Men det var billigt og det var kun en nat.

Vi var i god tid, så der var tid til afslapning inden vi skulle lave aftensmad.

Næste morgen fortalte camping-fatter os at der i den lille å for enden af pladsen kunne spottes de søde næb-dyr her om morgenen (og inden solnedgang). Vi gik derned og sad og kiggede et stykke tid. Men man skal have god tid og tålmodighed og være stille... og det er måske ikke dyder vi kan præstere med to små børn. Så ingen næbdyr... men en masse skildpadder så vi i vandet De var nu også søde.

Vi pakkede sammen og satte kurs mod Undara, som vi nåede over middag.