Bussen stoppede og vi kravlede op på
en lille knold i landskabet. Herfra var der udsyn over den
vidtrækkende savanne mod flere 100.000 år gamle vulkankratre dækket
af træer. Det var ikke til at se at jorden var dækket af lava og at
der underjordisk gemte sig langstrakte lavatunneller.
Imens solen begyndte sin nedtur bag
horisonten fik vi serveret mousserende vin, juice og platte med
forskellige oste og frugt. Det var fint. Og hyggeligt. Lea sad i
bæreselen og blev fodret med kiks af Elias.
Solen gik ned bag et skydække og vi gik ned i bussen og kørte kort til næste stop – en lave-tunnel, hvor vi i mundingen skulle opleve flagermusenes natlige basken ud af grottens mørke. I grenene over trappen hang en lille slange og håbede på sit held med aftenens begivenhed. Flagermusene susede forbi ørerne på os. De virkede større i deres himmelflugt end tilfældet er for reelt vejer de kun 3-4 g og det vil derfor føles som at blive ramt af en sommerfugl, hvis det usandsynlige skulle ske at en mini-flagermus skulle fejle og ramme ind i os.
Vi kunne ikke bare skyde løs med
kameraerne, for så snart blitzene oplyste rummet ophørte
flagermusenes himmelfart. Lyset fik dem til at søge tilbage i
grotten og vi skulle da vente et par minutter på at strømmen
byggede sig op igen. Derfor tog vi billeder på kommado... 1-2-3- nu,
så alle kunne nå at få billeder inden flagermusene igen var væk.
Efter denne oplevelse var turen slut og
vi kørte tilbage til resortet, fandt camperen og hoppede i kanen.
Næste dag havde vi tilmeldt os endnu
en tur, hvor vi skulle vandre rundt i flere af tunnellerne og høre
om deres opståen fra et lavaudbrud for 190.000 år siden. Active
Explorer hed turen og vi var spændte på om det ville blive for
aktivt til at vi kunne have børnene med, men det var uden grund at
vi havde bekymret os. Vi var glade for at vi ikke havde haft valget
mellem den aktive og den almindelige tur, for jeg er sikker på at
den aktive tur gav os en tand mere adventure, der gjorde den mere
spændende for os end den almindelige. Det eneste sted, hvor Britta
var udfordret med Lea i selen på ryggen, var da vi skulle ned gennem
et hul til en lava-tunnel og ned af en skrænt til bunden af
tunnellen. Guiden mente ikke jeg kunne, men at det var mit eget valg.
Det gik uden problemer. Vi kom alle sikkert ned og op igen. Elias nød
de spændende klatringer og var den første oppe og nede hver gang.
Vi bevægede os rundt i 4-5 tunneller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar