Oplæg til Åbent hus

Jeg er blevet spurgt om jeg vil lave et oplæg til åbent hus i Landsforeningen i januar. Temaet er "Det første år uden vores børn". Jeg har sagt ja. Men det var godt nok en masse indvendinger, der først vendte sig i mig. For det første pasning af Lea, men hun vil være 10 måneder, så mon ikke det går. Dernæst det sårbare i at mødet i januar vil være det første i 10 måneder - Hvor hårdt vil det i sig selv være at være tilbage og at jeg så skulle stå forrest og være fokuseret? Kan man tillade sig at fælde tårer og knække over i stemmen som oplægsholder? Ingen af de andre jeg har mødt har vist følelser på den måde. Og jeg kan ikke garantere at jeg vil kunne tale om mit første år uden at blive grådlabil... hmmm.
Og en indvending handlede om temaet - det første år... Er jeg specielt repræsentativ for det emne? Det er jeg selvfølgelig, af den simple grund at jeg har gennemlevet første år uden mit barn. Og hvad er mit første år præget af? I stikord kunne man sige:

- Mit livs mørke - En smerte så dyb at alt andet før og efter blegner
- En kærlighed så stor og så uhåndterbar at den gav mere afmagt end glæde
- En følelse af et liv uden mening, uden fremtid, uden håb
- En spaltning af identitet uden centrum. Hvem er jeg? Hvad kan jeg?
- En ensomhed - et tomrum - en smerte - som altid vil følge mig
- En udfordring i mødet med mine nærmeste (min kæreste - min søn), som gav mig grund til at tage skridtene fremad, men også forstyrrede mig forfærdeligt i min desperate behov for at være sorgen nær
- Et møde med mine forsvarsmekanismer, som har hjulpet mig med skridtene fremad, men også stresset mig til afgrundens rand
- Et behov for at kommunikere, beskrive og forstå, som føltes eksistentielt nødvendigt
- Et møde med omverden, som betød så forfærdeligt meget, og gav så meget frustration
- Et møde med en angst så grundlæggende, en mistillid så smadrende...
- Et følelse af skyld, skam, ansvar, jeg/kroppen har svigtet
- Datoer som skal gennemleves - overleves

Men også
- et gensyn med glæden, med lyset, med livet, med kærligheden
- en spirende tro på at livet igen vil os det godt
- en fremtid, som igen virker mulig at leve i
- en horisont der kan overskues
- en begyndende samling af mig - at lære mig selv at kende påny

Det første år rummer det hele eller i hvert fald det meste:
- Den akutte mørke sorg
- De første skridt fremad
- Kommunikation med omverden
- Pårørendes reaktioner
- Parforholdet - kommunikation og nærvær
- Søskendes reaktioner
- Tilbagevending på job/studie
- Fremtiden - tilbage til "det normale"
- Identitet - reaktioner og handlemønstre
- Gravid igen
- Mindedage - de betydningsfulde dage uden mit barn
- Gravens betydning - andre mindesteder
- ....

Ja, jeg har sagt ja... og jeg har masser af tanker på det... SÅ handler det selvfølgelig om at jeg får samlet alle de tanker til et oplæg som giver mening også for andre en mig. De andre skulle gerne kunne spejle sig deri og måske have lyst til at fortælle om deres egne tanker og oplevelser. Jeg er spændt på det, men jeg tror godt jeg kan. Og jeg vil så gerne bidrage og give noget igen. Jeg har også savnet at komme i Landsforeningen. Det har givet så meget... og jeg er ikke færdig med det... og nu er det på tide at jeg giver noget igen.