Det må være et liv med nærvær...

Jeg tror ikke at jeg endnu forstår omfanget af hvilke konsekvenser det har for mig og mit liv at jeg har mistet mit barn. Det var så chokerende en oplevelse at jeg tror min sjæl og krop skal bruge år på at forstå. Hvis jeg da nogensinde vil komme til det. For at miste sit barn er så ubegribeligt som man overhovedet kan forestille sig. Jeg ryster på hovedet bare ved tanken. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Måske det kommer i små bidder. Måske hvert hul jeg vil falde i, vil lære mig nyt om hvad det har gjort ved mig og hvem jeg nu er... Hvert skridt skal læres påny... og selv efter 1½ år kæmper jeg stadig med at finde skridtene. Det er som om min DNA er ændret for altid. Som om den dag da korthuset væltede, sneg der sig en virus ind i den mindste celle og formerede sig til det ukendelige. Min sorg fylder ikke alt, men det er som om den ligger som en grundtone eller en baggrundsmusik... og det er traumet der spilles igen og igen.                                                               

Jeg har svært ved at være i nuet - mine tanker flyver tit væk og jeg kan ikke fordybe mig på samme måde som før. Som en anden englemor skrev: I fordybelsen er mit døde barn. Fordi det er sådan jeg har det. Og det er det som rammer mig hårdest lige nu. Det døden har lært mig, er at vi intet kan tage for givet og at vi må nyde livet, hinanden og det vi har... Men det er også det som jeg har allersværest ved. At være tilstede... i stilhed... i nærvær... i fokuseret... for der flyver tankerne... op til Malou... og der kommer savnet, smerten, tankerne... Der triller tårerne. Jeg hader at det er sådan. Jeg ville ønske det var anderledes...Det er jo netop nærværet, tilstedeværelsen, fordybelsen jeg allerhelst vil, men det er det som er så forbandet svært at være i.

Hvordan lærer vi at leve med vores traume på en mindre traumatisk måde??? Hvordan de kan blive mindre invaliderende? Jeg har søgt lidt på PTSD, men synes ikke at kunne genkende mig selv i det. Jeg ved ikke om det kan lykkes at bære sit døde barn i hjertet udelukkende med ro og kærlighed. Der er jo nok det jeg efterspørger. Men jeg ved ikke om det er et umuligt projekt. JEg ved ikke om jeg skal acceptere at jeg for evigt er broken og at traumet altid vil kunne vælte mig omkuld. Der MÅ være en anden vej. Der MÅ være et liv med nærvær og tilstedeværelse... Jeg ved bare ikke hvordan...